Forfatter: Claus Hancke

Fiskeolien er – stadig – uundværlig

Claus Hancke

7. april 2006

En engelsk undersøgelse hævder, at fiskeolie ikke beskytter hjertet. Formelt bygger den på summen af alle tidligere forsøg. I virkeligheden støtter den sig kun på ét, hvis deltagere sandsynligvis snød.

Som tiden går, hober undersøgelser af alt muligt sig op. Til sidst kan ingen overskue dem. Selv folk med god hukommelse husker kun forsøg, de kunne lide. Så er der brug for en såkaldt metaanalyse, dvs. en beregning af en slags gennemsnit af, hvad alle pålidelige forsøg har vist.

Det er nu sket i en engelsk undersøgelse af fiskeolie. Beskytter fiskeolie hjertet? Forlænger den livet? Ja, det ved vi jo, den gør.

Tror vi da! Ifølge den nye metaanalyse har fiskeolie overhovedet ”ingen klar virkning på hverken dødelighed, risikoen for hjertetilfælde eller hyppigheden af kræft”. Lad bare være med at spise fisk.

Hvad kræft angår forbavses man ikke, men hvad med hjertet? Lige siden de to danske læger, Bang og Dyerberg’s undersøgelser på Grønland for 35 år siden, har alle vidst, at fiskeolie beskytter hjertet. Det er bekræftet i talrige undersøgelser. Hvordan kan alle disse positive resultater blive til et rundt nul, når man lægger dem sammen?

Det kan de selvfølgelig heller ikke. En metaanalyse kan være lige så subjektiv som alt andet. Dvs. at andre med samme udgangspunkt kan komme til et modsat resultat. Det er i denne forbindelse tilfældet i en ny – langt mere omfattende (250 sider) – officiel amerikansk rapport. Der er ingen tvivl om fiskeolies gavnlige virkning på hjertet, hedder det her, ja man burde undersøge alle for, om de får nok!

De to vigtige fedtsyrer i fiskeolie, DHA og EPA, har ”klare hjertebeskyttende virkninger”. Alle bør derfor få mindst 1,5 gram fiskeolie om dagen, ved hjertesygdom det dobbelte. Dette vil nedsætte risikoen for at dø af hjertesygdom med 25 %.

Så vidt amerikanerne. De gennemgik minutiøst både den omfattende biokemiske viden, dyreforsøg og undersøgelser på mennesker. Af dette dannede de en helhed. Hvad gjorde englænderne?

Forsøgspersonerne snød
De så helt bort fra al basisviden og koncentrerede sig om opgørelser af hjertesygdom og død hos mennesker. Men var de neutrale?

De gennemgik i alt 48 lodtrækningsforsøg, men gjorde noget mærkeligt: Kun 15 af forsøgene kom med i beregningerne af dødelighed. Hvorfor de øvrige 33 ikke er med, fremgår ikke. Måske er nogle siet fra p.gr. af mistanke om ”bias” (partiskhed). Men på den anden side var der i ni af de 15 udvalgte forsøg ”middel eller høj” risiko for bias – f.eks. fordi deltagerne vidste, om de fik fiskeolie, eller på grund af lodtrækningen fik noget uvirksomt.

Dertil kommer, at et uoplyst antal af de 48 forsøg slet ikke var med fiskeolie, men med alfa-linolénsyre – som findes i hørfrøolie og lidt i rapsolie, men som i organismen kan omdannes til ”fiskeolie”.

I øvrigt mangler det mest berømte af alle linolénsyreforsøg. Det er det såkaldte Lyon-forsøg, hvor rapsolie (og Middelhavskost med olivenolie) sænkede hjertedødeligheden med 73 % hos patienter, der havde overstået en blodprop i hjertet.

Når alt er kogt ned, er der tilbage 12 lodtrækningsforsøg med fiskeolie. Men af disse er de ni ganske små og betydningsløse. Så er der tre tilbage. Langt det største af dem (GISSI) viste en massiv reduktion i dødeligheden på 20% hos personer med overstået blodprop i hjertet. I tabellen står der dog kun 14%, tilsyneladende på grund af en misforståelse.

Kun ét større forsøg (Burr et al 2003) havde negativt resultat. I dette steg dødeligheden med 15 % hos mænd med forkalkede kransårer i hjertet, når de fik fiskeolie.

