Sundt og sikkert

25. oktober 2007

Når det hævdes, at der mangler videnskabelig dokumentation om kosttilskud, vitaminer og mineraler, så er det måske værd at bemærke, at der findes over 480.000 offentliggjorte og videnskabeligt godkendte forskningsforsøg over kosttilskud eller indholdsstoffer brugt i kosttilskud, og størstedelen af disse har vist positiv virkning.

Der findes kun en lille håndfuld forsøg, der har vist negativ virkning, og disse kan generelt forbindes med høje doser eller syntetiske ingredienser som A-vitamin, betacaroten og E-vitamin.

Angående A-vitamin, er der ingen tvivl om, at meget høje doser af dette fedtopløselige vitamin kan være skadeligt og at en øvre grænse for indtagelse af dette vitamin er på sin plads.

Der findes 3 forsøg, som viser negativ effekt af betacaroten givet til syge patienter i højrisiko-grupper, men disse har alle benyttet syntetisk betacaroten, og ikke det kompleks af naturlige carotenoider, som findes i frugt og grøntsager, og som er potente cancerbekæmpende næringsstoffer. Ironisk nok vil disse ”naturlige carotenoider” blive forbudt af EUs Kosttilskudsdirektiv.

Endelig findes der fire negative forsøg vedrørende E-vitamin. Alle er udført med syntetisk E-vitamin, som kun omfatter et ud af de otte E-vitaminformer, der findes i naturen, og endda ændret i sin molekylestruktur til en såkaldt esterificeret form. Denne form for E-vitamin kaldes alfa-tocoferol, og er det eneste E-vitamin som EUs Kosttilskudsdirektiv tillader. Men denne form for E-vitamin nedsætter kroppens optagelse af gamma-tocoferol, som er en nøgle-antioxidantform af E-vitamin, som findes i fødekilder.

Dette er kun to af mange eksempler på, at EU kosttilskudsdirektiv derfor ikke vil kunne gavne borgerne i EU, men endda risikere at skade os.


Dr. Robert Verkerk, Alliance for Natural Health, Storbritannien.

(Redigeret af Claus Hancke)

Nye fejlskud mod antioxidanter

13. marts 2007

En ny artikel påstår, at man dør af antioxidanter, men artiklen bygger på skamridning af resultater fra uforenelige forsøg.

Igen har en videnskabelig artikel skabt postyr om antioxidanter. Den påstår, at man dør af dem. Det er hørt før – og afvist før. Tvunget af den almindelige usikkerhed må vi alligevel tage stilling til den.

Hovedmanden bag påstanden er en serbisk professor fra universitetet i byen Nis. Blandt medforfatterne er en dansk læge, der bl.a. i dansk TV har erklæret antioxidanter for giftige og kræftfremkaldende og endda har antydet at de er giftige i de mængder, man finder i grønsager.

Undersøgelsen er en såkaldt metaanalyse. Den slår alle mulige gamle forsøg med antioxidanter sammen og uddrager en slags middelværdi. Man blander altså små fire-ugers-forsøg med store forsøg, der har varet i op til 12 år. Forsøg med helt små doser blandes med forsøg med megadoser, forsøg med én antioxidant blandes med forsøg med kombinationer (f.eks. E-vitamin, C-vitamin og selen) osv. Alene blandt de anvendte forsøg med E-vitamin kan man finde mindst otte forskellige kombinations-behandlinger. Dette enorme rod-sammen gør naturligvis i sig selv undersøgelsen temmelig tvivlsom. Man kan ikke beregne middelværdien mellem pærer og æbler.

Dette er endda ikke det værste. I forsøget på at bevise, at E-vitamin øger dødeligheden – artiklens afgørende påstand – tvinges forfatterne til at se bort fra forsøg, hvor selen indgår sammen med E-vitamin. Selen-forsøgene har nemlig meget ofte vist nedsat dødelighed og mindsker temmelig sikkert risikoen for at få kræft. Det går jo ikke. Det forstyrrer tankegangen. Man eliminerer 11 væsentlige forsøg med E-vitamin og selen.

Man ser altså væk fra selen. Men heller ikke det er nok. Man kan stadig ikke bevise, at E-vitamin er skadeligt. Tallene vil ikke. Nu benytter artiklen sig af den omstændighed, at antioxidanten betakaroten – det gule farvestof i gulerødder – forhøjer rygeres dødelighed. Dette er alment accepteret (om end det sidste ord næppe er sagt). I to af de største forsøg, der overhovedet er lavet med antioxidanter, fandt man endda en (ganske vist meget svag) øget dødelighed af en kombination af betakaroten og E-vitamin.

Flere mærkværdigheder
Sund sans siger jo, at betakaroten var skurken i disse forsøg. Det vidste man i forvejen. Kombinationer af E-vitamin med f.eks. C-vitamin og/eller selen øger ikke dødeligheden. Antageligt tværtimod. I den store, meget grundige franske SU.VI.MAX-undersøgelse faldt dødeligheden hos mænd med over en tredjedel, når de fik E- og C-vitamin samt selen (foruden zink og betakaroten!). Det var epokegørende, især fordi man her for første gang i vor del af verden brugte en bred vifte af antioxidanter, hvilket er, hvad alle anbefaler. Fødens antioxidanter er et orkester, ikke soloinstrumenter. De skal spille sammen for at virke. I det kinesiske forsøg fra Linxian så man det samme: Mindre dødelighed efter tilskud af E- og C-vitamin, selen, betakaroten og A-vitamin.

Men artiklen påstår altså, at man dør af E-vitamin. Påstanden bygger – efter de omtalte indledende manøvrer – i realiteten på de to nævnte forsøg, der var så store, at de øvrige E-vitamin-forsøg er ubetydelige i sammenligning. I dem er E-vitamin benyttet sammen med betakaroten, hvorpå E-vitamin får skylden for ulykkerne.

Dette svarer jo til at påstå, at man dør af mineralvand, fordi man falder om efter at have skyllet et kvantum arsenik ned med en Kurvand. Den konklusion er jo gal. Det er arsenik, man dør af, ikke vand. Selv om A+B er farligt, kan man naturligvis ikke påstå, at A og B er farlige hver for sig.

Der er andre mærkværdigheder i artiklen. Bl.a. har man i mindst to forsøg opgjort dødeligheden mange år efter, at det pågældende forsøg var afsluttet. Det svarer til, at hvis man får ondt i ryggen otte år efter et trafikuheld, giver man uheldet skylden. Den slags fif har tilsyneladende været nødvendige for at opnå den ønskede konklusion.

Så utroligt simpelt kan der argumenteres i et videnskabeligt tidsskrift. Var det ikke for postyret i pressen, ville man ignorere det hele. Artiklen bygger på skamridning af en bunke uforenelige forsøg, og det er dårligt umagen værd at gå den efter. Den har da også været udsat for skarp kritik. Bl.a. er den klart afvist af mindst to uafhængige statistikere og af professor i ernæring ved Harvard universitetet, Meir Stampfer. Stampfer er verdensberømt og er blandt lederne af ernæringsstudier med til sammen over 300.000 mennesker. Han fortsætter med sine vitamintilskud, uanfægtet af artiklen, siger han. Men han tilføjer, at den kan føre til, at nogle fejlfortolker de data, vi har.

Det er desværre en nærliggende mulighed. Ikke mindst fordi forfatterne selv ihærdigt gør det samme.
Niels Hertz.


Referencer

1. Bjelakovic G, Nikolova D, Gluud LL et al. Mortality in randomized trials of antioxidant supplements for primary and secondary prevention trials. JAMA 2007;297:842-857.Virtamo J et al. ATBC Study Group.
2. Incidence of cancer and mortality following alpha-tocoferol and beta carotene supplementation: A postintervention follow up. JAMA 2003;290:476-485.
3. Lee IM et al. Vitamin E in the primary prevention of cardiovascular disease and cancer. The Women’s Health Study. A randomized, controlled trial. JAMA 2005;294:56-65.

jama.ama-assn.org

Igen uro om P-piller

31. juli 2006

P-piller dræner kroppen for antioxidanterne E-vitamin og Q10. Det kunne betyde, at tilskud ville gøre det meget sikrere at tage dem.

