Q10 og Selen beskytter hjertet

23. april 2023

Tilskud af Q10 og Selen over en 4 årig periode
kunne halvere hjerte-kar-dødeligheden.

For kort tid siden udkom en meget vigtig videnskabelig artikel.
Artiklen var en udløber af den opsigtsvækkende artikel af forskeren Dr. Urban Alehagen og kolleger fra 2015, som viste massiv hjerte-kar-beskyttelse med tilskud af Q10 i kombination med selen.
Alehagen og kolleger har herefter lavet en opfølgning af dette studie, men ikke blot det. De har også søgt at grave efter selve årsagen til denne positive virkning, som var en halvering af hjerte-kar-dødeligheden efter 4 års tilskud.

Logikken er lige til højrebenet. Langt de fleste hjerte-kar-sygdomme skyldes åreforkalkning, og denne forårsages af en kombination af inflammation altså en form for betændelse samt oxidation (her harskning). Uden disse to faktorer finder åreforkalkning ikke sted.

Kort fortalt er mekanismen, at oxidation harsker LDL3 kolesterol, som derved ”spises” af en type hvide blodlegemer kaldet monocytter via en struktur på celleoverfladen kaldet en ”scavenger-receptor” . Det betyder, at LDL kolesterol ledes uden om den sædvanlige LDL receptor, som ellers let kunne lukke for indtag. Men scavenger receptoren kan ikke stoppe sit indtag af LDL-kolesterol, hvis det er oxideret, fordi LDL i denne form agerer som et frit radikal. Og det er lige præcis hvad scavenger receptoren er designet til at lukke ind i monocytten. Da indtaget imidlertid ikke kan stoppe, selv om monocytten er nok så overfyldt, svulmer den op og ses under mikroskop som en stor hvid klat. Og når der er mange af disse monocytter samlet, så ligner det skum. Derfor kaldes disse ”forædte” monocytter for ”skumceller”.
Det kræver altså oxidation for at en monocyt bliver til en skumcelle.
Når monocytten cirkulerer rundt i blodbanen så vil den reagere, hvis den finder et område, f.eks. karvæggen, hvor der er inflammation f.eks. på grund af højt blodtryk. Monocytten vil søge mod det inflammerede område, trænge ind i karvæggen (ind i det subendotheliale lag), hvor den vil gå til grunde og efterlade et fedtstrøg af oxideret LDL3 kolesterol. Dette vil øge inflammationen og tiltrække endnu flere skumceller, som igen går til grunde og efterlader mere af det harske fedt, som efterhånden konsolideres af fibrin og til sidst stabiliseres af calcium, som er sidste trin i åreforkalkningen.

Hele den ovennævnte proces vil ikke finde sted, med mindre der er såvel øget inflammation som oxidation.
Og lige præcis selen og Q10 hæmmer både inflammation og oxidation. Derfor er det måske ikke så mærkeligt, at de forebygger hjerte-kar sygdom og nedsætter risikoen for at dø af den.

Q10
Kroppens celler producerer energi for at kunne fungere, og denne energi kræver Q10 i cellernes indre kraftværk, mitokondrierne.
Desværre er der et naturligt fald i kroppens produktion af Q10 efterhånden som vi bliver ældre, og det er derfor naturligt at supplere dette.
Q10 er et stof, som kroppen producerer på næsten samme måde, som den producerer kolesterol. Q10 og kolesterol er faktisk søstermolekyler, som ligner hinanden meget. Så når man tager kolesterolsænkende medicin, så sænker man også produktionen af Q10. Man skal derfor være opmærksom på, at man ofte mangler Q10, hvis man tager kolesterolsænkende medicin.

Selen
Selen er et stof, vi meget nødigt må mangle, og talrige studier har igennem årene bekræftet, at selenmangel kan medføre bl.a. hjertesvigt, kræft, stofskiftelidelser, gigt, barnløshed, åreforkalkning, øget inflammation og en række immunologiske svigt, som var særligt aktuelle i corona-tiden.
Der er tusindvis af artikler, der cementerer tung forskning i selen, som f.eks. et studie af selenmangel relateret til hjerte-karlidelser og inflammatoriske tilstande . Da hjerte-karlidelser også igangsættes af inflammation, er det naturligt at undersøge dette samlet.
Tidligere studier har da også vist, at lavt selen i blodet, var årsag til øget inflammation, øget risiko for hjerte-kar-sygdom og tidlig død.

Ovennævnte aktuelle studie er da også primært rettet mod at finde den biokemiske mekanisme bag denne effekt.

Det bygger som oven nævnt på Alehagen og kollegers artikel fra 2015, og der er tale om evidens med en meget høj grad af pålidelighed, idet det var et dobbelt blindt, randomiseret, prospektivt studie. Deltagerne var raske ældre med en gennemsnitsalder på 76 år. 165 fik 200µg Selen + 200mg Q10 dagligt, og 161 fik placebo. Behandlingen varede 4 år, hvorefter man målte forskellige parametre.
Man var specielt interesseret i at måle ændringen i Sirtuin1, et enzymatisk protein (deacetylase), som er vigtigt for cellernes overlevelse, når de udsættes for oxidativt stress, fordi Sirtuin1 øger effekten af visse antioxidanter.
Men ikke nok med det. Sirtuin1 hæmmer også det såkaldte NFκB signal, som er et stof, der ellers giver et kraftigt inflammatorisk respons.
Så hvis man kan øge Sirtuin1, så vil man derved kunne hæmme inflammation og oxidation, -altså netop de to faktorer, som er hovedansvarlige for bl.a. hjerte-kar-sygdomme.
Efter 4 års interventionsperiode fandt man SIRT1 koncentrationen signifikant øget ( fra 252 til 469 ng/ml ) i den aktive gruppe og nedsat ( fra 269 til 190 ng/ml) i placebogruppen.
I en 10-års opfølgende periode døde 25 i den aktive gruppe og 52 i placebogruppen af hjerte-kar sygdom, og de 77 døde havde signifikant lavere SIRT1 koncentration, end resten.
En lille krølle på studiet er, at også det såkaldte mikroRNA bliver påvirket i en retning, der hæmmer ældningen af hjerte-kar systemet. Mikro-RNA medvirker i regulering af gen-aktiviteten. Dette har meget vide konsekvenser for epigenetikken, altså forskellige modifikationer af DNA, som kan tænde eller slukke for generne, og vil givetvis blive udforsket intensivt i fremtiden.

Alehagen og kolleger har i dette videnskabelige forsøg vist, at blot 4 års tilskud af Selen og Q10 hæmmer oxidation og inflammation, og halverer hjerte-kar-dødeligheden over en 10-års periode.

Når nu selen og Q10 er effektive til at hæmme oxidation og inflammation, så er det ikke mærkeligt, at de kan halvere risikoen for at dø at hjerte-kar-sygdom.
Det er mere mærkeligt, at dette ikke er standard rådgivning fra lægestanden, når dokumentationen er så solid.

Pas på dig selv og andre.

Claus Hancke
Speciallæge i almen medicin

D-vitamin mod åreforkalkning

28. januar 2008

D-vitamin modvirker åreforkalkning og beskytter mod fatale følger af højt blodtryk – men D-mangel er enormt udbredt.

Vi er ikke færdige med D-vitamin. Det strømmer ind med data om dette forbavsende stof, der som bekendt slet ikke er et vitamin, men et hormon, der dannes i solbestrålet hud.

Nu er turen kommet til hjerte og kredsløb. Det ser ud til, at risikoen for blodprop i hjertet eller hjernen er langt mindre hos dem, der får D-vitamin nok, dvs. mere end de fleste. I særdeleshed mindsker vitaminet risikoen ved at have forhøjet blodtryk.

Det fremgår af den seneste rapport fra Framingham, den lille by i Massachusetts, hvor man siden 1948 har registreret flere tusinde indbyggeres (og deres efterkommeres) helbred og levevaner for at påvise livsstils-årsager til hjertesygdom. Framingham-studiet er ubestridt det mest berømte af sin art. Når vi i dag tager for givet, at motion, sund kost og Hjertemagnyl forebygger hjertedød, er det Framingham-projektet, vi skal takke for beviserne.