Men dette forsøg er mildt sagt omstridt, bl.a. fordi deltagerne vidste, om de fik fiskeolie eller ej. Da de jo havde en risikabel hjertesygdom, har mange været fristet til at tage tilskud på egen hånd. Det kunne man have afsløret ved hjælp af blodprøver, men man foretog kun en meget lille stikprøve efter seks måneder. Herefter fortsatte forsøget i 3-9 år.

Stikprøven viste, at forskellen mellem de to grupper var påfaldende lille. Desuden oplyste deltagerne, at selv om de ikke hørte til fiskeolie-gruppen, spiste de så meget fed fisk (14 gram/dag) at alene dette omtrent har givet dem, hvad den nævnte amerikanske rapport anbefaler hjertepatienter. Begge grupper fik altså ”nok”, og værdien af forsøget må stærkt betvivles.

Alligevel har det stået i avisen. Men tro hellere den amerikanske rapport.

Fisk er godt. – Naturligvis.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Hooper et al. Risks and benefits of omega 3 fats for mortality, cardiovascular disease, and cancer: Systematic review. BMJ online 24.3.06: BMJ, doi:10.1136/bmj.38755.366331.2F.
2. Wang C et al. Agency for Health Care Research and Quality. US Department of Health Care Rsearch and Human Services. www.abrq.gov. Evidence report/technology assessment Number 94. Effects of omega -3 fatty acids on cardiovascular disease. March 2004.
3. Burr ML, Ashfield-Watt PA, Dustan FD, . , et al.: Lack of benefit of dietary advice to men with angina: results of a controlled trial. Eur J Clin Nutr 2003, 57: 193-200.

bmj.bmjjournals.com
www.ahrq.gov
www.nature.com/ejcn/index.html

Rygere skal have mere C- og E-vitamin

Claus Hancke
  1. april 2006

Alt for mange får for lidt E-vitamin. Problemet er særligt stort for rygere. Problemet kan delvis løses med et tilskud af C-vitamin.
Hvad gør man, hvis man får for lidt E-vitamin? Her er en nødløsning: Tag noget mere C-vitamin.

Det er særligt rygere, der har et problem. De forbruger E-vitamin væsentligt hurtigere end ikke-rygere. Det er fordi tobaksrøg ilter (oxiderer) og ødelægger vitaminet, som på den måde selv bukker under i kampen for at forsvare cellernes umættede fedtsyrer. Rygere har derfor større behov for E-vitamin end ikke-rygere. Og da de har større behov, får de nemmere for lidt.

Men her kommer C-vitaminet ind. C-vitamin er nemlig lettere at få fat i end E-vitamin. Da C-vitamin er en antioxidant, kan det gendanne E-vitamin, som er blevet iltet/oxideret af røgens frie radikaler. Det har man i hvert fald længe formodet, men det har – indtil nu – ikke været påvist hos mennesker. Det er nu sket, og det er lidt af et videnskabeligt gennembrud.

Forsøget er udført i et samarbejde mellem flere amerikanske og et canadisk universitet. Man gav 11 rygere og 13 ikke-rygere et tilskud på 50 mg E-vitamin, som var fremstillet med et indhold af tung brint (deuterium). Ved at måle denne isotop kunne man afsløre, hvor hurtigt vitaminet forsvandt fra rygernes blod (plasma) og sammenligne med den tilsvarende forsvinding hos ikke-rygerne.

Det gik, som ventet, hurtigst hos rygerne. I løbet af 25 timer var halvdelen af deres mærkede E-vitamin forsvundet. Hos ikke-rygerne varede det 42 timer. Men når man gav rygerne 500 mg C-vitamin morgen og aften, var halvdelen først forsvundet efter 34 timer. C-vitamin skånede altså rygernes E-vitamin, men uden at de kom helt på linje med ikke-rygerne i den dosis C-vitamin, man anvendte.

Alt for få får nok
Ved hjælp af C-vitamin kan man derfor nærme sig en normalisering mht. E-vitamin hos rygere. Det forudsætter selvfølgelig, at rygerne får E-vitamin nok; men det gør de meget sjældent!

I konklusionen på omtalen af forsøget nævnes, at kun 8 % af mænd og 2,4 % af kvinder i USA får de anbefalede 12 mg E-vitamin (alfa-tokoferol) om dagen. Med stor sandsynlighed forholder det sig ikke bedre i Danmark. Den første og indlysende anbefaling, man fremsætter, er da også, at rygere i hvert fald sikrer sig de anbefalede mængder – for rygere – af både C- og E-vitamin. (hhv. 125 mg og 15 mg om dagen). Den anden er, at der forskes i, om andre antioxidanter også beskytter E-vitamin. Det er vigtigt.

