D-vitamin beskytter mod tyktarmskræft

26. januar 2010

Et kæmpestort europæisk studie bekræfter nu, at D-vitamin kan sænke risikoen for tyktarmskræft med 40%.

Vitalrådet har i flere tidligere nyhedsbreve refereret videnskabelige undersøgelser, som viser at D-vitamin kan sænke risikoen for kræft, og vi er endda af journalister blevet kraftigt opfordret til at trække disse udsagn tilbage. Det har vi heldigvis ikke gjort.

British Medical Journal offentliggjorde for et par dage siden verdens største undersøgelse nogen sinde af sammenhængen mellem kost og helbred, det såkaldte EPIC-studie, og dette er kun ét af mange resultater, vi vil få at se i den nærmeste fremtid fra dette enorme studium.

Mere end en halv million primært raske mennesker fra ti europæiske lande har været nøje undersøgt og fulgt igennem 10 år af forskere fra hele Europa.

Deltagerne har udfyldt detaljerede kostskemaer, og de er blevet kontrolleret med blodprøver for at kortlægge deres ernæringstilstand.

På analysetidspunktet var der forekommet 1.250 tilfælde af tyktarmskræft og efter sammenligning med raske fandt forskerne, at de som lå lavest i D-vitamin i blodet havde væsentligt højere risiko for at få denne kræftform.

I modsætning til mange andre studier udmærker dette sig ved at være prospektivt. Altså fremadskuende fra starttidspunktet, hvor man tager udgangspunkt i en gruppe raske mennesker. Det udmærker sig også ved at være fra så mange forskellige lande, kulturer og – ikke mindst – madkulturer.

D-vitamin får vi jo først og fremmest fra Solen, og en lille smule fra kosten. Danskere er ikke de flinkeste fiskespisere, og meget af den fisk, vi spiser er farmede og indeholder derfor ikke de fedtsyrer og andre stoffer, vi tror, de indeholder.

Så vi er tilbage ved Solen som den vigtigste naturlige kilde til D-vitamin.

Imidlertid har nogen af vore forfædre af uransagelige grunde fundet på at bosætte sig nord for Alperne, og det medfører, at middagssolen kun i 3-4 måneder om året står højt nok på himlen til at danne tilstrækkeligt D-vitamin i huden (hvis vi da har kolesterol nok).

Så vi må altså dyrke Solbad, når den står højest, altså midt på dagen, uden solcreme, og derfor også kun en halv time, så vi ikke risikerer forbrænding.

Hvis det bliver for indviklet, så kan man jo også bare snuppe en D-vitamin kapsel som tilskud. Det er måske lidt nemmere, og det kan man gøre hele året.

Dosis er noget omdiskuteret og bør ideelt set måles i en blodprøve, men de fleste seriøse forskere ligger mellem 2.000 og 4.000 IE svarende til 50-100 mikrogram dagligt.

Det varer længe før vi igen vil se et så grundigt, multinationalt studie af så mange mennesker over så lang tid.

Derfor er det ikke et hvilket som helst studie. Det har stor validitet og bør rykke ved de kritisable ADT-grænser, vi har i dag.
Vitalrådet.


Litt:

Jenab, M. et al (2010). Association between pre-diagnostic circulating vitamin D concentration and risk of colorectal cancer in European populations: A nested case-control study BMJ, 340 (jan21 3)
Kan hentes direkte på: www.bmj.com/cgi/content/abstract/340/jan21_3/b5500
www.bmj.com

Selen, diabetes og kræft

25. oktober 2007

Helses oktobernummer rummer en artikel, hvor det i både overskrift og tekst står, at selen øger risikoen for diabetes. Sådan, lige ud ad landevejen; uden nogen tøven eller plads til videnskabelig tvivl.

Artiklen var usigneret og rummede en del fejl, så trods vor respekt for Helses faglighed, forbigik vi først artiklen med et skuldertræk.

Imidlertid har flere af Vitalrådets trofaste abonnenter kontaktet os og spurgt til denne “nye” amerikanske undersøgelse, som refereres i Helse, og vi har derfor lovet at komme med et lidt mere detaljeret billede af de givne data.