Den aktuelle rapport handler om 1.739 50-70-årige personer, som før undersøgelsen var fri for hjerte- eller kredsløbssygdom. De fik 1996-2000 målt deres D-vitamin-status på blodprøver og blev derpå fulgt i gennemsnitligt 5,4 år (op til 7,6 år). Hvem fik blodprop?

Det gjorde de med mindst D-vitamin i blodet! Efter syv år var der registreret blodprop i hjertet eller hjernen (slagtilfælde) hos hver tiende med blodværdier over 37 nmol/l, men hos ikke mindre end hver fjerde med værdier under 37. Efter korrektion for forskelle i de to grupper mht. alder, køn, kolesterol, rygning, sukkersyge m.m. havde gruppen med højest D-status stadig en hjerte-kar-risiko på kun godt 60% af, hvad man fandt i gruppen med lavest. Holder disse tal, er der betydeligt mere at vinde ved at tage D-vitamin end Hjertemagnyl eller medicin mod kolesterol.

Endnu større gavn af D-vitamin har man tilsyneladende ved forhøjet blodtryk, den vigtigste grund til hjerte-karsygdom. Blandt deltagere med forhøjet blodtryk var risikoen kun halvt så stor for dem, der lå over 37 som for dem, der lå under.

Dette stemmer med andre undersøgelser, hvor lav D-status og højt blodtryk samt forkalkede kransårer i hjertet følges ad. Framingham-rapporten siger det dog stærkere: Den viser, at man kan spå om fremtiden. Mangler du D-vitamin, risikerer du et hjertetilfælde om nogle år!

Vil det sige, at D-vitamin forebygger åreforkalkning? Ja, sådan ser det ud. Det passer også godt med andre forhold: D-vitamin modvirker f.eks. et vigtigt hormon (renin), der sætter blodtrykket i vejret. Cellerne i pulsårer og hjertet forbruger D-vitamin, og hindrer man (ved manipulation med generne) D-vitaminet i at virke på en mus, stiger dens blodtryk stærkt.

Uden fed fisk får man overhovedet ikke D-vitamin fra oktober til maj. Mangel er derfor enormt udbredt. I en europæisk undersøgelse af teenagepiger – også danske – havde mere end hver tredje svær mangel (blodværdier under 25 nmol/l). Og mere end 90% ville, hvis de havde boet i Framingham, være havnet i gruppen med stærk åreforkalkning.

Hvor meget er det klogt at tage? Det er der ingen tommelfingerregel for, men man kan forholde sig til, at der typisk er 200 enheder i en vitaminpille, mens hver anden voksen amerikaner behøver 1.000 enheder for at hæve sin D-status, så den lige akkurat er “acceptabel” (dvs. til 75 nmol/l – amerikanske forskere anbefaler 75-150 nmol/l). Endelig ved man, at det er absolut ufarligt at tage op til 2.000 enheder om dagen.

Luz Tavera-Mendoza og John White, to molekylærbiologer fra det amerikanske Mc Gill Universitet, har som de første opdaget, at D-vitamin får hud og immunforsvar til at danne antibiotika (cathelicidin m.m.), der slår flere bakterier ihjel, herunder TB-bakterier. Det er nok forklaringen på det held, man tidligere havde med at kurere tuberkulose med sollys. De to har i fællesskab forfattet en læseværdig oversigt over den nye forskning og afslører samtidig, hvad de hver især tager af tilskud i de mørke måneder.
Luz, der er en yngre kvinde, tager 1.000 enheder (25 mikrogram).
John, der er en yngre mand, tager 4.000 enheder (100 mikrogram).
Niels Hertz


Referencer:

1. Wang TJ et al. Vitamin D deficiency and risk of cardiovascular disease. Circulation 2008;117:000-000.
2. Tavera-Mendoza L, White J. Celle defences and the sunshine vitamin. Scientific American 2007 (11):36-44.

circ.ahajournals.org
www.sciam.com

Klar tale om antioxidanter og åreforkalkning

19. december 2006

Sammenhængen mellem åreforkalkning og frie radikaler er meget stærk. Det er ikke modbevist, at de bør bekæmpes. Det er nemlig ikke undersøgt.

Der er som bekendt et problem med antioxidanter: Det er ikke bevist, at de forebygger åreforkalkning eller kræft.

Det er mærkeligt, for der er nærmest fuld enighed om, at det, som antioxidanterne bekæmper, nemlig frie radikaler, er hovedårsagen til disse dræbersygdomme. Hvorfor er deres rygte så ikke bedre?

Der er mange forklaringer. En af dem er, at de har haft dårlig presse. De virker, men svindlere manipulerer med tallene og påstår det modsatte, hævder nogen. Ikke uden grund. For et par år siden måtte bl.a. en dansk forsker til sin fortrydelse meddele, at antioxidanter nedsætter risikoen for kræft med omkring 10%. Det var ganske vist ikke statistisk sikkert, men ærgrelsen var alligevel så stor, at han simpelthen måtte gå i den modsatte grøft: I TV erklærede han frejdigt, at man havde opdaget, at antioxidanter “simpelthen accelererer kræftcellerne”. De var rene giftstoffer, forstod man.

Sagde han virkelig det? Javist! Men mindre grov manipulation foregår også. En yndet metode er f.eks. at ignorere positive resultater. I Motions- og Ernæringsrådets seneste rapport om antioxidanter beskriver man bl.a. den unikke franske SU.VI.MAX-undersøgelse, der viste, at tilskud af antioxidanter nedsætter mænds dødelighed med over en tredjedel! Trods det enestående resultat omtales den overhovedet ikke i konklusionen. Gemt er glemt.

Når SU.VI.MAX er unik, er det fordi, det er det eneste store, mangeårige lodtræknings-forsøg, hvor man har brugt en bred vifte af antioxidanter (C- og E-vitamin, selen, betakaroten og zink) i stedet for kun én eller to. Derved tør man tro, at de frie radikaler virkelig bliver angrebet. Store mængder af kun én antioxidant kan have modsat virkning, dvs. øge mængden af frie radikaler.

Manipulation er én ting, men hvad med selve undersøgelserne? Det billede tegner sig stadig stærkere, at mange af dem antageligt er udført med lidet virksomme antioxidanter i lidet virksomme doser eller kombinationer.

Tænk på åreforkalkning. Der er meget stor enighed om, at åreforkalkning i grove træk skyldes, at frie radikaler ilter det såkaldte LDL-kolesterol, som derpå fremkalder forkalkningen. Derfor bør man logisk set kunne bremse den ved at neutralisere de frie radikaler. Bemærk altså hvad teorien siger: Hvis man neutraliserer de frie radikaler, bremser man åreforkalkningen!

Forkerte undersøgelser
Men desværre er det ikke det, man har undersøgt! Man har ganske vist undersøgt for åreforkalkning, men man har ikke undersøgt, om der blev færre frie radikaler og dermed, om man havde brugt den rette behandling. Hvis forkalkningen aftog, ville man altså ikke kunne vide, om det var af den grund. Bl.a. har man gjort forsøg med E-vitamin uden at måle frie radikaler. Ofte har man end ikke målt, om vitaminet blev optaget fra tarmen, en nødvendig forudsætning for virkning. Når man har målt det, var stigningen i blodet oftest ubetydelig.

Men neutraliserer et tilskud af E-vitamin da ikke altid frie radikaler? Ikke nødvendigvis. Det er nok klogest at kombinere med andre antioxidanter (eks. C-vitamin, selen). I et forsøg, hvor man gav deltagerne op til 2.000 mg – langt mere end i kosttilskud – fandt man overhovedet ingen neutralisering.

Under enhver ordentlig medicinsk behandling kontrollerer man, at medicinen gør, hvad den skal. Når en diabetiker f.eks. får insulin, ved man, at det trænger ud i vævene. Så skal blodsukkeret falde. Det måler man. Selvfølgelig! Men den slags banale målinger mangler i de kliniske forsøg med antioxidanter. Det er hverken undersøgt, om deltagerne på forhånd var belastede med frie radikaler eller om de blev mindre belastede af behandlingen. Det er, som hvis man gav en person insulin, men hverken vidste, om han havde sukkersyge, eller om hans blodsukker faldt.