Mere end 100 millioner kvinder verden over bruger P-piller. Pillerne synes at have en bemærkelsesværdigt fornem sikkerhedsprofil, og man glemmer let, at alvorlige bivirkninger forekommer. Ifølge en hollandsk oversigt fra 2003 har man som bruger 3-6 gange forhøjet risiko for dyb blodprop i venerne (dyb årebetændelse), en livsfarlig tilstand. Dertil kommer en 2-5 gange forhøjet risiko for blodprop i hjertet eller hjerneblødning. Disse tal gælder endda for de moderne P-piller, som på andre områder har få bivirkninger.

Hvis den samlede risiko er lav, fordi man er ung og rask, betyder en flerdobling måske ikke så meget. Men hvad skyldes risikoen? Det har forskere fra Albert Einstein College of Medicine i New York kastet lys over. De har påvist, at P-pillebrugere har mindre E-vitamin og Q10 i blodet end kvinder, der ikke tager P-piller. E-vitamin og Q10 er som bekendt vigtige antioxidanter.

Dette er ikke nyt. Allerede for 15 år siden mente forskere, at E-vitamin kunne mindske risikoen ved pillerne. Man vidste også, at pillerne tapper blodet for antioxidanter, hvilket man direkte kunne forbinde med tendensen til blodprop. Når man mangler E-vitamin, bliver blodets fedtstoffer iltede (oxiderede), hvilket stimulerer blodpladerne til at klumpe sig sammen – og danne blodprop. Logisk foreslog man at kombinere P-pillerne med E-vitamin.

P-piller forbruger både E-vitamin og Q10. Det er altså nu igen påvist, denne gang på 15 P-pillebrugere, der var i fyrrerne, og som blev sammenlignet med jævnaldrende kvinder, der ikke tog P-piller. Forskellen, man fandt, var statistisk meget sikker. Det var et lille forsøg, men der er næppe tvivl om, at resultatet holder. Det var sådan set kendt på forhånd. Problemet er, at ingen har taget sig af det.

Uløste problemer
Hvorfor belaster pillerne blodets E- og Q10-indhold? P-piller forhøjer kroppens beholdning af østrogen. Det er derfor, de får æggestokkene til at gå i dvale, så man undgår ægløsning. Kroppen registrerer, at der er så meget hormon, at æggestokkene kan holde fri. Men selv normale (fysiologiske) mængder østrogen stimulerer dannelsen af frie iltradikaler og dermed forbruget af antioxidanter. Det har man vist i en anden amerikansk undersøgelse af de celler (endotelceller), som danner den indre væg i blodkarrene. Frie radikaler forårsaget af østrogen på dette sted fik cellerne til at vokse, så blodkarrenes vægge blev fortykkede. Dermed – formoder man – øges risikoen for blodprop. Også dette tyder på, at antioxidanter kunne forebygge alvorlige bivirkninger.

Rent praktisk minimerer man som bekendt risikoen ved at fraråde bestemte kvinder at tage pillerne. Det gælder kvindelige rygere over 35, kvinder med forhøjet blodtryk etc. Alle med forhøjet risiko for blodprop bør holde sig fra dem. Det maner jo til eftertanke. Hvem kender sin risiko? Er den så lille, at en femdobling er underordnet?

Uanset dette problem er det vigtigt at vide, at hvis man tager P-piller, svækker man sit forsvar mod frie iltradikaler. Selv om dette er kendt, har ingen hidtil tænkt på at mindske den med antioxidanter.

Et alvorligt spørgsmål er følgende: Hvordan går det på længere sigt de kvinder, der i mange år har taget P-piller, mens de var unge? I al den tid har de haft formindsket indhold i blodet af E-vitamin og Q10. På kort sigt øger det iltningen af blodets fedtstoffer og risikoen for blodprop. Men er der et efterslæb i form af varige følger? Eller er der kun varige følger af forhøjet blodtryk og rygning? Man kan kun gætte.
Vitalrådet


Referencer:

  1. Palan PR Magneson AT, Castillo M, Dunne J, Mikhail MS. Effects of menstrual cycle and oral contraceptive use on serum levels of lipid soluble antioxidants. Am J Obstet Gynecol. 2006 May;194(5):e35-8. Epub 2006 Apr 21
  2. Felty Q. Estrogen-induced DNA synthesis in vascular endothelial cells is mediated by ROS signaling. BMC Cardiovasc Disord 2006 Apr 11;6:16
  3. Ciavatti M, Renaud S. Oxidative status and oral contraceptive. Its relevance to platelet abnormalities and cardiovascular risk. Free Radic Biol Med. 1991;10(5):325-38
  4. Saha A, Roy K, De K, Sengupta C. Effects of oral contraceptive norethindron on blood lipid and lipid peroxidation parameters. Acta Pol Pharm. 2000 Nov-Dec;57(6):441-7.
  5. Tanis BC, Rosendaal FR. Venous and arterial thrombosis during oral contraceptive use: Risks and risk factors. Semin Vasc Med. 2003 Feb;3(1):69-84
  6. Crook D, Godsland I. Safety evaluation of modern oral contraceptives. Effect on lipoprotein and carbohydrate metabolism. Contraception. 1998 Mar;57(3):189-201

journals.elsevierhealth.com/periodicals/ymob/home
www.biomedcentral.com/bmccardiovascdisord/
www.elsevier.com/wps/find/journaldescription.cws_home/525469/description

E-vitamin er måske diabetikerens redning

20. december 2005

Omkring hver anden diabetiker har femdobbelt risiko for at dø af hjertesygdom. Denne risiko kan halveres med E-vitamin. Dette er en velbegrundet teori, der nu afprøves i et stort israelsk forsøg.

Det er en kendt sag, at diabetikere let bliver forkalkede i hjertets kransårer og ofte dør af blodprop i hjertet. Derfor anstrenger sundhedsvæsenet sig overmåde for at bekæmpe årefor-kalkning hos diabetikere. Diabetikere opmuntres f.eks. til at tage kolesterolsænkende medicin, selv når kolesterol-tallet er meget lavt. Diabetikeres blodtryk bør af samme grund ligeledes være ekstra lavt.

Men skal man tro den israelske forsker Andrew Levy kan endnu flere diabetikere redde livet med 400 enheder E-vitamin om dagen. Levy’s teori bliver nu afprøvet i Israel i et stort lodtrækningsforsøg med 5.000 midaldrende diabetikere. Halvdelen skal have E-vitamin de kommende fire år. Går det, som man håber, vil resultatet få kæmpemæssig betydning for den offentlige sundhed, hedder det.

Der hører optimisme til at iværksætte et så kostbart forsøg med E-vitamin. Som enhver TV-seer ved, hjælper E-vitamin jo overhovedet ikke mod noget som helst. Hvorfor går Levy og medarbejdere fra det israelske Technion teknologiske institut, hvis medarbejdere tæller flere nobelprismodtagere, så mod strømmen?

Forklaringen har at gøre med en antioxidant, som få ikke-fagfolk kender til. Den hedder haptoglobin og er et protein, som dannes i organismen. Haptoglobin binder blodets farvestof, det jernholdige hæmoglobin, hvis det undslipper de røde blodlegemer. Dermed sikrer organismen sig mod jernforgiftning og dermed overbelastning med frie radikaler under en lang række forhold, hvor røde blodlegemer går til grunde.

Overset virkning af E-vitamin
Levy og medarbejdere har gentagne gange vist, at haptoglobin ganske rigtigt virker som en antioxidant. Men hvad mere er: De har fremhævet, at haptoglobin findes i to hovedformer, som langt fra er lige gode antioxidanter. Type 1 virker meget bedre end type 2. Det stemmer med, at har man type 2 (det har 40 % af de israelske diabetikere) er risikoen for hjertedød femdoblet! En meget stor del af diabetikeres overdødelighed af hjertesygdom kan med andre ord skyldes, at ca. hver anden har et utilstrækkeligt antioxidativt forsvar – på grund af et ineffektivt haptoglobin.