Men er det sandt, at man behøver 12 mg E-vitamin om dagen? Ja, et tidligere forsøg har vist, at vævene hos raske unge forbruger omkring 5 mg E-vitamin (alfa-tokoferol) om dagen.

Da man gennemsnitligt kun optager en tredjedel af det indtagne fra tarmen, må der tilføres lidt mere end de nævnte 12 mg om dagen. Men får man særligt mager kost, skal der mere til. Hvis morgenmaden består af cornflakes med skummetmælk, nytter det ikke meget at supplere den med en E-vitaminpille. Kun en tiendedel vil blive optaget fra tarmen.

Selv unge, raske rygere bør have mere E- og C-vitamin end andre. Ældre har nok endnu større behov. Og det lader til, at langt de fleste får alt for lidt.
Vitalrådet.

Referencer:
1. Bruno R S et al. Human vitamin E requirements assessed with the use of apples fortified with deuterium-labeled α-tocopheryl acetate. Am J Clin Nutr 2006;83:299-304.
2. Bruno R S et al. α-Tocopherol acetate disappearance is faster i9n cigarette smokers and is inversely related to their ascorbic acid status- Am J Clin Nutr 2005;81:95.103.
3. Bruno R S et al. Faster plasma vitamin E disappearance in smokers is normalized by vitamin C supplementation. Free Radical Biology & Medicine 2006;40:689-97
www.ajcn.org
www.sciencedirect.com
www.iom.dk

C-vitamin mod åreforkalkning

Claus Hancke

23. marts 2006

En engelsk undersøgelse tyder på, at C-vitamin bekæmper inflammation. Derfor modvirker det sandsynligvis også åreforkalkning og blodprop.

Sammenholder man en gruppe menneskers spisevaner med deres risiko for blodprop i hjertet, får man indtryk af, at C-vitamin beskytter mod blodprop. Men vil man gøre et kontrolleret lodtrækningsforsøg for at se, om C-vitamintilskud skåner udsatte personer for blodprop, har det hidtil været svært, at få øje på virkningen. Sådan har det været hidtil, selv om man kan indvende, at mange af forsøgene har haft mangler.

Uanset indvendinger er det en udbredt opfattelse, at bolden er lagt død.

Man siger godt nok, at C-vitamin ikke beskytter mod åreforkalkning. Men passer det?
En nylig oversigt kunne tyde på, at bolden alligevel ikke er lagt død. Den viser nemlig, at C-vitamin modvirker inflammation – dvs. betændelsesagtige reaktioner. Samtidig er der udbredt enighed om, at åreforkalkning i vidt omfang skyldes inflammation. Beskytter C-vitamin så ikke mod åreforkalkning?

For at forstå problemet, er det nødvendigt med en lille omvej:
Indtil for 20-30 år siden tænkte man på åreforkalkning som en proces, der i grove træk består i aflejring af kolesterol i karvæggen, med efterfølgende aflejring af kalk. I dag tænker man på, at pulsårer består af levende celler, og at både aflejring af kolesterol og fortykkelse af karvæggen hænger sammen med inflammation. Det samme gælder den bristning i overfladen ind mod blodstrømmen – med udtømmelse af kolesterol- og celleprodukter – der får blodplader m.m. til at klumpe sig sammen og give blodprop.

Inflammationens betydning fremgår pudsigt nok af den salgssucces, kolesterolsænkende medikamenter – de såkaldte statiner – har. Det kan ikke nægtes, at de redder liv, men er det fordi de sænker blodets kolesterol?

C-vitamin sænker CRP
Her er der tvivl. Statiner mindsker ikke kun kolesterol, men modvirker også inflammation. Det kan direkte måles på en simpel blodprøve (CRP), som hundrede tusinder af danskere får taget, når lægen f.eks. vil vide, om de har betændelse i kroppen. De to virkninger af statiner – sænkning af CRP og sænkning af kolesterol – følges ikke nødvendigvis ad, men risikoen for blodprop i hjertet stemmer bedre med værdien af CRP end kolesterol. I et aktuelt forsøg, hvor statiner formindskede hjerterisikoen med ca. 30%, hang denne gunstige virkning statistisk sammen med værdien af CRP – ganske uanset værdien for kolesterol! Det ser ud til, at CRP er vigtigere end kolesterol!

