Tag: prostatakræft

Sidste nyt om selen

Niels Hertz

12.  januar 2010

Der forskes på livet løs i udnyttelse af selen mod kræft.
Offentligheden hører ikke meget til det, men her er et udpluk af seneste nyt.

Manglen på TV- og avisinformation kan give det indtryk, at der er stille om antioxidanters rolle i sygdomsbekæmpelse. Det er der ikke. Manglen skyldes alt overvejende den censur, man har indført. Alene om selen, en af de vigtigste antioxidanter, blev der i 2009 offentliggjort mere end 900 videnskabelige artikler. Her skal omtales et udpluk af den senere tids artikler om selen i kampen mod kræft.

Et berømt forsøg på at vise, om antioxidanter beskytter mod kræft blev i årene 1985-91 udført i den kinesiske Linxian-provins. Knap 30.000 deltog i forsøget, der viste stærkt fald i kræftrisiko hos dem, der fik tilskud af selen (50 mikrogram) samt E-vitamin og betakaroten (hhv. 30 og 15 mg). Nu har man opgjort, hvordan det var gået deltagerne 10 år senere (2001). Selv så længe efter var der forholdsvis flere overlevende i denne gruppe end blandt dem, der fik andre tilskud (f.eks. A-vitamin + zink, som ikke gavnede). Især havde gruppen nedsat forekomst af kræft i mavesækken, men det var deltagere under 55 år, der havde størst gevinst – man skal undgå mangel fra ungdommen af.

Tilsyneladende modsiges dette resultat af et andet berømt forsøg, SELECT-forsøget, der er udført i USA. Her viste det sig, at man ikke kunne forebygge kræft i prostata ved hjælp af selen, E-vitamin eller en kombination af begge dele. Forsøget var stort anlagt, og resultatet en kæmpe skuffelse.

En af verdens førende selen-specialister, Margaret Rayman, gjorde imidlertid for et par måneder siden opmærksom på, hvad der egentlig er indlysende: Tilskud af selen nytter ikke, hvis man får nok i forvejen! Det får man som hovedregel i USA, hvor man typisk får 3-4 gange så meget selen i kosten som i Danmark. Tilstrækkeligt med selen er en forudsætning for, at kroppen kan danne nok af de enzymer, som man formoder beskytter mod kræft. Rayman henviser bl.a. til et andet amerikansk kræftforsøg, hvor man netop så en massiv virkning hos dem, der fik mindst selen, men ingen virkning hos dem, der fik mest.

Tungmetaller neutraliseres
En af veteranerne i selen-forskningen er Gerhard Schrauzer fra San Diego universitetet i Californien. Han har været med i mere end 20 år. Nu gør han opmærksom på, at selen er i stand til at afgifte en lang række giftige metaller, som man under vore civiliserede forhold får i kroppen. Det gælder bly, kviksølv, kobber, cadmium, arsen m.m. Selen inaktiverer disse metaller ved at danne uopløselige forbindelser med dem. Men, siger Schrauzer, man må huske, at samtidig forbruges selenet, så vi af den grund bliver mindre beskyttede mod cancer. I forvejen får vi i Europa for lidt selen, men tungmetaller m.m. forhøjer behovet.

Taylor og medarbejdere har skrevet en artikel om nye fremskridt i selenforskningen. De skriver, at den fornyede interesse for selen hænger sammen med, at anti-kræft-virkningen efterhånden er meget veldokumenteret i dyreforsøg. Det kan man jo notere sig.

Netop på dyr har en forskergruppe fra San Diego universitetet påvist, at virkningen af kemoterapi (cisplatin) mod kræft i tyktarmen forstærkes betydeligt af store tilskud af antioxidanter (A- og E-vitamin samt selen) kombineret med fiskeolie. Gruppen mener, deres resultat berettiger, at der gøres forsøg med mennesker. Resultatet er meget spændende, for kræftlæger her i landet fraråder ofte i stærke vendinger patienterne at forene antioxidanter med kemoterapi. Begrundelsen for denne advarsel har hidtil været uklar.

Selen og kemoterapi
Forskere fra Karolinska sygehuset i Stockholm fastslår også uden videre, at det er veldokumenteret, at selen forebygger kræft. De beskriver adskillige forsøg, der har vist, at selen har stærke anti-cancer-virkninger – specielt over for kræft, som ikke mere reagerer på kemoterapi. Normale celler tager ikke skade af de selen-doser, der skal til!

Italienske forskere gør dog opmærksom på, at man også kan få for meget selen (men i Danmark skal man tage ca. to selentabletter om dagen for alt i alt at få det samme som en typisk amerikaner). De anfører, at høje doser kan øge risikoen for sukkersyge, en påstand, der dog er omstridt.

I Holland har man, lige som i Kina, interesseret sig for selen og kræft i spiserøret. Mere end 120.000 personer, der i 1968 var 55-69 år gamle, afleverede den gang en portion negleklip fra storetæerne. 16 år senere konstaterede man så, hvem og hvor mange der i mellemtiden havde fået kræft i spiserør eller mavesæk. Derpå målte man indholdet af selen i de pågældendes negle og sammenlignede med indholdet hos raske. Man fandt, at risikoen for de to kræftformer var betydeligt større hos dem, der kun havde små mængder selen i neglene, og dermed i kroppen.