Den logiske konsekvens af denne enorme forskel er ifølge Levy, at de dårligt beskyttede diabetikere med type 2 haptoglobin behøver tilskud af antioxidanter. Det er her, E-vitaminforsøget kommer ind. E-vitamin bør kunne hjælpe. Men på den anden side: Hvis det hjælper, hvorfor har forsøg med E-vitamin så ikke vist det?

Antageligt fordi man ikke har set ordentligt efter, mener Levy. Han undersøgte serum fra et stort udpluk af de ca. 10.000 deltagere i det canadiske HOPE-forsøg, hvis åreforkalkede deltagere fik 400 enheder E-vitamin om dagen. Alt i alt fandt folkene bag HOPE ingen effekt af E-vitamin. Men hvad med de godt 1.000 diabetikere i forsøget? Levy påviste for et år siden, at når de havde type 2 haptoglobin, halverede E-vitamintilskud faktisk deres hjerterisiko.

Dette overraskende resultat lå altså gemt i HOPE-forsøget, som tilsyneladende intet viste. Det er ganske lærerigt. Hvis de mest truede diabetikeres meget store hjerterisiko kan halveres med en billig, uskadelig E-vitaminpille, er betydningen sandelig meget stor.
Frem til 2010 har vi kun disse resultater. Der er ikke andet at forholde sig til. Man kan ikke en gang få målt, om man har den ene eller den anden type haptoglobin. Vil man forebygge, må man gøre det i blinde. Det er til gengæld risikofrit.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Andrew P. Levy et al. The Effect of Vitamin E Supplementation on Cardiovascular Risk in Diabetic Individuals With Different Haptoglobin Phenotypes. Diabetes Care 27:2767, 2004.
2. Levy AP et al. Strong Heart Study. Haptoglobin phenotype is an independent risk factor for cardiovascular disease in individuals with diabetes: The Strong Heart Study. J Am Coll Cardiol. 2002 Dec 4;40(11):1984-90.
3. Suleiman M, et al. Haptoglobin polymorphism predicts 30-day mortality and heart failure in patients with diabetes and acute myocardial infarction. Diabetes. 2005 Sep;54(9):2802-6.
4. En oversigt over forsøget kan findes på Clinical Trials.gov: www.clinicaltrials.gov/ct/gui/show/NCT00220831.

care.diabetesjournals.org
www.cardiosource.com/jacc/index.asp
www.clinicaltrials.gov/ct/gui/show/NCT00220831
www.iom.dk

E-vitamin sænker diabetikeres kolesterol

13. december 2005

Der er mindst otte slags E-vitamin, men vi får kun én slags i vitaminpiller. En anden type modvirker imidlertid åreforkalkning, og en tredje sænker effektivt blodets kolesterol hos diabetikere.

Når man køber E-vitamin i pilleform, er det næsten altid alfa-tokoferol, man får. Det er også alfatokoferol (naturligt og desværre undertiden syntetisk), man har brugt i stort set alle undersøgelser af, om E-vitamin hjælper mod hjerte-karsygdom.

Der er imidlertid andre tokoferoler end alfa-tokoferol. Kemisk ligner de hinanden ved, at de består af en kerne og en sidekæde. Afhængigt af sidekædens udseende taler man om alfa-, beta-, gamma- eller delta-tokoferol. Alfa-tokoferol, som altså er det, man får i vitaminpiller, har størst vitaminvirkning.

Mindre kendt er en anden slags E-vitamin: Toko-trienolerne. De adskiller sig kemisk fra de andre ved at have tre dobbeltbindinger i sidekæden. De findes i palmeolie samt i klid fra havre, byg, ris og majs. Også blandt toko-trienolerne er der en alfa-, beta-, gamma- og delta-form.

Disse toko-trienoler er nu ved at komme i søgelyset. I flere år har man på grundlag af dyreforsøg og mindre forsøg på mennesker haft mistanke om, at de hjælper mod åreforkalkning. For ti år siden viste f.eks. et amerikansk lodtrækningsforsøg med 50 personer, at toko-trienoler fra palmeolie klart modvirkede forkalkning i halspulsåren. Desværre er det forsøg ikke siden fulgt op.

Nu dukker så et indisk lodtrækningsforsøg op. Det viser, at toko-trienoler fra ris-klid sænker blodets kolesterol ret dramatisk hos type 2-diabetikere (aldersdiabetikere). I forsøget fik 19 diabetikere i 60 dage placebo (snydepiller). Før eller efter de 60 dage fik de – i en lige så lang periode – kapsler med et ekstrakt af ris-klid med stort indhold af toko-trienoler (hver deltager fik dagligt tre milligram toko-trienol pr. kilo legemsvægt). Hvornår hvem fik hvad, vidste ingen før forsøgets afslutning.

Uløste spørgsmål
Det viste sig, at toko-trienolerne sænkede blodets total-kolesterol med ikke mindre end 30%. Og endnu bedre: Det ”lede” kolesterol, LDL-kolesterol, som i oxideret (iltet) form kan give åreforkalkning, faldt med hele 42 %. Det er en reduktion, der vil noget. Den kan fuldt ud måle sig med, hvad man opnår med traditionel kolesterol-sænkende medicin, de såkaldte statiner.
Det står naturligvis enhver, der kan skaffe sig toko-trienol, frit for at forsøge behandlingen. Men før den bliver almindelig, bør et par forhold belyses nærmere.

Først og fremmest: Kan resultatet gentages i andre forsøg? Som nævnt hjalp toko-trienol ganske vist mod åreforkalkning i halspulsåren, men i det forsøg var deltagernes kolesterol uændret! Tokotrienol sænker altså ikke altid kolesterol. Men modvirker det mon altid åreforkalkning? Vi kan højst sige måske, det vides ikke.

Efter det nye forsøg kan man til gengæld gætte på, at forskellen i udfald hænger sammen med forskelle i sammensætningen af de to toko-trienol-blandinger. Den ene kom som nævnt fra palmeolie, den anden fra risklid. Hvis forholdet mellem alfa-, beta-, gamma- og delta-tokotrienol er forskelligt, bliver virkningen det også.

Andre forhold, som vi endnu mindre kan overskue, kan også spille ind. Den sandsynlige kolesterolsænkende virkning af ris-klid-tokotrienol må måles over for eventuelle bivirkninger, og sammenholdes med bivirkninger af medicin etc. etc. Et stort arbejde venter.

Hvad forsøgene imidlertid med sikkerhed viser – bortset fra, at havregrød og brune ris nok er sundt – er, at vi ikke er færdige med E-vitamin. Eller rettere med E-vitaminerne. Der er mange af dem, og de virker forskelligt. Men de er potentielt stadig meget lovende.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Tomeo AC, Geller M, Watkins TR, Gapor A, Bierenbaum ML. Antioxidant effects of tocotrienols in patients with hyperlipidemia and carotid stenosis. Lipids. 1995 Dec;30(12):1179-83.
2. Qureshi AA, Salser WA, Parmar R, Emeson EE. Novel tocotrienols of rice bran inhibit atherosclerotic lesions in C57BL/6 ApoE-deficient mice. J Nutr. 2001 Oct;131(10):2606-18.
3. Baliarsingh S, Beg ZH, Ahmad J. The therapeutic impacts of tocotrienols in type 2 diabetic patients with hyperlipidemia. Atherosclerosis. 2005 Oct;182(2):367-74. Epub 2005 Apr 20.

www.aocs.org/press
www.nutrition.org
www.athero.org
www.iom.dk

Falsk propaganda mod vitaminer

30. november 2005

En skræmmende artikel i Ekstrabladet hævder, at man bliver syg af B-vitamin og får hjertesvigt af E-vitamin. Påstandene er fusk og fordrejning.

