Tag: astma

Magnesium gavner astmatikere

Niels Hertz

8. januar 2007

Næsten alle får langt mindre magnesium i kosten, end folk fik før. Det lader til, at dette forringer tilværelsen stærkt for astmatikere. Men problemet er næsten ikke undersøgt.

Man skal tage magnesium alvorligt. Det er et livsvigtigt mineral, men mange får langt mindre end de 3-400 milligram om dagen, man anser for tilstrækkeligt. Før industrialiseringen fik man gennemsnitligt ca. 500 mg om dagen (nogle har sagt 1.000). I dag får mange mindre end 250.

Flere rapporter har de senere år sat mangel på magnesium i forbindelse med astma og allergi. I 1994 viste en engelsk undersøgelse f.eks., at jo mere magnesium astmatikere fik, jo bedre var deres lungefunktion. De, der fik 500 mg om dagen, havde 25% bedre lungefunktion end dem, der fik 400 – bedømt ved den mængde luft man kan puste ud på ét sekund.

Astma var ikke ret almindeligt før i tiden. I dag er det en frygtindgydende udbredt sygdom. Ca. hver tiende danske skolebarn har astma. I Aberdeen og Philadelphia har hver fjerde barn i otte-årsalderen det. Hyppigheden er her i landet mere end tredoblet siden 1970-erne, og ingen har nogen fornuftig forklaring. Hvad nu, hvis magnesiummangel er en del af årsagen?

Under et astmaanfald trækker bronkierne sig sammen, så luften hverken kan komme ud eller ind – især ikke ud. Men allerede i 1912 viste den berømte læge Trendelenburg – det var ham, der fandt på, at man skal have benene i vejret, hvis blodtrykket falder – at magnesium har den modsatte virkning. Det udvider bronkierne. Det var på køer, men i 1936 blev det også påvist på mennesker.

Alligevel er der kun foretaget siger og skriver to lodtræknings-forsøg for at undersøge virkningen på astma. Det ene (fra 1997) viste, at magnesium mindsker symptomerne. Det andet (fra 2003) viste ingenting, hvilket antageligt skyldtes, at patienterne fik så megen medicin, at der ikke var noget at forbedre.

Mindre allergi
Nu har et hold brasilianske læger gjort et tredje forsøg. De har undersøgt 37 børn og unge (7-19 år) med vedvarende moderat astma og allergi. Alle fik medicinsk behandling i form af en astmaspray med et bronkieudvidende stof foruden binyrebarkhormon. Desuden havde de en akut-virkende spray til brug ved forværring.

Denne behandling blev hos de 18 af børnene suppleret med 300 mg magnesium dagligt i to måneder. Resten fik placebo (“kalkpiller”). Hvem der fik hvad, afgjorde man ved hemmelig lodtrækning.

Magnesium hjalp. De, der fik magnesium, havde i de to måneder betydeligt færre dage med astmaforværring (hhv. 12 og 17). Trods dette havde de også væsentligt færre dage, hvor de tyede til den akut-virkende spray (hhv. 7 og 12). Selv om forsøget var lille, var forskellene statistisk uhyre sikre. I tilgift reagerede de behandlede langt mindre på de traditionelle priktest i huden, man bruger til at undersøge for allergi. De blev faktisk mindre allergiske! Endelig kunne man direkte måle, at deres bronkieslimhinder var langt mindre irritable.

Konklusionen er indlysende: Trendelenburgs gamle opdagelse holder med stor sikkerhed vand. Men magnesium er et meget billigt mineral (en depottablet med 360 mg koster lidt over en krone), som ingen kan tage patent på. Hvem vil betale for yderligere undersøgelser?
Niels Hertz


Referencer:
1. Gontijo-Amaral C et al. Oral magnesium supplementation in asthmatic children: A double-blind placebo controlled trial. European Journal of Clinical Nutrition 2007: 61:54-60.
2. Britton J et al. Dietary magnesium, lung function, wheezing, and airway hyperreactivity in a random adult population. Lancet 1994;344:357-62

www.nature.com/ejcn/index.html
www.thelancet.com

Magnesium forebygger (måske) kræft

Claus Hancke

21. februar 2005

Jo mindre magnesium, du får, jo større er din risiko for kræft i tyktarmen – samt astma og en ubalance i muskel- og nervefunktion. Vanddrivende piller og tomme kalorier er hovedårsagen til mangel.

Svenske forskere har opdaget, at mangel på magnesium tilsyneladende forøger risikoen for tyktarmskræft, en af de hyppigste former for kræft. Overhyppigheden blev fundet i en gruppe på over 66.000 kvinder i 40-70-årsalderen, som blev fulgt over en treårig periode.

