K-vitamin mod knogleskørhed og åreforkalkning

22. august 2005

Forskere anbefaler tilskud af K-vitamin. Behovet kan være langt større end antaget. Underskud giver svage knogler og forkalkede pulsårer.

K-vitamin ”burde stærkt overvejes som kosttilskud” til bl.a. kvinder efter overgangsalderen og til diabetikere, der har høj risiko for både knogleskørhed og åreforkalkning. Vitaminet er yderst ugiftigt, og det ser ud til at bekæmpe begge tilstande.

Dette er den ret kompromisløse konklusion på en ny videnskabelig oversigt over K-vitamin, som netop er publiceret i American Journal of Health-System Pharmacy, som er et seriøst, men lidet kendt, fagtidsskrift.

Trods bladets sikkert lille fanskare vil det meget direkte budskab om K-vitamin dog gå verden rundt. Det blev nemlig straks offentliggjort i sin helhed af www.medscape.com, verdens største faglige internetside for læger. Medscape har millioner af abonnenter verden over.

K-vitamin findes næsten udelukkende i grønne grønsager. Der er så godt som intet i andre af vore fødevarer. Det har man før set stort på, fordi man mente, at bakterier i tyktarmen holder os velforsynede med vitaminet. Det gør de ikke!

I dag anbefaler man officielt (i USA), at man sikrer sig omkring 100 mikrogram om dagen, svarende til ca. 75 gram grøn salat, grønkål, spinat etc. Så får man nok til, at blodet størkner normalt.

Men i følge artiklen er det langt fra nok at sikre blodets koagulation. Vitaminet er lige så vigtigt for knogler og pulsårer, og optimal virkning her kræver langt mere. I forsøg med K1-vitamin har man typisk satset på 10 gange så meget (1.000 mikrogram om dagen). Det kan man roligt gøre, for der er ingen bivirkninger. Det har der end ikke været, når man har brugt 45.000 mikrogram K2-vitamin om dagen – 4-500 gange det anbefalede – i op til flere år.

K-vitamin har til opgave at sætte bestemte proteiner i stand til at binde kalk. Det sker ved, at vitaminet hæfter en svag syre (karboxylgruppe) på proteinet, der nu som en slags kran kan opsnappe og flytte kalken hen, hvor den behøves. Det protein, det drejer sig om i knoglerne, hedder osteocalcin og dannes under medvirken af D-vitamin. Ved hjælp af den svage syre kan osteocalcin optage kalk fra blodet og placere det i knoglerne. I Japan har man længe brugt K-vitamin mod knogleskørhed.

I forkalkede pulsårer, f.eks. hjertets kransårer, sker det modsatte. Her formoder man, at K-vitamin hindrer aflejring af kalk ved at forsyne et bestemt protein med den samme syre. Mangler dette protein, eller er det ødelagt og uimodtageligt for syren, forkalker åren hurtigt. Det viser dyreforsøg. Normalt fjerner kranen åbenbart kalk fra pulsårerne, så det ikke bliver aflejret.

Det er en ganske revolutionerende teori, at der findes et protein, der forhindrer åreforkalkning, og at alt hvad der skal til for at danne det, er K-vitamin. Men teorien støttes stærkt fra hollandsk side: I et treårigt lodtrækningsforsøg med ældre kvinder fik halvdelen 1.000 mikrogram K1-vitamin om dagen, mens resten, uden at vide det, fik placebo (snydepiller).

Før og efter de tre år målte man stivheden af kvindernes halspulsårer – som udtryk for graden af åreforkalkning. Da de tre år var gået, var den uændret hos de kvinder, der havde fået K-vitamin, mens naturen var gået sin triste gang hos resten: Deres halspulsårer var blevet 8% stivere.

Det mærkelige fænomen, at der med alderen forsvinder kalk fra knoglerne, mens det ophobes i pulsårerne, har man kaldt ”forkalkningsparadokset”. Aldersfænomener er uden tvivl en del af forklaringen, men det er mangel på K-vitamin sandsynligvis også. Det er uden tvivl værd at overveje dette paradoks.

NB. Får man stærk blodfortyndende medicin som Marevan, må man desværre glemme alt om K-vitamintilskud. Ethvert tilskud vil ødelægge behandlingen og kan være livsfarligt.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Adams J, Pepping J. Vitamin K in the treatment and prevention of osteoporosis and arterial calcification. Am J Health-Syst Pharm 2005;62:1574-81.
2. Braam LA et al. Beneficial effects of vitamin D and K on the elastic properties of the vessel wall in postmenopausal women: A follow up study. J Thromb Haemosta. 2004;91:373-80.

www.ajhp.org
www.blackwellpublishing.com/journal.asp
www.iom.dk

Broccoli og spinat påvirker næppe INR

10. december 2004

Lovende hollandsk forsøg med K-vitamin. Den lidt kryptiske overskrift er sikkert volapyk for de fleste mennesker, men har dog stor betydning for alle dem, der er i behandling med de blodfortyndende lægemidler (antikoagulantia) som f.eks. Marevan, og som skal kontrolleres løbende med en blodprøve, som kaldes INR.