Et pudsigt forsøg er udført i Japan. Her dyrkede forskere broccoli-spirer i et selenrigt miljø, så spirerne fik et ekstra indhold af selen. I et laboratorieforsøg undersøgte man så spirernes virkning på kræftvæv fra prostata. De berigede spirer hæmmede kræftvæksten klart bedre end normale spirer. Nu foreslår japanerne, at mænd spiser den slags spirer for at undgå kræft i prostata.

Endelig nævner andre japanere, at det er velkendt, at selen kan slå kræftceller fra mennesker ihjel, men nøjagtigt hvordan det sker, er endnu uklart. De er nået frem til, at i hvert fald en del af virkningen skyldes, at selen sætter kræftcellerne i gang med at dø ved hjælp af samme mekanisme (apoptose) som når normale celler skal udskiftes og dø. Sådan en mekanisme er jo nødvendig, eftersom næsten alle normale celler deler sig hele tiden. Der ville hurtigt blive dobbelt så mange, og vi ville vokse i det uendelige, hvis udslidte celler ikke blev sat i afgang.

Som det ses, er forskningen rigtigt levende. Meget af vor viden om selen er opnået inden for de aller seneste år. Mere følger utvivlsomt.
Niels Hertz.


Referencer

  1. Qiao YL et al. Total and cancer mortality after supplementation with vitamins and minerals: follow-up of the Linxian General Population Nutrition Intervention Trial. J Natl Cancer Inst. 2009 Apr 1;101(7):507-18. Epub 2009 Mar 24.
  2. Lippman SM et al. Effect of selenium and vitamin E on risk of prostate cancer and other cancers: the Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT). JAMA. 2009 Jan 7;301(1):39-51. Epub 2008 Dec 9.
  3. Rayman MP. Selenoproteins and human health: insights from epidemiological data. Biochim Biophys Acta. 2009 Nov;1790(11):1533-40. Epub 2009 Mar 25.
  4. Schrauzer GN Selenium and selenium-antagonistic elements in nutritional cancer prevention. Crit Rev Biotechnol. 2009;29(1):10-7.
  5. Taylor D. Recent developments in selenium research. Br J Biomed Sci. 2009;66(2):107-16; quiz 129.
  6. Ma H. Bi Efficacy of dietary antioxidants combined with a chemotherapeutic agent on human colon cancer progression in a fluorescent orthotopic mouse model. Anticancer Res. 2009 Jul;29(7):2421-6.
  7. Selenius M. Selenium and selenoproteins in the treatment and diagnostics of cancer. Antioxid Redox Signal. 2009 Sep 21. [Epub ahead of print]
  8. Vinceti M. Risk of chronic low-dose selenium overexposure in humans: insights from epidemiology and biochemistry Rev Environ Health. 2009 Jul-Sep;24(3):231-48.
  9. Steevens J. Selenium status and the risk of esophageal and gastric cancer subtypes: the Netherlands cohort study. Gastroenterology.. [Epub ahead of print]
  10. Abdulah R. Selenium enrichment of broccoli sprout extract increases chemosensitivity and apoptosis of LNCaP prostate cancer cells. BMC Cancer. 2009 Nov 30;9:414.

www.cancer.gov
jama.ama-assn.org
ar.iiarjournals.org
www.bjbs-online.org
www.liebertpub.com/products/product.aspx
www.ehjournal.net
www.gastrojournal.org
www.biomedcentral.com/bmccancer/

Selen hjælper stadig mod kræft

Claus Hancke

26. januar 2009

Et kæmpemæssigt amerikansk forsøg viste, at tilskud af selen ikke hindrer kræft i prostata. Men resultatet gælder kun, hvis man får masser af selen i forvejen.

Det vakte håb og optimisme for 12 år siden, da amerikaneren Larry Clark kunne fortælle, at mineralet selen forebygger kræft, navnlig kræft i prostata, den næst hyppigste årsag til død af kræft hos mænd. Han måtte standse sit forsøg før tid, da han erfarede, at langt færre selenbehandlede end placebobehandlede (placebo: Snydepiller) fik kræft.

Nu har man standset et andet, langt større, selenforsøg, før tid. Også det var med selen. Også her var man interesseret i virkningen mod prostatakræft. Også dette forsøg foregik i USA. Men SELECT, som det hed, viste desværre, at selen var uden virkning. Man kunne endda ikke udelukke en, ganske vist meget lille, skadevirkning. Derfor standsede man det.

I mellemtiden har man også set nærmere på Clark’s forsøg. Var det nu så overbevisende, som man først troede? Med sine 1312 deltagere var det ikke nær så stort som SELECT, hvor 35.000 deltog. Nok så vigtigt var, at den afsluttende rapport, som kom i 2003, viste, at fordelen var mindre end først troet. En del tilfælde af prostatakræft blandt de selenbehandlede var af forskellige grunde blevet overset.

Tilbage stod en statistisk sikker fordel blandt dem, der ved forsøgets begyndelse havde mindst selen i blodet og samtidig med størst sikkerhed ikke havde begyndende kræft i prostata. Det sidste kunne man slutte af, at de havde meget lave værdier af PSA (Prostata-Specifikt-Antigen) i blodet. I denne gruppe var hyppigheden af kræft i prostata, mens forsøget stod på, tre gange mindre end i placebogruppen.

