Selvmodsigelser om vitaminer

26. april 2012

Man kan undre sig over avisernes ringe interesse for den seneste rapport om vitaminer. Dels spår rapporten jo død over dem, der tager vitaminpiller, dels sælges der trods alt for halvanden milliard kroner vitaminer om året. Emnet må interessere mange.

Her skal selve rapporten ikke diskuteres. Den er allerede kommenteret. Derimod skal der gøres opmærksom på et meget alvorligt problem ved markedsføringen af rapporten: De selvmodsigende udsagn, som en fremtrædende forsker har benyttet rapporten til at fremsætte.

Udsagnene står overlæge Christian Gluud fra Rigshospitalet for. Han har tidligere sagt ejendommelige ting. Det er svært at glemme, hvordan han i TV erklærede antioxidanter (som E- og C-vitamin) for kræftfremkaldende, også når de forekommer i frugt og grønt. Dog var der, mente han, i frugt og grønt ”en lang række andre stoffer, som kunne tænkes enten at udbedre de skader, som antioxidanterne potentielt kunne give, eller helt neutralisere dem”.

Denne morsomhed kan man jo overveje, næste gang man spiser broccoli. Det er altså modgift mod vitaminer, man spiser!

Aktuelt har Gluud sagt i TV, at hans seneste undersøgelse, der gik ud på at kombinere resultaterne af forskellige forsøg, hviler på forsøg med almindeligt anbefalede vitamindoser. Og dog er der i omtrent samtlige forsøg brugt fra fem til 20 gange det anbefalede eller mere.

Gluud har yderligere sagt (Deadline 2.4.2012), at hans gruppe har afsløret, at f.eks. antioxidanterne C-vitamin og selen er direkte livstruende, idet de forhøjer dødeligheden med 4%. Og dog frikender hans rapport begge de to antioxidanter for denne anklage.

I TV2-nyhederne (22.3.2012) sagde Gluud, at ”det er helt almindelige vitaminpiller i helt almindelige doser, der giver den forhøjede dødelighed”. Men i et interview med Medwatch.dk sagde han det modsatte: Han kunne ikke udtale sig om det emne – altså om at multivitaminer øger dødeligheden – for det var der ingen, der havde undersøgt!

Spørger man overlæge Gluud, kan man åbenbart få det svar, som hans aktuelle sindstilstand tilsiger. Snart er almindelige vitaminpiller farlige gifte, snart ved man det ikke, og snart er selen og C-vitamin giftige, men på et andet tidspunkt og over for et andet publikum – dem der læser rapporten – er de uskadelige.

Selvmodsigelserne hindrer ikke Gluud i at håbe, at rapporten får ”en praktisk og branchemæssig konsekvens”, som han siger. Hvad det betyder er let at vide. Gluud er/har været formand for en lobbygruppe, der har søgt at påvirke EU-kommissionen til at hindre det frie salg af vitaminer. De skal gøres til lægemidler, hvilket i praksis vil presse mindre vitaminfirmaer ud af det lukrative marked, som alene i Europa er på over 20 milliarder dollars om året.

Når en forsker politiserer, kaster han uvilkårligt et tvivlsomt skær over sin forskning, retfærdigt eller ej. Værre er det dog, når forskeren over for offentligheden, om et emne af stor betydning, udtaler sig mod bedre vidende.

Derved gør han sig selv inhabil.
Niels Hertz

D-vitamin beskytter mod tyktarmskræft

26. januar 2010

Et kæmpestort europæisk studie bekræfter nu, at D-vitamin kan sænke risikoen for tyktarmskræft med 40%.

Vitalrådet har i flere tidligere nyhedsbreve refereret videnskabelige undersøgelser, som viser at D-vitamin kan sænke risikoen for kræft, og vi er endda af journalister blevet kraftigt opfordret til at trække disse udsagn tilbage. Det har vi heldigvis ikke gjort.

British Medical Journal offentliggjorde for et par dage siden verdens største undersøgelse nogen sinde af sammenhængen mellem kost og helbred, det såkaldte EPIC-studie, og dette er kun ét af mange resultater, vi vil få at se i den nærmeste fremtid fra dette enorme studium.

Mere end en halv million primært raske mennesker fra ti europæiske lande har været nøje undersøgt og fulgt igennem 10 år af forskere fra hele Europa.

Deltagerne har udfyldt detaljerede kostskemaer, og de er blevet kontrolleret med blodprøver for at kortlægge deres ernæringstilstand.

På analysetidspunktet var der forekommet 1.250 tilfælde af tyktarmskræft og efter sammenligning med raske fandt forskerne, at de som lå lavest i D-vitamin i blodet havde væsentligt højere risiko for at få denne kræftform.

I modsætning til mange andre studier udmærker dette sig ved at være prospektivt. Altså fremadskuende fra starttidspunktet, hvor man tager udgangspunkt i en gruppe raske mennesker. Det udmærker sig også ved at være fra så mange forskellige lande, kulturer og – ikke mindst – madkulturer.

D-vitamin får vi jo først og fremmest fra Solen, og en lille smule fra kosten. Danskere er ikke de flinkeste fiskespisere, og meget af den fisk, vi spiser er farmede og indeholder derfor ikke de fedtsyrer og andre stoffer, vi tror, de indeholder.

Så vi er tilbage ved Solen som den vigtigste naturlige kilde til D-vitamin.

Imidlertid har nogen af vore forfædre af uransagelige grunde fundet på at bosætte sig nord for Alperne, og det medfører, at middagssolen kun i 3-4 måneder om året står højt nok på himlen til at danne tilstrækkeligt D-vitamin i huden (hvis vi da har kolesterol nok).

Så vi må altså dyrke Solbad, når den står højest, altså midt på dagen, uden solcreme, og derfor også kun en halv time, så vi ikke risikerer forbrænding.

Hvis det bliver for indviklet, så kan man jo også bare snuppe en D-vitamin kapsel som tilskud. Det er måske lidt nemmere, og det kan man gøre hele året.

