D-vitamin mod åreforkalkning

28. januar 2008

D-vitamin modvirker åreforkalkning og beskytter mod fatale følger af højt blodtryk – men D-mangel er enormt udbredt.

Vi er ikke færdige med D-vitamin. Det strømmer ind med data om dette forbavsende stof, der som bekendt slet ikke er et vitamin, men et hormon, der dannes i solbestrålet hud.

Nu er turen kommet til hjerte og kredsløb. Det ser ud til, at risikoen for blodprop i hjertet eller hjernen er langt mindre hos dem, der får D-vitamin nok, dvs. mere end de fleste. I særdeleshed mindsker vitaminet risikoen ved at have forhøjet blodtryk.

Det fremgår af den seneste rapport fra Framingham, den lille by i Massachusetts, hvor man siden 1948 har registreret flere tusinde indbyggeres (og deres efterkommeres) helbred og levevaner for at påvise livsstils-årsager til hjertesygdom. Framingham-studiet er ubestridt det mest berømte af sin art. Når vi i dag tager for givet, at motion, sund kost og Hjertemagnyl forebygger hjertedød, er det Framingham-projektet, vi skal takke for beviserne.

Den aktuelle rapport handler om 1.739 50-70-årige personer, som før undersøgelsen var fri for hjerte- eller kredsløbssygdom. De fik 1996-2000 målt deres D-vitamin-status på blodprøver og blev derpå fulgt i gennemsnitligt 5,4 år (op til 7,6 år). Hvem fik blodprop?

Det gjorde de med mindst D-vitamin i blodet! Efter syv år var der registreret blodprop i hjertet eller hjernen (slagtilfælde) hos hver tiende med blodværdier over 37 nmol/l, men hos ikke mindre end hver fjerde med værdier under 37. Efter korrektion for forskelle i de to grupper mht. alder, køn, kolesterol, rygning, sukkersyge m.m. havde gruppen med højest D-status stadig en hjerte-kar-risiko på kun godt 60% af, hvad man fandt i gruppen med lavest. Holder disse tal, er der betydeligt mere at vinde ved at tage D-vitamin end Hjertemagnyl eller medicin mod kolesterol.

Endnu større gavn af D-vitamin har man tilsyneladende ved forhøjet blodtryk, den vigtigste grund til hjerte-karsygdom. Blandt deltagere med forhøjet blodtryk var risikoen kun halvt så stor for dem, der lå over 37 som for dem, der lå under.

Dette stemmer med andre undersøgelser, hvor lav D-status og højt blodtryk samt forkalkede kransårer i hjertet følges ad. Framingham-rapporten siger det dog stærkere: Den viser, at man kan spå om fremtiden. Mangler du D-vitamin, risikerer du et hjertetilfælde om nogle år!

Vil det sige, at D-vitamin forebygger åreforkalkning? Ja, sådan ser det ud. Det passer også godt med andre forhold: D-vitamin modvirker f.eks. et vigtigt hormon (renin), der sætter blodtrykket i vejret. Cellerne i pulsårer og hjertet forbruger D-vitamin, og hindrer man (ved manipulation med generne) D-vitaminet i at virke på en mus, stiger dens blodtryk stærkt.

Uden fed fisk får man overhovedet ikke D-vitamin fra oktober til maj. Mangel er derfor enormt udbredt. I en europæisk undersøgelse af teenagepiger – også danske – havde mere end hver tredje svær mangel (blodværdier under 25 nmol/l). Og mere end 90% ville, hvis de havde boet i Framingham, være havnet i gruppen med stærk åreforkalkning.

Hvor meget er det klogt at tage? Det er der ingen tommelfingerregel for, men man kan forholde sig til, at der typisk er 200 enheder i en vitaminpille, mens hver anden voksen amerikaner behøver 1.000 enheder for at hæve sin D-status, så den lige akkurat er “acceptabel” (dvs. til 75 nmol/l – amerikanske forskere anbefaler 75-150 nmol/l). Endelig ved man, at det er absolut ufarligt at tage op til 2.000 enheder om dagen.