Og hermed kan vi vende tilbage til C-vitamin. Sænker C-vitamin CRP, lige som statinerne gør?
I et par små lodtrækningsforsøg har man undersøgt, om det er tilfældet. I begge forsøg var dagsdosis omkring 500 mg C-vitamin. I det ene (på rygere) aftog CRP mærkbart, i det andet skete der intet. De modstridende resultater er nu belyst ved en undersøgelse af 3258 rimeligt kredsløbs-raske engelske mænd i alderen 60-79 år.

Hovedresultatet var, at jo mere C-vitamin mændene havde i blodet (serum), jo mindre var deres CRP. Den fjerdedel, der lå højest mht. C-vitamin i blodet (med eller uden hensyntagen til kosttilskud), havde de laveste CRP-værdier. Forskellen var overvældende statistisk sikker.

Samtidig pegede andre målinger på, at sandsynligheden for ”irritabilitet” af karvæggene (endotelial dysfunktion) også var mindst i øverste C-vitamingruppe. Der er almindelig enighed om, at denne ”irritabilitet” afspejler en tendens til åreforkalkning.

C-vitamin synes altså at sænke CRP, som er en vigtig indikator for inflammation – og dermed for risiko for at dø af blodprop. Bolden er i spil igen!
Vitalrådet.


Referencer:
1. Ridker et al. C-reactive protein levels and outcomes after statin therapy. N Engl J Med 2005;352:20-8
2. Ridker PM, C-reactive protein levels and outcomes after statin therapy. N Engl J Med. 2005 Jan 6;352(1):20-8
3. Libby P. Inflammation and cardiovascular disease mechanisms. Am J Clin Nutr 2006;83(Suppl):456S-60S
4. Goya S et al. Associations of vitamin C status, fruit and vegetable intakes, and markers of inflammation and hemostasis.
Am J Clin Nutr 2006;83:567-74
5. Ishwarlal J et al. Is vitamin C an anti-inflammatory agent? Am J Clin Nutr 2006;83:525-6
6. Mora S Justification for the Use of Statins in Primary Prevention: an Intervention Trial Evaluating Rosuvastatin (JUPITER)–can C-reactive protein be used to target statin therapy in primary prevention?Am J Cardiol. 2006 Jan 16;97(2A):33A-41A. Epub 2005 Dec 1.
7. Bruunsgaard H, Long-term combined supplementations with alpha-tocopherol and vitamin C have no detectable anti-inflammatory effects in healthy men. J Nutr. 2003 Apr;133(4):1170-3.
8. Block G Plasma C-reactive protein concentrations in active and passive smokers: influence of antioxidant supplementation. J Am Coll Nutr. 2004 Apr;23(2):141-7.
content.nejm.org
www.ajcn.org
www.nutrition.org

Børn med DAMP / ADHD mangler magnesium

Claus Hancke

17. marts 2006

Et flertal af urolige DAMP-børn manglede magnesium. Samtlige blev forandrede til det bedre af et tilskud af magnesium og B6-vitamin.

I næsten enhver børnehaveklasse sidder der et eller to såkaldte DAMP-børn, der giver pædagogerne grå hår i hovedet ved deres evige uro, omkringfaren, voldsomhed og uopmærksomhed (DAMP står for Deficit in Attention, Motor-control and Perception).

To forsøg – de eneste, der er foretaget – har nu vist, at en kombination af magnesium og B6-vitamin hjælper.

Hvorfor skulle magnesium hjælpe? I et fransk forsøg har man undersøgt 52 børn, der var diagnosticerede som DAMP-børn (uden for Skandinavien kaldet ADHD-børn, dvs. børn med Attention Deficit, Hyperactivity Disorder). Børnene var typisk ca. seks år. Målte man deres magnesium i serum, dvs. på en almindelig blodprøve, fik man normale værdier. Men da næsten al organismens magnesium findes inde i cellerne, kan man heller ikke afsløre mangel på den måde. Det er inde i cellerne, man skal lede.

I gennemsnit havde børnene kun ca. 4/5 af den mængde magnesium i cellerne (her: de røde blodlegemer) som normale voksne har. De havde magnesiummangel!

