Sidste nyt om selen

12.  januar 2010

Der forskes på livet løs i udnyttelse af selen mod kræft.
Offentligheden hører ikke meget til det, men her er et udpluk af seneste nyt.

Manglen på TV- og avisinformation kan give det indtryk, at der er stille om antioxidanters rolle i sygdomsbekæmpelse. Det er der ikke. Manglen skyldes alt overvejende den censur, man har indført. Alene om selen, en af de vigtigste antioxidanter, blev der i 2009 offentliggjort mere end 900 videnskabelige artikler. Her skal omtales et udpluk af den senere tids artikler om selen i kampen mod kræft.

Et berømt forsøg på at vise, om antioxidanter beskytter mod kræft blev i årene 1985-91 udført i den kinesiske Linxian-provins. Knap 30.000 deltog i forsøget, der viste stærkt fald i kræftrisiko hos dem, der fik tilskud af selen (50 mikrogram) samt E-vitamin og betakaroten (hhv. 30 og 15 mg). Nu har man opgjort, hvordan det var gået deltagerne 10 år senere (2001). Selv så længe efter var der forholdsvis flere overlevende i denne gruppe end blandt dem, der fik andre tilskud (f.eks. A-vitamin + zink, som ikke gavnede). Især havde gruppen nedsat forekomst af kræft i mavesækken, men det var deltagere under 55 år, der havde størst gevinst – man skal undgå mangel fra ungdommen af.

Tilsyneladende modsiges dette resultat af et andet berømt forsøg, SELECT-forsøget, der er udført i USA. Her viste det sig, at man ikke kunne forebygge kræft i prostata ved hjælp af selen, E-vitamin eller en kombination af begge dele. Forsøget var stort anlagt, og resultatet en kæmpe skuffelse.

En af verdens førende selen-specialister, Margaret Rayman, gjorde imidlertid for et par måneder siden opmærksom på, hvad der egentlig er indlysende: Tilskud af selen nytter ikke, hvis man får nok i forvejen! Det får man som hovedregel i USA, hvor man typisk får 3-4 gange så meget selen i kosten som i Danmark. Tilstrækkeligt med selen er en forudsætning for, at kroppen kan danne nok af de enzymer, som man formoder beskytter mod kræft. Rayman henviser bl.a. til et andet amerikansk kræftforsøg, hvor man netop så en massiv virkning hos dem, der fik mindst selen, men ingen virkning hos dem, der fik mest.

Tungmetaller neutraliseres
En af veteranerne i selen-forskningen er Gerhard Schrauzer fra San Diego universitetet i Californien. Han har været med i mere end 20 år. Nu gør han opmærksom på, at selen er i stand til at afgifte en lang række giftige metaller, som man under vore civiliserede forhold får i kroppen. Det gælder bly, kviksølv, kobber, cadmium, arsen m.m. Selen inaktiverer disse metaller ved at danne uopløselige forbindelser med dem. Men, siger Schrauzer, man må huske, at samtidig forbruges selenet, så vi af den grund bliver mindre beskyttede mod cancer. I forvejen får vi i Europa for lidt selen, men tungmetaller m.m. forhøjer behovet.

Taylor og medarbejdere har skrevet en artikel om nye fremskridt i selenforskningen. De skriver, at den fornyede interesse for selen hænger sammen med, at anti-kræft-virkningen efterhånden er meget veldokumenteret i dyreforsøg. Det kan man jo notere sig.

Netop på dyr har en forskergruppe fra San Diego universitetet påvist, at virkningen af kemoterapi (cisplatin) mod kræft i tyktarmen forstærkes betydeligt af store tilskud af antioxidanter (A- og E-vitamin samt selen) kombineret med fiskeolie. Gruppen mener, deres resultat berettiger, at der gøres forsøg med mennesker. Resultatet er meget spændende, for kræftlæger her i landet fraråder ofte i stærke vendinger patienterne at forene antioxidanter med kemoterapi. Begrundelsen for denne advarsel har hidtil været uklar.

Selen og kemoterapi
Forskere fra Karolinska sygehuset i Stockholm fastslår også uden videre, at det er veldokumenteret, at selen forebygger kræft. De beskriver adskillige forsøg, der har vist, at selen har stærke anti-cancer-virkninger – specielt over for kræft, som ikke mere reagerer på kemoterapi. Normale celler tager ikke skade af de selen-doser, der skal til!

Italienske forskere gør dog opmærksom på, at man også kan få for meget selen (men i Danmark skal man tage ca. to selentabletter om dagen for alt i alt at få det samme som en typisk amerikaner). De anfører, at høje doser kan øge risikoen for sukkersyge, en påstand, der dog er omstridt.

I Holland har man, lige som i Kina, interesseret sig for selen og kræft i spiserøret. Mere end 120.000 personer, der i 1968 var 55-69 år gamle, afleverede den gang en portion negleklip fra storetæerne. 16 år senere konstaterede man så, hvem og hvor mange der i mellemtiden havde fået kræft i spiserør eller mavesæk. Derpå målte man indholdet af selen i de pågældendes negle og sammenlignede med indholdet hos raske. Man fandt, at risikoen for de to kræftformer var betydeligt større hos dem, der kun havde små mængder selen i neglene, og dermed i kroppen.

Et pudsigt forsøg er udført i Japan. Her dyrkede forskere broccoli-spirer i et selenrigt miljø, så spirerne fik et ekstra indhold af selen. I et laboratorieforsøg undersøgte man så spirernes virkning på kræftvæv fra prostata. De berigede spirer hæmmede kræftvæksten klart bedre end normale spirer. Nu foreslår japanerne, at mænd spiser den slags spirer for at undgå kræft i prostata.

Endelig nævner andre japanere, at det er velkendt, at selen kan slå kræftceller fra mennesker ihjel, men nøjagtigt hvordan det sker, er endnu uklart. De er nået frem til, at i hvert fald en del af virkningen skyldes, at selen sætter kræftcellerne i gang med at dø ved hjælp af samme mekanisme (apoptose) som når normale celler skal udskiftes og dø. Sådan en mekanisme er jo nødvendig, eftersom næsten alle normale celler deler sig hele tiden. Der ville hurtigt blive dobbelt så mange, og vi ville vokse i det uendelige, hvis udslidte celler ikke blev sat i afgang.

Som det ses, er forskningen rigtigt levende. Meget af vor viden om selen er opnået inden for de aller seneste år. Mere følger utvivlsomt.
Niels Hertz.