Dosis er noget omdiskuteret og bør ideelt set måles i en blodprøve, men de fleste seriøse forskere ligger mellem 2.000 og 4.000 IE svarende til 50-100 mikrogram dagligt.

Det varer længe før vi igen vil se et så grundigt, multinationalt studie af så mange mennesker over så lang tid.

Derfor er det ikke et hvilket som helst studie. Det har stor validitet og bør rykke ved de kritisable ADT-grænser, vi har i dag.
Vitalrådet.


Litt:

Jenab, M. et al (2010). Association between pre-diagnostic circulating vitamin D concentration and risk of colorectal cancer in European populations: A nested case-control study BMJ, 340 (jan21 3)
Kan hentes direkte på: www.bmj.com/cgi/content/abstract/340/jan21_3/b5500
www.bmj.com

Sidste nyt om selen

12.  januar 2010

Der forskes på livet løs i udnyttelse af selen mod kræft.
Offentligheden hører ikke meget til det, men her er et udpluk af seneste nyt.

Manglen på TV- og avisinformation kan give det indtryk, at der er stille om antioxidanters rolle i sygdomsbekæmpelse. Det er der ikke. Manglen skyldes alt overvejende den censur, man har indført. Alene om selen, en af de vigtigste antioxidanter, blev der i 2009 offentliggjort mere end 900 videnskabelige artikler. Her skal omtales et udpluk af den senere tids artikler om selen i kampen mod kræft.

Et berømt forsøg på at vise, om antioxidanter beskytter mod kræft blev i årene 1985-91 udført i den kinesiske Linxian-provins. Knap 30.000 deltog i forsøget, der viste stærkt fald i kræftrisiko hos dem, der fik tilskud af selen (50 mikrogram) samt E-vitamin og betakaroten (hhv. 30 og 15 mg). Nu har man opgjort, hvordan det var gået deltagerne 10 år senere (2001). Selv så længe efter var der forholdsvis flere overlevende i denne gruppe end blandt dem, der fik andre tilskud (f.eks. A-vitamin + zink, som ikke gavnede). Især havde gruppen nedsat forekomst af kræft i mavesækken, men det var deltagere under 55 år, der havde størst gevinst – man skal undgå mangel fra ungdommen af.

Tilsyneladende modsiges dette resultat af et andet berømt forsøg, SELECT-forsøget, der er udført i USA. Her viste det sig, at man ikke kunne forebygge kræft i prostata ved hjælp af selen, E-vitamin eller en kombination af begge dele. Forsøget var stort anlagt, og resultatet en kæmpe skuffelse.

En af verdens førende selen-specialister, Margaret Rayman, gjorde imidlertid for et par måneder siden opmærksom på, hvad der egentlig er indlysende: Tilskud af selen nytter ikke, hvis man får nok i forvejen! Det får man som hovedregel i USA, hvor man typisk får 3-4 gange så meget selen i kosten som i Danmark. Tilstrækkeligt med selen er en forudsætning for, at kroppen kan danne nok af de enzymer, som man formoder beskytter mod kræft. Rayman henviser bl.a. til et andet amerikansk kræftforsøg, hvor man netop så en massiv virkning hos dem, der fik mindst selen, men ingen virkning hos dem, der fik mest.

Tungmetaller neutraliseres
En af veteranerne i selen-forskningen er Gerhard Schrauzer fra San Diego universitetet i Californien. Han har været med i mere end 20 år. Nu gør han opmærksom på, at selen er i stand til at afgifte en lang række giftige metaller, som man under vore civiliserede forhold får i kroppen. Det gælder bly, kviksølv, kobber, cadmium, arsen m.m. Selen inaktiverer disse metaller ved at danne uopløselige forbindelser med dem. Men, siger Schrauzer, man må huske, at samtidig forbruges selenet, så vi af den grund bliver mindre beskyttede mod cancer. I forvejen får vi i Europa for lidt selen, men tungmetaller m.m. forhøjer behovet.

Taylor og medarbejdere har skrevet en artikel om nye fremskridt i selenforskningen. De skriver, at den fornyede interesse for selen hænger sammen med, at anti-kræft-virkningen efterhånden er meget veldokumenteret i dyreforsøg. Det kan man jo notere sig.

Netop på dyr har en forskergruppe fra San Diego universitetet påvist, at virkningen af kemoterapi (cisplatin) mod kræft i tyktarmen forstærkes betydeligt af store tilskud af antioxidanter (A- og E-vitamin samt selen) kombineret med fiskeolie. Gruppen mener, deres resultat berettiger, at der gøres forsøg med mennesker. Resultatet er meget spændende, for kræftlæger her i landet fraråder ofte i stærke vendinger patienterne at forene antioxidanter med kemoterapi. Begrundelsen for denne advarsel har hidtil været uklar.

Selen og kemoterapi
Forskere fra Karolinska sygehuset i Stockholm fastslår også uden videre, at det er veldokumenteret, at selen forebygger kræft. De beskriver adskillige forsøg, der har vist, at selen har stærke anti-cancer-virkninger – specielt over for kræft, som ikke mere reagerer på kemoterapi. Normale celler tager ikke skade af de selen-doser, der skal til!

Italienske forskere gør dog opmærksom på, at man også kan få for meget selen (men i Danmark skal man tage ca. to selentabletter om dagen for alt i alt at få det samme som en typisk amerikaner). De anfører, at høje doser kan øge risikoen for sukkersyge, en påstand, der dog er omstridt.

I Holland har man, lige som i Kina, interesseret sig for selen og kræft i spiserøret. Mere end 120.000 personer, der i 1968 var 55-69 år gamle, afleverede den gang en portion negleklip fra storetæerne. 16 år senere konstaterede man så, hvem og hvor mange der i mellemtiden havde fået kræft i spiserør eller mavesæk. Derpå målte man indholdet af selen i de pågældendes negle og sammenlignede med indholdet hos raske. Man fandt, at risikoen for de to kræftformer var betydeligt større hos dem, der kun havde små mængder selen i neglene, og dermed i kroppen.