Mere selen i USA
Spørgsmålet er nu, om det langt større SELECT-forsøg annullerer Clark’s forsøg. Det er tilsyneladende den almindelige mening, som den f.eks. kommer til udtryk i lederen i samme nummer af det amerikanske lægetidsskrift, JAMA, hvor SELECT blev publiceret. Indtil videre bør læger ikke anbefale selen som forebyggelse mod prostatakræft, hedder det.

Og dog kan man med god ret nå til den diametralt modsatte konklusion: Der er al mulig grund til at tro, at selen forebygger kræft i prostata, og antageligt også anden kræft.

Sagen er, at amerikanere, men ikke alle amerikanere, får langt mere selen i kosten end vi andre. I Clark’s forsøg var deltagerne udvalgt på baggrund af, at de gennemgående fik forholdsvis lidt selen i kosten, efter amerikanske forhold. To tredjedele havde mindre end 122 mikrogram selen pr. liter serum. I SELECT havde kun hver femte så lave værdier. Det er med andre ord tænkeligt, at de fleste SELECT-deltagere på forhånd fik så rigeligt med selen, at yderligere tilskud ikke gavnede dem. I Danmark får stort set alle mindre selen end deltagerne i både det ene og det andet forsøg. Vores værdier ligger typisk på 80 mikrogram/liter.

Dette stemmer fortrinligt med, at helt utroligt få deltagere døde af prostatakræft under forsøget. Statistisk ville man have ventet 75-100 dødsfald af denne grund i løbet af de 5,6 år forsøget varede. Men der døde kun én (!).

En medvirkende grund kan have været, at langt hovedparten af deltagerne i SELECT på egen hånd fik foretaget PSA-måling en gang om året. Eventuel prostatakræft blev derfor opdaget og behandlet tidligt. På den anden side har andre undersøgelser vist, at årlig PSA-måling ikke nedsætter dødeligheden. Derfor anbefales det ikke i Danmark.

Trods standsningen af SELECT bør man som dansker stadig huske på, at den forskning der vedrører os – som modsat amerikanerne får meget lidt selen i kosten – taler for, at tilskud af 1-2 selentabletter om dagen nedsætter risikoen for prostatakræft til en tredjedel.
Niels Hertz.


Referencer:
1. Lippman SM et al. Effect of selenium and vitamin E on risk of prostate cancer and other cancers. JAMA online December 9, 2008: E1-E13
2. Gann PH. Randomized trials of antioxidant supplementation for cancer prevention. JAMA online December 9, 2008: E1-E2.
3. Selenium supplementation, baseline plasma selenium status and incidence of prostate cancer: An analysis of the complete treatment of the Nutritional Prevention of Cancer Trial. BJU Int. 2003;91:608-12.

jama.ama-assn.org
www.bjui.org

Selen, diabetes og kræft

Claus Hancke

25. oktober 2007

Helses oktobernummer rummer en artikel, hvor det i både overskrift og tekst står, at selen øger risikoen for diabetes. Sådan, lige ud ad landevejen; uden nogen tøven eller plads til videnskabelig tvivl.

Artiklen var usigneret og rummede en del fejl, så trods vor respekt for Helses faglighed, forbigik vi først artiklen med et skuldertræk.

Imidlertid har flere af Vitalrådets trofaste abonnenter kontaktet os og spurgt til denne “nye” amerikanske undersøgelse, som refereres i Helse, og vi har derfor lovet at komme med et lidt mere detaljeret billede af de givne data.

Lad os først gøre vore læsere klart, at der ikke er tale om noget “nyt lodtrækningsstudie fra USA”, som det står i Helse. Det er faktisk ti år gammelt.

Saverio Stranges et al. har blot været så tilfredse med forsøget, at de har gravet de gamle tal frem og underkastet dem nye analyser i håb om at finde andre brugbare data, end de primære “endpoints”, som forsøget var designet til at belyse.

Der er tale om et lodtrækningsstudie publiceret i JAMA i 1996 af Larry Clark et al.

Forsøget var designet til at undersøge selen’s evne til at forebygge cancer, og data er indsamlet fra 1983 til 1996.

Dette forsøg var et veludført, dobbelt blindt studie på patienter, som havde haft et basocellulært carcinom, hvilket er en ret godartet hudkræft, som udgør over 90% af alle hudkræfttilfælde. Man ønskede at undersøge, om et tilskud af 200 µg selen dagligt ville nedsætte risikoen for at denne hudkræft kom tilbage.

Forsøget viste ingen signifikant (statistisk sikker) nedsættelse af denne risiko. Der kom endda lidt flere tilfælde, men det var ikke signifikant. Det kunne være tilfældigt.

Derimod var det signifikant, at dødeligheden (og forekomsten) af alvorlige kræfttilfælde faldt med 50% i gennemsnit.

Dødeligheden for lungekræft faldt med ca. 40%, tyktarmskræft med ca.60% og prostatakræft med over 60%.

Særligt interessant for os danskere var, at prostatacancer faldt med ca. 90% i den tredjedel af forsøgspersonerne, som inden forsøget lå lavest i selenindhold i blodet. Det er interessant for os, fordi denne gruppe havde samme selenindhold i blodet, som vi har her i Danmark.