Referencer

  1. Qiao YL et al. Total and cancer mortality after supplementation with vitamins and minerals: follow-up of the Linxian General Population Nutrition Intervention Trial. J Natl Cancer Inst. 2009 Apr 1;101(7):507-18. Epub 2009 Mar 24.
  2. Lippman SM et al. Effect of selenium and vitamin E on risk of prostate cancer and other cancers: the Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT). JAMA. 2009 Jan 7;301(1):39-51. Epub 2008 Dec 9.
  3. Rayman MP. Selenoproteins and human health: insights from epidemiological data. Biochim Biophys Acta. 2009 Nov;1790(11):1533-40. Epub 2009 Mar 25.
  4. Schrauzer GN Selenium and selenium-antagonistic elements in nutritional cancer prevention. Crit Rev Biotechnol. 2009;29(1):10-7.
  5. Taylor D. Recent developments in selenium research. Br J Biomed Sci. 2009;66(2):107-16; quiz 129.
  6. Ma H. Bi Efficacy of dietary antioxidants combined with a chemotherapeutic agent on human colon cancer progression in a fluorescent orthotopic mouse model. Anticancer Res. 2009 Jul;29(7):2421-6.
  7. Selenius M. Selenium and selenoproteins in the treatment and diagnostics of cancer. Antioxid Redox Signal. 2009 Sep 21. [Epub ahead of print]
  8. Vinceti M. Risk of chronic low-dose selenium overexposure in humans: insights from epidemiology and biochemistry Rev Environ Health. 2009 Jul-Sep;24(3):231-48.
  9. Steevens J. Selenium status and the risk of esophageal and gastric cancer subtypes: the Netherlands cohort study. Gastroenterology.. [Epub ahead of print]
  10. Abdulah R. Selenium enrichment of broccoli sprout extract increases chemosensitivity and apoptosis of LNCaP prostate cancer cells. BMC Cancer. 2009 Nov 30;9:414.

www.cancer.gov
jama.ama-assn.org
ar.iiarjournals.org
www.bjbs-online.org
www.liebertpub.com/products/product.aspx
www.ehjournal.net
www.gastrojournal.org
www.biomedcentral.com/bmccancer/

Selen, diabetes og kræft

25. oktober 2007

Helses oktobernummer rummer en artikel, hvor det i både overskrift og tekst står, at selen øger risikoen for diabetes. Sådan, lige ud ad landevejen; uden nogen tøven eller plads til videnskabelig tvivl.

Artiklen var usigneret og rummede en del fejl, så trods vor respekt for Helses faglighed, forbigik vi først artiklen med et skuldertræk.

Imidlertid har flere af Vitalrådets trofaste abonnenter kontaktet os og spurgt til denne “nye” amerikanske undersøgelse, som refereres i Helse, og vi har derfor lovet at komme med et lidt mere detaljeret billede af de givne data.

Lad os først gøre vore læsere klart, at der ikke er tale om noget “nyt lodtrækningsstudie fra USA”, som det står i Helse. Det er faktisk ti år gammelt.

Saverio Stranges et al. har blot været så tilfredse med forsøget, at de har gravet de gamle tal frem og underkastet dem nye analyser i håb om at finde andre brugbare data, end de primære “endpoints”, som forsøget var designet til at belyse.

Der er tale om et lodtrækningsstudie publiceret i JAMA i 1996 af Larry Clark et al.

Forsøget var designet til at undersøge selen’s evne til at forebygge cancer, og data er indsamlet fra 1983 til 1996.

Dette forsøg var et veludført, dobbelt blindt studie på patienter, som havde haft et basocellulært carcinom, hvilket er en ret godartet hudkræft, som udgør over 90% af alle hudkræfttilfælde. Man ønskede at undersøge, om et tilskud af 200 µg selen dagligt ville nedsætte risikoen for at denne hudkræft kom tilbage.

Forsøget viste ingen signifikant (statistisk sikker) nedsættelse af denne risiko. Der kom endda lidt flere tilfælde, men det var ikke signifikant. Det kunne være tilfældigt.

Derimod var det signifikant, at dødeligheden (og forekomsten) af alvorlige kræfttilfælde faldt med 50% i gennemsnit.

Dødeligheden for lungekræft faldt med ca. 40%, tyktarmskræft med ca.60% og prostatakræft med over 60%.

Særligt interessant for os danskere var, at prostatacancer faldt med ca. 90% i den tredjedel af forsøgspersonerne, som inden forsøget lå lavest i selenindhold i blodet. Det er interessant for os, fordi denne gruppe havde samme selenindhold i blodet, som vi har her i Danmark.

Ud fra disse primære endpoints kan vi således ikke forvente, at selen nedsætter recidivfrekvensen af godartet hudkræft, men vi kan til gengæld forvente nedsat forekomst af alvorlige kræftsygdomme med 50% her i Danmark, og hvad prostatakræft angår, kan denne sygdom næsten udryddes. Dette vil i Danmark kunne spare 15.000 kræftdødsfald hvert år, hvis Larry Clarks undersøgelse står til troende og kan reproduceres.

Se dette var de primære resultater af dette studie, som blev publiceret i JAMA i 1996.

Dette må man ikke glemme, når man ti år senere vrider forsøgsresultaterne for yderligere oplysninger.

I Stranges nye artikel har man, baseret på de gamle tal, konstateret, at der var en lille overvægt i forekomsten af diabetes-2 i selengruppen. Den statistiske vægt er ikke høj.

Hvis der havde været blot 3 flere tilfælde af diabetes i placebogruppen, så var der ikke signifikans.

I øvrigt er dette resultat af mindre betydning for os her i Danmark, idet det ikke gjaldt den gruppe, som havde selenniveau på linie med vort. Den let øgede forekomst af diabetes var kun at finde i den tredjedel af forsøgspersonerne, der lå højest i selenindhold i blodet. Altså mere af interesse for f.eks. japanere, som spiser omkring 400µg selen dagligt i deres kost. Japanere er i øvrigt verdens længst levende befolkning.

I forsøgets gennemsnitlige 7,7 års observationstid forekom i alt 97 tilfælde af type-2 diabetes, hvilket er det samme som i normalbefolkningen. Men de var fordelt med 58 i selengruppen og 39 i placebogruppen.

Dette resultat var ikke signifikant med hensyn til risiko, men forfatterne nedbrød derefter i percentiler, hvor de fandt svag signifikans (P=0,038) for øget risiko i den undergruppe, der lå højest i selen, men ikke i de andre grupper.

Da gennemsnitsrisikoen for de to grupper var som i normalbefolkningen, og forfatterne i deres konklusion anså selen som en risikofaktor, så må man jo logisk set slutte, at placebo nedsætter risikoen for diabetes.