Et pudsigt forsøg er udført i Japan. Her dyrkede forskere broccoli-spirer i et selenrigt miljø, så spirerne fik et ekstra indhold af selen. I et laboratorieforsøg undersøgte man så spirernes virkning på kræftvæv fra prostata. De berigede spirer hæmmede kræftvæksten klart bedre end normale spirer. Nu foreslår japanerne, at mænd spiser den slags spirer for at undgå kræft i prostata.

Endelig nævner andre japanere, at det er velkendt, at selen kan slå kræftceller fra mennesker ihjel, men nøjagtigt hvordan det sker, er endnu uklart. De er nået frem til, at i hvert fald en del af virkningen skyldes, at selen sætter kræftcellerne i gang med at dø ved hjælp af samme mekanisme (apoptose) som når normale celler skal udskiftes og dø. Sådan en mekanisme er jo nødvendig, eftersom næsten alle normale celler deler sig hele tiden. Der ville hurtigt blive dobbelt så mange, og vi ville vokse i det uendelige, hvis udslidte celler ikke blev sat i afgang.

Som det ses, er forskningen rigtigt levende. Meget af vor viden om selen er opnået inden for de aller seneste år. Mere følger utvivlsomt.
Niels Hertz.


Referencer

  1. Qiao YL et al. Total and cancer mortality after supplementation with vitamins and minerals: follow-up of the Linxian General Population Nutrition Intervention Trial. J Natl Cancer Inst. 2009 Apr 1;101(7):507-18. Epub 2009 Mar 24.
  2. Lippman SM et al. Effect of selenium and vitamin E on risk of prostate cancer and other cancers: the Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT). JAMA. 2009 Jan 7;301(1):39-51. Epub 2008 Dec 9.
  3. Rayman MP. Selenoproteins and human health: insights from epidemiological data. Biochim Biophys Acta. 2009 Nov;1790(11):1533-40. Epub 2009 Mar 25.
  4. Schrauzer GN Selenium and selenium-antagonistic elements in nutritional cancer prevention. Crit Rev Biotechnol. 2009;29(1):10-7.
  5. Taylor D. Recent developments in selenium research. Br J Biomed Sci. 2009;66(2):107-16; quiz 129.
  6. Ma H. Bi Efficacy of dietary antioxidants combined with a chemotherapeutic agent on human colon cancer progression in a fluorescent orthotopic mouse model. Anticancer Res. 2009 Jul;29(7):2421-6.
  7. Selenius M. Selenium and selenoproteins in the treatment and diagnostics of cancer. Antioxid Redox Signal. 2009 Sep 21. [Epub ahead of print]
  8. Vinceti M. Risk of chronic low-dose selenium overexposure in humans: insights from epidemiology and biochemistry Rev Environ Health. 2009 Jul-Sep;24(3):231-48.
  9. Steevens J. Selenium status and the risk of esophageal and gastric cancer subtypes: the Netherlands cohort study. Gastroenterology.. [Epub ahead of print]
  10. Abdulah R. Selenium enrichment of broccoli sprout extract increases chemosensitivity and apoptosis of LNCaP prostate cancer cells. BMC Cancer. 2009 Nov 30;9:414.

www.cancer.gov
jama.ama-assn.org
ar.iiarjournals.org
www.bjbs-online.org
www.liebertpub.com/products/product.aspx
www.ehjournal.net
www.gastrojournal.org
www.biomedcentral.com/bmccancer/

D-vitamin hindrer kræft

26. juni 2007

Et overset, men højst sensationelt, forsøg tyder på, at D-vitamin kunne hindre næsten 80% af al kræft. Vi skal bare have meget mere (1).

Hver tredje dansker dør af kræft, og en verden uden denne frygtede sygdom må forekomme de fleste utopisk. Men hvis et amerikansk forsøg taler sandt, kan vi nærme os det uopnåelige mål med et historisk spring. Vi skal bare have mere – meget mere – D-vitamin, og måske desuden mere kalk. Ifølge forsøget kan man med en kombination af kalk og D-vitamin formindske sin risiko for kræft med rundt regnet 60%. Ikke nok med det: Viser det sig, at man undgår kræft det første år, er risikoen de følgende år nedsat med næsten 80%! Det er svært at nå højere.

Det er ejendommeligt, at en så sensationel nyhed næsten ikke har været offentligt omtalt. Og dog udgår den fra højt respekterede forskere og stammer fra et dobbeltblindt lodtrækningsforsøg med meget høj troværdighed.

Deltagerne i forsøget var 1.180 kvinder med en gennemsnitsalder på 67 år. De er fra Nebraska, der ligger lige så sydligt som Syditalien og får masser af sol. Ikke underligt havde kvinderne på forhånd – gennemsnitligt – gode D-vitaminværdier i blodet.

I forsøget blev denne fordelagtige status hos 446 kvinder forstærket med et dagligt tilskud på ikke mindre end 1.100 enheder (27,5 mikrogram) D-vitamin. Det er godt fem gange så meget som i en almindelig vitaminpille og ca. tre gange det anbefalede til personer over 60. Yderligere fik de 1,5 gram kalk (som karbonat eller citrat), svarende til indholdet i halvanden liter mælk.

Andre 445 kvinder fik kun kalk, og de sidste 288 fik placebo (snydepiller). Hverken kvinder eller forskere vidste, hvem der fik hvad. Man måtte vente i fire år, mens man noterede, hvem og hvor mange der fik kræft.

Resultatet har vi nu. Den gruppe, som fik D-vitamin og kalk, blev i løbet af de fire år udsat for langt færre tilfælde af kræft i end den, der fik placebo. Forskellen var vel at mærke ingen tilfældighed! Den var statistisk uhyre sikker. Størst var den (77% mindre risiko) de sidste tre af de fire år, forsøget varede – ifølge forskerne antageligt fordi nogle af dem, der fik kræft i begyndelsen, allerede havde en uopdaget kræftsygdom ved forsøgets start.