Ud fra disse primære endpoints kan vi således ikke forvente, at selen nedsætter recidivfrekvensen af godartet hudkræft, men vi kan til gengæld forvente nedsat forekomst af alvorlige kræftsygdomme med 50% her i Danmark, og hvad prostatakræft angår, kan denne sygdom næsten udryddes. Dette vil i Danmark kunne spare 15.000 kræftdødsfald hvert år, hvis Larry Clarks undersøgelse står til troende og kan reproduceres.

Se dette var de primære resultater af dette studie, som blev publiceret i JAMA i 1996.

Dette må man ikke glemme, når man ti år senere vrider forsøgsresultaterne for yderligere oplysninger.

I Stranges nye artikel har man, baseret på de gamle tal, konstateret, at der var en lille overvægt i forekomsten af diabetes-2 i selengruppen. Den statistiske vægt er ikke høj.

Hvis der havde været blot 3 flere tilfælde af diabetes i placebogruppen, så var der ikke signifikans.

I øvrigt er dette resultat af mindre betydning for os her i Danmark, idet det ikke gjaldt den gruppe, som havde selenniveau på linie med vort. Den let øgede forekomst af diabetes var kun at finde i den tredjedel af forsøgspersonerne, der lå højest i selenindhold i blodet. Altså mere af interesse for f.eks. japanere, som spiser omkring 400µg selen dagligt i deres kost. Japanere er i øvrigt verdens længst levende befolkning.

I forsøgets gennemsnitlige 7,7 års observationstid forekom i alt 97 tilfælde af type-2 diabetes, hvilket er det samme som i normalbefolkningen. Men de var fordelt med 58 i selengruppen og 39 i placebogruppen.

Dette resultat var ikke signifikant med hensyn til risiko, men forfatterne nedbrød derefter i percentiler, hvor de fandt svag signifikans (P=0,038) for øget risiko i den undergruppe, der lå højest i selen, men ikke i de andre grupper.

Da gennemsnitsrisikoen for de to grupper var som i normalbefolkningen, og forfatterne i deres konklusion anså selen som en risikofaktor, så må man jo logisk set slutte, at placebo nedsætter risikoen for diabetes.

Da dette selvfølgelig er noget sludder, er der også den mulighed, at statistikken er så svag, at man må tvivle på sikkerheden i denne tendens, og afvente den store SELECT- eller PRECISE-undersøgelse på 40.000 mennesker med flerstrenget dosering, før man kan slutte noget som helst om selen og diabetes.

Der er imidlertid også svagheder i dette efterstudie af Larry Clarks forsøg, hvilket forfatterne også selv indrømmer. Diabetes-diagnosen er oplyst af patienten selv og ikke klinisk verificeret, og der er nogen mystik omkring BMI, idet der ikke var nogen forskel i risiko hos folk med et BMI over 27. Dette giver forfatterne ingen forklaring på, men de skriver da også ærligt, at “a few more cases of diabetes in the placebo group would attenuate the main effect of selenium treatment and produce null findings”.

Imidlertid er den værste fejl ved en sådan efterrationalisering af et gammelt studie, at det oprindelige forsøg slet ikke var designet til at afdække disse ting. Herved har man ikke fået meget vigtige “confounding data” med. -Altså data som skal sikre, at der ikke er forskel på grupperne med hensyn til f.eks. familiær forekomst af diabetes, fedtfordeling og fysisk aktivitet.

Man bør være meget forsigtig, når man senere laver statistik på sekundære endpoints, som er indført efter et forsøgs afslutning.

Og specielt bør man være forsigtig med alt for skråsikre konklusioner, som i Helse.
Claus Hancke


Referencer:

  1. Stranges S et al. Effects of Long-Term Selenium Supplementation on the Incidence of Type 2 Diabetes. Ann Intern Med.2007;147:217-223.
  2. Clark L et al. Effects of Selenium Supplementation for Cancer Prevention in patients with carcinoma of the skin. JAMA 1996;276:1957-63.

www.annals.org
jama.ama-assn.org

Selen, et stærkt middel mod kræft

Claus Hancke

18. januar 2006

Undersøgelser fra alle vinkler støtter, at selen modvirker kræft. Trods behov for mere forskning tegner omridset af en optimal dosis sig.

Selen forebygger cancer. Det er en almindelig antagelse, som ganske vist venter på sin endelige bekræftelse. Den fik for alvor vind i sejlene, da amerikaneren Clark i 1996 i et lodtrækningsforsøg viste, at hyppigheden af kræft faldt med 37 %, mens kræftdødeligheden aftog til det halve, når deltagerne fik tilskud af 200 mikrogram organisk selen dagligt.

Men antagelsen om selens kræftforebyggende virkning er i virkeligheden langt bredere begrundet. Det har en førende selenekspert, Margaret Rayman fra University of Surrey i England, nu belyst i en grundig, men også kompliceret oversigt. Samtidig har hun belyst, hvordan selen kan hindre kræft og ikke mindst det vigtige spørgsmål: Hvor meget skal der til?

Rayman redegør for de mange geografiske studier, der siden 1960-erne konsekvent har vist, at de befolkninger, der får mindst selen, har størst hyppighed af kræft. Også dyreforsøg omtales. Giver man selen til han-beaglehunde, får de ikke bare færre DNA-skader i prostata, men skadede celler dør også i stedet for at leve videre i unormal form.