Hvorfor er det ikke målt? Det skyldes næppe ond vilje, men man har manglet gode målemetoder. Dem har man i højere grad nu.

Frie radikaler ilter som nævnt LDL-kolesterol. Et hold forskere fra Cleveland har nu peget på, at to af iltningsprodukterne er særdeles gode markører for åreforkalkning i hjertets kransårer: 9-HETE og F2-isoprostan. Afhængigt af mængden i blodet kunne to personer med samme alder, køn, blodtryk, rygevaner og kolesterol have vidt forskellig sandsynlighed for stærk åreforkalkning i hjertets kransårer. Hvis den ene lå i højeste fjerdedel mht. F2-isoprostan, mens den anden lå i laveste, var den førstes risiko ti gange større end den andens! En gigantisk forskel.

Omridset af mere rimelige forsøg med antioxidanter og åreforkalkning tegner sig:
Der skal gives en bred vifte af antioxidanter, ikke bare en enkelt.

Deltagerne skal have forhøjede værdier af f.eks. F2-isoprostan. Ellers ved man ikke, i hvilket omfang der er brug for antioxidanter.

Det skal måles, at mængden af eks. F2-isoprostan – som udtryk for frie radikaler – falder under behandlingen. Ellers er forsøget nytteløst.

Intet af dette er endnu gjort. Den kliniske forskning i antioxidanter er i sine barnesko!
Niels Hertz


Referencer:

1. Shishehbor MH et al. Systemic elevations of free radical oxidation products of arachidonic acid are associated with angiographic evidence of coronary artery disease. Free Radical Biology & Medicine 2006;41:1678-83.
2. Hercberg S et al. The SU.VI.Max study. Arch Int Med 2004;164:2335-2342
3. Meagher E et al. Effects of vitamin E on lipid peroxidation in healthy persons. JAMA 2001;285:1178-82.

Med dette nyhedsbrev vil vi gerne ønske vore abonnenter en rigtig
glædelig jul og et godt nytår !

www.elsevier.com/wps/find/journaldescription.cws_home/525469/description
jama.ama-assn.org
archinte.ama-assn.org

Selen beskytter hjertet

14. november 2006

En metaanalyse viser, at selen beskytter hjertet mod åreforkalkning. 50% mere selen svarer til 25% mindre risiko for blodprop.

Beskytter selen mod åreforkalkning og blodprop i hjertet? Det har der længe været uenighed om. Nu har forskere fra Johns Hopkins Universitetet i Baltimore forsøgt at skabe overblik over de utallige undersøgelser. I en såkaldt metaanalyse gennemgår de et større udvalg af befolkningsundersøgelser – hvor man f.eks. følger en stor gruppe mennesker i mange år og ser, hvem der får ondt i hjertet – samt de kun seks acceptable lodtrækningsforsøg, der er udført.

Resultatet er opmuntrende, selv om man som sædvanligt må sige, at den endelige dom ikke er afsagt.

På forhånd er der gode grunde til at tro, at selen beskytter mod åreforkalkning. Vigtigst er måske, at selen indgår i et antioxiderende enzym, Glutathion-peroxidase (GSHpx), som modvirker iltning af blodets fedtstoffer, en iltning der er et afgørende led i åreforkalknings-processen. Man ved, at mennesker, der får så lidt selen som det er almindeligt i Danmark, forhøjer dannelsen af dette enzym, når de får mere selen.

Et andet selenprotein (selenoprotein P) formodes at beskytte blodkarrenes inderside mod angreb af iltede fedtstoffer og frie iltradikaler. Også dette burde forebygge åreforkalkning.

Endelig binder selen sig ret fast til giftige metaller som kviksølv, cadmium og arsen, som alle mistænkes for at fremme åreforkalkning. Hvis man – som flere eksperter – mener, at afgivelsen af kviksølv fra amalgamplomber kan medføre åreforkalkning og anden dårligdom, er det logisk at indtage ekstra selen for at modvirke skaderne.

Tiden tæller med
Hvad siger så undersøgelserne? Befolkningsundersøgelserne viser sammenlagt, at når selenkoncentrationen i serum stiger med 50%, falder risikoen for hjertetilfælde (som følge af åreforkalkning) med ca. 25%. Det er til at huske. Under danske forhold skal der rundt regnet en selenpille (100 mikrogram) til for at forøge blodets indhold af selen med 50%.

Kan man så regne med, at hvis man tager selen i form af en enkelt pille – andre muligheder er der ikke, hvis man vil have mere selen – har man mindsket sin hjerterisiko 25%?

Nej, siger forfatterne, for vender man sig til de mere præcise lodtrækningsforsøg, finder man sammenlagt kun en risikoreduktion på 11%. Desuden ved vi af sørgelig erfaring, at befolkningsundersøgelser kan snyde. Af uklare grunde tegner de ofte et lidt for rosenrødt billede af virkeligheden.

Men der er også indlysende indvendinger mod indvendingerne. Befolknings-undersøgelser følger mennesker, der måske livet igennem har fået den angivne mængde selen. Samtidig er åreforkalkning en proces, der udvikler sig fra den tidligste ungdom. Det er ikke rimeligt at forlange, at et selentilskud gennem nogle få år i et lodtrækningsforsøg skal have samme virkning. Typisk varede lodtrækningsforsøgene godt tre år.

Snarere kunne man slutte, at det gælder om at få selen nok – tidligt nok.
Vitalrådet.


Reference:

Flores-Mateo et al. Selenium and coronary heart disease: A meta-analysis. Am J Clin Nutr 2006;84:762-73

www.ajcn.org

C-vitamin mod åreforkalkning

23. marts 2006

En engelsk undersøgelse tyder på, at C-vitamin bekæmper inflammation. Derfor modvirker det sandsynligvis også åreforkalkning og blodprop.

Sammenholder man en gruppe menneskers spisevaner med deres risiko for blodprop i hjertet, får man indtryk af, at C-vitamin beskytter mod blodprop. Men vil man gøre et kontrolleret lodtrækningsforsøg for at se, om C-vitamintilskud skåner udsatte personer for blodprop, har det hidtil været svært, at få øje på virkningen. Sådan har det været hidtil, selv om man kan indvende, at mange af forsøgene har haft mangler.

Uanset indvendinger er det en udbredt opfattelse, at bolden er lagt død.

Man siger godt nok, at C-vitamin ikke beskytter mod åreforkalkning. Men passer det?
En nylig oversigt kunne tyde på, at bolden alligevel ikke er lagt død. Den viser nemlig, at C-vitamin modvirker inflammation – dvs. betændelsesagtige reaktioner. Samtidig er der udbredt enighed om, at åreforkalkning i vidt omfang skyldes inflammation. Beskytter C-vitamin så ikke mod åreforkalkning?

For at forstå problemet, er det nødvendigt med en lille omvej:
Indtil for 20-30 år siden tænkte man på åreforkalkning som en proces, der i grove træk består i aflejring af kolesterol i karvæggen, med efterfølgende aflejring af kalk. I dag tænker man på, at pulsårer består af levende celler, og at både aflejring af kolesterol og fortykkelse af karvæggen hænger sammen med inflammation. Det samme gælder den bristning i overfladen ind mod blodstrømmen – med udtømmelse af kolesterol- og celleprodukter – der får blodplader m.m. til at klumpe sig sammen og give blodprop.

Inflammationens betydning fremgår pudsigt nok af den salgssucces, kolesterolsænkende medikamenter – de såkaldte statiner – har. Det kan ikke nægtes, at de redder liv, men er det fordi de sænker blodets kolesterol?

C-vitamin sænker CRP
Her er der tvivl. Statiner mindsker ikke kun kolesterol, men modvirker også inflammation. Det kan direkte måles på en simpel blodprøve (CRP), som hundrede tusinder af danskere får taget, når lægen f.eks. vil vide, om de har betændelse i kroppen. De to virkninger af statiner – sænkning af CRP og sænkning af kolesterol – følges ikke nødvendigvis ad, men risikoen for blodprop i hjertet stemmer bedre med værdien af CRP end kolesterol. I et aktuelt forsøg, hvor statiner formindskede hjerterisikoen med ca. 30%, hang denne gunstige virkning statistisk sammen med værdien af CRP – ganske uanset værdien for kolesterol! Det ser ud til, at CRP er vigtigere end kolesterol!