Det kan godt passe
Også de kvinder, der kun fik kalk, havde færre kræfttilfælde (40%). Dette var dog ikke ganske sikkert, statistisk set. Risikoen hos disse kvinder blev heller ikke – som hos dem, der fik både D-vitamin og kalk – lavere efter første år. Det er derfor usikkert, om virkningen af kalk var reel eller skyldtes en tilfældighed.

Omvendt taler mindst to yderligere argumenter for, at D-vitamin faktisk virker. Det ene er, at de kvinder, der før forsøget havde lavest D-vitaminstatus, blev hjulpet mest – deres risiko aftog mest. Også D-vitaminstatus mens forsøget kørte, spillede en rolle. Jo lavere status – trods tilskud – jo større kræftrisiko. Det er det andet argument for, at det virkelig er D-vitamin, det drejer sig om: Hvor meget tilskuddet nytter afhænger af, hvor meget D-vitaminstatus forbedres.
Kan det virkelig passe, at noget så billigt som D-vitamin gavner så meget? Man ved, at vitaminet regulerer mindst 200 gener, af hvilke mange styrer cellernes vækst og grad af specialisering. Dyreforsøg har vist, at mangel på vitaminet fremmer kræftvækst. Man har i mere end 60 år vidst, at kræft er sjældnere i lande, hvor solen står højt på himlen og danner mere D-vitamin i huden. Det er oven i købet gang på gang påvist, at lav D-vitaminstatus og høj kræftrisiko hos mennesker går hånd i hånd (2,3).

Det eneste, man har savnet, er ordentlige forsøg med meningsfulde tilskud, så man kan se forskel på årsag og virkning. Sådan et forsøg har vi nu!

Kvinderne i Nebraska havde før forsøget en typisk D-vitaminstatus (25-hydroxy-vitamin D3 i serum) på 71 nanomol/liter. Det er en ganske fin værdi. Men tilskuddet hævede den til gennemsnitligt 96. Det er højt.

D-vitaminstatus måles på en blodprøve! Det er vigtigst om vinteren, hvor den er lavest. At dømme efter Nebraska-forsøget bør værdien næppe være under 100.
Niels Hertz


Referencer:

  1. Lappe J M et al. Vitamin D and calcium supplementation reduces cancer risk: Results of a randomized trial. Am J Clin Nutr 2007;85:1586-91.
  2. Feskanich D et al. Plasma vitamin D metabolites and risk of colorectal cancer in women. Cancer Epidemiol Biomarkers Prev 2004;13:1501-8
  3. Ahonen M H et al. Prostate cancer risk and prediagnostic serum 25-hydroxyvitamin D levels (Finland). Cancer Causes Control 2000;11:847-52

www.ajcn.org
cebp.aacrjournals.org
www.springerlink.com/content/0957-5243

Sommersol hindrer sklerose

10. april 2007

Stadig mere støtter teorien om, at D-vitamin kan hindre sklerose. Nyd solen, mens den er der.

Sklerose er en frygtet sygdom. Mange forestiller sig, at det at få sklerose er ensbetydende med et liv i kørestol, og mange har hørt om tragiske eksempler på, hvordan det kan gå. Det er værd at huske, at selv 20 år efter sygdomsdebut kan 75% gå uden støtte. Samtidig er dødeligheden blandt skleroseramte ikke meget større end i den øvrige befolkning.

På den anden side rammer sklerose særligt yngre mennesker og overvejende kvinder. Det vækker uro, at hyppigheden er taget til de sidste 50 år og fortsat tager til. 7.500 danskere har nu sklerose. Det er flere end i Japan, og næsten lige så mange som i Mexico, trods disse landes langt større befolkning.

Sklerose er en “autoimmun” sygdom, dvs. en sygdom, hvor legemets immunforsvar vender sig mod kroppen selv – i dette tilfælde de såkaldte myelinskeder, der omgiver og isolerer nerverne. Rundt regnet hver fjerde med sklerose har også en anden autoimmun-sygdom, f.eks. psoriasis, leddegigt eller stofskiftesygdom.

Kan man forhindre sklerose? Det er fristende at få den tanke, når man ser de enorme geografiske forskelle. I Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island, England, Tyskland og Canada er hyppigheden omtrent ens. I Grækenland og Tyrkiet er den ca. halvt så stor, mens den i det lidt nordligere Spanien og Italien ligger midt imellem.

Disse og andre tal støtter en stadig mere udbredt formodning om, at sklerose har noget med mangel på sol at gøre. Eller rettere: Mangel på D-vitamin, som solen er den vigtigste kilde til. D-vitamin kan i forsøg hindre en eksperimentel form for sklerose (EAE, Experimental Autoimmune Encephalitis). I lande nord for den 42. breddegrad – det svarer til Korsika – står solen i den mørke årstid så lavt, at der praktisk taget ikke dannes D-vitamin i huden. Følgen er udbredt D-vitaminmangel.

Mindre end halv risiko
Forskere fra bl.a. Harvard universitetet har set nærmere på problematikken. De har undersøgt 257 blodprøver på ansatte i militæret, som fik sklerose mellem 1992 og 2004. Blodprøverne blev taget og nedfrosset, før de pågældende blev syge. Spørgsmålet var, om de havde påfaldende lidt D-vitamin i blodet sammenlignet med andre, der ikke fik sklerose.

Det viste sig, at det havde de. Man målte 25-OH-D-vitamin – det bedste mål for D-vitamin-status – på både de syge og et større antal raske, som blev tilfældigt udvalgt af de i alt syv millioner ansatte. Man fandt, at “et højt cirkulerende niveau af D-vitamin hænger sammen med lavere risiko for sklerose”. Lavt D-vitamin-niveau var særligt risikabelt for unge under 20 år.

