Rygere skal have mere C- og E-vitamin

  1. april 2006

Alt for mange får for lidt E-vitamin. Problemet er særligt stort for rygere. Problemet kan delvis løses med et tilskud af C-vitamin.
Hvad gør man, hvis man får for lidt E-vitamin? Her er en nødløsning: Tag noget mere C-vitamin.

Det er særligt rygere, der har et problem. De forbruger E-vitamin væsentligt hurtigere end ikke-rygere. Det er fordi tobaksrøg ilter (oxiderer) og ødelægger vitaminet, som på den måde selv bukker under i kampen for at forsvare cellernes umættede fedtsyrer. Rygere har derfor større behov for E-vitamin end ikke-rygere. Og da de har større behov, får de nemmere for lidt.

Men her kommer C-vitaminet ind. C-vitamin er nemlig lettere at få fat i end E-vitamin. Da C-vitamin er en antioxidant, kan det gendanne E-vitamin, som er blevet iltet/oxideret af røgens frie radikaler. Det har man i hvert fald længe formodet, men det har – indtil nu – ikke været påvist hos mennesker. Det er nu sket, og det er lidt af et videnskabeligt gennembrud.

Forsøget er udført i et samarbejde mellem flere amerikanske og et canadisk universitet. Man gav 11 rygere og 13 ikke-rygere et tilskud på 50 mg E-vitamin, som var fremstillet med et indhold af tung brint (deuterium). Ved at måle denne isotop kunne man afsløre, hvor hurtigt vitaminet forsvandt fra rygernes blod (plasma) og sammenligne med den tilsvarende forsvinding hos ikke-rygerne.

Det gik, som ventet, hurtigst hos rygerne. I løbet af 25 timer var halvdelen af deres mærkede E-vitamin forsvundet. Hos ikke-rygerne varede det 42 timer. Men når man gav rygerne 500 mg C-vitamin morgen og aften, var halvdelen først forsvundet efter 34 timer. C-vitamin skånede altså rygernes E-vitamin, men uden at de kom helt på linje med ikke-rygerne i den dosis C-vitamin, man anvendte.

Alt for få får nok
Ved hjælp af C-vitamin kan man derfor nærme sig en normalisering mht. E-vitamin hos rygere. Det forudsætter selvfølgelig, at rygerne får E-vitamin nok; men det gør de meget sjældent!

I konklusionen på omtalen af forsøget nævnes, at kun 8 % af mænd og 2,4 % af kvinder i USA får de anbefalede 12 mg E-vitamin (alfa-tokoferol) om dagen. Med stor sandsynlighed forholder det sig ikke bedre i Danmark. Den første og indlysende anbefaling, man fremsætter, er da også, at rygere i hvert fald sikrer sig de anbefalede mængder – for rygere – af både C- og E-vitamin. (hhv. 125 mg og 15 mg om dagen). Den anden er, at der forskes i, om andre antioxidanter også beskytter E-vitamin. Det er vigtigt.

Men er det sandt, at man behøver 12 mg E-vitamin om dagen? Ja, et tidligere forsøg har vist, at vævene hos raske unge forbruger omkring 5 mg E-vitamin (alfa-tokoferol) om dagen.

Da man gennemsnitligt kun optager en tredjedel af det indtagne fra tarmen, må der tilføres lidt mere end de nævnte 12 mg om dagen. Men får man særligt mager kost, skal der mere til. Hvis morgenmaden består af cornflakes med skummetmælk, nytter det ikke meget at supplere den med en E-vitaminpille. Kun en tiendedel vil blive optaget fra tarmen.

Selv unge, raske rygere bør have mere E- og C-vitamin end andre. Ældre har nok endnu større behov. Og det lader til, at langt de fleste får alt for lidt.
Vitalrådet.

Referencer:
1. Bruno R S et al. Human vitamin E requirements assessed with the use of apples fortified with deuterium-labeled α-tocopheryl acetate. Am J Clin Nutr 2006;83:299-304.
2. Bruno R S et al. α-Tocopherol acetate disappearance is faster i9n cigarette smokers and is inversely related to their ascorbic acid status- Am J Clin Nutr 2005;81:95.103.
3. Bruno R S et al. Faster plasma vitamin E disappearance in smokers is normalized by vitamin C supplementation. Free Radical Biology & Medicine 2006;40:689-97
www.ajcn.org
www.sciencedirect.com
www.iom.dk

Vitamin C og E beskytter børn mod åreforkalkning

  1. september 2003

Børn og unge med forhøjet kolesterol, kan nedsætte risikoen for at udvikle åreforkalkning, hvis de får et dagligt tilskud af C- og E-vitamin.
Det er resultatet af en undersøgelse publiceret i det anerkendte tidsskrift Circulation, som udgives af den amerikanske hjerteforening.