Da dette selvfølgelig er noget sludder, er der også den mulighed, at statistikken er så svag, at man må tvivle på sikkerheden i denne tendens, og afvente den store SELECT- eller PRECISE-undersøgelse på 40.000 mennesker med flerstrenget dosering, før man kan slutte noget som helst om selen og diabetes.

Der er imidlertid også svagheder i dette efterstudie af Larry Clarks forsøg, hvilket forfatterne også selv indrømmer. Diabetes-diagnosen er oplyst af patienten selv og ikke klinisk verificeret, og der er nogen mystik omkring BMI, idet der ikke var nogen forskel i risiko hos folk med et BMI over 27. Dette giver forfatterne ingen forklaring på, men de skriver da også ærligt, at “a few more cases of diabetes in the placebo group would attenuate the main effect of selenium treatment and produce null findings”.

Imidlertid er den værste fejl ved en sådan efterrationalisering af et gammelt studie, at det oprindelige forsøg slet ikke var designet til at afdække disse ting. Herved har man ikke fået meget vigtige “confounding data” med. -Altså data som skal sikre, at der ikke er forskel på grupperne med hensyn til f.eks. familiær forekomst af diabetes, fedtfordeling og fysisk aktivitet.

Man bør være meget forsigtig, når man senere laver statistik på sekundære endpoints, som er indført efter et forsøgs afslutning.

Og specielt bør man være forsigtig med alt for skråsikre konklusioner, som i Helse.
Claus Hancke


Referencer:

  1. Stranges S et al. Effects of Long-Term Selenium Supplementation on the Incidence of Type 2 Diabetes. Ann Intern Med.2007;147:217-223.
  2. Clark L et al. Effects of Selenium Supplementation for Cancer Prevention in patients with carcinoma of the skin. JAMA 1996;276:1957-63.

www.annals.org
jama.ama-assn.org

C-Vitamin hæmmer kræft, men hvordan

18. september 2007

Ny forskning åbner ny teori om hvordan C-vitamin hæmmer cancervækst.

Efterhånden er der ophobet temmelig meget forskning, som tyder på, at C-vitamin har en ret markant hæmmende virkning på kræftcellers vækst.

Ved højdosis-behandling med C-vitamin er man nogenlunde sikker på den biokemiske effekt, idet C-vitaminet i denne dosering er pro-oxidant over for cancerceller. Det skaber altså øget fri-radikal belastning i cancercellerne og virker derved som en direkte cellegift på disse.

Men i moderate doser – altså det man kan spise sig til – er C-vitamin jo en anti-oxidant, og selv disse moderate doser af C-vitamin har vist en hæmmende effekt på cancercellernes vækst.

Man har derfor troet, at der var tale om, at C-vitaminet blokerede de frie radikaler, som skabte mutationer i cellerne, og at der således var en DNA-beskyttende virkning involveret.

Dette er formentlig ikke hele sandheden.

For mange år siden var den kendte professor Warburg blandt de første, som hævdede, at kræftceller vokser i iltfattigt væv. I dag er det almen viden, men der har været mangelfuld viden om hvordan. For ti år siden fandt Gregg Semenza på Johns Hopkins University, at cancercellerne er afhængige af et protein, HIF-1 (hypoxi induceret faktor), som kan hjælpe cellerne ved at kompensere for den manglende ilt i vævet således, at cancercellerne kan konvertere sukker til energi uden brug af ilt. Desuden katalyserer HIF-1 dannelsen af nye blodkar, så de hungrende cancerceller kan få friske forsyninger. Hvis en cancer tilmed vokser agressivt, vil den hurtigt opbruge al ilten og således blive helt afhængig af HIF-1-proteinet. Dette HIF-1 protein er igen afhængigt af tilstedeværelsen af frie iltradikaler, som er nødvendige for mange processer i kroppen. Imidlertid vil en kraftig antioxidant som C-vitamin eliminere dette overskud af frie iltradikaler, således at HIF-1 bliver ineffektiv, hvorved cancervæksten hæmmes.

Denne nye teori baseres på et forsøg af et forskerteam ved onkologisk center på Johns Hopkins University i samarbejde med Dean Felsher fra Stanford.

De ville undersøge antioxidanternes rolle ved cancervækst og fandt til deres store overraskelse, at der primært var tale om, at antioxidanterne destabiliserer det protein, som cancervæksten er afhængig af. Og som professor Chi Dang fra Johns Hopkins ganske klogt udtaler: “Ved at afsløre antioxidanternes virkningsmekanisme bliver vi bedre rustet til at optimere deres terapeutiske anvendelse.”
Claus Hancke


Litteratur

HIF-Dependent Antitumorigenic Effect of Antioxidants In Vivo Cancer Cell, Volume 12, Issue 3, 11 September 2007, Pages 230-238Ping Gao, Huafeng Zhang, Ramani Dinavahi, Feng Li, Yan Xiang, Venu Raman, Zaver M. Bhujwalla, Dean W. Felsher, Linzhao Cheng, Jonathan Pevsner et al.

www.cancercell.org

C-vitamin og cancerbehandling 1. del

Maj 1997

– Uddrag og kommentarer fra den videnskabelige litteratur

Af Gary Null, PhD, Howard Robins, DPM, Mark Tanenbaum, DPM og redaktør Patrick Jennings.
Townsend Letter for Doctors & Patients – maj 1997

Hvorfor denne kritiske gennemgang af videnskabelig litteratur?

Ordentlig basal ernæring er et vigtigt fundament for sundhed, men der er en voksende erkendelse af at det ikke er nok. Man behøver kun at tage sygdomsstatistikkerne i vores samfund i betragtning – infektionssygdomme er nu den tredjestørste dræber i USA samt den største i hele Verden, og tilfælde af cancer, gigt og psykiske lidelser er ikke formindsket – for at se, at vi er nødsaget til at gå videre end den basale ernæring for at bekæmpe sygdom.

Det er på tide at vi ser mere seriøst på kosttilskud, for bedre at forstå deres rolle i at støtte vores naturlige immunforsvar til at forebygge sygdom og ændre sygdomsforløb.

Folk taler om ortodoks medicin og alternativ medicin, som om der er et stort skel mellem de to, men der er faktisk ikke brug for en sådan adskillelse. Det vigtigste spørgsmål inden for behandling og bevarelsen af ens helbred er egentlig: Hvad virker? og vi skulle have lov til at spørge, mens vi evaluerer tilbuddene fra begge lejre, og til at kombinere det bedste fra dem begge.