Derfor fik de dagligt i 1-6 måneder et tilskud af 6 mg magnesium og 0,8 mg B6-vitamin pr kilo legemsvægt. Herefter fik ikke mindre end samtlige børn det bedre. Ved forsøgets start bedømtes f.eks. 26 af børnene at være fysisk aggressive. Efter fire måneder gjaldt dette kun seks. Samtidig var koncentrationsevne og opmærksomhed, bedømt på anerkendt vis, forbedret. Disse resultater var statistisk meget sikre.

En svaghed ved det franske forsøg er, at det er et såkaldt åbent forsøg. Der var ingen ubehandlet kontrolgruppe, og behandlingen var ikke blindet. Det giver plads for tilfældigheder og overfortolkning. På den anden side viste forsøget nøjagtigt det samme som et lignende forsøg fra 1997. Og forbedringen indtraf i takt med, at den målelige magnesiummangel forsvandt. Når det var sket, standsede man behandlingen.

Magnesium i kosten
Virker den, er det måske ikke så overraskende. Samme kur synes i flere forsøg at have hjulpet kvinder med irritabilitet og uligevægt på grund af PMS (PræMenstruelt Syndrom). Dertil kommer den nævnte alment beroligende virkning på nerver (man kan bruge magnesium som lokalbedøvelse). Magnesium har en afslappende virkning på muskulatur. Har magnesium også en beroligende virkning på centralnervesystemet?

Et andet spørgsmål er, hvorfor DAMP-børn tilsyneladende mangler magnesium. Franskmændene foreslår, at arvelige forhold spiller ind, men hos et flertal var ikke kun den ene, men begge forældre også i underskud med mineralet. Det tyder på, at ernæring spiller en større rolle.

En engelsk vurdering tyder på, at fødevarernes indhold af magnesium er aftaget de sidste 60 år. I grønsager og frugt skønnes der at være hhv. 24 % og 16 % mindre end i 1940. Dertil kommer et stærkt øget sukkerforbrug. – De, der frejdigt hævder, at man roligt kan lade 10% af kalorierne udgøre af sukker, anbefaler også, at man roligt kan se bort fra 10% af fødens magnesium. Hertil kommer, at mindre fysisk arbejde medfører mindre behov for mad i det hele taget og dermed mindre magnesium-indtag. Et typisk indtag af magnesium i dag (3-400 mg/dag) er formentlig under halvdelen af, hvad det var for 100 år siden.

En anden overvejelse: Der findes en lang række mere eller mindre bekræftede iagttagelser af sammenhæng mellem adfærdsforstyrrelser hos børn og unge (og kriminelle) og usund kost. Er det tilfældigheder?
Der går flere måneder, før en magnesiummangel er korrigeret. Men det kan være et forsøg værd.
Vitalrådet.


Referencer.
1) Mousain-Bosc et al. Magnesium VitB6 intake reduces central nervous system hyperexcitability in children. J Am Coll Nutrition 2004;23:545S-548S
2) Starobrat-Hermelin et al. The effects of magnesium physiological supplementation on hyperactivity in children with attention deficit hyperactive disorder (ADHD). Magnes Res 1997;10:143-8

www.jacn.org
www.iom.dk

Antioxidanter mod forkalket nethinde og blindhed

Claus Hancke

9. marts 2006

Antioxidanter bremser den hyppigste grund til blindhed i Danmark.
Det ser ud til, at de også forebygger den. Andre kosttilskud kan tilsyneladende direkte forbedre synet – hvis de tages i tide.

Den hyppigste grund til blindhed i Danmark bliver kaldt ”forkalkning af nethinden”, men det er det ikke. Det er derimod en degeneration, som ødelægger den gule plet (macula) på nethinden, hvor lyset samler sig som strålerne fra et brændglas, og øjet danner et skarpt billede. Sygdommen hedder aldersbetinget macula-degeneration, forkortet AMD. Mere end 1.000 danskere bliver hvert år blinde af AMD. Mange flere får lettere synsnedsættelse.

De lette former for AMD er meget almindelige. Her er synet så lidt nedsat, at det som regel ikke bemærkes. Men øjenlægen kan konstatere det ved fund af små gule pletter kaldet druser i nethinden. De består af ophobede affaldsstoffer. Næsten alle over 50 har mindst én lille druse. De spiller ingen rolle, heller ikke når der er mange. Men er de større, er der risiko for alvorlig AMD. Omkring 30 % vil i så fald få avanceret AMD inden for fem år.