Hvor meget D-vitamin er nok? Når værdien for 25-OH-D var mindst 99 nanomol/liter serum, var risikoen for sklerose lavest og nede på ca. 40% af det gennemsnitlige. Forskellen var statistisk sikker. Til sammenligning anses værdier under 50 for udtryk for utilstrækkelige mængder D-vitamin, eller mangel. Den slags værdier finder man hos et flertal om vinteren.

Teorien om at D-vitamin hindrer sklerose er altså styrket. Man skal sørge for at bringe sig på sikker afstand af utilstrækkelige mængder eller mangel. Det kan lade sig gøre om sommeren, men fra oktober til april kræver det hos stort set alle – på vore breddegrader – tilskud.
Niels Hertz.


Referencer:

1. Munger L et al. Serum 25-Hydroxyvitamin D levels and risk of multiple sclerosis. JAMA 2006;296:2832-2838.
2. MS prevalence data for selected countries: http://www.mult-sclerosis.org/prev_tab.html
3. Vitalrådets nyhedsbrev 27. dec 2006

jama.ama-assn.org

Nye fejlskud mod antioxidanter

13. marts 2007

En ny artikel påstår, at man dør af antioxidanter, men artiklen bygger på skamridning af resultater fra uforenelige forsøg.

Igen har en videnskabelig artikel skabt postyr om antioxidanter. Den påstår, at man dør af dem. Det er hørt før – og afvist før. Tvunget af den almindelige usikkerhed må vi alligevel tage stilling til den.

Hovedmanden bag påstanden er en serbisk professor fra universitetet i byen Nis. Blandt medforfatterne er en dansk læge, der bl.a. i dansk TV har erklæret antioxidanter for giftige og kræftfremkaldende og endda har antydet at de er giftige i de mængder, man finder i grønsager.

Undersøgelsen er en såkaldt metaanalyse. Den slår alle mulige gamle forsøg med antioxidanter sammen og uddrager en slags middelværdi. Man blander altså små fire-ugers-forsøg med store forsøg, der har varet i op til 12 år. Forsøg med helt små doser blandes med forsøg med megadoser, forsøg med én antioxidant blandes med forsøg med kombinationer (f.eks. E-vitamin, C-vitamin og selen) osv. Alene blandt de anvendte forsøg med E-vitamin kan man finde mindst otte forskellige kombinations-behandlinger. Dette enorme rod-sammen gør naturligvis i sig selv undersøgelsen temmelig tvivlsom. Man kan ikke beregne middelværdien mellem pærer og æbler.

Dette er endda ikke det værste. I forsøget på at bevise, at E-vitamin øger dødeligheden – artiklens afgørende påstand – tvinges forfatterne til at se bort fra forsøg, hvor selen indgår sammen med E-vitamin. Selen-forsøgene har nemlig meget ofte vist nedsat dødelighed og mindsker temmelig sikkert risikoen for at få kræft. Det går jo ikke. Det forstyrrer tankegangen. Man eliminerer 11 væsentlige forsøg med E-vitamin og selen.

Man ser altså væk fra selen. Men heller ikke det er nok. Man kan stadig ikke bevise, at E-vitamin er skadeligt. Tallene vil ikke. Nu benytter artiklen sig af den omstændighed, at antioxidanten betakaroten – det gule farvestof i gulerødder – forhøjer rygeres dødelighed. Dette er alment accepteret (om end det sidste ord næppe er sagt). I to af de største forsøg, der overhovedet er lavet med antioxidanter, fandt man endda en (ganske vist meget svag) øget dødelighed af en kombination af betakaroten og E-vitamin.

Flere mærkværdigheder
Sund sans siger jo, at betakaroten var skurken i disse forsøg. Det vidste man i forvejen. Kombinationer af E-vitamin med f.eks. C-vitamin og/eller selen øger ikke dødeligheden. Antageligt tværtimod. I den store, meget grundige franske SU.VI.MAX-undersøgelse faldt dødeligheden hos mænd med over en tredjedel, når de fik E- og C-vitamin samt selen (foruden zink og betakaroten!). Det var epokegørende, især fordi man her for første gang i vor del af verden brugte en bred vifte af antioxidanter, hvilket er, hvad alle anbefaler. Fødens antioxidanter er et orkester, ikke soloinstrumenter. De skal spille sammen for at virke. I det kinesiske forsøg fra Linxian så man det samme: Mindre dødelighed efter tilskud af E- og C-vitamin, selen, betakaroten og A-vitamin.

Men artiklen påstår altså, at man dør af E-vitamin. Påstanden bygger – efter de omtalte indledende manøvrer – i realiteten på de to nævnte forsøg, der var så store, at de øvrige E-vitamin-forsøg er ubetydelige i sammenligning. I dem er E-vitamin benyttet sammen med betakaroten, hvorpå E-vitamin får skylden for ulykkerne.

Dette svarer jo til at påstå, at man dør af mineralvand, fordi man falder om efter at have skyllet et kvantum arsenik ned med en Kurvand. Den konklusion er jo gal. Det er arsenik, man dør af, ikke vand. Selv om A+B er farligt, kan man naturligvis ikke påstå, at A og B er farlige hver for sig.

Der er andre mærkværdigheder i artiklen. Bl.a. har man i mindst to forsøg opgjort dødeligheden mange år efter, at det pågældende forsøg var afsluttet. Det svarer til, at hvis man får ondt i ryggen otte år efter et trafikuheld, giver man uheldet skylden. Den slags fif har tilsyneladende været nødvendige for at opnå den ønskede konklusion.

Så utroligt simpelt kan der argumenteres i et videnskabeligt tidsskrift. Var det ikke for postyret i pressen, ville man ignorere det hele. Artiklen bygger på skamridning af en bunke uforenelige forsøg, og det er dårligt umagen værd at gå den efter. Den har da også været udsat for skarp kritik. Bl.a. er den klart afvist af mindst to uafhængige statistikere og af professor i ernæring ved Harvard universitetet, Meir Stampfer. Stampfer er verdensberømt og er blandt lederne af ernæringsstudier med til sammen over 300.000 mennesker. Han fortsætter med sine vitamintilskud, uanfægtet af artiklen, siger han. Men han tilføjer, at den kan føre til, at nogle fejlfortolker de data, vi har.