Når alt kommer til alt, er det beviset for at noget virker – og ikke prædikatet man giver det – som er den vigtige faktor, der afgør om en bestemt behandling, funktion eller forebyggelsesmetode er af værdi.

Følgende er en oversigt over videnskabelig litteratur vedrørende C-vitaminets indvirkning på cancer. Spørgsmålene bag denne oversigt var motiverede af: ”Hvad virker?” og ”Hvordan skal det bruges?” Som også denne oversigt gør, vil enhver oversigt kun medtage veldesignede forsøg fra peer-reviewede tidsskrifter. De oprindelige tidsskrift-citater er medtaget, ligesom de koncentrerede beskrivelser af de oprindelige forsøgsuddrag er det.

Med andre ord, det følgende er ikke anekdotisk bevisførelse; det er et videnskabeligt bevis. Vi kan bevæge os ud over niveauet, hvor ”quackbusters”, undskyldninger fra specielle interessegrupper og andre tilhængere af jorden-er-flad-bevægelsers intellektuelle udspørgen ønsker at fastholde, at der intet bevis er for næringsstoffers værdi. Helt enkelt fordi det er bevist, og beviset er her.

______________________________________________________________________

Denne oversigtsartikel fremhæver at omkring 90 forsøg vedrørende C-vitamin’s rolle i cancerforebyggelse har været foretaget, og at disse for de flestes vedkommende har fundet statistisk signifikant virkning. Den beskyttende virkning er blevet påvist i forbindelse med cancer i bugspytkirtelen, mundhulen, maven, spiserør, livmoderhals, rektum, bryster og lunger.

– G. Block, et al., Epidemiologic Evidence Regarding Vitamin C and Cancer, American Journal of Clinical Nutrition, 54 (6 Suppl), December 1991, p. 1310S-1314S.

__

Daglig indtagelse af 1 gram C-vitamin formindskede mængden af kromosomskade fremkaldt i lymfocytter ved en udsættelse for bleomycin over de sidste 5 timer af en cellekultur. Forfatterne foreslår et lignende forsøg om genetisk ustabilitet kan være en hjælp til at påvise heterozygote med kromosomskade-syndromer og foreslå kost- og livsstilsændringer på grundlag af resultaterne fra denne bleomycin undersøgelse og relaterede fosøg vedrørende genetisk instabilitet.

– H. Pohl and J.A. Reidy, Vitamin C Intake Influences the Bleomycin-induced Chromosome Damage Assay: Implications for Detection of Cancer Susceptibility and Chromosome Breakage Syndromes, Mutat Research, 224(2), October 1989, p. 247-252.

__

En trifold antioxidant-vitaminblanding bestående af askorbinsyre, alfa-tokoferol og lecithin sammen med rosmarinekstrakt, med carnosinsyre og carnosol som de to mest aktive ingredienser, viste sig at udvise stærke antimutagene virkninger i Ames tester strain TA102.

Askorbinsyren ansås for at være ansvarlig for denne hæmmende egenskab i vitaminblandingen, mens carnosinsyre blev identificeret som den antimutagene formidler i rosmarinekstrakt. Forfatterne konkluderer at disse antioxidanter måske udviser anticarginogene egenskaber.

– M. Minnunni, et al., Natural Antioxidants as Inhibitors of Oxygen Species Induced Mutagenicity, Mutat Research, 269(2), October 1992, p. 193-200.

__

I dette forsøg viste C-vitamin at kunne hæmme nyretumor incidens med omkring 50 % i syriske hamstere, kunne nedsætte koncentrationen af diethylstilbesterol-4′,4″-quinon, den genotoksiske metabolit af diethylstilbestrol in vitro og i hamstere behandlet med stilbene, og nedsætte niveauet i hamstere af DES-DNA -fusioner skabt af quinon-metabolitten.

Forfatterne, som bemærkede at østrogen måske danner tumorer ved deres metaboliske oxidation af tilsvarende quinon-metabolitter, taler for, at C-vitamin kan hæmme dannelsen af tumorer ved at nedsætte koncentrationen af quinon-metabolitter og deres DNA-fusioner.

– J.G. Liehr, Vitamin C Reduces the Incidence and Severity of Renal Tumors Induced by Estradiol or Diethylstilbestrol, American Journal of Clinical Nutrition, 54 (6 Suppl), December 1991, p. 1256S-1260.

__

Dette skrift rapporterer om resultaterne af to stort anlagte forsøg med L-askorbinsyre i foder til mus, for at undersøge overlevelsen uden tumorer. Det første viste at forhøjet askorbinsyre i kosten signifikant forsinkede udviklingen af spontan brystkræft, med en gennemsnitlig alder ved den første tumor på 124,9 uger i den højest doserede askorbatgruppe og 82,5 uger i ad libitum-kontrolgruppen. Andelen af mus med tumorer blev også reduceret.

Det andet forsøg opdagede en signifikant forsinkende virkning af askorbat på tumorangreb og nedsættelse af forekomsten af kræft-skader. Omkring 5 gange så mange mus udviklede skader i nul-askorbatgruppen i forhold til askorbatgruppen efter 20 ugers indtagelse.

– L. Pauling, Effect of Ascorbic Acid on Incidence of Spontaneous Mammary Tumors and UV-Light-Induced Skin Tumors in Mice, American Journal of Clinical Nutrition, 54 (6 Suppl), December 1991, p. 1252S-1255S.

__

Askorbat stabiliserer den normale tilstand i fugle-seneceller ved at reducere Rous sarcom-virusproduktion og fremme syntesen af differentierede proteiner, som tillader at virus eksisterer i cellen, frem for helt at overtage den.

– R.I. Schwarz, Ascorbate Stabilizes the Differentiated State and Reduces the Ability of Rous Sarcoma Virus to Replicate and to Uniformly Transform Cell Cultures, American Journal of Clinical Nutrition, 54 (6 Suppl), December 1991, p. 1247S-1251S.

__

I erindring om at teorier har påvist, at askorbinsyre kan være i stand til at nedsætte risikoen for mavecancer ved at forebygge cancervæksten i mavesyre, har forfatterne målt både askorbinsyre i mavesaft og totalmængden af C-vitamin, og opdaget, at askorbinsyre bliver udskilt i mavesækken, hvorfor mavesaften ofte ligger højere i c-vitamin koncentration end koncentrationen i plasma. Mavesygdomme kan indvirke på denne sekretion, så det medfører lavere mavesaftværdier end plasmaniveauer.