Flertallet af de 66.000 kvinder fik mindre end de anbefalede ca. 350 mg magnesium om dagen i deres kost. Faktisk hørte en kvinde til den øverste femtedel, hvis hun fik mere end 255 mg dagligt. Denne femtedel havde udpræget mindre risiko for tyktarmskræft end resten, og risikoen tiltog jævnt med aftagende indtag.

Hvorfor får så få magnesium nok? Det burde ikke være svært at få nok. Det anslås, at ved forrige århundredes begyndelse fik en gennemsnitlig voksen mere end 1.000 mg magnesium om dagen. Altså fire gange så meget som de kvinder, der i dag får mest.

Forklaringen er indlysende. Ved forrige århundredes begyndelse fik man ikke nær så mange tomme eller halvtomme kalorier, i form af sukker, margarine og hvidt mel, som man får i dag. I 100 gram havregryn er der næsten 300 mg magnesium, mens andre fuldkornsprodukter (og letbitter chokolade!) indeholder ca. 100 mg pr. 100 gram. Det er fire gange så meget som i industrielt forarbejdet hvidt mel.

Magert kød, som man sjældent fik for 100 år siden, når ikke op på mere end omkring 25 mg magnesium pr. 100 gram, omtrent det samme som i grønsager som spinat, ærter og bønner.

Sammenligningen er interessant af andre grunde end hensynet til kræft. Mangel på magnesium er i talrige undersøgelser sat i forbindelse med åreforkalkning og hjerteslag, sygdomme, der var sjældnere for 100 år siden.

For en del år siden viste f.eks. en skotsk undersøgelse, at når astmatikere fik et tilskud på bare 100 mg magnesium, fik de tydeligt færre astmaanfald og mindre irritable slimhinder. Også astma er som bekendt en langt hyppigere sygdom i dag. Virkningen stemmer med, at man kan standse et astmaanfald med en intravenøs indsprøjtning af magnesiumsulfat.

Magnesium har mange andre virkninger: Det hæmmer blodpladernes tendens til sammenklumpning og øger dannelsen af kvælstofilte (NO), som holder blodkarrene åbne, sænker blodtrykket og sikrer normalt kredsløb.

Begge dele kan antages at mindske risikoen for blodprop i hjertet, en sammenhæng som er formodet, men ikke endeligt bevist. Den styrkes dog yderligere af, at magnesium har flere virkninger tilfælles med det kolesterolsænkende piller, man kalder statiner – dog uden at have disses bivirkninger.

Den afslappende virkning på blodkarrene kan hænge sammen med den generelt afslappende virkning på muskler og nerver, som magnesium er kendt for. Før i tiden har man på mennesker fremkaldt fuld narkose med magnesium, lige som man kan fremkalde lokalbedøvelse ved at indsprøjte det under huden.

Magnesium anvendes stadig som det vigtigste middel mod kramper ved svangerskabsforgiftning og kan bruges mod sygdommen stivkrampe. Mange har også glæde af, at et magnesiumtilskud hjælper mod lægkramper, som mange gravide og ældre plages af.

Umiddelbart virker det betænkeligt, at vi i dag får så meget mindre end før af et mineral med disse egenskaber. Ikke mindst fordi de uhyre udbredte vanddrivende piller bidrager til manglen ved at udskille magnesium via nyrerne.

Hertil kommer så nu den mulige kræfthæmmende virkning af magnesium. Dette kan naturligvis også være en kombination af andre mangler, som ses samtidigt med mangel på magnesium. En dårlig kost vil medføre mangel på mange essentielle næringsstoffer, så moralen må være: Spis ordentligt!
Vitalrådet.

 

Referencer:
1) “Comparison of Mechanism and Functional Effects of Magnesium and Statin Pharmaceuticals,” Rosanoff A, Seelig MS, J Am Coll Nutr, 2004;23(5):501S-505S. (Address:Mildred S. Seelig, MD, E-mail: mgseelig@comcast.net).
2) Ford Es, Mokdad AH. Dietary magnesium intake in a national sample of US adults. J Nutr 2003;133:2879-82
3) Goodman and Gilman’s The Pharmacological basis of therapeutics. Pergamon Press 1990. P. 704-6.

www.jacn.org
www.nutrition.org
www.iom.dk

C-vitamin modvirker sejt slim og tørre slimhinder

Claus HanckeSkriv en kommentar til C-vitamin modvirker sejt slim og tørre slimhinder

23. august 2004

Amerikansk forskning tyder på, at C-vitamin kan gavne de mange, der lider af sejt sekret i luftvejene, f.eks. ved astma, kronisk bihulebetændelse og kronisk bronkitis.