Nedladende vurderinger af vitamintilskud er ganske almindelige. De stammer sjældent fra sagkyndige, men ofte fra folk, der ved noget om noget andet og derfor mener, de ved noget om alt.

Som regel hedder det, at vitaminerne kun giver dyr urin og overhovedet ikke hjælper mod noget som helst. Somme tider smøres der tykkere på:
Vitaminerne er giftige! Som forleden i en stort opsat artikel i Ekstra Bladet: Du bliver syg af kosttilskud, sagde overskriften. Længere nede fremgik det, at man ikke alene blev syg. Man døde!

Hver gang den slags udtalelser dukker op, er der folk, der bliver bange. De kan ikke forestille sig, at nogen vil skrive noget i Ekstra Bladet, hvis det ikke er sandt. Men det er der desværre skribenter, der ikke generer sig for. Det fremgår af den nævnte artikel, som især bygger på to grove, falske påstande. Her tager vi dem bagfra.

”Det sidste nye var så B-vitaminet folinsyre, som også skulle kunne beskytte mod hjertesygdom. For nylig viste en stor norsk undersøgelse, at folinsyre ikke gjorde brugerne mindre hjertesyge. De blev derimod syge af pillerne”.

Stemmer det? Nej. Det er forkert. I det norske lodtrækningsforsøg (det hed NORVIT) fik ca. 900 personer, der havde haft blodprop i hjertet, gennem 3-4 år tilskud af 0,8 mg folinsyre om dagen. Tabellen viser den relative dødelighed og hyppighed af blodprop i hjertet hos dem, der fik folinsyre og dem, der fik snydepiller (placebo).

……………………………Folinsyre……Placebo
Blodprop i hjertet…….57,9…………….59,2
Samlet dødelighed…..28,7……………31,7

Som det ses, var den samlede dødelighed 9 % lavere, hvis man fik folinsyre i stedet for placebo. Risikoen for blodprop var også nedsat. Hvordan stemmer det med, at folk ”blev syge (underforstået hjertesyge) af pillerne”? Svaret er, at det stemmer ikke. Ingen af forskellene var ganske vist statistisk sikre. Der var tale om en tendens. Men det er jo ikke det samme som at undersøgelsen viste det modsatte af tendensen.

Og nu til den første påstand. Den handler om E-vitamin. Man hævdede, at E-vitamin skulle beskytte mod hjertesygdom, hedder det, men ”da de store videnskabelige undersøgelser kom, viste det sig, at det… gav… hjertesvigt, blødninger og øget risiko for at falde død om”.

Hjertesvigt. Den påstand må stamme fra HOPE-TOO-undersøgelsen, den eneste af de mange undersøgelser med til sammen langt over 100.000 deltagere, hvor man har fundet hjertesvigt af E-vitamin-behandling.

I HOPE-TOO deltog 4.000 svært åreforkalkede personer. De af dem, der fik E-vitamin (400 ie/dagligt), fik en anelse oftere svækket hjerte. Forskellen var statistisk usikker, dvs. at den kunne være tilfældig. Det samme tyder jo fraværet af hjertesvigt i alle de andre undersøgelser på.

Til gengæld fandt man i HOPE-TOO en let nedsat risiko for lungekræft, og den var sikker. Men da heller ikke dette er fundet i andre undersøgelser, er det urimeligt at nævne det. Det kan være tilfældigt alligevel.

En anden ejendommelighed ved HOPE-TOO var, at selv om deltagerne fik 25 gange så meget E-vitamin som anbefalet, kunne det ikke ses på blodprøverne. Gennemsnitligt havde deltagerne meget lidt E-vitamin i blodet, trods de store tilskud. Koncentrationen i blodet (17,6 mmol/l) lå endda i underkanten af normalområdet (12-42 mol/l). Enten har deltagerne ikke taget vitaminerne, eller de har f.eks. taget dem på fastende mave, så de ikke blev opsuget fra tarmen. Hvor bliver så E-vitaminforsøget af?

Med andre ord: Her misbruges et enkelt, garanteret vildledende, resultat fra ét mindre forsøg – som ”kendsgerning”. Det er fusk og fordrejning. Og for en ordens skyld: At man skulle få blødning, endsige dø af E-vitamin i de nævnte doser, er grebet ud af luften. Derimod forebygger vitaminet, i dyreforsøg, maveblødning forårsaget af aspirin.

Professor Maret Traber, Oregon State University, anses for en af verdens førende E-vitaminforskere. Hun anbefaler E-vitamin ved en række kroniske helbredsproblemer, herunder hjertesygdom. Louis Ignarro, der fik Nobelprisen i 1998 for sin forskning i blodkar, anbefaler utvetydigt E- og C-vitamin til forebyggelse af åreforkalkning. Det virker, siger han.

Hvad selv nok så store berømtheder mener, er naturligvis i sig selv intet argument. Det er substansen, der tæller. Men alligevel. Hvis man frit kan vælge sine rådgivere, står man sig nok ved at foretrække de kyndigste – og de mest pålidelige.
Niels Hertz


Referencer:

1. A. Astrup. Du bliver syg af kosttilskud. Sund og Slank. Ekstra Bladet. 26.11.05.
2. The HOPE and HOPE-TOO Trial Investigators. Effects of long-term vitamin E supplementation on cardiovascular events and cancer. JAMA 2005;293:1338-47.
3. Bonaa KH. NORVIT: Randomized trial of homocysteine-lowering with B-vitamins for secondary prevention of cardiovascular disease after acute myocardial infarction. Program and Abstracts from the European Society of Cardiology Congress 2005; September 3-7, 2005; Stockholm, Sweden. Hot Line II. Iflg. Linda Brooks. NORVIT: The Norwegian Vitamin Trial. Medscape Sept. 2005. (Ikke publiceret i trykt medie).

www.eb.dk
jama.ama-assn.org
www.medscape.com/home
http;//www.iom.dk

E-vitamin mod Alzheimer og forkølelse

11. oktober 2004

Verdens førende eksperter i E-vitamin afholdt i forsommeren en kongres i New York, sponseret af New York Academy of Sciences. Sidst en sådan kongres blev afholdt var i 1989, og nogle af nyhederne er nu beskrevet i oktoberudgaven af akademiets videnskabelige tidsskrift.

Det er forbavsende, at man stadig diskuterer, hvilket formål, naturen har med E-vitamin. Det er faktisk svært at finde iøjnefaldende mangelsymptomer hos mennesker.

At vitaminet alligevel har afgørende betydning er dog sikkert. Alle højerestående dyr – helt ned til fisk – danner proteinet TTT, hvis eneste opgave er at transportere E-vitamin rundt i blodet. Naturen havde næppe gjort sig denne umage for et stof, der kan undværes.

– Når naturen netop har valgt alfatokoferol ud af alle de tusinder af antioxidanter, der findes omkring os, må der være en grund, som Angelo Azzi fra Bern’s Universitet sagde. E-vitamin bremser blodpladerne, når de vil klumpe sig sammen og danne blodpropper. Det spiller også en rolle for andre cellers tendens til at klæbe sammen, til at dele sig og til at sende signaler til hinanden.

Yderligere forhøjer det dannelsen af kvælstofilte (NO), et vigtigt signalmolekyle der afslapper blodkarrene og sænker blodtrykket. Men hvordan kan man oversætte disse fundamentale egenskaber til noget, vi kan se og føle?

Kongresdeltagerne fremlagde resultater, der har vist, at E-vitamin bremser Alzheimer’s sygdom. Ifølge en fransk undersøgelse modvirker en kombination af C- og E-vitamin, at man overhovedet får sygdommen. Samme kombination forebygger også svangerskabsforgiftning. Endelig har et lodtrækningsforsøg vist, at E-vitamin mindsker hyppigheden af forkølelser hos ældre med 25 %.