Det er desværre en nærliggende mulighed. Ikke mindst fordi forfatterne selv ihærdigt gør det samme.
Niels Hertz.


Referencer

1. Bjelakovic G, Nikolova D, Gluud LL et al. Mortality in randomized trials of antioxidant supplements for primary and secondary prevention trials. JAMA 2007;297:842-857.Virtamo J et al. ATBC Study Group.
2. Incidence of cancer and mortality following alpha-tocoferol and beta carotene supplementation: A postintervention follow up. JAMA 2003;290:476-485.
3. Lee IM et al. Vitamin E in the primary prevention of cardiovascular disease and cancer. The Women’s Health Study. A randomized, controlled trial. JAMA 2005;294:56-65.

jama.ama-assn.org

Undskyld, må vi minde jer om agurketiden 2006

28. februar 2007

Kære trofaste abonnenter
Vi ved godt, at I på ingen måde er tungnemme, men det er der så forfærdeligt mange andre, der er.

Vi ser nu igen igen Motions- og Ernæringsrådets rapport fra august 2006 citeret som en nyhed i alverdens medier, herunder naturligvis de danske.

Det nye er, at den er gjort internationalt stueren ved at blive trykt i den amerikanske lægeforenings blad JAMA i dag.

Som I kan huske, tilsendte vi jer to nyhedsbreve om denne rapport d. 23/8 og d.12/9. (se for neden)

Efter nu at have læst artiklen i JAMA, kan vi kun sige, at siden da har forfatterne ikke tilføjet noget nyt.

Så har vi heller ikke mere at tilføje, for SÅ tungnemme anser vi ikke vore abonnenter for at være.

Vi vender snart tilbage med ægte nyheder.

Venlig hilsen
Speciallæge Claus Hancke
Speciallæge Niels Hertz
Vitalrådet

 

Litt:
JAMA, February 28, 2007—Vol 297, No. 8 (Reprinted)

Tidligere nyhedsbreve om denne sag:

  1. Hold så op med de kosttilskud !
  2. Dobbeltbundet rapport om antioxidanter

jama.ama-assn.org

Tidligt gammel uden vitaminer og mineraler

15. januar 2007

Får man for få vitaminer og mineraler, bliver man tidligt gammel. Det er fordi, organismen ignorerer fremtiden, når ressourcerne er knappe. Hvis den skal vælge, gør den, hvad der behøves netop nu.

Hold øje med Bruce Ames, den amerikanske biokemiker og professor ved Berkeley universitetet. Han er manden bag den verdenskendte Ames’ test, en lynmetode til afgørelse af, om stoffer i mad og miljø er kræftfarlige, dvs. udløser mutationer. Han er også forfatter til utallige videnskabelige artikler og har fremsat meget vigtige hypoteser på ernæringsområdet. I 1999 overrakte præsident Clinton ham “den amerikanske Nobelpris”, National Medal of Science, for denne indsats. Men i en alder af 78 år er Ames stadig yderst aktiv.

Ames hører til dem, der fremhæver, at der på utallige områder er sammenhæng mellem på den ene side underskud af vitaminer og mineraler, på den anden side kræft, mutationer og ældning. Men tydeligere end andre har han også søgt at forklare disse sammenhænge biokemisk. Det er højst væsentligt, for biokemiske mekanismer kan efterprøves, uden at man må ty til mangeårige forsøg med tusinder af mennesker. Da Ames fandt frem til sin mutationstest, forenklede han med ét slag påvisningen af kræftfarlige stoffer. Langvarige dyreforsøg blev overflødige. Nu vil han gøre langvarige forsøg med mennesker overflødige, når det gælder mangeltilstande.

At mangel og kræft hænger sammen, har han senest dokumenteret ved omfattende henvisninger i Procedings of the National Academy of Science fra november sidste år. F.eks. ser man mutationer, kræft og tidlig ældning ved mangel på magnesium. D-vitaminmangel anslås at være årsag til 29% af al kræft hos mænd. Der er sammenhæng mellem underskud af n-3-fedtsyrer fra fiskeolie og modermærkekræft – og mellem selenmangel og kræft samt kaliummangel og hjertesygdom. Mangel på B-vitaminerne folinsyre, B12-vitamin, thiamin og niacin hænger også sammen med mutationer og kræft. Selv jernmangel giver mutationer.

Hvis alt dette, og mere til, er udtryk for årsag og virkning, må mangel naturligvis bekæmpes. Mangel er, som alle ved, enormt udbredt. Vi får masser af kulhydrater og fedt, men få vitaminer og mineraler. Hver anden amerikaner får mindre magnesium end anbefalet, 90% får for lidt E-vitamin, 30% for lidt C osv. osv.

Mutationerne må vente
Hvis de forskellige mangeltilstande virkelig er årsagen til kræft, ældning og mutationer, hvad er så forklaringen? Ifølge Ames er det den, at celler og organer prioriterer, når de forbigående eller permanent mangler noget. En celle, der som følge af en mangel ikke kan udføre alle sine opgaver, vælger f.eks. at prioritere dannelse af energi frem for reparation af de mutationer, der ustandseligt sker – i løbet af et menneskes levetid undergår hvert eneste gen 100 milliarder mutationer. Tilsvarende vil knappe ressourcer få organismen til at satse på røde blodlegemer frem for hvide, dvs. frem for immunsystemet. I princippet er det det samme, som når blodstrømmen efter et blodtab dirigeres til hjerte og lunger frem for andre organer. Organismen må overleve her og nu, selv om prisen bliver en svækkelse på længere sigt.