Lad os først gøre vore læsere klart, at der ikke er tale om noget “nyt lodtrækningsstudie fra USA”, som det står i Helse. Det er faktisk ti år gammelt.

Saverio Stranges et al. har blot været så tilfredse med forsøget, at de har gravet de gamle tal frem og underkastet dem nye analyser i håb om at finde andre brugbare data, end de primære “endpoints”, som forsøget var designet til at belyse.

Der er tale om et lodtrækningsstudie publiceret i JAMA i 1996 af Larry Clark et al.

Forsøget var designet til at undersøge selen’s evne til at forebygge cancer, og data er indsamlet fra 1983 til 1996.

Dette forsøg var et veludført, dobbelt blindt studie på patienter, som havde haft et basocellulært carcinom, hvilket er en ret godartet hudkræft, som udgør over 90% af alle hudkræfttilfælde. Man ønskede at undersøge, om et tilskud af 200 µg selen dagligt ville nedsætte risikoen for at denne hudkræft kom tilbage.

Forsøget viste ingen signifikant (statistisk sikker) nedsættelse af denne risiko. Der kom endda lidt flere tilfælde, men det var ikke signifikant. Det kunne være tilfældigt.

Derimod var det signifikant, at dødeligheden (og forekomsten) af alvorlige kræfttilfælde faldt med 50% i gennemsnit.

Dødeligheden for lungekræft faldt med ca. 40%, tyktarmskræft med ca.60% og prostatakræft med over 60%.

Særligt interessant for os danskere var, at prostatacancer faldt med ca. 90% i den tredjedel af forsøgspersonerne, som inden forsøget lå lavest i selenindhold i blodet. Det er interessant for os, fordi denne gruppe havde samme selenindhold i blodet, som vi har her i Danmark.

Ud fra disse primære endpoints kan vi således ikke forvente, at selen nedsætter recidivfrekvensen af godartet hudkræft, men vi kan til gengæld forvente nedsat forekomst af alvorlige kræftsygdomme med 50% her i Danmark, og hvad prostatakræft angår, kan denne sygdom næsten udryddes. Dette vil i Danmark kunne spare 15.000 kræftdødsfald hvert år, hvis Larry Clarks undersøgelse står til troende og kan reproduceres.

Se dette var de primære resultater af dette studie, som blev publiceret i JAMA i 1996.

Dette må man ikke glemme, når man ti år senere vrider forsøgsresultaterne for yderligere oplysninger.

I Stranges nye artikel har man, baseret på de gamle tal, konstateret, at der var en lille overvægt i forekomsten af diabetes-2 i selengruppen. Den statistiske vægt er ikke høj.

Hvis der havde været blot 3 flere tilfælde af diabetes i placebogruppen, så var der ikke signifikans.

I øvrigt er dette resultat af mindre betydning for os her i Danmark, idet det ikke gjaldt den gruppe, som havde selenniveau på linie med vort. Den let øgede forekomst af diabetes var kun at finde i den tredjedel af forsøgspersonerne, der lå højest i selenindhold i blodet. Altså mere af interesse for f.eks. japanere, som spiser omkring 400µg selen dagligt i deres kost. Japanere er i øvrigt verdens længst levende befolkning.

I forsøgets gennemsnitlige 7,7 års observationstid forekom i alt 97 tilfælde af type-2 diabetes, hvilket er det samme som i normalbefolkningen. Men de var fordelt med 58 i selengruppen og 39 i placebogruppen.

Dette resultat var ikke signifikant med hensyn til risiko, men forfatterne nedbrød derefter i percentiler, hvor de fandt svag signifikans (P=0,038) for øget risiko i den undergruppe, der lå højest i selen, men ikke i de andre grupper.

Da gennemsnitsrisikoen for de to grupper var som i normalbefolkningen, og forfatterne i deres konklusion anså selen som en risikofaktor, så må man jo logisk set slutte, at placebo nedsætter risikoen for diabetes.

Da dette selvfølgelig er noget sludder, er der også den mulighed, at statistikken er så svag, at man må tvivle på sikkerheden i denne tendens, og afvente den store SELECT- eller PRECISE-undersøgelse på 40.000 mennesker med flerstrenget dosering, før man kan slutte noget som helst om selen og diabetes.