Luz Tavera-Mendoza og John White, to molekylærbiologer fra det amerikanske Mc Gill Universitet, har som de første opdaget, at D-vitamin får hud og immunforsvar til at danne antibiotika (cathelicidin m.m.), der slår flere bakterier ihjel, herunder TB-bakterier. Det er nok forklaringen på det held, man tidligere havde med at kurere tuberkulose med sollys. De to har i fællesskab forfattet en læseværdig oversigt over den nye forskning og afslører samtidig, hvad de hver især tager af tilskud i de mørke måneder.
Luz, der er en yngre kvinde, tager 1.000 enheder (25 mikrogram).
John, der er en yngre mand, tager 4.000 enheder (100 mikrogram).
Niels Hertz


Referencer:

1. Wang TJ et al. Vitamin D deficiency and risk of cardiovascular disease. Circulation 2008;117:000-000.
2. Tavera-Mendoza L, White J. Celle defences and the sunshine vitamin. Scientific American 2007 (11):36-44.

circ.ahajournals.org
www.sciam.com

Klar tale om antioxidanter og åreforkalkning

19. december 2006

Sammenhængen mellem åreforkalkning og frie radikaler er meget stærk. Det er ikke modbevist, at de bør bekæmpes. Det er nemlig ikke undersøgt.

Der er som bekendt et problem med antioxidanter: Det er ikke bevist, at de forebygger åreforkalkning eller kræft.

Det er mærkeligt, for der er nærmest fuld enighed om, at det, som antioxidanterne bekæmper, nemlig frie radikaler, er hovedårsagen til disse dræbersygdomme. Hvorfor er deres rygte så ikke bedre?

Der er mange forklaringer. En af dem er, at de har haft dårlig presse. De virker, men svindlere manipulerer med tallene og påstår det modsatte, hævder nogen. Ikke uden grund. For et par år siden måtte bl.a. en dansk forsker til sin fortrydelse meddele, at antioxidanter nedsætter risikoen for kræft med omkring 10%. Det var ganske vist ikke statistisk sikkert, men ærgrelsen var alligevel så stor, at han simpelthen måtte gå i den modsatte grøft: I TV erklærede han frejdigt, at man havde opdaget, at antioxidanter “simpelthen accelererer kræftcellerne”. De var rene giftstoffer, forstod man.

Sagde han virkelig det? Javist! Men mindre grov manipulation foregår også. En yndet metode er f.eks. at ignorere positive resultater. I Motions- og Ernæringsrådets seneste rapport om antioxidanter beskriver man bl.a. den unikke franske SU.VI.MAX-undersøgelse, der viste, at tilskud af antioxidanter nedsætter mænds dødelighed med over en tredjedel! Trods det enestående resultat omtales den overhovedet ikke i konklusionen. Gemt er glemt.

Når SU.VI.MAX er unik, er det fordi, det er det eneste store, mangeårige lodtræknings-forsøg, hvor man har brugt en bred vifte af antioxidanter (C- og E-vitamin, selen, betakaroten og zink) i stedet for kun én eller to. Derved tør man tro, at de frie radikaler virkelig bliver angrebet. Store mængder af kun én antioxidant kan have modsat virkning, dvs. øge mængden af frie radikaler.

Manipulation er én ting, men hvad med selve undersøgelserne? Det billede tegner sig stadig stærkere, at mange af dem antageligt er udført med lidet virksomme antioxidanter i lidet virksomme doser eller kombinationer.

Tænk på åreforkalkning. Der er meget stor enighed om, at åreforkalkning i grove træk skyldes, at frie radikaler ilter det såkaldte LDL-kolesterol, som derpå fremkalder forkalkningen. Derfor bør man logisk set kunne bremse den ved at neutralisere de frie radikaler. Bemærk altså hvad teorien siger: Hvis man neutraliserer de frie radikaler, bremser man åreforkalkningen!

Forkerte undersøgelser
Men desværre er det ikke det, man har undersøgt! Man har ganske vist undersøgt for åreforkalkning, men man har ikke undersøgt, om der blev færre frie radikaler og dermed, om man havde brugt den rette behandling. Hvis forkalkningen aftog, ville man altså ikke kunne vide, om det var af den grund. Bl.a. har man gjort forsøg med E-vitamin uden at måle frie radikaler. Ofte har man end ikke målt, om vitaminet blev optaget fra tarmen, en nødvendig forudsætning for virkning. Når man har målt det, var stigningen i blodet oftest ubetydelig.

Men neutraliserer et tilskud af E-vitamin da ikke altid frie radikaler? Ikke nødvendigvis. Det er nok klogest at kombinere med andre antioxidanter (eks. C-vitamin, selen). I et forsøg, hvor man gav deltagerne op til 2.000 mg – langt mere end i kosttilskud – fandt man overhovedet ingen neutralisering.

