Selen hjælper stadig mod kræft

26. januar 2009

Et kæmpemæssigt amerikansk forsøg viste, at tilskud af selen ikke hindrer kræft i prostata. Men resultatet gælder kun, hvis man får masser af selen i forvejen.

Det vakte håb og optimisme for 12 år siden, da amerikaneren Larry Clark kunne fortælle, at mineralet selen forebygger kræft, navnlig kræft i prostata, den næst hyppigste årsag til død af kræft hos mænd. Han måtte standse sit forsøg før tid, da han erfarede, at langt færre selenbehandlede end placebobehandlede (placebo: Snydepiller) fik kræft.

Nu har man standset et andet, langt større, selenforsøg, før tid. Også det var med selen. Også her var man interesseret i virkningen mod prostatakræft. Også dette forsøg foregik i USA. Men SELECT, som det hed, viste desværre, at selen var uden virkning. Man kunne endda ikke udelukke en, ganske vist meget lille, skadevirkning. Derfor standsede man det.

I mellemtiden har man også set nærmere på Clark’s forsøg. Var det nu så overbevisende, som man først troede? Med sine 1312 deltagere var det ikke nær så stort som SELECT, hvor 35.000 deltog. Nok så vigtigt var, at den afsluttende rapport, som kom i 2003, viste, at fordelen var mindre end først troet. En del tilfælde af prostatakræft blandt de selenbehandlede var af forskellige grunde blevet overset.

Tilbage stod en statistisk sikker fordel blandt dem, der ved forsøgets begyndelse havde mindst selen i blodet og samtidig med størst sikkerhed ikke havde begyndende kræft i prostata. Det sidste kunne man slutte af, at de havde meget lave værdier af PSA (Prostata-Specifikt-Antigen) i blodet. I denne gruppe var hyppigheden af kræft i prostata, mens forsøget stod på, tre gange mindre end i placebogruppen.

Mere selen i USA
Spørgsmålet er nu, om det langt større SELECT-forsøg annullerer Clark’s forsøg. Det er tilsyneladende den almindelige mening, som den f.eks. kommer til udtryk i lederen i samme nummer af det amerikanske lægetidsskrift, JAMA, hvor SELECT blev publiceret. Indtil videre bør læger ikke anbefale selen som forebyggelse mod prostatakræft, hedder det.

Og dog kan man med god ret nå til den diametralt modsatte konklusion: Der er al mulig grund til at tro, at selen forebygger kræft i prostata, og antageligt også anden kræft.

Sagen er, at amerikanere, men ikke alle amerikanere, får langt mere selen i kosten end vi andre. I Clark’s forsøg var deltagerne udvalgt på baggrund af, at de gennemgående fik forholdsvis lidt selen i kosten, efter amerikanske forhold. To tredjedele havde mindre end 122 mikrogram selen pr. liter serum. I SELECT havde kun hver femte så lave værdier. Det er med andre ord tænkeligt, at de fleste SELECT-deltagere på forhånd fik så rigeligt med selen, at yderligere tilskud ikke gavnede dem. I Danmark får stort set alle mindre selen end deltagerne i både det ene og det andet forsøg. Vores værdier ligger typisk på 80 mikrogram/liter.

Dette stemmer fortrinligt med, at helt utroligt få deltagere døde af prostatakræft under forsøget. Statistisk ville man have ventet 75-100 dødsfald af denne grund i løbet af de 5,6 år forsøget varede. Men der døde kun én (!).

En medvirkende grund kan have været, at langt hovedparten af deltagerne i SELECT på egen hånd fik foretaget PSA-måling en gang om året. Eventuel prostatakræft blev derfor opdaget og behandlet tidligt. På den anden side har andre undersøgelser vist, at årlig PSA-måling ikke nedsætter dødeligheden. Derfor anbefales det ikke i Danmark.

Trods standsningen af SELECT bør man som dansker stadig huske på, at den forskning der vedrører os – som modsat amerikanerne får meget lidt selen i kosten – taler for, at tilskud af 1-2 selentabletter om dagen nedsætter risikoen for prostatakræft til en tredjedel.
Niels Hertz.