Denne blodprøve skal sikre at dosis er korrekt, men også forhindre en overdosering, hvorved blodet bliver ”for tyndt”. Dette er farligt og kan resultere i indre blødninger.

12 raske frivillige indgik i et forsøg, hvor man i 13 uger havde givet dem korrekt dosering af antikoagulantia og indstillet dem på vedligeholdelsesdosis med konstant og stabil INR-værdi, så de ikke kunne danne blodpropper.

Herefter fik de K-vitamin i stigende dosis fra 50 op til 500 mikrogram igennem 7 dage.

Der var ingen påvirkning af INR, før man kom op på en dosis på 150 mikrogram K-vitamin om dagen som vitamintilskud. Selv ved denne dosis ændredes INR kun hos 3 af de 12 forsøgspersoner.

Da man forsøgte med kost, som er specielt rig på K-vitamin, nemlig broccoli og spinat, var der ingen klinisk relevant påvirkning af INR, fordi virkningen var ganske kortvarig, og forfatterne foreslår, at det kan være på grund af ringe biotilgængelighed fra grøntsagerne. Dette kan undre, da grønkål, spinat og broccoli kan indeholde helt op til 400 mikrogram K-vitamin pr. 100 gram.

Doser på 100 mikrogram K-vitamin som letoptageligt kosttilskud, havde ingen betydning for koagulationstallet.

Hvis dette forsøg på raske yngre forsøgspersoner kan gentages med samme resultat på patienter med tilbøjelighed til dannelse af blodpropper, så vil det kunne gøre livet betydeligt lettere for de mange mennesker, som hver dag stirrer fortvivlet på den lange liste over K-vitaminholdige madvarer, som de ikke må spise samtidig med deres Marevan.
Vitalrådet.


Reference:

Schurgers LJ, Shearer MJ, et al: Effect of Vitamin K Intake on the Stability of Oral Anticoagulant Treatment. Dose-Response Relationships in Healthy Subjects. Blood 2004;104(9):2682-2689.

www.bloodjournal.org
www.iom.dk

K-vitamin forskningsreferencer

Januar 1999

1. Avery RA, Duncan WE, Alving BM. Severe vitamin K deficiency induced by occult celiac disease BR96-026. Am J Hematol 53; 1: 55, 1996.
2. Binkley, NC, Suttie, W. Vitamin K nutrition and osteoporosis. J Nutr 125: 1812-1821, 1995.
3. Bottaro G, Fichera A, Ricca O, et al. Effect of the therapy with vitamin K on coagulation factors in celiac disease in children. Pediatr Med Chir 8; 4:551-54, 1986.
5. Ferland, G., Sadowski, JA., O’Brien, ME. Dietary induced subclinical vitamin K deficiency in normal human subjects. J Clin Invest 91: 1761-1768, 1993.
6. Frick PG, Riedler G, Brogli H. Dose response and minimal daily requirement for vitamin K in man. J Appl Physiol 23: 387-389, 1967.
7. Jones DY, Koonsvitsky BP, Ebert ML et al. Vitamin K status of free-living subjects consuming olestra. Am J Clin Nutr 53: 943-946, 1991.
8. Knapen MHJ, Hamuly’ak K, Vermeer C. The effect of vitamin K supplementation on circulating osteocalcin (bone Gla protein) and urinary calcium excretion. Ann Int Med 111: 1001-1005, 1989.
9. Olson RE. The function and metabolism of vitamin K. Ann Rev Nutr 4: 281-327, 1984.
10. Price PA. Role of vitamin K-dependent proteins in bone metabolism. Ann Rev Nutri 8: 565-583, 1988.
11. Sadowski JA, Hood SJ, Dallal GE, Garry PJ. Phylloquinone in plasma from elderly and young adults. factors influencing its concentration. Am J Clin Nutr 50: 100-108, 1989.
12. Suttie, JW. Vitamin K. In: Present knowledge in nutrition. 7th edn. Washington DC: International Life Sciences Press. p 137-45, 1996.

 

Kilder
Joseph E. Pizzorno Jr., Michael T. Murrey & Melvyn R. Werbach.