Prioritering er dog kun én årsag til mutationer og ældning. En mere direkte er de mangeltilstande, der går ud over cellernes kraftfabrikker, mitokondrierne. De svækkes bl.a. ved mangel på B-vitaminerne biotin, pantotensyre, riboflavin og B6. Uden dem kan mitokondrierne ikke danne de enzymer, de skal bruge for at danne energi. Og uden energi fungerer intet i en celle – heller ikke forsvaret mod mutationer!

Ames og andre søger nu at bestemme, hvor meget af de forskellige mikronærings-stoffer vi behøver for at holde antallet af mutationer nede og mitokondrierne intakte. Det er ikke nemt, men det lader sig undersøge, og det er langt nemmere end at gøre kostbare og på flere måder usikre forsøg gennem årtier for at se, hvordan det går med dødelighed osv. blandt tusindvis af mennesker. Desuden: Hvem vil finansiere disse kostbare forsøg?

De senere år har vi set en række forsøg med tilskud af bl.a. E- og C-vitamin, selen, betakaroten og A-vitamin. Mange var dårligt udført, flere er blevet mistolket, også bevidst. Få er blevet klogere. Er dette vejen frem? Eller har Ames igen anvist en bedre genvej?

Mens vi venter på bedre viden, bør vi ifølge Ames tage rimelige tilskud af vitaminer og mineraler. Alt tyder på, at det er klogt. Og der er ingen risiko.
Niels Hertz


Reference:

Ames B. Low micronutrient intake may accelerate the degenerative diseases of aging through allocation of scarce micronutrients by triage. PNAS 2006; 103:17589-94.

www.pnas.org

Magnesium gavner astmatikere

8. januar 2007

Næsten alle får langt mindre magnesium i kosten, end folk fik før. Det lader til, at dette forringer tilværelsen stærkt for astmatikere. Men problemet er næsten ikke undersøgt.

Man skal tage magnesium alvorligt. Det er et livsvigtigt mineral, men mange får langt mindre end de 3-400 milligram om dagen, man anser for tilstrækkeligt. Før industrialiseringen fik man gennemsnitligt ca. 500 mg om dagen (nogle har sagt 1.000). I dag får mange mindre end 250.

Flere rapporter har de senere år sat mangel på magnesium i forbindelse med astma og allergi. I 1994 viste en engelsk undersøgelse f.eks., at jo mere magnesium astmatikere fik, jo bedre var deres lungefunktion. De, der fik 500 mg om dagen, havde 25% bedre lungefunktion end dem, der fik 400 – bedømt ved den mængde luft man kan puste ud på ét sekund.

Astma var ikke ret almindeligt før i tiden. I dag er det en frygtindgydende udbredt sygdom. Ca. hver tiende danske skolebarn har astma. I Aberdeen og Philadelphia har hver fjerde barn i otte-årsalderen det. Hyppigheden er her i landet mere end tredoblet siden 1970-erne, og ingen har nogen fornuftig forklaring. Hvad nu, hvis magnesiummangel er en del af årsagen?

Under et astmaanfald trækker bronkierne sig sammen, så luften hverken kan komme ud eller ind – især ikke ud. Men allerede i 1912 viste den berømte læge Trendelenburg – det var ham, der fandt på, at man skal have benene i vejret, hvis blodtrykket falder – at magnesium har den modsatte virkning. Det udvider bronkierne. Det var på køer, men i 1936 blev det også påvist på mennesker.

Alligevel er der kun foretaget siger og skriver to lodtræknings-forsøg for at undersøge virkningen på astma. Det ene (fra 1997) viste, at magnesium mindsker symptomerne. Det andet (fra 2003) viste ingenting, hvilket antageligt skyldtes, at patienterne fik så megen medicin, at der ikke var noget at forbedre.

Mindre allergi
Nu har et hold brasilianske læger gjort et tredje forsøg. De har undersøgt 37 børn og unge (7-19 år) med vedvarende moderat astma og allergi. Alle fik medicinsk behandling i form af en astmaspray med et bronkieudvidende stof foruden binyrebarkhormon. Desuden havde de en akut-virkende spray til brug ved forværring.

Denne behandling blev hos de 18 af børnene suppleret med 300 mg magnesium dagligt i to måneder. Resten fik placebo (“kalkpiller”). Hvem der fik hvad, afgjorde man ved hemmelig lodtrækning.

Magnesium hjalp. De, der fik magnesium, havde i de to måneder betydeligt færre dage med astmaforværring (hhv. 12 og 17). Trods dette havde de også væsentligt færre dage, hvor de tyede til den akut-virkende spray (hhv. 7 og 12). Selv om forsøget var lille, var forskellene statistisk uhyre sikre. I tilgift reagerede de behandlede langt mindre på de traditionelle priktest i huden, man bruger til at undersøge for allergi. De blev faktisk mindre allergiske! Endelig kunne man direkte måle, at deres bronkieslimhinder var langt mindre irritable.

Konklusionen er indlysende: Trendelenburgs gamle opdagelse holder med stor sikkerhed vand. Men magnesium er et meget billigt mineral (en depottablet med 360 mg koster lidt over en krone), som ingen kan tage patent på. Hvem vil betale for yderligere undersøgelser?
Niels Hertz


Referencer:

1. Gontijo-Amaral C et al. Oral magnesium supplementation in asthmatic children: A double-blind placebo controlled trial. European Journal of Clinical Nutrition 2007: 61:54-60.
2. Britton J et al. Dietary magnesium, lung function, wheezing, and airway hyperreactivity in a random adult population. Lancet 1994;344:357-62

www.nature.com/ejcn/index.html
www.thelancet.com

Klar tale om antioxidanter og åreforkalkning

19. december 2006

Sammenhængen mellem åreforkalkning og frie radikaler er meget stærk. Det er ikke modbevist, at de bør bekæmpes. Det er nemlig ikke undersøgt.

Der er som bekendt et problem med antioxidanter: Det er ikke bevist, at de forebygger åreforkalkning eller kræft.

Det er mærkeligt, for der er nærmest fuld enighed om, at det, som antioxidanterne bekæmper, nemlig frie radikaler, er hovedårsagen til disse dræbersygdomme. Hvorfor er deres rygte så ikke bedre?