En særlig stilling indtager studier, hvor man først undersøger en gruppe menneskers blodselen og derpå venter og ser, hvad der sker. I et fransk studie af den art fra 2005 var dødeligheden af kræft efter ni år fire gange større hos den fjerdedel, der fik mindst selen, end hos den, der fik mest.

Franskmænd får lige så lidt selen i kosten som danskere. Talrige undersøgelser fra flere lande har vist noget tilsvarende for lungekræft (26 % mindre risiko i øverste halvdel af selenindtag), kræft i spiserør, mavesæk og – ikke mindst – prostata samt måske tyktarm.

Hvor meget er nok?
De stærkeste beviser giver lodtrækningsforsøg, hvor hverken deltagere eller læger ved, hvem, der får hvad. Kinesiske forsøg af den art har vist særdeles udtalt virkning mod leverkræft. Dertil kommer som nævnt Clarks forsøg. Det er tankevækkende, at selv om amerikanere får langt mere selen i kosten end vi, gavnede yderligere 200 mikrogram et flertal. Virkningen var dog minimal hos dem, der på forhånd fik mest selen. De var antageligt allerede tæt på det optimale. Men den tredjedel, der fik mindst (næsten så lidt som danskere) fik sin samlede kræftrisiko halveret, mens risikoen for kræft i prostata faldt med 86 %!

En typisk dansker får omkring 45 mikrogram selen om dagen, mens amerikanere får mere end dobbelt så meget og de sejlivede japanere næsten tre gange så meget. Man har hæftet sig ved, at man skal have 70 mikrogram om dagen for at danne maksimale mængder af det antioxiderende selen-enzym GSHpx. Det danner de fleste amerikanere altså, modsat os, uden at få tilskud. Men hvorfor aftager deres kræftrisiko så, når de får tilskud? Grunden kan ikke være GSHpx og måske ikke en gang den antioxiderende virkning alene.

Rayman gennemgår flere forklaringer. Én er, at større selendoser medfører dannelse af den simple selenforbindelse metylselenol, som kan dræbe kræftceller, modvirke dannelse af blodkar (som kræftceller behøver) og på flere andre måder hæmme kræft. Men selen virker naturligvis også antioxiderende, stimulerer immunforsvaret, aktiverer kræfthæmmende gener, hæmmer vækstfaktorer m.m. Der er ikke én, men mange virkemåder.

Ubegrænsede mængder selen skal man ikke have. Forsøg tyder på, at ved tilstrækkeligt høje doser, øges kræftrisikoen lige som når man får for lidt. Clarks forsøg kunne sammen med andre data antyde, at et tilskud på 200 mikrogram om dagen er nær det optimale for en dansker.

Gevinsten kan være stor, men mere forskning er påkrævet. Der foregår et omfattende klinisk forsøg (det hedder SELECT) i USA, men et forsøg i det selenfattige Europa ville være bedre. Rayman mener, det kan blive svært at gennemføre. Hvem vil have snydepillerne?
Vitalrådet.

 

Referencer:
1. Rayman M P. Selenium in cancer prevention: A review of the evidence and mechanism of action. Proceedings of the nutrition society. 2005;64:527-42.
2. Clark LC et al. Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer study group. JAMA 1996;276:1957-63.
3. Akbaraly NT et al. Selenium and mortality in the elderly: Results from the EVA study. Clin Chem. 2005;51:2117-23.

www.cabi-publishing.org/Journals.asp
jama.ama-assn.org
www.clinchem.org
www.iom.dk

D-vitamin og gigtpiller bekæmper kræft i prostata

Claus Hancke

3. september 2005

En verdenskendt D-vitaminforsker har indledt et forsøg med en yderst enkel behandling af kræft i prostata. Indfries forventningerne, betyder det en revolution i behandlingen af den hyppigste kræftform hos mænd.

Blandt mænd over 60 har mindst hver anden kræft i prostata, som regel uden at vide det. Det har man for mange år siden opdaget ved at undersøge mænd, der var døde af anden grund. Kræft i prostata er altså typisk en sygdom, man ikke dør af – men med! Alligevel er den, næst efter lungekræft, den hyppigste grund til dødsfald af kræft blandt mænd.

Det kan derfor vanskeligt nægtes, at der er et indlysende behov for en effektiv behandling, men behandlingen har stået i stampe i mange år. Først nu er der ved at ske noget. Mere og mere har man sat sygdommen i forbindelse med den uhyre udbredte mangel på D-vitamin. D-vitamin virker normaliserende og væksthæmmende i mange væv.

Troen på D-vitamin er nu blevet så stor, at en af verdens førende D-vitaminforskere, professor David Feldman fra Stanford University, har iværksat en klinisk undersøgelse. Den retter sig mod mænd med prostatakræft, der har fået tilbagefald under sædvanlig behandling.

Feldman vil give dem en kombination af aktivt D-vitamin (calcitriol, se neden for) og almindelige gigtpiller (ibumetin eller naproxen), begge dele i beherskede doser. For at undgå bivirkninger af calcitriol, gives det kun én gang ugentligt, men den præcise dosis er ikke oplyst.