Og hermed kan vi vende tilbage til C-vitamin. Sænker C-vitamin CRP, lige som statinerne gør?
I et par små lodtrækningsforsøg har man undersøgt, om det er tilfældet. I begge forsøg var dagsdosis omkring 500 mg C-vitamin. I det ene (på rygere) aftog CRP mærkbart, i det andet skete der intet. De modstridende resultater er nu belyst ved en undersøgelse af 3258 rimeligt kredsløbs-raske engelske mænd i alderen 60-79 år.

Hovedresultatet var, at jo mere C-vitamin mændene havde i blodet (serum), jo mindre var deres CRP. Den fjerdedel, der lå højest mht. C-vitamin i blodet (med eller uden hensyntagen til kosttilskud), havde de laveste CRP-værdier. Forskellen var overvældende statistisk sikker.

Samtidig pegede andre målinger på, at sandsynligheden for ”irritabilitet” af karvæggene (endotelial dysfunktion) også var mindst i øverste C-vitamingruppe. Der er almindelig enighed om, at denne ”irritabilitet” afspejler en tendens til åreforkalkning.

C-vitamin synes altså at sænke CRP, som er en vigtig indikator for inflammation – og dermed for risiko for at dø af blodprop. Bolden er i spil igen!
Vitalrådet.


Referencer:

1. Ridker et al. C-reactive protein levels and outcomes after statin therapy. N Engl J Med 2005;352:20-8
2. Ridker PM, C-reactive protein levels and outcomes after statin therapy. N Engl J Med. 2005 Jan 6;352(1):20-8
3. Libby P. Inflammation and cardiovascular disease mechanisms. Am J Clin Nutr 2006;83(Suppl):456S-60S
4. Goya S et al. Associations of vitamin C status, fruit and vegetable intakes, and markers of inflammation and hemostasis.
Am J Clin Nutr 2006;83:567-74
5. Ishwarlal J et al. Is vitamin C an anti-inflammatory agent? Am J Clin Nutr 2006;83:525-6
6. Mora S Justification for the Use of Statins in Primary Prevention: an Intervention Trial Evaluating Rosuvastatin (JUPITER)–can C-reactive protein be used to target statin therapy in primary prevention?Am J Cardiol. 2006 Jan 16;97(2A):33A-41A. Epub 2005 Dec 1.
7. Bruunsgaard H, Long-term combined supplementations with alpha-tocopherol and vitamin C have no detectable anti-inflammatory effects in healthy men. J Nutr. 2003 Apr;133(4):1170-3.
8. Block G Plasma C-reactive protein concentrations in active and passive smokers: influence of antioxidant supplementation. J Am Coll Nutr. 2004 Apr;23(2):141-7.
content.nejm.org
www.ajcn.org
www.nutrition.org

Mangel på D-vitamin medvirker muligvis til åreforkalkning

6. december 2005

Oversat særtillæg:

Åreforkalkning skyldes muligvis D-vitaminmangel
Den teori fremsættes i nedenstående nyhedsbrev om paradokser og paradigmer fra det amerikanske Vitamin D Council.
Nyhedsbrevet er så spændende og veldokumenteret, at vi valgte at oversætte det og udsende det som en service for vore abonnenter.

Citat i oversættelse:

“D-vitamin-nyhedsbrevet
December 2005

Paradigmer og paradokser

Dette er et periodisk nyhedsbrev fra D-vitaminrådet
(www.cholecalciferol-council.com), en non-profitorganisation som forsøger at gøre en ende på epidemien af D-vitaminmangel.

Dette nyhedsbrev er ikke beskyttet af copyright. Det må gerne reproduceres og videresendes via internettet.

Klik på Vitamin D Newsletter sign-up page
(www.cholecalciferol-council.com/cgi-bin/dada/mail.cgi?flavor=subscribe&email=email+address),
hvis du ønsker at abonnere på nyhedsbrevet.

Sidste måned publicerede Dr. Armin Zittermann, Ruhr Universitetet i Tyskland, månedens bedste D-vitaminartikel. Han gennemgik de stadig stærkere indicier for, at D-vitaminmangel er en hovedgrund til hjertesygdom.
Br J Nutr. 2005 Oct;94(4):483-92.

Lad os, før vi begynder, snakke om paradigmer og paradokser. Et paradigme er et sæt af formodninger, begreber og handlemåder, som udgør en måde at anskue virkeligheden på. Det aktuelle paradigme er, at hjertesygdom skyldes en kombination af arvelige forhold, forhøjet blodtryk, diabetes, kolesterol, rygning, fedme, inaktivitet og kost. Et paradoks er et faktum, der modsiger et paradigme.

Framingham risiko-formlen er et forsøg på at bruge de mest pålidelige risikofaktorer i paradigmet til at forudsige, hvem der vil få hjertesygdom. Da man anvendte den på engelske mænd gennem ti år, fandt man, at 84 % af alle tilfælde af hjertesygdom optrådte hos mænd, der ifølge klassifikationen havde lav risiko. Ydermere var 75 % af de mænd, der var klassificerede som værende i høj risiko, stadig uden hjertesygdom ti år senere. Det ser ud til, at ligningen mangler et par variable.
BMJ. 2003 Nov 29;327(7426):1267.

Der er adskillige interessante hjertesygdomsparadokser. Hvor godt kender du dem? Lad os lave en lille quiz.

1. Det franske paradoks er den observation, at hjerte-kar-sygdom forekommer relativt sjældent i Frankrig trods et højt indtag af mættet fedt.

A. Sandt
B. Falsk

Sandt. Dette paradoks er måske det bedst kendte af hjerte-kar-sygdoms-paradokserne. Den mest almindelige forklaring er, at franskmændene elsker rødvin og de antioxidanter, den indeholder. Paradokset blev først beskrevet i 1987, før hudlægerne skræmte franskmændene ud af bikinierne. Hyppigheden af hjerte-kar-dødsfald i Frankrig er meget mindre i syd og vest end i nord.
En af verdens bedste D-vitaminforskere, Dr. Marie Chapuy, fandt, at D-vitaminniveauet i blodet hos raske voksne i Frankrig følger samme mønster, med en gennemsnitlig værdi på 38 nanogram/milliliter (ng/ml) i det mere solrige og tørre syd og vest, men mindre end halvt så meget (17 ng/ml) i det koldere, regnfulde og mere forurenede nord.
Arch Mal Coeur Vaiss. 1987 Apr;80 Spec No:17-21.
Hypertension. 2005 Oct;46(4):645-6. Epub 2005 Sep 12.
Hypertension. 2005 Oct;46(4):645-6. Epub 2005 Sep 12.
Osteoporos Int. 1997;7(5):439-43.

2. Det israelske paradoks er den observation, at hjerte-karsygdom forekommer hyppigt I Israel trods højt indtag af flerumættede n-6-fedtsyrer.

A. Sandt
B. Falsk

Sandt. Ifølge det gældende paradigme formodes flerumættede fedtsyrer fra plantefrøolier at sænke risikoen for hjertesygdom. Et højt forbrug af disse olier synes imidlertid ikke at hindre israelerne i at dø af hjerteanfald. Israelerne har, trods deres solrige vejr, høj hyppighed af D-vitaminmangel. Det gennemsnitlige D-vitamin-niveau hos raske voksne i Libanon, lige ved siden af, er kun 9,7 ng/ml – farligt lavt. Raske jødiske mødre, specielt de ortodokse, har lav D-vitaminstatus.

(Hvis du undrer dig over, hvordan de proinflammatoriske n-6-olier skulle kunne hjælpe mod hjertesygdom, så er én mulighed den, at de løsner D-vitaminet fra dets bindingsprotein og derved skaber mere frit tilgængeligt D-vitamin. Tilsyneladende har israelerne ikke nok D-vitamin at frigøre i deres blod).
Isr J Med Sci. 1996 Nov;32(11):1134-43.
Isr Med Assoc J. 2004 Feb;6(2):82-7.
J Bone Miner Res. 2000 Sep;15(9):1856-62.
Isr Med Assoc J. 2001 Jun;3(6):419-21.
J Steroid Biochem Mol Biol. 1992 Sep;42(8):855-61.