Under enhver ordentlig medicinsk behandling kontrollerer man, at medicinen gør, hvad den skal. Når en diabetiker f.eks. får insulin, ved man, at det trænger ud i vævene. Så skal blodsukkeret falde. Det måler man. Selvfølgelig! Men den slags banale målinger mangler i de kliniske forsøg med antioxidanter. Det er hverken undersøgt, om deltagerne på forhånd var belastede med frie radikaler eller om de blev mindre belastede af behandlingen. Det er, som hvis man gav en person insulin, men hverken vidste, om han havde sukkersyge, eller om hans blodsukker faldt.

Hvorfor er det ikke målt? Det skyldes næppe ond vilje, men man har manglet gode målemetoder. Dem har man i højere grad nu.

Frie radikaler ilter som nævnt LDL-kolesterol. Et hold forskere fra Cleveland har nu peget på, at to af iltningsprodukterne er særdeles gode markører for åreforkalkning i hjertets kransårer: 9-HETE og F2-isoprostan. Afhængigt af mængden i blodet kunne to personer med samme alder, køn, blodtryk, rygevaner og kolesterol have vidt forskellig sandsynlighed for stærk åreforkalkning i hjertets kransårer. Hvis den ene lå i højeste fjerdedel mht. F2-isoprostan, mens den anden lå i laveste, var den førstes risiko ti gange større end den andens! En gigantisk forskel.

Omridset af mere rimelige forsøg med antioxidanter og åreforkalkning tegner sig:
Der skal gives en bred vifte af antioxidanter, ikke bare en enkelt.

Deltagerne skal have forhøjede værdier af f.eks. F2-isoprostan. Ellers ved man ikke, i hvilket omfang der er brug for antioxidanter.

Det skal måles, at mængden af eks. F2-isoprostan – som udtryk for frie radikaler – falder under behandlingen. Ellers er forsøget nytteløst.

Intet af dette er endnu gjort. Den kliniske forskning i antioxidanter er i sine barnesko!
Niels Hertz


Referencer:

1. Shishehbor MH et al. Systemic elevations of free radical oxidation products of arachidonic acid are associated with angiographic evidence of coronary artery disease. Free Radical Biology & Medicine 2006;41:1678-83.
2. Hercberg S et al. The SU.VI.Max study. Arch Int Med 2004;164:2335-2342
3. Meagher E et al. Effects of vitamin E on lipid peroxidation in healthy persons. JAMA 2001;285:1178-82.

Med dette nyhedsbrev vil vi gerne ønske vore abonnenter en rigtig
glædelig jul og et godt nytår !

www.elsevier.com/wps/find/journaldescription.cws_home/525469/description
jama.ama-assn.org
archinte.ama-assn.org

Selen beskytter hjertet

14. november 2006

En metaanalyse viser, at selen beskytter hjertet mod åreforkalkning. 50% mere selen svarer til 25% mindre risiko for blodprop.

Beskytter selen mod åreforkalkning og blodprop i hjertet? Det har der længe været uenighed om. Nu har forskere fra Johns Hopkins Universitetet i Baltimore forsøgt at skabe overblik over de utallige undersøgelser. I en såkaldt metaanalyse gennemgår de et større udvalg af befolkningsundersøgelser – hvor man f.eks. følger en stor gruppe mennesker i mange år og ser, hvem der får ondt i hjertet – samt de kun seks acceptable lodtrækningsforsøg, der er udført.

Resultatet er opmuntrende, selv om man som sædvanligt må sige, at den endelige dom ikke er afsagt.

På forhånd er der gode grunde til at tro, at selen beskytter mod åreforkalkning. Vigtigst er måske, at selen indgår i et antioxiderende enzym, Glutathion-peroxidase (GSHpx), som modvirker iltning af blodets fedtstoffer, en iltning der er et afgørende led i åreforkalknings-processen. Man ved, at mennesker, der får så lidt selen som det er almindeligt i Danmark, forhøjer dannelsen af dette enzym, når de får mere selen.

Et andet selenprotein (selenoprotein P) formodes at beskytte blodkarrenes inderside mod angreb af iltede fedtstoffer og frie iltradikaler. Også dette burde forebygge åreforkalkning.

Endelig binder selen sig ret fast til giftige metaller som kviksølv, cadmium og arsen, som alle mistænkes for at fremme åreforkalkning. Hvis man – som flere eksperter – mener, at afgivelsen af kviksølv fra amalgamplomber kan medføre åreforkalkning og anden dårligdom, er det logisk at indtage ekstra selen for at modvirke skaderne.

Tiden tæller med
Hvad siger så undersøgelserne? Befolkningsundersøgelserne viser sammenlagt, at når selenkoncentrationen i serum stiger med 50%, falder risikoen for hjertetilfælde (som følge af åreforkalkning) med ca. 25%. Det er til at huske. Under danske forhold skal der rundt regnet en selenpille (100 mikrogram) til for at forøge blodets indhold af selen med 50%.