Et stadigt stridsspørgsmål er, hvorfor kun et enkelt lodtrækningsforsøg har vist, at E-vitamin forebygger blodprop i hjertet, når så meget andet tyder på, at det gør. Forklaringen kan være, at man ofte har brugt syntetisk E-vitamin i stedet for det naturlige. Syntetisk E-vitamin består af otte forskellige stoffer, hvoraf kun ét findes i naturen.

En anden grund kan være, at man ikke har suppleret E- med C-vitamin, hvilket automatisk sker hos dyr, fordi de selv laver C-vitamin. Men grunden kan også være, at deltagerne i næsten alle forsøgene har været svært åreforkalkede fra begyndelsen.

”Når der først er dannet en forkalknings-læsion i en pulsåre, er den svær at komme af med”, sagde professor Meydani fra Tufts University, USA. E-vitamin er formentlig bedre til at forebygge end til at helbrede!

Professor Maret Traber fra Oregon anslår, at 70-80 % af alle voksne får mindre end de anbefalede 30 mg E-vitamin om dagen. Hendes råd er, at man skal leve sundt, og at det ikke skader at supplere med ekstra E-vitamintilskud. Men helt præcist hvorfor det gavner, ved vi måske først om 15 år.
Vitalrådet.


Reference:

Hopkin K. New York Academy of Sciences Magazine 2004; October: 4-6.

www.nyas.org/publications
www.iom.dk

Nobelpristager: E- og C-vitamin hindrer åreforkalkning!

13. juli 2004

Teorien om, at antioxidanter beskytter mod åreforkalkning og dermed blodprop i hjertet, hjerneblødning m.m., får nu kraftig støtte af en af verdens absolutte eksperter på området.

Den amerikanske Nobelpristager Louis J Ignarro fra UCLA-universitetet i Californien anbefaler i klare vendinger, at man tager tilskud af antioxidanterne E- og C-vitamin.

– Det virker på mus, siger han. Det vil også virke på mennesker!

Ignarro er af uddannelse kemiker og farmakolog, men han er først og fremmest en verdensberømt ekspert, når det gælder blodkar. I 1998 modtog han som kun 57-årig Nobelprisen i medicin for sine opdagelser af NOs (kvælstofilte) virkning på blodkarrene.

Det var en banebrydende opdagelse. Tidligere mente man, at dette simple molekyle blot var en generende del af luftforureningen over storbyer.

Ignarro påviste, at NO er et biologisk aktivt molekyle, der dannes i blodkarrene og sikrer, at de holder sig åbne. Han viste også, at NO dramatisk hindrer, at blodplader klumper sig sammen og danner blodpropper.

I årene omkring 1980 afdækkede han, at den gammelkendte hjertemedicin nitroglycerin – hvis virkemåde indtil da var et mysterium – udvider hjertets kransårer netop ved at omsættes til NO.

Ignarro’s forskning har været overvældende inspirerende for andre forskere. Uden hans indsats havde f.eks. Viagra, der forøger NO-indholdet i penis’ blodkar, været utænkeligt.

I de nye og meget minutiøse forsøg anvendtes mus, der på grund af højt kolesterol var stærkt disponerede for åreforkalkning. Når man lod musene gennemføre et svømmeprogram, steg blodkarrenes indhold af NO, og omfanget af åreforkalkning blev 35 % mindre end hos inaktive mus.

Når musene i stedet for motion fik tilskud af både E- og C-vitamin, var beskyttelsen lidt større end ved motion! Men når de både svømmede og fik vitaminer, forstærkedes virkningen betydeligt.

Den forstærkede beskyttelse forklares af Ignarro med, at E- og C-vitamin er antioxidanter, der beskytter NO mod at ødelægges af iltning. Dermed sikrer de to vitaminer, når de vel at mærke tages samlet, en højere NO-koncentration i blodkarrene. Ignarro erklærer, at hvad der er godt for mus – i denne forbindelse – også er godt for mennesker!

Han anbefaler at dyrke moderat motion og tage kosttilskud, hvis man vil undgå åreforkalkning. Følger af åreforkalkning er den almindeligste dødsårsag i den vestlige verden!
Vitalrådet.


Reference:

Ignarro L J et al. Long Term Beneficial Effects of Physical Training and Metabolic Treatment on Atherosclerosis in Hypercholesterolemic Mice. PNAS 2004.

www.pnas.org
www.iom.dk

Nyt forsøg viser at multivitaminer måske kan nedsætte risiko for hjerteanfald

  1. august 2003

Personer der tager lavdosis multivitaminpiller kan formentlig nedsætte risikoen for at få hjerteanfald, siger svenske forskere.

Der har været meget debat om, hvorvidt antioxidanter som C- og E-vitamin kan beskytte hjertet imod hjerte-karsygdom, da flere forsøg ikke har kunnet støtte denne teori.

Men resultater fra Stockholm Hjerte Epidemiologiske Program (SHEEP) har vist, at både svenske mænd og kvinder, som indtog multivitaminer havde en signifikant lavere risiko for at få blodprop i hjertet end de, der ikke tog kosttilskud, uanset hvilken kost de indtog.

Holdet fra Karolinska Instituttet i Stockholm undersøgte en befolkningsgruppe af 45-70 årige bosat i Sverige, hvor indtaget af frugt og grøntsager er relativ lav, og hvor fødevarer ikke bliver beriget med folinsyre.

Næsten 1300 personer (910 mænd og 386 kvinder), som havde oplevet et tidligere hjerteanfald blev sammenlignet (for køn, alder og hospitals-lokal-område) med en kontrolgruppe på 1685 personer (1143 mænd og 542 kvinder).

Ifølge forskere i denne måneds udgave af Journal of Nutrition, benyttede 57 % af kvinderne og 35 % af mændene i kontrolgruppen kosttilskud; de korresponderende tilfælde med hjerteanfald var henholdsvis 42 % og 27 %. Omkring 80 % af disse kosttilskud var multivitaminpiller.

Efter en justering for risikofaktorer for hjerte-karsygdomme, var risikoen for hjerteanfald 21 % lavere for de mænd, der tog kosttilskud, i forhold til de, der ikke gjorde, og for kvinderne var risikoen nedsat med hele 33 %.

“Dette forhold blev ikke ændret af livsstilsvaner som indtagelse af frugt og grøntsager, indtag af kostfibre, rygevaner eller niveauet af fysisk aktivitet, selvom ikke-rygning så ud til at have tilsvarende effekt hos kvinder,” sagde forskerne.

Denne observation ser ud til at udelukke teorien om at vitaminer fundet i frugt og grøntsager er mere effektive end indtagelsen af kosttilskud.
Per Tork Larsen

 

Reference:
Journal of Nutrition 133:2650-2654, august 2003.