– C.J. Schorah, et al., Gastric Juice Ascorbic Acid: Effects of Disease and Implications for Gastric Carcinogenesis, American Journal of Clinical Nutrition, 58 (1 Suppl), January 1991, p. 287S-293S.

__

Dette case-control forsøg evaluerede forbindelsen mellem specifikke substanser i kosten og invasiv kræft i livmoderhalsen hos kvinder i fire latinamerikanske lande. C-vitamin viste sig signifikant at kunne nedsætte risikoen for invasiv kræft i livmoderhalsen, hvilket også viste sig med betakaroten og andre karotenoider.

Disse resultater er i overensstemmelse med andre forsøg, som påpeger, at C-vitamin har en beskyttende rolle i udviklingen af invasiv kræft i livmoderhalsen.

– R. Herrero, et al., A Case-Control Study of Nutrient Status and Invasive Cervical Cancer: I. Dietary Indicators, American Journal of Epidemiology, 134 (11), December 1, 1991.

__

2.974 mænd, som deltog i den tredje undersøgelse af det prospektive Basel-forsøg fra 1971-1973, blev undersøgt for plasma-antioxidanterne A-, C- og E-vitamin og karoten. Et gennemsnitlig lavt plasmaniveau af karoten, justeret efter kolesterol og C-vitamin, var forbundet med øget generel cancerdødelighed. Lavere C-vitaminværdier viste en større risiko for mavecancer og gastrointestinal cancer hos ældre mennesker.

I lyset af disse resultater for C-vitamin – og i kombination med resultater fra de andre undersøgte vitaminer – konkluderede forfatterne, at lave antioxidant-niveauer er forbundet med en forhøjet dødelighedsrisiko for adskillige cancertyper.

– H.B. Stahelin, et al. Plasma Antioxidant Vitamins and Subsequent Cancer Mortality in the 12-year Follow-up of the Prospective Basel Study, American Journal of Epidemiology, 133(8), April 15, 1991, p. 766-775.

__

Man fandt et omvendt forhold mellem indtagelse af karotenoider, E-vitamin og C-vitamin og hyppigheden af lungecancer hos ikke-rygere i et 20-årigt opfølgningsforsøg bestående af 4.538 finske mænd uden cancer. Forfatterne peger på, at en øget indtagelse af disse næringsstoffer kan vise sig at beskytte mod udvikling af lungecancer hos ikke-rygere.

– P. Knekt, et al. Dietary Antioxidants and the Risk of Lung Cancer, American Journal of Epidemiology, 134(5), September 1, 1991, p. 471-479.

__

NAC indgivet i doser fra 0,1 til 10 mmol/L nedsatte antallet af mutagen-inducerede skader pr celle fra 23 – 73 %. På et dosisniveau fra 0,01 til 1 mmol/L nedsatte askorbinsyre kromosomskader med 21 – 58 %.

Disse resultater viser NAC og askorbinsyres beskyttende virkning medieret in vitro imod mutagen-fremkaldt kromosomskade. Forskellen på forekomsten af hoved og halscancer i befolkningsgrupper med forskelligartet kost kan forklares ved relaterede forhold in vivo.

– Z. Trizna, et al. Effects of N-acetyl-L-cysteine and Ascorbic Acid on Mutagen-induced Chromosomal Sensitivity in Patients with Head and Neck Cancers, American Journal of Surgery 162(4), October 1991, p. 294-298.

__

158 prøver taget af 139 lungecancerpatienter blev undersøgt for plasmaniveauer og ”buffy-coat” C-vitamin. Kostafhængig hypovitaminosis C viste tendens til at være til stede i størstedelen af prøverne og viste sig at blive forhøjet ved orale tilskud. Prøverne viste, at tumorer havde et større C-vitamin-indhold end normalt lungevæv.

– H.M. Anthony and C.J. Schorah, Severe Hypovitaminosis C in Lung-Cancer Patients: The Utilization of Vitamin C in Surgical Repair and Lymphocyte-Related Host Resistance, British Journal of Cancer, 46(3), Sept. 1982, p. 354-367.

__

Betakaroten og askorbinsyre viste sig vedvarende at beskytte imod colorektal cancer i dette case-controlforsøg med 828 patienter med coloncancer og 498 patienter med endetarmscancer i Norditalien.

– M. Ferraroni, et al. Selected Micronutrient Intake and the Risk of Colorectal Cancer. British Journal of Cancer, 70(6), December 1994, p. 1150-1155.

__

C-vitamintilskud viste sig at være modsat relateret til blære- og coloncancer hos kvinder i et 8-årigt opfølgningsforsøg begyndt i 1981 med 11.580 beboere uden cancer i et plejehjemsfællesskab.

– A. Shibata, et al. Intake of Vegetables, Fruits, Beta Carotene, Vitamin C and Vitamin Supplements and Cancer Incidence Among the Elderly: A Prospective Study, British Journal of Cancer (1992 Oct) 66(4), Oct. 1992, p. 673-679.

__

Dette dobbeltblindede, placebo-kontrollerede forsøg undersøgte forholdet mellem askorbinsyre og store tyktarmssvulster. 3 g. askorbinsyre pr. dag reducerede polypområdet på 9 måneders opfølgning og resulterede i en faldende tendens, både hvad område og antal af rektale polypper angik.

– H.J. Bussey, et al. A Randomized Trial of Ascorbic Acid in Polyposis Coli, Cancer, 50(7), October 1, 1982, p. 1434-1439.

__

Human neoplastiske cellelinier MCF-7 (brystcarcinom), KB (oral epidermal carcinom) og AN3-CA (endometrial adenocarcinom) blev undersøgt vedrørende virkninger på in vivo indgivelse af natrium-askorbat (C-vitamin) alene eller i kombination med 2-methyl-1,4-napthoquinon (K3-vitamin).

Når disse blev indgivet hver for sig, viste C-vitamin eller K-vitamin begge væksthæmmende virkning, men kun ved store koncentrationer (henholdsvis 5.10(3) umol/l og 10(5) nmol/l).

Når disse blev givet i kombination med hinanden, viste begge vitaminer en synergistisk hæmning af cellevækst ved 10 til 50 gange lavere koncentrationer. Tilføjelse af katalase til dyrkningsmediet, som indeholdt C-vitamin og K-vitamin, undertrykte totalt denne tumorcellevæksthæmmende virkning.

Forfatterne mener, at dette antyder, at en overproduktion af hydrogenperoxid (brintoverilte) er involveret i mekanismer ansvarlige for C-vitaminets hæmmende virkning af tumorcellevækst.