Referencer:

1. Lippman SM et al. Effect of selenium and vitamin E on risk of prostate cancer and other cancers. JAMA online December 9, 2008: E1-E13
2. Gann PH. Randomized trials of antioxidant supplementation for cancer prevention. JAMA online December 9, 2008: E1-E2.
3. Selenium supplementation, baseline plasma selenium status and incidence of prostate cancer: An analysis of the complete treatment of the Nutritional Prevention of Cancer Trial. BJU Int. 2003;91:608-12.

jama.ama-assn.org
www.bjui.org

Selen, diabetes og kræft

25. oktober 2007

Helses oktobernummer rummer en artikel, hvor det i både overskrift og tekst står, at selen øger risikoen for diabetes. Sådan, lige ud ad landevejen; uden nogen tøven eller plads til videnskabelig tvivl.

Artiklen var usigneret og rummede en del fejl, så trods vor respekt for Helses faglighed, forbigik vi først artiklen med et skuldertræk.

Imidlertid har flere af Vitalrådets trofaste abonnenter kontaktet os og spurgt til denne “nye” amerikanske undersøgelse, som refereres i Helse, og vi har derfor lovet at komme med et lidt mere detaljeret billede af de givne data.

Lad os først gøre vore læsere klart, at der ikke er tale om noget “nyt lodtrækningsstudie fra USA”, som det står i Helse. Det er faktisk ti år gammelt.

Saverio Stranges et al. har blot været så tilfredse med forsøget, at de har gravet de gamle tal frem og underkastet dem nye analyser i håb om at finde andre brugbare data, end de primære “endpoints”, som forsøget var designet til at belyse.

Der er tale om et lodtrækningsstudie publiceret i JAMA i 1996 af Larry Clark et al.

Forsøget var designet til at undersøge selen’s evne til at forebygge cancer, og data er indsamlet fra 1983 til 1996.

Dette forsøg var et veludført, dobbelt blindt studie på patienter, som havde haft et basocellulært carcinom, hvilket er en ret godartet hudkræft, som udgør over 90% af alle hudkræfttilfælde. Man ønskede at undersøge, om et tilskud af 200 µg selen dagligt ville nedsætte risikoen for at denne hudkræft kom tilbage.

Forsøget viste ingen signifikant (statistisk sikker) nedsættelse af denne risiko. Der kom endda lidt flere tilfælde, men det var ikke signifikant. Det kunne være tilfældigt.

Derimod var det signifikant, at dødeligheden (og forekomsten) af alvorlige kræfttilfælde faldt med 50% i gennemsnit.

Dødeligheden for lungekræft faldt med ca. 40%, tyktarmskræft med ca.60% og prostatakræft med over 60%.

Særligt interessant for os danskere var, at prostatacancer faldt med ca. 90% i den tredjedel af forsøgspersonerne, som inden forsøget lå lavest i selenindhold i blodet. Det er interessant for os, fordi denne gruppe havde samme selenindhold i blodet, som vi har her i Danmark.

Ud fra disse primære endpoints kan vi således ikke forvente, at selen nedsætter recidivfrekvensen af godartet hudkræft, men vi kan til gengæld forvente nedsat forekomst af alvorlige kræftsygdomme med 50% her i Danmark, og hvad prostatakræft angår, kan denne sygdom næsten udryddes. Dette vil i Danmark kunne spare 15.000 kræftdødsfald hvert år, hvis Larry Clarks undersøgelse står til troende og kan reproduceres.

Se dette var de primære resultater af dette studie, som blev publiceret i JAMA i 1996.

Dette må man ikke glemme, når man ti år senere vrider forsøgsresultaterne for yderligere oplysninger.

I Stranges nye artikel har man, baseret på de gamle tal, konstateret, at der var en lille overvægt i forekomsten af diabetes-2 i selengruppen. Den statistiske vægt er ikke høj.