3. Det italienske paradoks er den observation, at en befolkning af storrygere har lav hyppighed af hjerte-kar-sygdom.

A. Sandt
B. Falsk

Sandt. Den samlede dødelighed af hjerte-kar-sygdom i Italien, et land af storrygere, er forholdsvis lav. Før du siger, det er på grund af olivenolien og vinen, så spørg dig selv, hvor oliventræer og vinstokke gror – i solen. Mindst to gode studier viser imidlertid, at D-vitamin-status i Europa er et paradoks. Jo nærmere en europæer lever ækvator, jo ringere D-vitamin-status.
Et italiensk studie viste ikke desto mindre, at raske romerske bloddonorer havde robuste D-vitamin-niveauer på 48 ng/ml om sommeren. Selv gennemsnitlige postmenopausale italienske kvinder nåede op på 36 ng/ml om sommeren. Enhver der har rejst i Italien ved, at de fleste italienere elsker solen. Som det gamle italienske ordsprog siger: Hvor solen ikke kommer, kommer doktoren.
QJM. 2000 Jun;93(6):375-83.
Br J Nutr. 1999 Feb;81(2):133-7.

4. Det nordirske paradoks er den observation, at i en befolkning med meget høj hyppighed af kransåreforkalkning er hyppigheden af de forventede risikofaktorer ikke særligt høj.

A. Sandt
B. Falsk

Sandt. Faktisk var den alderskorrigerede dødelighed af forkalkning i hjertets kransårer mere end fire gange højere i Belfast end i Toulouse i Frankrig, trods næsten identiske risikofaktorer. Der skete 761 dødsfald pr. 100.000 i Belfast sammenlignet med 175 i Toulouse. Dette er svært at forklare ud fra det gældende paradigme.
Det er interessant, at Belfast ligger på 54 grader nordlig bredde, ved havniveau, og har 257 regnvejrsdage om året. Toulouse ligger 11 grader nærmere ækvator, dets højde er 500 fod nærmere solen, og Toulouse har kun 74 regnvejrsdage om året. Meget mere D-vitamin i Toulouse!
QJM. 1995 Jul;88(7):469-77.
QJM. 1998 Oct;91(10):667-76.
Weatherbase, Belfast.
Weatherbase, Toulouse.

5. Det indiske paradoks er den observation, at byboere i Indien har høj hyppighed af kransåresygdom trods lavt indtag af mættet fedt.

A. Sandt
B. Falsk

Sandt. Forskere fandt, at en kost med lavt indhold af mættet fedt ikke hindrede hjertesygdom hos byboere i den af messingindustri forurenede by Moradabad i Nordindien. Forfatterne nævnte ikke, at luftforurening dramatisk forringer D-vitaminstatus.
J Am Coll Nutr. 1998 Aug;17(4):342-50.
Arch Dis Child. 2002 Aug;87(2):111-3.

6. Det svenske paradoks er den observation, at den stærke sammenhæng mellem koldt vejr og hjertesygdom i Sverige ikke kan forklares ved de sædvanlige risikofaktorer.

A. Sandt
B. Falsk

Sandt. Forskere forsøgte at forklare, hvorfor hjertedødeligheden er højere blandt svenskere, når de bor i det nordlige, koldere Sverige. Hvor meget de end forsøgte, kunne de ikke støtte det gældende paradigme for hjertesygdomme. De nævnte ikke, at koldt vejr er en markør for lav D-vitamin-status, eftersom udendørs aktivitet i kulde både er begrænset og kræver mere tøj.
Scott Med J. 1991 Dec;36(6):165-8.

Pointen ved disse seks paradokser er simpel. Vort gældende paradigme for forståelse af hjertesygdom er ukomplet. En eller flere hovedgrunde til hjertesygdom er stadig ukendte. Én teori – teorien om at D-vitaminmangel er en væsentlig grund til hjertesygdom – kan måske forklare disse paradokser.

7. Robert Scragg, assisterende professor i epidemiologi ved University of Auckland, foreslog som den første, at D-vitaminmangel spiller en rolle ved hjerte-kar-sygdom.

A. Sandt
B. Falsk

Sandt. I de sidste 25 år har Dr. Scragg forsøgt at overbevise alle, der vil lytte, om at D-vitaminmangel forklarer mange af observationerne om hjertesygdom. De omfatter det faktum, at hjertesygdom er mere udbredt i lande mod nord, hos afroamerikanere, hos ældre, inaktive og fede. Husk, at D-vitamin-status er ringere i lande på nordlige breddegrader, om vinteren, hos afroamerikanere, hos ældre, hos inaktive og fede. Højden over havet er den mindst kendte af disse sammenhænge. Den alderskorrigerede dødelighed af hjertesygdom i USA viste i 1979 en slående omvendt sammenhæng med højden over havet. Det var før solforskrækkelsen satte ind. De amerikanske indbyggere, der bor i de største højder, har kun halvt så stor hjertedødelighed som dem, der lever ved havets overflade. For 35 år siden observerede Leaf, at de fleste længe-levende befolkninger i verden lever i stor højde.
Int J Epidemiol. 1981 Dec;10(4):337-41.
J Chronic Dis. 1979;32(1-2):157-62.
Sci Am. 1973 Sep;229(3):44-52.

8. Dr. Scragg viste, at højere D-vitamin-niveauer hænger sammen med lavere risiko for hjertesygdom.

A. Sandt
B. Falsk

Sandt. I 1979 fandt Tromsø Heart Study, at korrigerede D-vitaminniveauer viste det samme.
Int J Epidemiol. 1990 Sep;19(3):559-63.
Br Med J. 1979 Jul 21;2(6183):176.

9. Dr. Scragg er en så god videnskabsmand, at han derpå publicerede et studie, der syntes at modbevise hans teori.

A. Sandt
B. Falsk

Sandt. Han observerede, at en enkelt oral dosis af 100.000 enheder D-vitamin ikke havde nogen indvirkning på risikofaktorer (kolesterol og blodtryk) fem uger senere. Dette syntes at modbevise hans teori, men han publicerede data alligevel, et godt kendetegn på en god videnskabsmand. Vi ved nu, at 100.000 enheder er en lille dosis, og at en sådan ”stødterapi” ikke er fysiologisk. Den lille enkelt-dosis vil hæve D-vitaminniveauet en måned eller to, men derpå falder det hurtigt og har ringe fysiologisk virkning allerede efter fem uger.
Eur J Clin Nutr. 1995 Sep;49(9):640-6.

10. Zittermann fremhæver, at D-vitamin reducerer proliferationen (væksten) af glatte muskler, reducerer forkalkning i blodkar, mindsker parathyreoideahormon-niveauer, mindsker C reaktivt protein (CRP) og andre markører for inflammation samt mindsker renin, hvilket alt sammen burde forhindre eller bedre hjertesygdom.

A. Sandt
B. Falsk

Sandt. Han diskuterer de fleste af de eksisterende indicier for, at hjertesygdom kan forbindes med D-vitaminmangel. D-vitaminteorien om hjertesygdom forklarer den ekstra hjertedødelighed under nordlige breddegrader, ved havets overflade og om vinteren. Ydermere forklarer teorien den større hyppighed hos afroamerikanere, ældre, inaktive og fede, eftersom disse grupper har signifikant mindre D-vitamin i blodet.
Br J Nutr. 2005 Oct;94(4):483-92.

11. I 2003 opdagede Zittermann, at patienter med hjertesvigt (congestive heart failure, CHF) har meget lidt D-vitamin i blodet.

A. Sandt
B. Falsk

Sandt. Han fandt desuden, at et protein (NT-proANP), som udtrykker sværhedsgraden af CHF, var omvendt forbundet med D-vitamin-niveauet.
J Am Coll Cardiol. 2003 Jan 1;41(1):105-12.