– V. Noto, et al., Effects of Sodium Ascorbate (Vitamin C) and 2-methyl-1,4-Naphthoquinone (Vitamin K3) Treatment on Human Tumor Cell Growth in Vitro. I. Synergism of Combined Vitamin C and K3 Action, Cancer, 63(5), March 2, 1989, p. 901-906.

__

I dette hospitalsbaserede, case-control forsøg over lungecancer, blev en stærk beskyttende effekt mod planocellulær og småcellet carcinom forbundet med C-vitamin-indtagelse fra kosten, baseret på kostspørgeskemaer.

– E.T. Fontham, et al., Dietary Vitamins A and C and Lung Cancer Risk in Louisiana. Cancer, 62(10), November 15, 1988, p. 2267-2273.

__

Virkningerne af 6-hydroxydopamin (6-OHDA) og H202 på metaboliske parametre kritiske for celleoverlevelse blev i dette forsøg undersøgt hos celler med et lavt og højt ferritin-indhold med tilstedeværelse og fravær af askorbat. Human neuroblastoma SKN-SH-celler med forskelligt jernindhold blev forbehandlet med 100 uMol FeSO4 og10 uMol desferoxamin i 24-timer.

Den mest udtalte virkning viste sig i de jernrigholdige celler og ved tilstedeværelsen af askorbinsyre. Brug af isoleret CCC PM2 DNA, 6-OHDA og askorbinsyre forårsagede (DNA-) strengbrud, som blev forebygget ved tilstedeværelsen af mannitol eller desferrithiocin. H202-medierede strengbrud sås kun ved tilstedeværelsen af askorbinsyre.

Forfatterne, som fremfører deres data sammen med tidligere forsøgsresultater, indikerer at høje doser af askorbinsyre indtaget kontinuerligt kan være en effektiv ny metode i behandlingen af neuroblastoma.

– G. Bruchelt, et al., Ascorbic Acid Enhances the Effects of 6-Hydroxdopamine and H202 on Iron-Dependent DNA Strand Breaks and Related Processes in the Neuroblastoma Cell Line SK-N-SH, Cancer Research, 51(22), November 15, 1991, p. 6066-6072.

__

Dette forsøg, som involverede patienter med akut nonlymfocyt leukæmi, opdagede at antallet af leukæmisk knoglemarvcelle-kolonier dyrket i kultur aftog hos 21 % af kontrol i 7/28 af patienterne ved at tilsætte 0,3 milliM of L-askorbinsyre til kulturmediet. Koncentrationer af L-askorbinsyre så lave som 0,1 milliM var i stand til at undertrykke den leukæmiske celle-koloni i kulturer af både leukæmiske og normale knoglemarvsceller. Dog var 1 milliM af L-askorbinsyre nødvendig til at undertrykke normale myeloid kolonier.

Baseret på deres resultater, the argumenterer forfatterne for at den opnåede suppression var en specifik virkning af L-askorbinsyre og ikke til dets oxidation-nedsættende potentiale eller pH-forandring, siden normale hemopoietiske celler ikke blev undertrykt, medens man opnåede at udvalgte leukæmiske celler in vivo blev påvirket af en koncentration af L-askorbinsyre.

– C.H. Park, Biologial Nature of the Effect of Ascorbic Acids on the Growth of Human Leukemic Cells, Cancer Research, 45(8), August 1985, p. 3969-3973.

__

81 patienter med præmaligne mundhuleskader fik 30 mg betacaroten, 1000 mg askorbinsyre og 800 i.e. alfatocoferol dagligt i 9 måneder. 55,6 % oplevede at skaderne var svundet enten fuldstændigt eller delvist.

Baseret på disse resultater anbefaler forfatterne, at man indtager antioxidant-kosttilskud til behandling af præmaligne mundhuleskader.

– G. Kaugars, et al. Serum and Tissue Antioxidant Levels in Supplemented Patients with Premalignant Oral Lesions (Meeting abstract), FASEB Journal, 7(4), 1993, A519.

__

Dette forsøg undersøgte niveauer af C-vitamin og askorbinsyre i mavesaften på 77 patienter, som led af fordøjelsesbesvær (dyspepsi). De gastriske koncentrationer af C-vitamin og askorbinsyre var signifikant lavere hos patienter med kronisk mavekatar (gastritis), og man opdagede at patienter med nedsat saltsyreindhold (hypochlorhydia) havde specielt lave niveauer af askorbinsyrekoncentrationer.

– G.M. Sobala, et al., Ascorbic Acid in the Human Stomach, Gastroenterology, 97(2), August 1989, p. 357-368.

__

I dette placebo-kontrollerede forsøg blev vitamintilskud undersøgt i relation til disses virkning på celle kinetik ved ikke-afficeret rektal mucosa i patienter med kolorektale adenomer.

A-, C- og E-vitamin blev indgivet til 20 personer (subjekter) 6 måneder efter fuld polypectomi . Resultaterne indikerer at vitamintilskud var effektivt til at reducere abnormaliteter på cellekinetik, som kan indikere en præcancer-tilstand.

– G.M. Paganelli, et al., Effect of Vitamin A, C and E Supplementation on Rectal Cell Proliferation in Patients with Colorectal Adenomas, Journal of the National Cancer Institute, 84(1), January 1, 1992, p. 47-51.

__

I dette case-control forsøg af 117 cervikale cancer in situ patienter, fandt man at C-vitamin reducerede cancer-risikoen med 60 %.

– K. E. Brock, et al., Nutrients in Diet and Plasma and Risk of in Situ Cervical Cancer. Journal of the National Cancer Institute, 80(8), June 15, 1988, p. 580-585.

__

Dette case-control forsøg af 419 colon- og rektalcancer-patienter viste, at indtag af C-vitamin fra kosten resulterede i nedsat risiko for rektal cancer hos kvinder.

– J.D. Potter and A.J. McMichael, Diet and Cancer of the Colon and Rectum: A Case-Control Study, Journal of the National Cancer Institute, 76(4), April 1986, p. 557-569.

_

I forlængelse af, at brugen af askorbat til cancerbehandling begyndte i 1971, involverede dette case-control-forsøg over 300 patienter med cancer, som hver fik 2,5 gram C-vitamin 4 gange dagligt i kombination med standard operativ behandling og strålebehandling (ganske få tilfælde af kemoterapi).

Man opdagede at 266 patienter med uhelbredelig cancer fik signifikant gavn af C-vitaminbehandlingen, som viste sig at have signifikant gavnlige virkninger for dem der led af mave- og coloncancer og en lignende tendens for dem med blærecancer.

Baseret på disse resultater konkluderede forfatterne, at askorbat i høje doser kan forbedre overlevelsen hos visse typer cancer.