Hvis der havde været blot 3 flere tilfælde af diabetes i placebogruppen, så var der ikke signifikans.

I øvrigt er dette resultat af mindre betydning for os her i Danmark, idet det ikke gjaldt den gruppe, som havde selenniveau på linie med vort. Den let øgede forekomst af diabetes var kun at finde i den tredjedel af forsøgspersonerne, der lå højest i selenindhold i blodet. Altså mere af interesse for f.eks. japanere, som spiser omkring 400µg selen dagligt i deres kost. Japanere er i øvrigt verdens længst levende befolkning.

I forsøgets gennemsnitlige 7,7 års observationstid forekom i alt 97 tilfælde af type-2 diabetes, hvilket er det samme som i normalbefolkningen. Men de var fordelt med 58 i selengruppen og 39 i placebogruppen.

Dette resultat var ikke signifikant med hensyn til risiko, men forfatterne nedbrød derefter i percentiler, hvor de fandt svag signifikans (P=0,038) for øget risiko i den undergruppe, der lå højest i selen, men ikke i de andre grupper.

Da gennemsnitsrisikoen for de to grupper var som i normalbefolkningen, og forfatterne i deres konklusion anså selen som en risikofaktor, så må man jo logisk set slutte, at placebo nedsætter risikoen for diabetes.

Da dette selvfølgelig er noget sludder, er der også den mulighed, at statistikken er så svag, at man må tvivle på sikkerheden i denne tendens, og afvente den store SELECT- eller PRECISE-undersøgelse på 40.000 mennesker med flerstrenget dosering, før man kan slutte noget som helst om selen og diabetes.

Der er imidlertid også svagheder i dette efterstudie af Larry Clarks forsøg, hvilket forfatterne også selv indrømmer. Diabetes-diagnosen er oplyst af patienten selv og ikke klinisk verificeret, og der er nogen mystik omkring BMI, idet der ikke var nogen forskel i risiko hos folk med et BMI over 27. Dette giver forfatterne ingen forklaring på, men de skriver da også ærligt, at “a few more cases of diabetes in the placebo group would attenuate the main effect of selenium treatment and produce null findings”.

Imidlertid er den værste fejl ved en sådan efterrationalisering af et gammelt studie, at det oprindelige forsøg slet ikke var designet til at afdække disse ting. Herved har man ikke fået meget vigtige “confounding data” med. -Altså data som skal sikre, at der ikke er forskel på grupperne med hensyn til f.eks. familiær forekomst af diabetes, fedtfordeling og fysisk aktivitet.

Man bør være meget forsigtig, når man senere laver statistik på sekundære endpoints, som er indført efter et forsøgs afslutning.

Og specielt bør man være forsigtig med alt for skråsikre konklusioner, som i Helse.
Claus Hancke


Referencer:

  1. Stranges S et al. Effects of Long-Term Selenium Supplementation on the Incidence of Type 2 Diabetes. Ann Intern Med.2007;147:217-223.
  2. Clark L et al. Effects of Selenium Supplementation for Cancer Prevention in patients with carcinoma of the skin. JAMA 1996;276:1957-63.

www.annals.org
jama.ama-assn.org

Selen, et stærkt middel mod kræft

18. januar 2006

Undersøgelser fra alle vinkler støtter, at selen modvirker kræft. Trods behov for mere forskning tegner omridset af en optimal dosis sig.

Selen forebygger cancer. Det er en almindelig antagelse, som ganske vist venter på sin endelige bekræftelse. Den fik for alvor vind i sejlene, da amerikaneren Clark i 1996 i et lodtrækningsforsøg viste, at hyppigheden af kræft faldt med 37 %, mens kræftdødeligheden aftog til det halve, når deltagerne fik tilskud af 200 mikrogram organisk selen dagligt.

Men antagelsen om selens kræftforebyggende virkning er i virkeligheden langt bredere begrundet. Det har en førende selenekspert, Margaret Rayman fra University of Surrey i England, nu belyst i en grundig, men også kompliceret oversigt. Samtidig har hun belyst, hvordan selen kan hindre kræft og ikke mindst det vigtige spørgsmål: Hvor meget skal der til?