12. Blodets indhold af kolesterol er højere på nordlige breddegrader, ved lav højde og om vinteren.

A. Sandt
B. Falsk

Sandt. Breddegradens indflydelse på kolesterol i det førstnævnte studie er ganske bemærkelsesværdig. I det græske studie var total-kolesterol for både mænd og kvinder signifikant lavere ved stor højde over havet, til trods for at kosten var den samme. Årstidsvariationerne i kolesterol er velkendte og kan ikke forklares ved årstidsvariationer i kosten.
QJM. 1996 Aug;89(8):579-89.
J Epidemiol Community Health. 2005 Apr;59(4):274-8.
J Clin Epidemiol. 1988;41(7):679-89.
Chronobiol Int. 2001 May;18(3):541-57.

13. Blodtrykket er højere på nordlige breddegrader, ved lavere højde, om vinteren, hos afroamerikanere, hos ældre og hos fede.

A. Sandt
B. Falsk

Sandt. Højt blodtryk er et af de stærkeste varsler om hjertesygdom. Her kan seks facts om forhøjet blodtryk forklares med én teori: D-vitamin.
Hypertension. 1997 Aug;30(2 Pt 1):150-6.
Ann Hum Biol. 2000 Jan-Feb;27(1):19-28.
Harv Health Lett. 2005 Sep;30(11):8.

14. Diabetes er mere almindelig på nordlige breddegrader, ved lavere højde, hos afroamerikanere, blandt de ældre og de fede. Både blodsukker og HbA1c er højere om vinteren.

A. Sandt
B. Falsk

Sandt. Seks yderligere facts kan forklares med én teori: D-vitamin.
Eur J Epidemiol. 1991 Jan;7(1):55-63.
Nutrition. 2001 Apr;17(4):305-9.
Diabetes Res Clin Pract. 2005 Aug;69(2):169-74. Epub 2005 Jan 12.
Diabetologia. 1982 Apr;22(4):250-3.
Am J Epidemiol. 2005 Mar 15;161(6):565-74.

15. To studier viser, at D-vitamin signifikant sænker C-reaktivt protein (CRP), som måske er bedre til at forudsige hjertesygdom end LDL-kolesterol.

A. Sandt
B. Falsk

Sandt. Det belgiske studie fandt en signifikant virkning på CRP selv om deres høj-dosis D-vitamingruppe kun fik 500 enheder om dagen.
QJM. 2002 Dec;95(12):787-96.
J Clin Endocrinol Metab. 2003 Oct;88(10):4623-32.

16. Den samlede dødelighed er signifikant lavere hos personer med høje D-vitamin-niveauer.

A. Sandt
B. Falsk

Sandt. Studiet er imidlertid finsk og ikke oversat til engelsk (meddelelse fra forfatteren).
Seppanen R, Marniemi J, Alanen E, Impivaara O, Jarvislo J, Ronnemaa T, et al. Ravinnon ja seerumin vitamiinit ja kivennaisaineet vanhusten kuolleisuuden ennustajina. Suom Laakaril 2000;42:4255-60 [Finnish]. Reported in Nutr Metab Cardiovasc Dis. 2005 Jun;15(3):188-97.

17. Det er nu et videnskabeligt bevist faktum, at D-vitamin både forebygger og hjælper mod hjertesygdom.

A. Sandt
B. Falsk

Falsk. Som på så mange områder af D-vitaminforskningen mangler vi det definitive interventionsforsøg, der kan afgøre sagen. Det ville være simpelt for sundhedsmyndighederne at støtte et forsøg, der gik ud på at give hjertepatienter en reel fysiologisk dosis (5.000 enheder/dag) af D-vitamin i et år og se, om CRP, proinsulin, blodtryk, kolesterol, legemsvægt, hjerteanfald eller dødsrate aftog.
Vi må vente nogle år, til videnskaben finder ud af, om D-vitamin forebygger og/eller afhjælper hjertesygdom. Mens du venter, har du et valg. Du kan vente i D-vitaminunderskud (blodniveauer mindre end 40 ng/ml) eller du kan vente som en person, der får D-vitamin nok (omkring 40-60 ng/ml). Valget er dit – et nyt Pascal’s væddemål (Pascal’s Wager) – denne gang er det dit hjerte, du vædder om.

Husk desuden, at mens du venter på flere studier, at D-vitamin bør indtages dagligt, ikke månedligt eller ugentligt. Det bør opnås fysiologisk, ikke på den alt-derpå-intet-måde som ville ske, hvis du tog 100.000 enheder en dag om måneden og intet de øvrige 29 dage. Det er sandsynligt, at høje blodniveauer efterfulgt af lave niveauer skader. Grunden er, at faldende blodniveauer nulstiller de enzymer, der opretholder normale mængder D-vitamin inde i cellerne, hvilket resulterer i lavt indhold i cellerne.
Int J Cancer. 2004 Sep 1;111(3):468; author reply 469.

D-vitamin burde indtages på den måde det menneskelige genom indtog det under dets udvikling i det subækvatorielle Afrika, dvs. Som en konstant mængde hver dag. Hvis du bor mod syd kan du gå ud i solen nogle få minutter hver dag. Lever du mod nord, kan du solbade i de varmere måneder og bruge en sol (sunlamp) eller tage naturligt D-vitamin (cholecalciferol) om vinteren.

Voksne nordboere kunne tage 5.000 enheder (125 mikrogram) om dagen sidst på efteråret, om vinteren og i det tidlige forår, noget mindre i det sene forår og det tidlige efterår, og intet i sommermånederne – afhængigt af solvaner. Børn over 22 kilo behøver 2.000-enheder (50 mkg) hver dag, mens børn, der vejer mindre, behøver omkring 1.000 enheder (25 mkg) dagligt i de koldere måneder. Kun få behøver tilskud om sommeren, hvis man ser bort fra folk med solskræk. Få D-vitamin nok til at sikre stabile D-vitaminniveauer (omkring 50 ng/ml 25-hydroxy-vitamin D) i blodet året rundt.

Sidste spørgsmål: Bør patienter, der dør af hjertesvigt, have lov til at dø med D-vitaminmangel? Ifølge det gældende paradigme er svaret ja. I det mindste besværer ingen af de hjertelæger, jeg kender, sig med at kontrollere D-vitamin i blodet. I betragtning af den videnskabelige litteratur er dette en smule paradoksalt.”

John Cannell, MD
www.cholecalciferol-council.com
9100 San Gregorio Road
Atascadero, CA 93422
USA
_____________________________

www.cholecalciferol-council.com
www.iom.dk

K-vitamin mod knogleskørhed og åreforkalkning

22. august 2005

Forskere anbefaler tilskud af K-vitamin. Behovet kan være langt større end antaget. Underskud giver svage knogler og forkalkede pulsårer.

K-vitamin ”burde stærkt overvejes som kosttilskud” til bl.a. kvinder efter overgangsalderen og til diabetikere, der har høj risiko for både knogleskørhed og åreforkalkning. Vitaminet er yderst ugiftigt, og det ser ud til at bekæmpe begge tilstande.

Dette er den ret kompromisløse konklusion på en ny videnskabelig oversigt over K-vitamin, som netop er publiceret i American Journal of Health-System Pharmacy, som er et seriøst, men lidet kendt, fagtidsskrift.

Trods bladets sikkert lille fanskare vil det meget direkte budskab om K-vitamin dog gå verden rundt. Det blev nemlig straks offentliggjort i sin helhed af www.medscape.com, verdens største faglige internetside for læger. Medscape har millioner af abonnenter verden over.

K-vitamin findes næsten udelukkende i grønne grønsager. Der er så godt som intet i andre af vore fødevarer. Det har man før set stort på, fordi man mente, at bakterier i tyktarmen holder os velforsynede med vitaminet. Det gør de ikke!

I dag anbefaler man officielt (i USA), at man sikrer sig omkring 100 mikrogram om dagen, svarende til ca. 75 gram grøn salat, grønkål, spinat etc. Så får man nok til, at blodet størkner normalt.