– L. Moffat, et al., High Dose Ascorbate Therapy and Cancer, NFCR Cancer Research Association Symposium, (2), 1983, p. 243-256.

__

Denne oversigtsartikel om virkningen af A-, C- og E-vitamin samt selen på cancer anfører forskning, der peger på askorbinsyres evne til at forebygge dannelsen af nitrosaminer og andre N-nitroso-forbindelser. Flere forsøg viser også, at tilskud af C-vitamin kan hæmme hud-, nyre-, lunge- og luftrørscancer.

– D.F. Birt, Update on the Effects of Vitamins A, C, and E and Selenium on Carcinogenesis, Proc Soc Exp Biol Med, 183(3), December 1986, p. 311-320.

__

Man opdagede at indgivelse af askorbinsyre (0,1 – 20 mkg/ml i første uge) hæmmede røntgen-fremkaldt transformation af C3H1OT1/2 celler på en koncentrations-afhængig måde efter stråling.

Celler udsat for stråling forblev sårbare over for askorbinsyre indtil tidspunktet, hvor morfologisk phenotype kommer til udtryk. På basis af disse fund, postulerer forfatterne, at den neoplastisk transformerede phenotype bliver fremhjulpet ved frie radikaler og peroxyd-radikaler genereret i celler under hele prøveperioden, og de mener, at deres data kan være behjælpelig som en vejledning for kemopreventive indsatser imod strålingsfremkaldt cancer.

– M. Yasukawa, et al., Radiation-induced Neoplastic Transformation of C3HlOT1/2 Cells is Suppressed by Ascorbic Acid, Radiation Research, 120(3), December 1989 p. 456-467.

__

I dette forsøg så man, at præbehandling af tumortarget-celler in vitro med en kombination af interferon og askorbat resulterede i en 71 % stigning i væksthæmning af target-celler til sammenligning med interferon alene. Indgivelse af askorbat alene viste minimal virkning på tumortarget-cellevækst i humane monocytter.

– M .J. Skeen, et al., Synergy of Interferon and Ascorbic Acid in Stimulating Human Monocyte Cytostasis Against Tumor Target Cells. Rev Latinoam Oncology Clin, 13(4), 1981, p. 9-14.

__

C-vitamin (85 mg/kg) indtagelse har vist sig at resultere i en reduktion af DNA-enkeltstrengbrud foranlediget af ioniseret stråling i humane lymfocytter, indikeret ved en signifikant aftagelse af samlet segmentlængde hos både ubestrålede kontrolpersoner og hos dose-response til ioniseret strålingsskade. Man observerede at virkningen varede op til 6 timer.

– C. F. Arlett, et al., The Modulation of DNA Damage in Human Lymphocytes by Dietary Vitamin C Supplementation, Molecular Mechanisms in Radiation Mutagenesis and Carcinogenesis, April 19-22, 1993, Doorwerth, The Netherlands.

__

Patienter med oral leukoplaki blev indgivet 30 mg betacaroten, 1000 mg askorbinsyre og 800 i.e. alfa-tokoferol dagligt i 9 måneder. 55,6 % af de 81 patienter, som fuldførte forsøget, viste enten delvis eller total klinisk helbredelse af deres orale skader.

– G. Kaugars, et al., The Role of Antioxidants in the Treatment of Oral Leukoplakia, CCPC-93: Second International Cancer Chemo Prevention Conf., April 28-30, 1993, Berlin, Germany, p. 65.

__

24 lungecancer- og 35 blærecancerpatienter blev behandlet med doser af 5 gram askorbinsyre dagligt. Resultaterne viser, at så høje doser er nyttige til at korrigere for lav koncentration af C-vitamin i blodet og til at forøge forsvarsreaktioner hos patienter, der lider under disse cancertyper.

– A.M. Greco, et al., Study of Blood Vitamin C in Lung and Bladder Cancer Patients Before and After Treatment with Ascorbic Acid: A Preliminary Report, Acta Vitaminol Enzymol, 4(1-2), 1982, p. 155-162.

__

Denne oversigtsartikel påpeger, at C-vitamins rolle ved cancerforebyggelse er blevet diskuteret i litteraturen i over 50 år, ligesom den refererer til undersøgelser, som tyder på, at fødevarer rige på C-vitamin forbindes med en lavere risiko for mavecancer og cancer i spiserøret.

Askorbinsyre viste sig at have indvirkning på en række tumorfremkaldende forbindelser, såsom forstadier til N-nitrosoforbindelser, og forebygge tumorer. Dyre- og in vivo-forsøg har også vist at askorbinsyre afbryder tumorpromotion.

Baseret på en oversigt over den eksisterende dokumentation konkluderer forfatterne, at C-vitamin kan hæmme dannelsen af visse cancertyper.

– B.E. Glatthaar, et al., The Role of Ascorbic Acid in Carcinogenesis, Adv Exp Med. Biol, 206, 1986, p. 357-377.

__

Indgivelsen af flavoner, quercetin og fisetin, enten alene eller i kombination med askorbinsyre, blev undersøgt for (disses) virkning på pladeepitelcarcinom (HTB 43) in vitro. Fisetin og quercetin (2 mkg/ml) svækkede signifikant cellevæksten kombineret med askorbinsyre (2 mkg/ml) på 72 timer. Askorbinsyre givet alene havde ingen virkning, heller ikke når den blev givet sammen med flavoner.

– C. Kandaswami, et al. Ascorbic Acid-enhanced Antiproliferative Effect of Flavonoids on Squamous Cell Carcinoma in Vitro, Anticancer Drugs, 4(1), February 1993, p. 91-96.

__

Denne oversigtsartikel over forholdet mellem C- og E-vitamin og cancer omtaler forsøg som antyder, at indtagelse af fødevarer der indeholder C-vitamin forbindes med en nedsat risiko for mavecancer og cancer i spiserøret.

Tilskud med C-vitamin har vist sig at kunne hæmme nerve-, lunge-, nyre- og hudcancer. Forsøg har også vist, at C-vitamin er i stand til at hæmme tumorcellevækst og carcinogenfremkaldt DNA-skade. In vitro og dyreforsøg har vist, at C-vitamin hæmmer udviklingen af carcinogene nitrosaminer.

– L.H. Chen, et al. Vitamin C, Vitamin E and Cancer, Anticancer Research, 8(4), July-August 1988, p. 739-748.

__

Tidligere forskning har påvist C-vitamin som cytotoksisk over for neuroblastomceller in vitro og in vivo. I dette forsøg viste askorbinsyre sig at være mere cytotoksisk end Dehydro-askorbinsyre i neuroblastome SK-NSH-celler.