E-vitamin forskningsreferencer

Januar 1999

1. Ackerman Z et al. Neurological manifestations in celiac disease and vitamin E. J Clin Nutr 11; 5: 603-5, 1989.
2. Anderson TW et al. A double-blind trial of vitamin E in angina pectoris. Am J Clin Nutr 27:1174-8, 1974.
3. Adayeva Y et al. Vitamin E treatment in dystrophy of the macula lutea. Am J Ophthalmol 56:498, 1963.
4. Ayres S, Ihan R. Post-herpes Zoster neuralgia: Response to Vitamin E Therapy. Arch Dermatol 108:855-6, 1973.
5. Ayres S, Mihan R. Is vitamin E involved in the autoimmune mechanism? Cutis 21: 321-5, 1978.
6. Barboriak JJ et al. Vitamin E supplements and plasma high-density lipoprotein cholesterol. Am J Clin Pathol 77;3:371, 1982.
7. Bellizzi MC, Franklin MF, Duthie GG, et al. Vitamin E and coronary heart disease: The European paradox. Eur J Clin Nutr 48:822-31, 1994.
8. Bendich A, Machlin LJ. Safety of oral intake of vitamin E. Am J Clin Nutr 48: 612-619, 1988.
9. Bierenbaum M et al. Relationship between serum lipid peroxidation products in hypercholesterolemic subjects and vitamin E status. Biochem Int 28:57-66, 1992.
10. Blankenhorn G. Vitamin E: Clinical research from Europe. Nutr Dietary Consult June, 1988.
11. Bruce A et al. The effect of selenium and vitamin E on glutathione peroxidase levels and subjective symptoms in patients with arthrosis and rheumatoid arthritis, in Proc N Z Workshop on Trace Elements in N Z. Dunedin, U. of Otago, 92, 1981.
12. Block MT. Vitamin E in the treatment of diseases of the skin. Clin Med January pp. 31-4, 1953.
13. Burgess JF, Pritchard JE. Tocopherol (vitamin E) treatment of lupus erythematosus: Preliminary report. Arch Dermatol Syphilol 57: 953, 1948.
14. Burton GW, Ingold KU. Vitamin E as an in vitro and in vivo antioxidant. In: Diplock AT, Machoin LJ, Parker L, Pryor WA, eds. Vitamin E: Biochemistry and health implications. Ann NY Acad Sci 570: 7-22, 1989.
15. Carpenter KLH et al. Depletion of alpha-tocopherol in human atherosclerotic lesions. Free Rad Res 23:549- 58, 1995.
16. Cavarocchi NC et al. Superoxide generation during cardiopulmonary bypass: Is there a role for vitamin E? J Surg Res 40:519-27, 1986.
17. Chamiec T et al. Effects of antioxidant vitamins C and E on signal-averaged electrocardiogram and acute myocardial infarction. Am J Cardiol 77:237-41, 1996.
18. Chavance M. Nutrition, immunity, and illness in the elderly. New York: Pergamon Press. p 137-142, 1985.
19. Cheraskin E, Ringsdorf WM, Jr. Nutr Rep Int 2: 107-117, 1970.
20. Cloarec MJ et al. Alpha-tocopherol: Effect on plasma lipoproteins in hypercholesterolemic patients. Isr J Med Sci 23;8:869-72, 1987.
21. Cochrane T. Post-herpes Zoster neuralgia: Response to Vitamin E Therapy. Letter. Arch Dermatol 111:396, 1975.
22. Coghlan JG, Flitter WD, Clutton SM, et al. Lipid peroxidation and changes in vitamin E levels during coronary artery bypass grafting. J Thorac Cardiovasc Surg 106;2:268-74, 1993.
23. Comstock GW et al. Serum concentrations of alpha-tocopherol, beta-carotene, and retinol preceding the diagnosis of rheumatoid arthritis and systemic lupus erythematosus. Ann Rheum Dis 56: 323-5, 1997.
24. Creighton MO, Trevitchick JR. Cortical cataract formation prevented by vitamin E and glutathione. Exp Eye Res 29:6:689-93, 1979.
25. Creighton MO et al. Modelling cortical cataractogenesis: V. Steroid cataracts induced by Solu-medrol partially prevented by vitamin E in vitro. Exp Eye Res 37:1:65-76, 1983.
26. Creter D et al. Effect of vitamin E on platelet aggregation in diabetic retinopathy. Acta Hematol 62:74, 1979.
27. DeMaio SJ et al. Vitamin E supplementation, plasma lipids and incidence of restenosis after percutaneous transluminal coronary angioplasty PTCA. J Am Coll Nutr 11;1:68-73, 1992.
28. Dieber-Rotheneder M et al. Effect of oral supplementation with D-alpha-tocopherol on the vitamin E content of human low density lipoproteins and resistance to oxidation. J Lipid Res 32:1325- 32, 1991.
29. DiMascio P, Murphy M, Sies H. Antioxidant and defense systems. The role of carotenoids, tocopherols and thiols. Am J Clin Nutr 53: S194-200, 1991.
30. Dimitrov NV et al. Plasma tocopherol concentrations in response to supplements vitamin E. Am J Clin Nutr 1991; 53: 723-729, 1991.
31. Diplock AT, Machlin LJ, Packer L et al, eds. Daily vitamin E consumption and reported cardiovascular findings. New York: Ann NY Acad Sci. 1989: p 1-535, 1989.
32. Eldred GE. Vitamins A and E in RPE lipofuscin formation and implications for age-related macular degeneration. Prog Clin Biol Res 314:113-29, 1989.
33. Esterbauer H, Dieber-Rotheneder M, Striegl G et al. Role of vitamin E in preventing the oxidation of low-density lipoprotein. Am J Clin Nutr 1991; 53: 314S-321S.
34. Fahn S. A pilot trial of high-dose alpha-tocopherol and ascorbate in early Parkinson’s disease. Ann Neurol 32:S128-32, 1992; Fahn S. An open trial of high-dosage antioxidants in early Parkinson’s disease. Am J Clin Nutr 53:380S-1S, 1991.
35. Factor SA, Sanchez-Ramos JR, Weiner WJ. Vitamin E therapy in Parkinson’s disease. Adv Neurol 53:457-61, 1990.
36. Ferreira R et al. Antioxidant action of vitamins A and E in patients submitted to coronary bypass surgery. Vasc Surg 25:191-5, 1991.
37. Fink M, Fink J. Treatment of herpes simplex by alpha-tocopherol (Vitamin E). Br Dent J 148:246, 1980.
38. Fong JSC. Alpha-tocopherol. Its inhibition on human platelet aggregation. Experientia 32: 639-641, 1976.
39. Gaby WK et al. Vitamin intake and health: A scientific review. New York: Marcel Dekker. 1991: p 71-101.
40. Gey KF. Inverse correlation between plasma vitamin E and mortality from ischemic heart disease in cross-cultural epidemiology. Am J of Clin Nutr 53 (suppl.1); 326S-34S, 1991.
41. Giani E et al. Heated fat; vitamin E and vascular eicosanoids. Lipids 20: 439-448, 1985.
42. Haenszel W, Correa P, Lopez A et al. Serum micronutrient levels in relation to gastric pathology. Int J Cancer 36: 43-48, 1985.
43. Hayes KC. Retinal degeneration in monkeys induced by deficiencies of vitamin E or A. Invest Ophthalmol Vis Sci 13:7:499-510, 1974.
44. Hennig B et al. Protective effects of vitamin E in age-related endothelial cell injury. Int J Vitam Nutr Res 59:273-9, 1989.
45. Herbaczynska-Cedro K, Klosiewicz-Wasek B, Cedro K, et al. Supplementation with vitamins C and E suppresses leukocyte oxygen free radical production in patients with myocardial infarction. Eur Heart J 16: 1044-9, 1995.
46. Hermann WJ et al. The effect of tocopherol on high-density lipoprotein cholesterol: A clinical observation. Am J Clin Pathol 72:848-52, 1979.
47. Honkanen V et al. Vitamins A and E, retinol binding protein and zinc in rheumatoid arthritis. Clin Exp Rheumatol 7: 465-9, 1989.
48. Honkanen VEA et al. Serum cholesterol and vitamins A and E in juvenile chronic arthritis. Clin Exp Rheumatol 8: 187-91, 1990.
49. Horwitt MK. Supplementation with vitamin E. Am J Clin Nutr 47: 1088-1089, 1988.
50. Hu JJ et al. Effects of dietary supplementation of alpha-tocopherol on plasma glutathione and DNA repair activities. Canc Epidemiol Biomark Preven 5; (4): 263-70, 1996.