Der er imidlertid også svagheder i dette efterstudie af Larry Clarks forsøg, hvilket forfatterne også selv indrømmer. Diabetes-diagnosen er oplyst af patienten selv og ikke klinisk verificeret, og der er nogen mystik omkring BMI, idet der ikke var nogen forskel i risiko hos folk med et BMI over 27. Dette giver forfatterne ingen forklaring på, men de skriver da også ærligt, at “a few more cases of diabetes in the placebo group would attenuate the main effect of selenium treatment and produce null findings”.

Imidlertid er den værste fejl ved en sådan efterrationalisering af et gammelt studie, at det oprindelige forsøg slet ikke var designet til at afdække disse ting. Herved har man ikke fået meget vigtige “confounding data” med. -Altså data som skal sikre, at der ikke er forskel på grupperne med hensyn til f.eks. familiær forekomst af diabetes, fedtfordeling og fysisk aktivitet.

Man bør være meget forsigtig, når man senere laver statistik på sekundære endpoints, som er indført efter et forsøgs afslutning.

Og specielt bør man være forsigtig med alt for skråsikre konklusioner, som i Helse.
Claus Hancke


Referencer:

  1. Stranges S et al. Effects of Long-Term Selenium Supplementation on the Incidence of Type 2 Diabetes. Ann Intern Med.2007;147:217-223.
  2. Clark L et al. Effects of Selenium Supplementation for Cancer Prevention in patients with carcinoma of the skin. JAMA 1996;276:1957-63.

www.annals.org
jama.ama-assn.org

B6-vitamin mod tyktarmskræft

14. juni 2005

Alkohol forhøjer risikoen for flere former for kræft. Det kan skyldes, at alkohol forstyrrer bestemte livsvigtige stofskifteprocesser. Men B6-vitamin og folinsyre synes at genoprette skaden.

Tillader man sig 1-2 glas rødvin om dagen, forlænger man sandsynligvis livet og hjælper sig selv mod åreforkalkning. Det er en kendt sag. Samtidig forhøjer man imidlertid sin risiko for f.eks. brystkræft og tyktarmskræft. Det er også en kendt sag. Mindre kendt er det, at denne ulempe tilsyneladende kan elimineres med B-vitaminerne folinsyre og B6-vitamin. Når alkohol udgør en kræftrisiko, er det måske fordi alkohol griber ind i netop de processer, som de to vitaminer varetager.

For ca. to år siden opdagede man, at alkohol tilsyneladende ikke forhøjer risikoen for brystkræft hos kvinder, hvis de får folinsyre nok. I 2004 viste noget tilsvarende sig mht. tyktarmskræft i en opfølgning af ca. 500.000 mænd og kvinder i flere lande. Risikoen var i denne undersøgelse forhøjet med 30 %, hvis man fik mere end to genstande daglig, men den var ikke forhøjet hos dem, der fik mest folinsyre. Samme resultat kom man til i en svensk undersøgelse af kræft i æggestokkene.

Nu viser en ny svensk undersøgelse, at det samme gælder for B6-vitamin, også kaldet pyridoxin. 61.433 kvinder, hvis kost blev undersøgt i årene 1987-90 og igen i 1997, blev fulgt i gennemsnitligt 14,8 år. I den periode fik 805 af kvinderne kræft i tyktarmen. Den femtedel der fik mest B6-vitamin, havde en tredjedel lavere risiko for tyktarmskræft.

Den beskyttende virkning af vitaminet var imidlertid særligt stor hos kvinder med et regelmæssigt alkoholforbrug. Hvis man fik mindst to genstande om ugen og hørte til den femtedel, der fik mest B6 i kosten, kunne man glæde sig over en risiko for tyktarmskræft, der kun var godt en fjerdedel (28 %) så høj, som hvis man havde hørt til dem, der fik mindst.

B6-vitamin spiller lige som folinsyre og B12-vitamin en rolle for det såkaldte 1-kulstof-stofskifte. Det betyder, at det bl.a. har til opgave at danne kemiske grupper (metylgrupper), der kun indeholder ét kulstofatom, og som bruges i opbygning af enzymer, cellernes arvemateriale (DNA) m.m.