Man opdagede også, at optagelsen af [14C] askorbinsyre og [14C] Dehydro-askorbinsyre blev svækket af gluthathion og diethiothreitol. [14C] Dehydro-askorbinsyre var delvist nedsat reduceret til [14C] askorbinsyre, når denne først var i cellen.

Forfatterne argumenterer for at deres resultater tilføjer støtte til tidligere tiltro til, at askorbinsyre opfører sig som en pro-oxidant indeni neuroblastomceller og de anbefaler brugen af askorbinsyre ved behandling af neuroblastomer.

– S.L. Baader, et al., Uptake and Cytotoxicity of Ascorbic Acid and Dehydroascorbic Acid in Neuroblastoma (SK-N-SH) and Neuroectodermal (SK-N-LO) Cells, Anticancer, 14(1A), January-February 1994 p. 221-227.

__

L-askorbat og dets oxidative produkt dehydro-askorbat har vist sig at være dræbende eller cytotoksisk over for hurtigtvoksende maligne celler, samtidig med at det er mindre giftigt over for ikke-maligne celler.

Det samme sås med D-askorbat og D-isoaskorbat. Supplerende forsøg har vist, at askorbatets indvirkning på cellevækst var et resultat af dets direkte dødbringende effekt, fremfor dets cytostatiske natur.

– P.Y. Leung, et al. Cytotoxic Effect of Ascorbate and its Derivatives on Cultured Malignant and Nonmalignant Cell Lines, Anticancer Research, 13(2), March-April 1993, p. 475-480.

__

Under hensyntagen til den strålebeskyttende virkning af C-vitamin på patienter med nakke- og halscancer bør bemærkes, anbefaler denne afhandling oral indgivelse af askorbinsyre til de nævnte cancerpatienter.

– R. Garcia-Alejo Hernandez, et al., Radioprotective Effect of Ascorbic Acid on Oral Structures in Patients with Cancer of the Head and Neck, Av Odontoestomatol, 5(7), September 1989, p. 469-472.

__

I dette forsøg så man, at doser af 2 mM askorbinsyre havde en stærk cytotoksisk virkning på neuroblastom-, osteosarcom-, rhabdomyosarcom- og retinoblastom-celler dyrket in vitro. Askorbinsyre indgivet i små doser som 0,2 mM vedbliver at være cytotoksisk over for neuroblastom-, osteosarcom- og retinoblastom-celler, men stimulerer væksten af rhabdomyosarcom-celler.

– M. A. Medina, et al. Ascorbic Acid is Cytotoxic for Pediatric Tumor Cells Cultured in Vitro, Biochem Mol Biol Int, 34(5), November 1994, p. 871-874.

__

I dette case-controlforsøg af 723 mavecancerpatienter, opdagede man, at der var et signifikant forebyggende effekt mellem askorbinsyre og risikoen for at udvikle sygdommen.

– C. La Vecchia, et al. Selected Micronutrient Intake and the Risk of Gastric Cancer. Cancer Epidemiol Biomarkers Prevention, 3(5), July-August 1994, p. 393-398.

__

I dette case-control-forsøg over biopsi-bekræftede cervikal intraepithelial neoplasia (CIN)-patienter, så man at lav C-vitamin fra kosten gav øget cervikal intraepithelial neoplasia.

– J. VanEenwyk, et al. Folate, Vitamin C, and Cervical Intraepithelial Neoplasia. Cancer Epidemiol Biomarkers Prevention, 1(2), January-February 1992, p. 119-124.

__

Dette forsøg undersøgte virkninger af nitrogenoxid og askorbat på humane hjernetumorceller i kontroller. Resultaterne viste, at kombinationen af nitroprussid og askorbat kunne være en effektiv tilgang til behandlingen af hjernetumorer.

– Y.S. Lee and R.D. Wurster. Potentiation of Anti-Proliferative Effect of Nitroprusside by Ascorbate in Human Brain Tumor Cells, Cancer Letters, 78(1-3), April 1, 1994, p. 19-23.

__

Dette forsøg opdagede, at de cytotoksiske virkninger af askorbinsyre på to følsomme lymfocyt-tumorer og cellelinier var afhængig af dosering og tid. Forfatterne foreslår, at tilstedeværelsen af lymfocytlinier med forskellig følsomhed over for askorbinsyre måske bør overvejes i en brugbar model i undersøgelsen af C-vitamins indvirkning på cancerceller.

– T.L. Kao, et al. Inhibitory Effects of Ascorbic Acid on Growth of Leukemic and Lymphoma Cell Lines, Cancer Letters, 70(1-2), June 15, 1993, p. 101-106.

__

I dette forsøg så man, at C-vitamin havde to forskellige virkninger på mutational specificitet af 6 antineoplastiske medikamenter. Forfatterne anfører, at sådanne resultater er signifikante med hensyn til den kliniske forebyggelse af tumorer,

– Z.Z. Zhao and M.T. Huang. A Study of Vitamin Inhibition on the Mutagenicity of the Antineoplastic Drugs, Chung Hua Yu Fang I Nsuch Tsa Chih, 26(5), September 1992, p. 291-293.

__

I forlængelse af at DES eller østradiol-behandlede syriske han-hamstre, der er blevet givet tilskud med C-vitamin har vist sig at hæmme nyre-carciogenese, blev virkningerne af indgivet C-vitamin på en række biokemiske markører i forhold til nyre-carciogenese undersøgt. Resultaterne tyder på, at C-vitamin hæmmer østrogen-fremkaldt carciogenese ved at formindske koncentrationer af østrogen-quinonmetabolitter og deres DNA-addukter.

– J.G. Liehr, et al. Mechanism of Inhibition of Estrogen-Induced Renal Carcinogenesis in Male Syrian Hamsters by Vitamin C, Carcinogenesis, 10(11), November 1989, p. 1983-1988.

__

43 patienter blev behandlet med orale tilskud af C-vitamin. Behandling med C-vitamin hos patienter med en normal maveslimhinde resulterede i en forhøjelse af intragastriske askorbatniveauer i alle tilfælde. C-vitamintilskud formindskede DNA-skade i maveslimhinden hos 28 ud af 43 patienter, hvilket antyder, at C-vitamin muligvis spiller en beskyttende rolle imod angreb af mavecancer.

– G.W. Dyke, et al., Effect of Vitamin C Supplementation on Gastric Mucosal DNA Damage, Carcinogenesis, 15(2), p. 291-295.