Forud er gået flere års laboratorieundersøgelser. Her har man senest påvist, at calcitriol formindsker væksten af prostatakræft med 25 %. Samme resultat får man ved behandling med traditionelle gigtmidler (NSAID-præparater, f.eks. ibumetin og naproxen).

Men mest overbevisende var, at når D-vitamin og gigtmidler kombineres, aftager væksten med hele 70 %, selv om man nøjes med tolerable doser af hver. Begge midler modvirker dannelsen af de såkaldte prostaglandiner, som får kræftcellerne til at vokse og – i anden sammenhæng – forårsager gigtsmerter m.m. Kombineres de, forstærkes virkningen.

Dette samt annonceringen af det nye forsøg fremgår bl.a. af en ny pressemeddelelse fra Stanford Universitetet. Indfrier forsøget forventningerne, vil det ikke alene få enorm betydning for behandlingen. Det vil også være et vink med en vognstang til raske mænd om at få mere D-vitamin – måske meget mere – så de selv kan danne calcitriol nok (calcitriol fås kun på recept).

Feldman er ingen hvem som helst, når det gælder D-vitamin. Sammen med to andre står han bag bogen ”Vitamin D” (Academic Press), som er et standardværk for forskere på 1.800 sider. Den netop reviderede udgave koster 3.445 kroner, så det bliver næppe en folkebog. Feldman har forsket i D-vitamin i mange år og har mere end 200 videnskabelige artikler bag sig.

D-vitamin er ikke et vitamin, men et hormon. Det dannes i huden ved solbestråling, men skal omdannes i lever og nyrer for at blive til det aktive calcitriol. Det er efterhånden accepteret af alle, at især ældre umuligt kan få D-vitamin nok, hvis de ikke får tilskud eller spiser rigeligt med fed fisk. Det er fordi, huden med alderen i stort omfang mister evnen til at danne vitaminet. I det mørke halvår står solen desuden så lavt på himlen, at hverken unge eller gamle danner noget af betydning, hvad enten de får sol eller ej.

Der er mindre end fem mikrogram D-vitamin i almindelig dansk dagskost, men officielt anbefaler man nu, at voksne får det dobbelte, plejehjemsbeboere det firedobbelte. Det er ikke svært at finde forskere, der mener, at også dette er for lidt. Den øvre grænse for risikofrit indtag er anslået til 50 mikrogram om dagen.
Vitalrådet.


Reference:
Moreno J, Krishnan AV, Feldman D. Molecular mechanisms mediating the anti-proliferative effects of Vitamin D in prostate cancer. J Steroid Biochem Mol Biol. 2004 Nov;92(4):317-25.

www.sciencedirect.com/science
www.iom.dk

Plantekost og antioxidanter mod prostatakræft

Claus Hancke

16. august 2005

Radikalt ændret livsstil, herunder tilskud af antioxidanter, standser tilsyneladende væksten af tidlig prostatakræft. Samtidig bliver blodet otte gange bedre end ellers til at bekæmpe kræftceller.

Enkelte forsøg med mennesker, og talrige dyreforsøg og befolkningsundersøgelser, har peget på, at antioxidanter modvirker kræft. Alligevel har kun få forsket i, om de hjælper mod kræft hos mennesker, når sygdommen er en realitet. Et amerikansk forsøg viser nu, at det kan være tilfældet, i hvert fald ved kræft i prostata.

Forsøget, der netop er publiceret, omfattede 93 mænd med kræft i prostata i tidligt stadium. De var udvalgt, fordi de havde nægtet at tage imod sædvanlig kræftbehandling.

44 af dem blev instrueret i at følge en ret streng diæt, hvor kun 10 % af kalorierne måtte bestå af fedt. De skulle have ren plantekost og undgå mælkeprodukter, men fik til gengæld et proteintilskud i form af en sojadrik. Desuden skulle de motionere svarende til en halv times rask gang om dagen og skulle udføre forskellige yogaøvelser og meditere i yderligere en time. De måtte selvfølgelig ikke ryge!

Man skulle tro, de fleste hurtigt ville opgive en så streng levevis. Men langt de fleste holder ved, måske fordi de befinder sig godt. Forsøgets leder, Dean Ornish, har beskrevet, at da han lod en gruppe mænd med dårligt hjerte følge denne opskrift, aftog deres åreforkalkning i hjertets kransårer – vel at mærke ikke bare det første år, men stille og roligt i en fortsat proces, der i alt varede mindst fem år.

I det aktuelle forsøg supplerede Ornish dog med kosttilskud:

  • E-vitamin 400 enheder/dag.
  • C-vitamin: 2 gram/dag.
  • Selen: 200 mikrogram/dag.
  • Fiskeolie: 3 gram/dag.

Bedre efter et år
Alle fik målt den såkaldte PSA-værdi, dels ved forsøgets start, dels efter et år. PSA (Prostata-Specifikt Antigen) er et omtrentligt udtryk for kræftens udbredelse. Det var hovedformålet med forsøget at måle, hvad der skete med PSA.

Der skete det, at da der var gået et år, var PSA-værdien gennemsnitligt faldet 4 % hos de 44 i aktiv behandling, mens den hos kontrolgruppen – som blev fulgt med råd og dåd af egen læge – var steget med 6 %.