51. Jacques PF. Chylack antioxidant status in persons with and without senile cataract. Arch Ophthalmol 106: 337-340, 1988.
52. Jain SK, McVie R, Jaramillo JJ, et al. The effect of modest vitamin E supplementation on lipid peroxidation products and other cardiovascular risk factors in diabetic patients. Lipids 31:S87-90, 1996.
53. James S et al. Effekter av selenvitamin E-behandling till kvinnor med lång variga arbetsrelaterade nack-och skuldersmärtor. En dubbelblindstudie. Läkaresällskapets Riksstämma, 1985.
54. Jandak J et al. Reduction of platelet adhesiveness by vitamin E supplementation in humans. Thrombosis Res 49:393-404, 1988.
55. Jandak J et al. Alpha tocopherol, an effective inhibitor of platelet adhesion. Blood 73:141-9, 1989.
56. Jialal I, Grundy SM. Effect of dietary supplementation with alpha-tocopherol on the oxidative modification of low density lipoprotein. J Lipid Res 33;6:899-906, 1992.
57. Jialal L, Fuller CJ, Hunt BA. The effect of alpha-tocopherol supplementation on LDL oxidation. Arterioscler Thromb Vasc Biol 15:190-8, 1995.
58. Juhlin L et al. Blood glutathione-peroxidase levels in skin diseases: Effect of selenium and vitamin E treatment. Acta Derm Venereal (Stockh) 62; 3: 211-4, 1982.
59. Knekt P et al. Serum vitamin E level and risk of cancer among Finnish men during a 10-year follow-up. Am J Epidemiol 127: 28-41, 1988.
60. Kneckt P. Serum vitamin E level and risk of female cancers. Int J Epidem 17: 281-286, 1988.
61. Knekt P, Aromaa A, Maatela J et al. Vitamin E and cancer prevention. Am J Clin Nutr 53: 283S-286S, 1991.
62. Kok FJ, de Bruijn AM, Vermeeren R et al. Serum selenium, vitamin antioxidants, and cardiovascular mortality. N Eng J Med 316: 1416, 1987.
63. London R.S. et al. Endocrine Parameters and Alpha-Tocopherol Therapy of Patients with Mammary Dysplasia, Cancer Res 41; 3811-3, 1981.
64. London RS, et al. The Effect of Alpha-tochopherol on Premenstrual Symptomatology: A Double-blind Study. II Endocrine Correlates, J Am Col Nutr 3 : 351-6, 1984.
65. Losonczy, KG, Harris, TB, Havlik, RJ. Vitamin E and vitamin C supplement use and risk of all-cause and coronary heart disease mortality in older persons. The established populations for epidemiologic studies of the elderly. Am J Clin Nutr 64: 190-196, 1996.
66. Machlin LJ. Use and safe of elevated dosages of vitamin E in adults. Int J Vitam Nutr Res Suppl 30: 56-68, 1989.
67. Machtey I, Ouaknine, L. Tocopherol in osteoarthritis: A controlled pilot study. J Am Geriatr Soc 26: 328-30, 1978.
68. Mauro A, Orsi L, Mortara P, et al. Cerebellar syndrome in adult celiac disease with vitamin E deficiency. Acta Neurol Scand 84; 2:167-70, 1990.
69. Menkes MS, Comstock GW, Vuilleumier JP et al. Serum beta carotene vitamins A and E, selenium, and the risk of lung cancer. N Eng J Med 315: 1250-1254, 1986.
70. Meydani M et al. Muscle uptake of vitamin E and its association with muscle fiber type. Nutr Biochem 8: 74-78, 1997.
71. Mezes M, Bartosiewicz G. Investigations on vitamin E and lipid peroxide status in rheumatic diseases. Clin Rheumatol 2; 3: 259-63, 1983.
72. Mezzetti A, Lapenna D, Pierdomenico SD, et al. Vitamins E, C and lipid peroxidation in plasma and arterial tissue of smokers and nonsmokers. Atherosclerosis 112: 91-9, 1995.
73. Miwa K, Miyagi Y, Igawa A, et al. Vitamin E deficiency in variant angina. Circulation 94;1:14-18, 1996.
74. Miyamoto H, Araya Y, Ito M et al. Serum selenium and vitamin E. concentrations in families of lung cancer patients. Cancer 60: 1159-1162, 1987.
75. Muckle T, Hazir D. Variation in human blood high-density lipoprotein response to oral vitamin E megadosage. Am J Clin Pathol 91: 165-71, 1989.
76. Munthe E, Aaseth J. Treatment of Rheumatoid Arthritis with Selenium and Vitamin E. Scan J of Rheumatol 53; (suppl.): 103, 1984.
77. Nead DE. Effective vitamin E treatment for ulcerative herpetic lesions. Dent Survey 52; (7):50-1, 1976.
78. Niki E, Yamamoto Y, Komuro E et al. Membrane damage due to lipid oxidation. Am J Clin Nutr  53: S201-205, 1991.
79. Novelli GP et al. Vitamin E protects human skeletal muscle from damage during surgical ischemia-reperfusion. Am J Surg March 173: 206-9, 1997.
80. Odeleye OE, Watson RR. The potential role of vitamin E in the Treatment of immunologic abnormalities during Acquired Immune Deficiency Syndrome. Prog Food Nutr Sci 15; (1-2):1-19, 1991.
81. Pacht ER, Kaseki H, Mohammed JR et al. Deficiency of vitamin E in the alveolar fluid of cigarette smokers. J Clin Invest 77: 789-798, 1986.
82. Paolisso G et al. Cronic Intake of Pharmacological Doses of Vitamin E Might be Useful in the Therapy of Elderly Patients with Coronary Heart Disease. Am J Clin Nutr 61: 848-52, 1995.
83. Pascoe GA, Fariss MW, Olafsdottir K et al. A role of vitamin E in protection against cell injury. Maintenance of intracellular glutathione precursors and biosynthesis. Eur J Biochem 166: 241-247, 1987.
84. Prasad JS. Effect of vitamin E supplementation on leukocyte function. Am J Clin Nutr 33: 606-608, 1980.
85. Princen H, van Poppel G, Vogelezang C, et al. Supplementation with vitamin E but not beta carotene in vivo protects low density lipoprotein from lipid peroxidation in vitro: Effect of cigarette smoking. Arter Throm 12: 554-62, 1992.
86. Princen HM et al. Supplementation with low doses of vitamin E protects LDL from lipid peroxidation in men and women. Arterioscler Thromb Vasc Biol 15: 325-33, 1995.
87. Pryor WA. Can vitamin E protect humans against the pathological effects of ozone in smog? Am J Clin Nutr 53: 702-722, 1991.
88. RabinovitchR et al. Neuromuscular disorders amenable to wheat germ oil therapy. J Neurol Neurosurg Psychiatry 14: 95-100, 1951.
89. Reddy ACP, Lokesh BR. Dietary unsaturated fatty acids, vitamin E, curcumin and eugenol
90. alter serum and liver lipid peroxidation in rats. Nutr Res 14: 1423-37, 1994.
91. Regnström J, Nilsson J, Moldeus P, et al. Inverse relation between the concentration of low-density- lipoprotein vitamin E and severity of coronary artery disease. Am J Clin Nutr 63: 377-85, 1996.
92. Riemersma RA, Wood DA, MacIntyre CCH, et al. Risk of angina pectoris and plasma concentrations of vitamins A, C and E and carotene. Lancet 337: 1-5, 1991.
93. Riemersma RA, Wood DA, MacIntyre CCA et al. Low plasma vitamins E and C increased risk of angina in Scottish men. In: Diplock AT, Machlin LJ, Packer L et al, eds. Vitamin E: Biochemistry and health implications, vol. 570. New York: Ann NY Acad Sci. p 291-295, 1989.
94. Robertson JM, Donner AP, Trevithick JR. Vitamin E: Biochemistry and health implications, vol. 570. New York: Ann NY Acad Sci. p 372-382, 1989.
95. Robertson JM, Donner AP, Trevithick JR. Vitamin E intake and risk of cataracts in humans. Ann NY Acad Sci 570: 372-378, 1989.
96. Robertson JM et al. Vitamin E intake and risk of cataracts in humans. Ann N Y Acad Sci 570: 372-82, 1989.
97. Robison WG Jr et al. Vitamin E deficiency and the retina: Photoreceptor and pigment epithelial changes. Invest Ophthalmol Vis Sci 18:7:683-90, 1979.