Lægerne ved forskningsafdelingen på Childrens Hospital i Oakland har vist, at C-vitamin er nødvendigt for dannelse af det væskelag på overfladen af slimhinderne, som er nødvendigt for slimhindernes funktion. De optimale koncentrationer af C-vitamin er dog så høje, at de muligvis kun kan nås ved lokalbehandling af slimhinderne med C-vitamin i sprayform.

Der er tale om særdeles raffineret grundforskning i de amerikanske undersøgelser. De handler om det såkaldte CFTR-molekyle, der er defekt ved den medfødte sygdom cystisk fibrose, også kaldet sejt slim-sygdom. CFTR er et molekyle, der dannes centralt i cellerne, men vandrer ud til overfladen, hvor det fungerer som transportør af klor-ioner, der sekundært trækker væske med sig. Når molekylet beskadiges, mangler celleoverfladen sit væskelag, og der dannes slim i stedet.

Undersøgelserne har vist, at C-vitamin er nødvendigt for CFTR-molekylets funktion i celleoverfladen. Hvis slimhinden kommer i underskud med C-vitamin, fordi det opbruges af frie iltradikaler på grund af rygning eller betændelse, skades molekylet. Som følge heraf udtørrer cellernes overflade, og i luftvejene vil der dannes sejt slim. Direkte overfladebe-handling af slimhinderne med C-vitamin, forbedrede imidlertid molekylets funktion markant hos frivillige.

På basis af undersøgelserne spås det derfor, at lokalbehandling med C-vitamin vil vise sig at kunne løsne det seje sekret ved de nævnte sygdomme og dermed bl.a. hindre infektioner. Forskerne mener også, at C-vitamin bør undersøges ved den såkaldte Sjøgrens sygdom, en udbredt sygdom, der viser sig ved tørre slimhinder.

Undersøgelserne giver for første gang en forklaring på, hvorfor indtag af C-vitamin i høje doser medfører løs afføring. Forklaringen er, at vitaminet påvirker tarmslimhinden på samme måde som andre slimhinder og altså fremmer dannelse af et væskelag i overfladen.

Umiddelbart kan resultaterne dog ikke anvendes ved cystisk fibrose. Her er CFTR-molekylet defekt på en måde, så det slet ikke når ud til celleoverfladen, hvor det ellers aktiveres af C-vitamin.
Vitalrådet.


Reference:
Fischer H et al.: Vitamin C controls the cystic fibrosis transmembrane conductance regulator chloride channel. Journal of the National Academy of Sciences 2004;101: 3691–3696.

www.jstor.org/journals/nas.html
www.iom.dk

Astmabørn hjælpes af antioxidanter

Per LarsenSkriv en kommentar til Astmabørn hjælpes af antioxidanter

30. maj 2002

Antioxidanter som C- og E-vitamin kan beskytte lungerne hos astmatiske børn, så de ikke bliver skadet af ozon-forurening i storbyluften. Det viser en ny undersøgelse, der præsenteres i det videnskabelige tidsskrift American Journal of Respiratory and Critical Care Medicine.

Under forsøget fik 158 astmatiske børn i den stærkt forurenede by Mexico City enten tilskud af antioxidanter eller et kontrolpræparat uden aktive stoffer.

Ingen vidste hvem der fik hvad, før koden blev brudt efter forsøgets afslutning halvandet år senere. Børnenes tilskud var på 50 mg E-vitamin og 250 mg C-vitamin om dagen.

I antioxidant-gruppen blev børnenes lungefunktion ikke nedsat i de perioder, hvor byen var plaget af kraftig ozon-forurening. Derimod blev lungefunktionen dårligere hos de børn, der ikke fik antioxidanter men i stedet kontroltabletter uden indhold.

Antioxidanterne synes især at hjælpe børn med moderat eller svær astma, beretter forskerne. Det tyder på, at børn med fremskreden astma er særligt sårbare for ozon, fordi de har et svagt antioxidantforsvar i lungerne.

Nogle astmatikere får sværere symptomer, når de indånder luftbårne irritanter som ozon, der findes i storbyer og især stammer fra biler, kraftværker og industri. Også undersøgelser på raske cykelryttere har vist, at antioxidanter kan mindske ozonforureningens skadevirkninger på lungefunktionen.

Forskerne bag undersøgelsen konkluderer, at astmatiske børn i områder med luftforurening bør have mere C- og E-vitamin for at beskytte lungerne. Denne konklusion kan det danske Vitalrådet tilslutte sig.
Per Tork Larsen


Reference:
American Journal of Respiratory and Critical Care Medicine 2002;166: 703-70.

ajrccm.atsjournals.org/cgi/content/full/166/5/703
www.cbcrp.org/research/PagePeriodical.asp
www.iom.dk