Der er mange forklaringer. En af dem er, at de har haft dårlig presse. De virker, men svindlere manipulerer med tallene og påstår det modsatte, hævder nogen. Ikke uden grund. For et par år siden måtte bl.a. en dansk forsker til sin fortrydelse meddele, at antioxidanter nedsætter risikoen for kræft med omkring 10%. Det var ganske vist ikke statistisk sikkert, men ærgrelsen var alligevel så stor, at han simpelthen måtte gå i den modsatte grøft: I TV erklærede han frejdigt, at man havde opdaget, at antioxidanter “simpelthen accelererer kræftcellerne”. De var rene giftstoffer, forstod man.

Sagde han virkelig det? Javist! Men mindre grov manipulation foregår også. En yndet metode er f.eks. at ignorere positive resultater. I Motions- og Ernæringsrådets seneste rapport om antioxidanter beskriver man bl.a. den unikke franske SU.VI.MAX-undersøgelse, der viste, at tilskud af antioxidanter nedsætter mænds dødelighed med over en tredjedel! Trods det enestående resultat omtales den overhovedet ikke i konklusionen. Gemt er glemt.

Når SU.VI.MAX er unik, er det fordi, det er det eneste store, mangeårige lodtræknings-forsøg, hvor man har brugt en bred vifte af antioxidanter (C- og E-vitamin, selen, betakaroten og zink) i stedet for kun én eller to. Derved tør man tro, at de frie radikaler virkelig bliver angrebet. Store mængder af kun én antioxidant kan have modsat virkning, dvs. øge mængden af frie radikaler.

Manipulation er én ting, men hvad med selve undersøgelserne? Det billede tegner sig stadig stærkere, at mange af dem antageligt er udført med lidet virksomme antioxidanter i lidet virksomme doser eller kombinationer.

Tænk på åreforkalkning. Der er meget stor enighed om, at åreforkalkning i grove træk skyldes, at frie radikaler ilter det såkaldte LDL-kolesterol, som derpå fremkalder forkalkningen. Derfor bør man logisk set kunne bremse den ved at neutralisere de frie radikaler. Bemærk altså hvad teorien siger: Hvis man neutraliserer de frie radikaler, bremser man åreforkalkningen!

Forkerte undersøgelser
Men desværre er det ikke det, man har undersøgt! Man har ganske vist undersøgt for åreforkalkning, men man har ikke undersøgt, om der blev færre frie radikaler og dermed, om man havde brugt den rette behandling. Hvis forkalkningen aftog, ville man altså ikke kunne vide, om det var af den grund. Bl.a. har man gjort forsøg med E-vitamin uden at måle frie radikaler. Ofte har man end ikke målt, om vitaminet blev optaget fra tarmen, en nødvendig forudsætning for virkning. Når man har målt det, var stigningen i blodet oftest ubetydelig.

Men neutraliserer et tilskud af E-vitamin da ikke altid frie radikaler? Ikke nødvendigvis. Det er nok klogest at kombinere med andre antioxidanter (eks. C-vitamin, selen). I et forsøg, hvor man gav deltagerne op til 2.000 mg – langt mere end i kosttilskud – fandt man overhovedet ingen neutralisering.

Under enhver ordentlig medicinsk behandling kontrollerer man, at medicinen gør, hvad den skal. Når en diabetiker f.eks. får insulin, ved man, at det trænger ud i vævene. Så skal blodsukkeret falde. Det måler man. Selvfølgelig! Men den slags banale målinger mangler i de kliniske forsøg med antioxidanter. Det er hverken undersøgt, om deltagerne på forhånd var belastede med frie radikaler eller om de blev mindre belastede af behandlingen. Det er, som hvis man gav en person insulin, men hverken vidste, om han havde sukkersyge, eller om hans blodsukker faldt.

Hvorfor er det ikke målt? Det skyldes næppe ond vilje, men man har manglet gode målemetoder. Dem har man i højere grad nu.

Frie radikaler ilter som nævnt LDL-kolesterol. Et hold forskere fra Cleveland har nu peget på, at to af iltningsprodukterne er særdeles gode markører for åreforkalkning i hjertets kransårer: 9-HETE og F2-isoprostan. Afhængigt af mængden i blodet kunne to personer med samme alder, køn, blodtryk, rygevaner og kolesterol have vidt forskellig sandsynlighed for stærk åreforkalkning i hjertets kransårer. Hvis den ene lå i højeste fjerdedel mht. F2-isoprostan, mens den anden lå i laveste, var den førstes risiko ti gange større end den andens! En gigantisk forskel.

Omridset af mere rimelige forsøg med antioxidanter og åreforkalkning tegner sig:
Der skal gives en bred vifte af antioxidanter, ikke bare en enkelt.

Deltagerne skal have forhøjede værdier af f.eks. F2-isoprostan. Ellers ved man ikke, i hvilket omfang der er brug for antioxidanter.

Det skal måles, at mængden af eks. F2-isoprostan – som udtryk for frie radikaler – falder under behandlingen. Ellers er forsøget nytteløst.

Intet af dette er endnu gjort. Den kliniske forskning i antioxidanter er i sine barnesko!
Niels Hertz


Referencer:

1. Shishehbor MH et al. Systemic elevations of free radical oxidation products of arachidonic acid are associated with angiographic evidence of coronary artery disease. Free Radical Biology & Medicine 2006;41:1678-83.
2. Hercberg S et al. The SU.VI.Max study. Arch Int Med 2004;164:2335-2342
3. Meagher E et al. Effects of vitamin E on lipid peroxidation in healthy persons. JAMA 2001;285:1178-82.

Med dette nyhedsbrev vil vi gerne ønske vore abonnenter en rigtig
glædelig jul og et godt nytår !

www.elsevier.com/wps/find/journaldescription.cws_home/525469/description
jama.ama-assn.org
archinte.ama-assn.org