Men i følge artiklen er det langt fra nok at sikre blodets koagulation. Vitaminet er lige så vigtigt for knogler og pulsårer, og optimal virkning her kræver langt mere. I forsøg med K1-vitamin har man typisk satset på 10 gange så meget (1.000 mikrogram om dagen). Det kan man roligt gøre, for der er ingen bivirkninger. Det har der end ikke været, når man har brugt 45.000 mikrogram K2-vitamin om dagen – 4-500 gange det anbefalede – i op til flere år.

K-vitamin har til opgave at sætte bestemte proteiner i stand til at binde kalk. Det sker ved, at vitaminet hæfter en svag syre (karboxylgruppe) på proteinet, der nu som en slags kran kan opsnappe og flytte kalken hen, hvor den behøves. Det protein, det drejer sig om i knoglerne, hedder osteocalcin og dannes under medvirken af D-vitamin. Ved hjælp af den svage syre kan osteocalcin optage kalk fra blodet og placere det i knoglerne. I Japan har man længe brugt K-vitamin mod knogleskørhed.

I forkalkede pulsårer, f.eks. hjertets kransårer, sker det modsatte. Her formoder man, at K-vitamin hindrer aflejring af kalk ved at forsyne et bestemt protein med den samme syre. Mangler dette protein, eller er det ødelagt og uimodtageligt for syren, forkalker åren hurtigt. Det viser dyreforsøg. Normalt fjerner kranen åbenbart kalk fra pulsårerne, så det ikke bliver aflejret.

Det er en ganske revolutionerende teori, at der findes et protein, der forhindrer åreforkalkning, og at alt hvad der skal til for at danne det, er K-vitamin. Men teorien støttes stærkt fra hollandsk side: I et treårigt lodtrækningsforsøg med ældre kvinder fik halvdelen 1.000 mikrogram K1-vitamin om dagen, mens resten, uden at vide det, fik placebo (snydepiller).

Før og efter de tre år målte man stivheden af kvindernes halspulsårer – som udtryk for graden af åreforkalkning. Da de tre år var gået, var den uændret hos de kvinder, der havde fået K-vitamin, mens naturen var gået sin triste gang hos resten: Deres halspulsårer var blevet 8% stivere.

Det mærkelige fænomen, at der med alderen forsvinder kalk fra knoglerne, mens det ophobes i pulsårerne, har man kaldt ”forkalkningsparadokset”. Aldersfænomener er uden tvivl en del af forklaringen, men det er mangel på K-vitamin sandsynligvis også. Det er uden tvivl værd at overveje dette paradoks.

NB. Får man stærk blodfortyndende medicin som Marevan, må man desværre glemme alt om K-vitamintilskud. Ethvert tilskud vil ødelægge behandlingen og kan være livsfarligt.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Adams J, Pepping J. Vitamin K in the treatment and prevention of osteoporosis and arterial calcification. Am J Health-Syst Pharm 2005;62:1574-81.
2. Braam LA et al. Beneficial effects of vitamin D and K on the elastic properties of the vessel wall in postmenopausal women: A follow up study. J Thromb Haemosta. 2004;91:373-80.

www.ajhp.org
www.blackwellpublishing.com/journal.asp
www.iom.dk

E-vitamin beskytter mod blodprop og hjerneblødning

9. august 2005

Raske kvinder, der er over 65 år, kan med E-vitamin mindske deres risiko for alvorlige følger af åreforkalkning med en fjerdedel. Det viser verdens hidtil længste forsøg med E-vitamin.

I 1997 brugte 44 % af amerikanske hjertelæger rutinemæssigt antioxidanter – især E-vitamin – til at forebygge blodprop i hjertet og slagtilfælde. Tilliden til E-vitamin var så stor, at den overgik tilliden til Hjertemagnyl, som kun blev brugt af 42 %.

Hjertelægerne byggede på den – stadig enerådende – teori, der groft sagt siger, at åreforkalkning opstår, når kolesterol oxideres/iltes, og at bl.a. E-vitamin modvirker iltningen. Desværre har der manglet beviser for, at E-vitamin virkelig beskytter mod åreforkalkning og dermed hindrer blodprop. Store lodtrækningsforsøg har været skuffende, men også behæftet med åbenlyse mangler. Tvivlen råder. Men hvis lægerne i skuffelse er ophørt med E-vitamin, begynder de måske nu igen.

Anledningen er det til dato største og længste lodtrækningsforsøg med E-vitamin som tilskud. Det viste, at da raske kvinder på over 65 år fik E-vitamin, aftog deres risiko for blodprop i hjertet eller hjerneblødning med 26 %. Og nok så vigtigt: Ikke alene blev sygdommene sjældnere, de blev også mindre farlige. Den samlede dødelighed af dem blev omtrent halveret (til 51 %).

Mens andre forsøg med E-vitamin har været forholdsvis kortvarige og har haft deltagere, som led af svær åreforkalkning, varede dette forsøg i 10 år og havde raske kvinder som deltagere. Netop fordi de fra begyndelsen ikke var svært åreforkalkede, kunne man håbe, at det ikke var for sent at forebygge. I alt 20.000 kvinder fik i 10 år 600 enheder naturligt E-vitamin (alfa-tokoferol) hver anden dag. Lige så mange fik placebo (snydepiller).

De kvinder, der var over 65, fik altså en gevinst. Men langt de fleste af deltagerne var yngre end 65. De havde ingen iøjnefaldende nytte af behandlingen. 18.000 kvinder under 65 år fik E-vitamin. 352 af dem fik blodprop i hjertet eller hjerneblødning – enten dødelig eller ikke-dødelig. Det var 11 flere end blandt de 18.000, der fik snydepiller. En minimal og tilfældig forskel. E-vitamin hjalp tilsyneladende ikke de yngre.

Til sammenligning deltog kun godt 2 x 2.000 kvinder, der var over 65. I gruppen med E-vitamin forekom her 130 tilfælde af blodprop i hjertet eller hjerneblødning. I placebogruppen var der 46 flere. Denne forskel er forholdsvis stor og statistisk meget sikker.

Men hvorfor gavner E-vitamin ikke de yngre? Det nærliggende svar er, at det gør det måske også, men yngre kvinder får så sjældent blodprop, at en eventuel virkning er svær at måle. I løbet af de ti år fik mindre end 2 % af de under 65-årige blodprop i hjertet eller hjerneblødning. De ældre havde naturligvis langt større risiko (godt 8 %).

Man kan gætte på, at de yngre trods de neutrale tal blev mindre åreforkalkede af E-vitaminet. Ingen kan vide det, eftersom direkte måling af årernes forkalkning ikke blev foretaget. Det eneste mål for åreforkalkning, man havde, var de grove tal for blodprop og hjerneblødning.

Taget under ét var der statistisk set kun en tendens til gevinst af E-vitamin. Det er en naturlig følge af, at der var ni gange så mange yngre som ældre deltagere. Forskerne har imidlertid valgt at konkludere ud fra dette resultat. De mener, at forsøget ikke støtter en generel anbefaling af E-vitamin til forebyggelse af hjerte-karsygdom. Med hensyn til de over 65-årige siges det, at resultatet her afviger fra ”den samlede viden” og bør udforskes nærmere.

Dette er en noget uselvstændig kommentar. En mere kontant kom fra Maret Traber, professor ved Linus Pauling instituttet i Californien og en af verdens førende E-vitamin-eksperter:

– E-vitamin har sin klare værdi i kampen mod hjertesygdom og andre degenerative lidelser. Det er vigtigst for rygere, personer med højt blodtryk og dem, der spiser usundt, sagde hun.
Vitalrådet.


Reference:

Lee, I-Min. Vitamin E in the primary prevention of cardiovascular disease and cancer. The Womens Health Study: A randomized controlled trial. JAMA 2005;294:56-65.

jama.ama-assn.org
www.iom.dk

Mangel på B-vitamin giver demens

18. april 2005

Ifølge én amerikansk undersøgelse svækker folinsyre ældres hukommelse. Ifølge en anden sker det modsatte. Indirekte tyder stort set alle undersøgelser på, at folinsyre forebygger både åreforkalkning og demens.