Det var i sig selv et spændende resultat. Men dertil kommer, at seks mænd fra placebogruppen blev så syge, at de måtte udgå af forsøget og gå i traditionel behandling. Hvis ikke de seks mænd fra kontrolgruppen var udgået – fordi de blev meget syge – havde forskellen været endnu større.

Ingen aktivt behandlede udgik
Som supplement til PSA-målingerne gjorde man ét eksperiment mere. Man tog serum fra alle deltagere og undersøgte, hvordan det påvirkede væksten af prostata-kræftceller i laboratorieforsøg. Efter et år var der opstået en voldsom forskel: De behandlede mænds serum hæmmede væksten af kræftceller otte gange så meget som kontrolgruppens!

Disse resultater er statistisk meget sikre. Man må altså regne med, at der er en virkning, men hvad skyldes den? Var det den overvejende grønne kost, soja, motion – eller måske yoga og meditation? Eller var det antioxidanterne?

Man kan kun gætte. Dean Ornish mener, at de samlede livsstilsændringer gjorde udslaget. Men formodningen om, at antioxidanter hjælper mod kræft, støttes naturligvis. Under alle omstændigheder er forsøget i høj grad tankevækkende.
Vitalrådet.


Referencer:
Ornish D et al. Intensive lifestyle changes may affect the progression of prostate cancer. The Journal of Urology 2005;174:1065-70.
Ornish D et al. Intensive lifestyle changes for reversal of coronary heart disease. JAMA 1998;280:2001-7.

jama.ama-assn.org
www.jurology.com
www.iom.dk

Måske kan kræft i prostata blive en sjældenhed

Claus Hancke
  1. april 2005

Hver fjerde mand lever med stærkt forhøjet risiko for at få kræft i prostata, den næst hyppigste årsag til kræftdødsfald hos mænd. Sådan behøvede det ikke at være. Netop disse udsatte mænd kunne med lethed formindske deres risiko til en tiendedel.

Forskere fra Harvard Universitetet i Boston har offentliggjort en yderst skelsættende undersøgelse. Den tyder meget stærkt på, at de fleste tilfælde af kræft i prostata skyldes manglende balance i kroppens forsvar mod frie iltradikaler. Og nok så vigtigt: Denne balance kan genoprettes med antioxidanter – især selen, men også E-vitamin og tomaternes røde farvestof, lycopen. Prostatakræft kan dermed blive en sjælden sygdom.

Ubalancen opstår især hos de mænd, der får for lidt selen, og som af arvelige grunde har et særligt effektivt antioxidant-enzym (manganholdigt SOD) i deres mitokondrier. Mitokondrierne er cellernes indre energifabrikker, som med alderen nedslides af frie iltradikaler. Denne nedslidning menes, i parentes bemærket, at være en meget væsentlig årsag til ældning og alderssygdomme.

Man skulle derfor tro, det var en fordel at have et særligt effektivt antioxiderende enzym i sine mitokondrier. Men det er det meget ofte ikke. SOD-enzymet forvandler frie iltradikaler til det mindre risikable brintoverilte, men dette skaber et nyt problem: Også brintoverilten må fjernes, eftersom også den medfører skadelig iltning. Fjernelsen kræver et enzym (glutationperoxidase), hvis mængde afhænger af tilførslen af selen.

Jo flere frie iltradikaler (f.eks. fra rygning) der skal neutraliseres, og jo mere effektivt SOD-enzymet er, jo mere skadelig brintoverilte ophobes, og jo større er behovet for selen.

Balance i tingene
Harvard-undersøgelsen er en del af en undersøgelse af ca. 15.000 amerikanske læger, som er blevet fulgt siden 1982. Omkring 1990 havde 275 af dem fået alvorlig prostatakræft, og det var især dem, man interesserede sig for.

Først koncentrerede man sig om dem, der plejede at få mindst selen i kosten (laveste fjerdedel). Man ville vide, om det var en fordel eller en ulempe for dem at have arvet det effektive SOD-enzym. Det viste sig at være en ulempe! De, der havde enzymet, fik næsten dobbelt så tit alvorlig prostatakræft.

Dernæst så man på dem, der normalt fik mest selen (højeste fjerdedel). Var det effektive enzym også en ulempe for dem? Nej, her var det en fordel! De, der havde det, havde kun halvt så stor sandsynlighed for at få (alvorlig) prostatakræft som de øvrige.

Det effektive SOD-enzym – der altså findes hos hver fjerde voksen – formindsker ifølge de amerikanske tal risikoen for alvorlig prostatakræft til en sjettedel, men vel at mærke kun, hvis man får selen nok. Gør man ikke det, forhøjer det risikoen i stedet. Får man godt med selen og desuden forholdsvis meget E-vitamin og lycopen (fra tomater), er risikoen nede på en tiendedel af, hvad den ville være, hvis man fik forholdsvis lidt.

Alvorlig prostatakræft kan således måske blive en sjældenhed hos de 25 % af den mandlige befolkning, der har arvet det effektive SOD-enzym – i stedet for, at de som nu er de mest udsatte.

Men hvad vil det sige at få for lidt selen? Amerikanere får 2-5 gange så meget selen som danskere (der typisk får 40-50 mikrogram om dagen), overvejende fordi den amerikanske jordbund er meget selenholdig.