Disse vitaminer leverer altså smådele til organismens forskellige konstruktions-opgaver. Alkohol forstyrrer denne leverance, hvilket kan være forklaringen på, at alkohol øger risikoen for kræft – eller en del af forklaringen. Til gengæld ser det altså ud til, at forstærkelse af 1-kulstof-stofskiftet med folinsyre og B6-vitamin gør skaden god igen.

Gode kilder til B6-vitamin er kød, lever, nyre, gær, fuldkorn (altså ikke grovboller), nødder og grønne grøntsager. Fuldkorn har før været en afgørende kilde til B6-vitamin, men afskalningen af alt korn har medført, at mennesker gennemgående har betydeligt mindre B6-vitamin i blodet end f.eks. husdyr. Det er svært at få de anbefalede daglige 1,7 mg i kosten

Folinsyre findes især i lever, grønne grønsager og gær. I praksis er den vigtigste kilde grønne grønsager. Dem får de færreste nok af. Seks om dagen hedder det jo.

Forfatterne til den aktuelle undersøgelse, der er udført på Karolinska sygehuset i Stockholm, konkluderer forståeligt, at deres fund kan være væsentligt for forebyggelsen af tyktarmskræft, både fordi mange bruger alkohol, og fordi befolkningens B6-status let kan forbedres med bl.a. kostforandring og vitamintilskud.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Larsson SC, Giovannucci E, Wolk A. Vitamin B6 intake, alcohol consumption, and colorectal cancer: a longitudinal population-based cohort of women. Gastroenterology. 2005 Jun;128(7):1830-7.
2. Eunyoung Cho et al. Alcohol intake and colorectal cancer: A pooled analysis of 8 cohort studies. Annals of Internal Medicine 2004;140:603-13.

www.gastrojournal.org/scripts/om.dll/serve
www.annals.org
www.iom.dk

Alkohol giver kræft, B-vitamin hindrer det

28. juni 2004

Kræft i tyktarmen er blandt de hyppigste kræftformer og dertil en af dem med den største dødelighed. Flere undersøgelser har de senere år vist, at risikoen for tyktarmskræft forhøjes af alkohol.

Dette er på ny understreget i et delresultat af en befolkningsundersøgelse, som er udført samtidigt i fem lande og omfatter ca. 490.000 mænd og kvinder.

De nyligt offentliggjorte resultater har vist, at risikoen for tarmkræft er forhøjet med omkring 30 % hos dem, der drikker mere end to genstande daglig, uanset om der er tale om vin, øl eller alkohol i anden form. Men denne risiko ser ud til at ophæves helt af B-vitaminet folinsyre.

Tidligere er der fundet sammenhæng mellem alkohol og risikoen for brystkræft hos kvinder, men også her beskytter folinsyre tilsyneladende.

Ligeledes mod kræft i æggestokkene synes det virksomt. I marts offentliggjordes en svensk undersøgelse af dette: Blandt godt 66.000 kvinder var hyppigheden af kræft i æggestokkene mere end 75 % formindsket hos dem, der fik mest folinsyre, selv om de drak mere end to genstande dagligt.

Folinsyre er et B-vitamin, som især findes i grønne planter og lever. Det er mest kendt for sin evne til at forebygge rygmarvsbrok hos nyfødte, den hyppigste af alle alvorlige medfødte misdannelser.

Hyppigheden af rygmarvsbrok er faldet i USA, efter at man i 1996 indførte obligatorisk berigelse af mel med vitaminet. Mangel på folinsyre anses for meget udbredt. Et tilskud på 400 mikrogram dagligt anses for passende som forebyggelse.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Larsson SC, Giovannucci E, Wolk A. Dietary folate intake and incidence of ovarian cancer: The Swedish Mammography Cohort. J Natl Cancer Inst. 2004;3;96(5):396-402.
2. Eunyoung Cho et al. Alcohol Intake and Colorectal Cancer: A Pooled Analysis of 8 Cohort Studies. Annals of Internal Medicine 2004;140:603-613.
3. Giovannucci E et al. Alcohol, low-methionine–low-folate diets, and risk of colon cancer in men. J Natl Cancer Inst. 1995;;87(4):265-73.

jncicancerspectrum.oupjournals.org
www.annals.org
www.iom.dk