B-vitaminet folinsyre forebygger som bekendt medfødt rygmarvsbrok. Men det kan også sænke blodets indhold af homocystein, et biprodukt i stofskiftet, der bl.a. fremmer åreforkalkning. Forhøjet homocystein er lige så farligt som kolesterol: Op til 40 % af alle tidligt åreforkalkede har forhøjet homocystein.

At homocystein også skader hjernen, tyder mindst 20 undersøgelser på. Med næsten usvigelig sikkerhed har man fundet, at demente gamle har mere homocystein i blodet end andre, og at hukommelsesprøver klares bedst af dem, der har mindst homocystein. Et klart argument for folinsyre.

Men helt uventet er der nu dryppet malurt i bægeret. En undersøgelse fra Rush University i Chicago har vist, at det kan forholde sig modsat. Får man som ældre mere end de i USA typiske 0,4 mg folinsyre om dagen, går det hurtigere ned ad bakke med hukommelsen.

I alt 3.718 personer over 65 blev fulgt i fem-seks år efter at have oplyst om deres spisevaner. Tre gange blev de psykologisk testet. Resultatet var det samme, uanset om de fik folinsyren fra kosten eller som tilskud. Hukommelsen aftog hurtigst hos dem, der fik mest folinsyre.

Skyldes resultatet tilfældigheder? Det undrer i hvert fald, at de 20 %, der fik mest folinsyre (0,7 mg dgl.), som udgangspunkt klarede sig langt bedre end resten i de psykologiske tests. Ganske vist forringedes deres hukommelse lidt hurtigere, men de havde også betydeligt mere at tage af. Hvorfor havde de det, hvis folinsyre skader?

Dertil kommer, at så sent som i februar 2005 offentliggjorde læger fra UCLA universitetet i Californien et diametralt modsat resultat. Blandt 499 velfungerende 70-79-årige fandt man mest folinsyre i blodet hos dem, der huskede bedst. Og nok så vigtigt: De havde syv år senere også bevaret deres åndsevner langt bedre.

Ingen forklaring
Hvilken af delene passer? Hvis sandheden skal findes i Chicago-undersøgelsen, skal den måske søges i samarbejdet mellem B12-vitamin og folinsyre.

Begge vitaminer mindsker blodets homocystein, og begge har som hovedopgave at levere små kemiske enheder – der kun indeholder étkulstofatom – til opbygning af andre molekyler. Folinsyre afleverer sine enheder til B12-vitamin, som sender dem videre til – homocystein. Derved neutraliseres homocystein og bliver til en uskadelig aminosyre. Og blodets indhold af homocystein falder.

Uanset om man mangler B12-vitamin, folinsyre eller begge dele, vanskeliggøres altså transporten af étkulstofenhederne. Det fører i alle tre tilfælde til en særlig type blodmangel, som kendes på, at de røde blodlegemer er unormalt store. Men symptomerne ved B12- og folinsyremangel er alligevel ikke ens.

Ved folinsyremangel får man ikke nervebetændelse, altså nerveskade. Det gør man ved B12-mangel. Blodmanglen ved B12-mangel kan ophæves med folinsyre. Det kan nervebetændelsen ikke. B12-vitamin har en virkning på nervevæv, som folinsyre ikke har.

Op til 30 % af alle ældre har påviselig B12-mangel, oftest i let grad. Man kan forestille sig, at store mængder folinsyre forstærker B12-manglen i nervesystemet ved at blokere de små mængder B12 med étkulstofforbindelser. Det kunne stemme med et andet fund i Chicago-undersøgelsen: Hukommelsen aftog 25 % mindre hos dem, der fik mest B12-vitamin.

Undersøgelsens leder, Martha Clare Morris, mener, at måske maskerer folinsyre den blandt ældre udbredte B12-mangel. Det er omtrent det samme. I begge tilfælde bør konsekvensen være, at ældre får mere B12-vitamin, ikke mindre folinsyre, som beskytter dem på andre områder.

Dette er budskabet, hvis man da ikke vælger at tro, det nye fund er en tilfældighed og sandheden den modsatte. Det er faktisk også sandsynligt. Men foreløbig er Morris’ konklusion enkel: – Vi ved ikke, hvad der foregår, siger hun.

Op til ca. hver tredje ældre har påviselige tegn på let B12-mangel. Hvis undersøgelsen fra Chicago taler sandt, bør de muligvis ikke spare på folinsyren, men hellere få B12-vitamin nok.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Morris MC et al. Dietary folate and vitamin B12 and cognitive decline among community-dwelling older persons. Arch Neurol 2005;62:641-5.
2. Austin RC et al. Role of hyperhomocysteinemia in endothelial dysfunction and atherthrombotic disease. Cell Death and Differentiation2004;11:S56-S64.
3. Morris MS. Homocysteine and Alzheimers disease. Lancet Neurol 2003;2:425-8.
4. Kado DM et al. Homocysteine versus the vitamins folate, B6, and B12 as predictors of cognitive function and decline in older high-functioning adults: Mac Arthur Studies of Successfull Aging. Am J Med 2005;118:161-7.
5. Garcia A et al. Homocysteine and cognitive function in elderly people. CMAJ, Oct. 12, 2004; 171 (8).

archneur.ama-assn.org
www.nature.com/cdd/index.html
www.thelancet.com
www.sciencedirect.com
www.cmaj.ca
www.iom.dk

Nobelpristager: E- og C-vitamin hindrer åreforkalkning!

13. juli 2004

Teorien om, at antioxidanter beskytter mod åreforkalkning og dermed blodprop i hjertet, hjerneblødning m.m., får nu kraftig støtte af en af verdens absolutte eksperter på området.

Den amerikanske Nobelpristager Louis J Ignarro fra UCLA-universitetet i Californien anbefaler i klare vendinger, at man tager tilskud af antioxidanterne E- og C-vitamin.

– Det virker på mus, siger han. Det vil også virke på mennesker!

Ignarro er af uddannelse kemiker og farmakolog, men han er først og fremmest en verdensberømt ekspert, når det gælder blodkar. I 1998 modtog han som kun 57-årig Nobelprisen i medicin for sine opdagelser af NOs (kvælstofilte) virkning på blodkarrene.

Det var en banebrydende opdagelse. Tidligere mente man, at dette simple molekyle blot var en generende del af luftforureningen over storbyer.

Ignarro påviste, at NO er et biologisk aktivt molekyle, der dannes i blodkarrene og sikrer, at de holder sig åbne. Han viste også, at NO dramatisk hindrer, at blodplader klumper sig sammen og danner blodpropper.

I årene omkring 1980 afdækkede han, at den gammelkendte hjertemedicin nitroglycerin – hvis virkemåde indtil da var et mysterium – udvider hjertets kransårer netop ved at omsættes til NO.

Ignarro’s forskning har været overvældende inspirerende for andre forskere. Uden hans indsats havde f.eks. Viagra, der forøger NO-indholdet i penis’ blodkar, været utænkeligt.

I de nye og meget minutiøse forsøg anvendtes mus, der på grund af højt kolesterol var stærkt disponerede for åreforkalkning. Når man lod musene gennemføre et svømmeprogram, steg blodkarrenes indhold af NO, og omfanget af åreforkalkning blev 35 % mindre end hos inaktive mus.

Når musene i stedet for motion fik tilskud af både E- og C-vitamin, var beskyttelsen lidt større end ved motion! Men når de både svømmede og fik vitaminer, forstærkedes virkningen betydeligt.

Den forstærkede beskyttelse forklares af Ignarro med, at E- og C-vitamin er antioxidanter, der beskytter NO mod at ødelægges af iltning. Dermed sikrer de to vitaminer, når de vel at mærke tages samlet, en højere NO-koncentration i blodkarrene. Ignarro erklærer, at hvad der er godt for mus – i denne forbindelse – også er godt for mennesker!

Han anbefaler at dyrke moderat motion og tage kosttilskud, hvis man vil undgå åreforkalkning. Følger af åreforkalkning er den almindeligste dødsårsag i den vestlige verden!
Vitalrådet.


Reference:

Ignarro L J et al. Long Term Beneficial Effects of Physical Training and Metabolic Treatment on Atherosclerosis in Hypercholesterolemic Mice. PNAS 2004.

www.pnas.org
www.iom.dk