Kan man så regne med, at hvis man tager selen i form af en enkelt pille – andre muligheder er der ikke, hvis man vil have mere selen – har man mindsket sin hjerterisiko 25%?

Nej, siger forfatterne, for vender man sig til de mere præcise lodtrækningsforsøg, finder man sammenlagt kun en risikoreduktion på 11%. Desuden ved vi af sørgelig erfaring, at befolkningsundersøgelser kan snyde. Af uklare grunde tegner de ofte et lidt for rosenrødt billede af virkeligheden.

Men der er også indlysende indvendinger mod indvendingerne. Befolknings-undersøgelser følger mennesker, der måske livet igennem har fået den angivne mængde selen. Samtidig er åreforkalkning en proces, der udvikler sig fra den tidligste ungdom. Det er ikke rimeligt at forlange, at et selentilskud gennem nogle få år i et lodtrækningsforsøg skal have samme virkning. Typisk varede lodtrækningsforsøgene godt tre år.

Snarere kunne man slutte, at det gælder om at få selen nok – tidligt nok.
Vitalrådet.


Reference:

Flores-Mateo et al. Selenium and coronary heart disease: A meta-analysis. Am J Clin Nutr 2006;84:762-73

www.ajcn.org

C-vitamin mod åreforkalkning

23. marts 2006

En engelsk undersøgelse tyder på, at C-vitamin bekæmper inflammation. Derfor modvirker det sandsynligvis også åreforkalkning og blodprop.

Sammenholder man en gruppe menneskers spisevaner med deres risiko for blodprop i hjertet, får man indtryk af, at C-vitamin beskytter mod blodprop. Men vil man gøre et kontrolleret lodtrækningsforsøg for at se, om C-vitamintilskud skåner udsatte personer for blodprop, har det hidtil været svært, at få øje på virkningen. Sådan har det været hidtil, selv om man kan indvende, at mange af forsøgene har haft mangler.

Uanset indvendinger er det en udbredt opfattelse, at bolden er lagt død.

Man siger godt nok, at C-vitamin ikke beskytter mod åreforkalkning. Men passer det?
En nylig oversigt kunne tyde på, at bolden alligevel ikke er lagt død. Den viser nemlig, at C-vitamin modvirker inflammation – dvs. betændelsesagtige reaktioner. Samtidig er der udbredt enighed om, at åreforkalkning i vidt omfang skyldes inflammation. Beskytter C-vitamin så ikke mod åreforkalkning?

For at forstå problemet, er det nødvendigt med en lille omvej:
Indtil for 20-30 år siden tænkte man på åreforkalkning som en proces, der i grove træk består i aflejring af kolesterol i karvæggen, med efterfølgende aflejring af kalk. I dag tænker man på, at pulsårer består af levende celler, og at både aflejring af kolesterol og fortykkelse af karvæggen hænger sammen med inflammation. Det samme gælder den bristning i overfladen ind mod blodstrømmen – med udtømmelse af kolesterol- og celleprodukter – der får blodplader m.m. til at klumpe sig sammen og give blodprop.

Inflammationens betydning fremgår pudsigt nok af den salgssucces, kolesterolsænkende medikamenter – de såkaldte statiner – har. Det kan ikke nægtes, at de redder liv, men er det fordi de sænker blodets kolesterol?

C-vitamin sænker CRP
Her er der tvivl. Statiner mindsker ikke kun kolesterol, men modvirker også inflammation. Det kan direkte måles på en simpel blodprøve (CRP), som hundrede tusinder af danskere får taget, når lægen f.eks. vil vide, om de har betændelse i kroppen. De to virkninger af statiner – sænkning af CRP og sænkning af kolesterol – følges ikke nødvendigvis ad, men risikoen for blodprop i hjertet stemmer bedre med værdien af CRP end kolesterol. I et aktuelt forsøg, hvor statiner formindskede hjerterisikoen med ca. 30%, hang denne gunstige virkning statistisk sammen med værdien af CRP – ganske uanset værdien for kolesterol! Det ser ud til, at CRP er vigtigere end kolesterol!

Og hermed kan vi vende tilbage til C-vitamin. Sænker C-vitamin CRP, lige som statinerne gør?
I et par små lodtrækningsforsøg har man undersøgt, om det er tilfældet. I begge forsøg var dagsdosis omkring 500 mg C-vitamin. I det ene (på rygere) aftog CRP mærkbart, i det andet skete der intet. De modstridende resultater er nu belyst ved en undersøgelse af 3258 rimeligt kredsløbs-raske engelske mænd i alderen 60-79 år.