98. Romeo G. The therapeutic effect of vitamins A and E in neurosensory hearing loss. Acta Vitaminol Enzymol 7 Suppl:85-92, 1985.
99. Ross WM et al. Modelling cortical cataractogenesis: III. In vivo effects of vitamin E on cataractogenesis in diabetic rats. Can J Ophthalmol 17:2: 61-6, 1982.
100. Ross WM et al. Radiation cataract formation diminished by vitamin E in rat lenses in vitro. Exp Eye Res 36:5: 645-53, 1983.
101. Ross WM, Creighton MO, Trevithick JR. Radiation cataractogenesis induced by neutron or gamma irradiation in the rat lens is reduced by vitamin E. Scan Micros 4: 641-50, 1990.
102. Rouhiainen P, Rouhiainen H, Salonen J, et al. Association between low plasma vitamin E concentration and progression of early cortical lens opacities. Am J Epidemiol 144: 5: 496-500, 1996.
103. Sahyoun NR et al. Carotenoids, vitamins C and E, and mortality in an elderly population. Am J Epidemiol 144:5:501-11, 1996.
104. Saito T. The preventive effect of vitamin E on gallstone formation. (1). A study of biliary cholesterol and bile acids in vitamin E-deficient hamsters. Arch Jpn Chir 56; 3: 247-61, 1987.
105. Salonen JT, Salonen R, Lappetelainen R et al. Risk of cancer in relation to serum concentrations of selenium and vitamins A and E. matched case-control analysis of prospective data. Br Med J 290: 417-420, 1985.
106. Salonen JT et al. Increased Risk of Non-Insulin Diabetes Mellitus at Low Plasma Vitamin E Concentrations: A Four-Year Follw-up Study in Men. Br Med J 311: 1124-27, 1995.
107. Schwartz ER. The modulation of osteoarthritic development by vitamins C and E. Int J Vitam Nutr Res Suppl. 26: 141-6, 1984.
108. Seddon JM, Ajani UA, Sperduto RD, et al. Dietary carotenoids, vitamins A, C, and E, and advanced age-related macular degeneration. JAMA 272:1413-20, 1994.
109. Simon E et al. Plasma and erythrocyte vitamin E content in asymptomatic hypercholesterolemic subjects. Clin Chem 43:2:285-9, 1997.
110. Simons LA, Von Konigsmark M, Balasubramaniam S. What dose of vitamin E is required to reduce susceptibility of LDL to oxidation? Aust N Z J Med 26;4:496-503, 1996.
111. Sklodowska M, Wasowicz W, Gromnadzinska J, et al. Selenium and vitamin E concentrations in plasma and erythrocytes of angina pectoris patients. Trace Elem Med 8:113-17, 1991.
112. Sklodowska M et al. Vitamin E, thiobarbituric acid reactive substance concentrations and superoxide dismutase activity in the blood of children with juvenile rheumatoid arthritis. Clin Exp Rheumatol 14: 433-9, 1996.
113. Sokol RJ. Vitamin E. In: Ziegler EE, Filer LJ Jr, eds. Present knowledge in nutrition. 7th edn. Washington DC: International Life Sciences Press. p 130-136, 1996.
114. Stampfer M, Hennekens C, Manson J, et al. Vitamin E consumption and the risk of coronary heart disease in women. N Engl J Med 328:1444-9, 1993.
115. Starasoler S, Haber GS. Use of vitamin E oil in primary herpes gingivostomatitis in an adult. N Y State Dent J 44; (9):382-3, 1978.
116. Steinberg CL. Vitamin E and collagen in the rheumatic diseases. Ann N Y Acad Sci 52:380-9, 1949.
117. Steiner M. Effect of alpha-tocopherol administration on platelet function in man. Thromb Haemostas 49: 73-77, 1983.
118. Steiner M. Influence of vitamin E on platelet function in humans. J Am Coll Nutr 10;5:466-73, 1991.
119. Steiner M, Glantz M, Lekos A. Vitamin E plus aspirin compared with aspirin alone in patients with transient ischemic attacks. Am J Clin Nutr 62; suppl:1381S-4S, 1995.
120. Stephens NG, Parsons A, Schofield PM, et al. Randomised controlled trial of vitamin E in patients with coronary disease: Cambridge Heart Antioxidant Study CHAOS. Lancet 347:781-6, 1996.
121. Stone WL et al. Effects of dietary selenium and vitamin E on plasma lipoprotein cholesterol levels in male rats. Ann Nutr Metab 30: 94-103, 1986.
122. Street DA et al. Serum antioxidants and myocardial infarction: Are low levels of carotenoids and alpha-tocopherol risk factors for myocardial infarction? Circulation 90; 3:1154-61, 1994.
123. Suzukawa M, Ishikawa T, Yoshida H, Tokorozawa N. Effect of in-vivo supplementation with low-dose vitamin E on susceptibility of low-density lipoprotein and high-density lipoprotein to oxidative modification. J Am Coll Nutr 14:1:46-52, 1995.
124. Suzuki T, Kawase T, Harada T. Clinical study of vitamin E status in patients with chronic liver diseases. Nippon Shokakibyo Gakkai Zasshi 88; 4:1066-73, 1991.
125. Sword J, Pope A, Hoekstra W. Endotoxin and lipid peroxidation in vitro in selenium and vitamin E deficient and adequate rat tissue. J Nutr 121: 251-257, 1991.
126. Sword J, Pope A, Hoekstra W. Endotoxin and lipid peroxidation in vitro in selenium and vitamin E deficient and adequate rat tissue. J Nutr 121: 258-264, 1991.
127. Takamatsu S, Takamatsu M, Satoh K, et al. Effects on health of dietary supplementation with 100 mg d-alpha tocopheryl acetate, daily for 6 years. J Int Med Res 23:342-57, 1995.
128. Tang AM et al. Association between Serum Vitamin A and E levels and HIV-1 disease progression. AIDS 11:613-20, 1997.
129. Taylor A. Associations between nutrition and cataract. Nutr Rev 47: 225-234, 1989.
130. Tolonen M, Markku H, Sarna S. Vitamin E and selenium supplementation in geriatric patients A double-blind preliminary clinical trial. Biol Trace Elem Res 7: 161-168, 1985.
131. Torun M et al. Serum levels of vitamin E in relation to cardiovascular diseases. J Clin Pharm Therap 20:335-40, 1995.
132. Van Den Berg JJ, Roelofsen B, OpdenKamp JAF et al. Vitamin E: Biochemistry and health implications, vol. 570. New York: Ann NY Acad Sci. p 527-529, 1989.
133. Veris Research Summary. The role of antioxidants in prevention of coronary heart disease. p 1-16, Nov. 1996.
134. Verlangieri AJ, Bush MJ. Effects of d-a-tocopherol supplementation on experimentally induced primate atherosclerosis. J Am Coll Nutr 11;2:131-8, 1992.
135. Vitale S et al. Plasma vitamin C, E and beta carotene levels and risk of cataract. Invest Ophthalmol Vis Sci 32:723, 1991.
136. Wald NJ, Boreham J, Hayward JL et al. Plasma retinol beta carotene and vitamin E levels in relation to future risk of breast cancer. Br J Cancer 49: 321-324, 1984.
137. Wang Y, Watson RR. Potential Therapeutics of Vitamin E (Tocopherol) in AIDS and HIV, Drugs 48:327-38, 1994.
138. Weisburger J. Nutritional approach to cancer prevention with emphasis on vitamins, antioxidants and carotenoids. Am J Clin Nutr 53: S226-237, 1991.
139. Welsh AL. Lupus erythematosus: Treatment by combined use of massive amounts of pantothenic acid and vitamin E. Arch Dermatol Syphilol 70: 181-98, 1954.
140. White G. Vitamin E inhibition of platelet prostaglandin biosynthesis. Fed Proc 36: 350, 1977.
141. Yau TM, Weisel RD, Mickle DA, et al. Vitamin E for coronary bypass operations. A prospective, double-blind, randomized trial. J Thorac Cardiovasc Surg 108; 2: 302-10, 1994.
142. Örndahl G et al. Myotonic dystrophy treated with selenium and vitamin E. Acta Med Scand 219: 409-44, 1986.

Kilder
Joseph E. Pizzorno Jr., Michael T. Murrey & Melvyn R. Werbach.