15 børn og unge fra 9 til 20 år indgik i undersøgelsen. Halvdelen af børnene fik et dagligt tilskud af 500 mg C-vitamin og 400 i.e. (internationale enheder) E-vitamin. De resterende børn fik placebo. Efter 6 uger byttede man om på grupperne.

Efter 6 ugers aktiv behandling viste resultaterne en signifikant bedring af pulsårens indervæg. Vitaminer alene sænker ikke forhøjet kolesterol, men vitaminerne kan tilsyneladende beskytte blodårerne mod forkalkning, og dermed sikre at årerne bevarer elasticiteten.

“Det er første gang at man har undersøgt hvordan antioxidanter som C- og E-vitamin kan forbedre kredsløbsfunktionen,” siger formanden for Vitalrådet, speciallæge Claus Hancke.

“Selvom det er en lille undersøgelse, er resultaterne betydningsfulde for børn med forhøjet kolesterol. Hvis de alternativt skal have kolesterolsænkende medicin i flere år, er risikoen for alvorlige bivirkninger ret høj. Derfor er det fornuftigt at prioritere kostændringer samt tilskud af ekstra C- og E-vitamin som førstevalg i behandlingen,” mener Claus Hancke.

I den amerikanske undersøgelse fik børnene også kostanbefalinger, men de fulgte ikke anbefalingerne. Bl.a. fik de for meget animalsk fedt og for lidt frugt og grønt. Derfor valgte lægerne at kombinere kostændringerne med tilskud af C- og E-vitamin.

Undersøgelsen er gennemført på University of California, under ledelse af læge Marguerite Engler.
Per Tork Larsen.

 

Reference:
Circulation 2003;108:802.

www.circulationaha.org
www.amhrt.org/presenter.jhtml

Astmabørn hjælpes af antioxidanter

30. maj 2002

Antioxidanter som C- og E-vitamin kan beskytte lungerne hos astmatiske børn, så de ikke bliver skadet af ozon-forurening i storbyluften. Det viser en ny undersøgelse, der præsenteres i det videnskabelige tidsskrift American Journal of Respiratory and Critical Care Medicine.

Under forsøget fik 158 astmatiske børn i den stærkt forurenede by Mexico City enten tilskud af antioxidanter eller et kontrolpræparat uden aktive stoffer.

Ingen vidste hvem der fik hvad, før koden blev brudt efter forsøgets afslutning halvandet år senere. Børnenes tilskud var på 50 mg E-vitamin og 250 mg C-vitamin om dagen.

I antioxidant-gruppen blev børnenes lungefunktion ikke nedsat i de perioder, hvor byen var plaget af kraftig ozon-forurening. Derimod blev lungefunktionen dårligere hos de børn, der ikke fik antioxidanter men i stedet kontroltabletter uden indhold.

Antioxidanterne synes især at hjælpe børn med moderat eller svær astma, beretter forskerne. Det tyder på, at børn med fremskreden astma er særligt sårbare for ozon, fordi de har et svagt antioxidantforsvar i lungerne.

Nogle astmatikere får sværere symptomer, når de indånder luftbårne irritanter som ozon, der findes i storbyer og især stammer fra biler, kraftværker og industri. Også undersøgelser på raske cykelryttere har vist, at antioxidanter kan mindske ozonforureningens skadevirkninger på lungefunktionen.

Forskerne bag undersøgelsen konkluderer, at astmatiske børn i områder med luftforurening bør have mere C- og E-vitamin for at beskytte lungerne. Denne konklusion kan det danske Vitalrådet tilslutte sig.
Per Tork Larsen


Reference:

American Journal of Respiratory and Critical Care Medicine 2002;166: 703-70.

ajrccm.atsjournals.org/cgi/content/full/166/5/703
www.cbcrp.org/research/PagePeriodical.asp
www.iom.dk