Overføres de amerikanske tal til danske forhold, betyder det, at de fleste danske mænd med det aktive enzym har stærkt forhøjet risiko for at få aggressiv prostatakræft og måske dø af det. Hvis de indgik i den amerikanske undersøgelse, ville de høre til den gruppe, der fik mindst selen og havde seksdoblet risiko for alvorlig prostatakræft.

For at få rigelige mængder selen i amerikansk forstand kræves for en almindelig dansker et dagligt tilskud på ca. 200 mikrogram om dagen. Det er vigtigt at huske, at der er stor forskel på optageligheden af selen. Uorganisk selen optages stort set ikke, hvorimod den selentype, der optages bedst – L-Selenomethionin – er organisk og typisk findes i selengær.

Brystkræft af samme grund?
Så vidt mænd med det aktive SOD-enzym. Men hvad med de 75 % af alle mænd, hvis enzym er normalt? Deres prostata tåler bedre en relativ selenmangel, men de kan dog alligevel mindske risikoen for alvorlig prostatakræft med omkring 25 % ved at få selen nok – ifølge tallene fra Harvard, der stemmer ganske fortrinligt med en efterhånden lang række andre undersøgelser.

Harvard-undersøgelsen støttes af andre forskere. Mandlige finske rygere (der indånder masser af iltradikaler) havde f.eks. tredoblet risiko for aggressiv prostatakræft, når de havde den effektive variant af SOD-enzymet. Man må tro, de danner en masse brintoverilte og ville have gavn af selen.

Det samme gælder rygende kinesiske kvinder, hvis risiko under samme betingelser – men for brystkræft – ligeledes var tredoblet. Eller gravide kvinder i Korea, der ganske vist ikke havde kræft, men hos hvem man i urinen påviste statistisk sikre tegn på flere mutationer end normalt – når de altså havde den effektive variant. Alle må de på baggrund af den amerikanske undersøgelse tænkes at have gavn af mere selen, om end dette ikke er direkte undersøgt.

Man kan ikke uden videre blive undersøgt for, om man har den effektive variant af SOD-enzymet. Ikke desto mindre er der nu som minimum stærke og biologisk gode indicier for, at visse antioxidanter er umådeligt vigtige som beskyttelse mod prostatakræft. Det er de hos alle mænd, men navnlig hos en ukendt fjerdedel af dem.
Vitalrådet.

 

Referencer:
1. Haojie Li et al. : Manganese superoxide dismutase polymorphism, prediagnostic antioxidant status, and risk of clinical significant prostate cancer. Cancer Res. 2005;65:2498-2504.
2. Woodson et al. Manganese superoxide dismutase (MnSOD) polymorphism, α-tocopherol supplementation and prostate cancer risk in the α-Tocopherol, β-Carotene Cancer Prevention Study. Cancer Causes Control 2003;14:513-8
3. Niels Hertz. Selen – et livsvigtigt spormineral. Forlaget Ny Videnskab 2002.

www.aacr.org/cncrrea.htm
www.ingentaconnect.com/content/klu/caco;jsessionid=2sf53q49osdn1.victoriawww.iom.dk

Selen halverer risikoen for alvorlig kræft i prostata

Claus HanckeSkriv en kommentar til Selen halverer risikoen for alvorlig kræft i prostata

19. juli 2004

Stadig mere tyder på, at mineralet selen beskytter mænd mod kræft i prostata.

I den hidtil største sammenlignende undersøgelse har det vist sig, at de amerikanske læger, som var blandt de 20 %, der havde mest selen i blodet havde 48 % mindre risiko for at få fremskreden prostatacancer, end de af deres kolleger, der havde mindst.

Den omtrentlige halvering af risikoen stemmer med adskillige andre undersøgelser fra de senere år, men den foreliggende undersøgelse, der er offentliggjort i det nationale amerikanske tidsskrift for kræftforskning, er den hidtil største. I alt blev 586 mandlige læger, der i løbet af de følgende 13 år fik kræft i prostata, sammenlignet med 577, der undgik sygdommen.

Mange mænd får kræft i prostata, uden at det får konsekvenser på længere sigt, fordi sygdommen holder sig lokaliseret og i ro. Disse lette tilfælde af kræft blev tilsyneladende ikke forhindret af selen. Kun risikoen for fremskreden kræft var formindsket. Dette tyder på, at selen i højere grad sinker sygdommens udvikling end forhindrer den i at opstå.

Større undersøgelser af sammenhængen mellem selen og kræft i prostata er på vej. Navnlig en stor amerikansk undersøgelse (SELECT), der desuden skal klarlægge virkningen af E-vitamin på sygdommen, ventes med spænding.

Hvad en undersøgelse af danske mænd ville vise, er uvist. Amerikanere får på forhånd betydeligt mere selen i kosten end danskere, fordi den amerikanske jordbund er rigere på mineralet. Danske mænd er måske af den grund mere udsatte for at få kræft i prostata af den fremskredne og ondartede form.
Vitalrådet.

 

Reference:
Li H et al. A prospective study of plasma selenium levels and prostate cancer risk. J Natl Cancer Inst. 2004;96(9):696-703.

jncicancerspectrum.oupjournals.org
www.iom.dk