Hovedresultatet var, at jo mere C-vitamin mændene havde i blodet (serum), jo mindre var deres CRP. Den fjerdedel, der lå højest mht. C-vitamin i blodet (med eller uden hensyntagen til kosttilskud), havde de laveste CRP-værdier. Forskellen var overvældende statistisk sikker.

Samtidig pegede andre målinger på, at sandsynligheden for ”irritabilitet” af karvæggene (endotelial dysfunktion) også var mindst i øverste C-vitamingruppe. Der er almindelig enighed om, at denne ”irritabilitet” afspejler en tendens til åreforkalkning.

C-vitamin synes altså at sænke CRP, som er en vigtig indikator for inflammation – og dermed for risiko for at dø af blodprop. Bolden er i spil igen!
Vitalrådet.


Referencer:

1. Ridker et al. C-reactive protein levels and outcomes after statin therapy. N Engl J Med 2005;352:20-8
2. Ridker PM, C-reactive protein levels and outcomes after statin therapy. N Engl J Med. 2005 Jan 6;352(1):20-8
3. Libby P. Inflammation and cardiovascular disease mechanisms. Am J Clin Nutr 2006;83(Suppl):456S-60S
4. Goya S et al. Associations of vitamin C status, fruit and vegetable intakes, and markers of inflammation and hemostasis.
Am J Clin Nutr 2006;83:567-74
5. Ishwarlal J et al. Is vitamin C an anti-inflammatory agent? Am J Clin Nutr 2006;83:525-6
6. Mora S Justification for the Use of Statins in Primary Prevention: an Intervention Trial Evaluating Rosuvastatin (JUPITER)–can C-reactive protein be used to target statin therapy in primary prevention?Am J Cardiol. 2006 Jan 16;97(2A):33A-41A. Epub 2005 Dec 1.
7. Bruunsgaard H, Long-term combined supplementations with alpha-tocopherol and vitamin C have no detectable anti-inflammatory effects in healthy men. J Nutr. 2003 Apr;133(4):1170-3.
8. Block G Plasma C-reactive protein concentrations in active and passive smokers: influence of antioxidant supplementation. J Am Coll Nutr. 2004 Apr;23(2):141-7.
content.nejm.org
www.ajcn.org
www.nutrition.org

Vitamin C og E beskytter børn mod åreforkalkning

  1. september 2003

Børn og unge med forhøjet kolesterol, kan nedsætte risikoen for at udvikle åreforkalkning, hvis de får et dagligt tilskud af C- og E-vitamin.
Det er resultatet af en undersøgelse publiceret i det anerkendte tidsskrift Circulation, som udgives af den amerikanske hjerteforening.

15 børn og unge fra 9 til 20 år indgik i undersøgelsen. Halvdelen af børnene fik et dagligt tilskud af 500 mg C-vitamin og 400 i.e. (internationale enheder) E-vitamin. De resterende børn fik placebo. Efter 6 uger byttede man om på grupperne.

Efter 6 ugers aktiv behandling viste resultaterne en signifikant bedring af pulsårens indervæg. Vitaminer alene sænker ikke forhøjet kolesterol, men vitaminerne kan tilsyneladende beskytte blodårerne mod forkalkning, og dermed sikre at årerne bevarer elasticiteten.

“Det er første gang at man har undersøgt hvordan antioxidanter som C- og E-vitamin kan forbedre kredsløbsfunktionen,” siger formanden for Vitalrådet, speciallæge Claus Hancke.

“Selvom det er en lille undersøgelse, er resultaterne betydningsfulde for børn med forhøjet kolesterol. Hvis de alternativt skal have kolesterolsænkende medicin i flere år, er risikoen for alvorlige bivirkninger ret høj. Derfor er det fornuftigt at prioritere kostændringer samt tilskud af ekstra C- og E-vitamin som førstevalg i behandlingen,” mener Claus Hancke.

I den amerikanske undersøgelse fik børnene også kostanbefalinger, men de fulgte ikke anbefalingerne. Bl.a. fik de for meget animalsk fedt og for lidt frugt og grønt. Derfor valgte lægerne at kombinere kostændringerne med tilskud af C- og E-vitamin.

Undersøgelsen er gennemført på University of California, under ledelse af læge Marguerite Engler.
Per Tork Larsen.

 

Reference:
Circulation 2003;108:802.

www.circulationaha.org
www.amhrt.org/presenter.jhtml