Rayman redegør for de mange geografiske studier, der siden 1960-erne konsekvent har vist, at de befolkninger, der får mindst selen, har størst hyppighed af kræft. Også dyreforsøg omtales. Giver man selen til han-beaglehunde, får de ikke bare færre DNA-skader i prostata, men skadede celler dør også i stedet for at leve videre i unormal form.

En særlig stilling indtager studier, hvor man først undersøger en gruppe menneskers blodselen og derpå venter og ser, hvad der sker. I et fransk studie af den art fra 2005 var dødeligheden af kræft efter ni år fire gange større hos den fjerdedel, der fik mindst selen, end hos den, der fik mest.

Franskmænd får lige så lidt selen i kosten som danskere. Talrige undersøgelser fra flere lande har vist noget tilsvarende for lungekræft (26 % mindre risiko i øverste halvdel af selenindtag), kræft i spiserør, mavesæk og – ikke mindst – prostata samt måske tyktarm.

Hvor meget er nok?
De stærkeste beviser giver lodtrækningsforsøg, hvor hverken deltagere eller læger ved, hvem, der får hvad. Kinesiske forsøg af den art har vist særdeles udtalt virkning mod leverkræft. Dertil kommer som nævnt Clarks forsøg. Det er tankevækkende, at selv om amerikanere får langt mere selen i kosten end vi, gavnede yderligere 200 mikrogram et flertal. Virkningen var dog minimal hos dem, der på forhånd fik mest selen. De var antageligt allerede tæt på det optimale. Men den tredjedel, der fik mindst (næsten så lidt som danskere) fik sin samlede kræftrisiko halveret, mens risikoen for kræft i prostata faldt med 86 %!

En typisk dansker får omkring 45 mikrogram selen om dagen, mens amerikanere får mere end dobbelt så meget og de sejlivede japanere næsten tre gange så meget. Man har hæftet sig ved, at man skal have 70 mikrogram om dagen for at danne maksimale mængder af det antioxiderende selen-enzym GSHpx. Det danner de fleste amerikanere altså, modsat os, uden at få tilskud. Men hvorfor aftager deres kræftrisiko så, når de får tilskud? Grunden kan ikke være GSHpx og måske ikke en gang den antioxiderende virkning alene.

Rayman gennemgår flere forklaringer. Én er, at større selendoser medfører dannelse af den simple selenforbindelse metylselenol, som kan dræbe kræftceller, modvirke dannelse af blodkar (som kræftceller behøver) og på flere andre måder hæmme kræft. Men selen virker naturligvis også antioxiderende, stimulerer immunforsvaret, aktiverer kræfthæmmende gener, hæmmer vækstfaktorer m.m. Der er ikke én, men mange virkemåder.

Ubegrænsede mængder selen skal man ikke have. Forsøg tyder på, at ved tilstrækkeligt høje doser, øges kræftrisikoen lige som når man får for lidt. Clarks forsøg kunne sammen med andre data antyde, at et tilskud på 200 mikrogram om dagen er nær det optimale for en dansker.

Gevinsten kan være stor, men mere forskning er påkrævet. Der foregår et omfattende klinisk forsøg (det hedder SELECT) i USA, men et forsøg i det selenfattige Europa ville være bedre. Rayman mener, det kan blive svært at gennemføre. Hvem vil have snydepillerne?
Vitalrådet.

 

Referencer:
1. Rayman M P. Selenium in cancer prevention: A review of the evidence and mechanism of action. Proceedings of the nutrition society. 2005;64:527-42.
2. Clark LC et al. Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer study group. JAMA 1996;276:1957-63.
3. Akbaraly NT et al. Selenium and mortality in the elderly: Results from the EVA study. Clin Chem. 2005;51:2117-23.

www.cabi-publishing.org/Journals.asp
jama.ama-assn.org
www.clinchem.org
www.iom.dk