Derfor var det en sensation, da et amerikansk forsøg i 2001 viste, at femårsrisikoen kan nedsættes til 20 %, altså med en tredjedel, ved tilskud af zink og antioxidanter. Dosis var 500 mg C-vitamin, 400 enheder E-vitamin, 15 mikrogram betakaroten samt ikke mindre end 80 mg zink om dagen. Behandling med antioxidanter alene var omtrent lige så effektivt, men ikke fuldt statistisk sikkert.

Men hvordan skal man vide, om man har tidlig AMD?
Da synsnedsættelsen her er minimal, går man måske ikke af sig selv til øjenlæge. Derfor blev det anbefalet, at alle over 55 får gjort en øjenundersøgelse, så de kan overveje, om de vil have tilskud eller ej. Da betakaroten under bestemte omstændigheder måske kan give rygere lungekræft, gjaldt forslaget kun ikke-rygere.

Antioxidanter kan altså bremse AMD i opløbet, men muligheden udnyttes næppe ret meget. Spørgsmålet er, om antioxidanter også kan forebygge, at AMD overhovedet opstår. Det tyder nu en hollandsk undersøgelse på.

Skarpere syn
Her fulgte man fra 1990-93 ca. 6.000 borgere i Rotterdam. I 2004 havde 560 af dem fået AMD, men hvem, der fik det, var ikke tilfældigt. Både et højt indtag af zink og af E-vitamin sænkede hver for sig med statistisk sikkerhed risikoen lidt. Men fik man høje doser af både C- og E-vitamin, betakaroten og zink, var risikoen nedsat med 35 %.

Endnu mere spændende er et upåagtet italiensk lodtrækningsforsøg fra sidste år. Her blev 106 patienter med tidlig AMD behandlet gennem et år med en kombination af fiskeolie (n-3-fedtstoffer), antioxidanten Q10 samt kosttilskuddet carnitin. Ideen var at forbedre fedtsyre-omsætningen i nethinden. Carnitin fremmer forbrændingen af fedt på en måde, så aflejring af affaldsstoffer modvirkes. Det er antageligt vigtigt i nethinden, eftersom den er om muligt endnu rigere på n-3-fedtsyrer end hjernevæv. 30 % af nethindens tørstof består af n-3-fedtstof, mod 20 % af hjernens.

Resultatet var, at både med hensyn til lysfølsomhed i øjets centrale del, synsstyrke (målt på almindelig synstavle) og synlige forandringer i nethinden noterede man ikke blot stilstand, men en direkte forbedring! Det område af nethinden, hvor der var druser, var ikke bare uændret, det var formindsket! Alt dette var statistisk sikkert.

Ved fremskreden AMD er man blind og dog seende. Man kan ikke læse, ikke se TV, ikke genkende ansigter. Men det perifere syn er bevaret. Man kan altså se ude i kanten af synsfeltet, så man stadig kan orientere sig i rummet og færdes med forsigtighed til fods.

Denne funktionelle blindhed kan i mange tilfælde forebygges med antioxidanter, og tilstanden kan ifølge ovenstående forskning ligefrem forbedres med et simpelt kosttilskud, hvis man tager det i tide.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Age-Related Eye Disease Study Research Group.Arch Ophthalmol. 2001 Oct;119(10):1417-36. A randomized, placebo-controlled, clinical trial of high-dose supplementation with vitamins C and E, beta carotene, and zinc for age-related macular degeneration and vision loss: AREDS report no. 8.
2. Feher J et al. Ophthalmologica. 2005 May-Jun;219(3):154-66.Improvement of visual functions and fundus alterations in early age-related macular degeneration treated with a combination of acetyl-L-carnitine, n-3 fatty acids, and coenzyme Q10.
3. van Leeuwen R et al. JAMA. 2005 Dec 28;294(24):3101-7. Dietary intake of antioxidants and risk of age-related macular degeneration.

Glucosamin er flere ting

Claus Hancke

2. marts 2006

Pas på. Læs deklarationen nøje, når du køber Glucosamin for din slidgigt. Ifølge én ny undersøgelse hjalp glucosamin ikke mod slidgigt i knæene. Ifølge en anden var det så godt, at det bør være standard-behandling. Det er vigtigt at vide, at glucosaminet i de to undersøgelser ikke var det samme.

Skal man tro den netop offentliggjorte GAIT-undersøgelse er der ingen mening i at tage glucosamin, hvis man har slidgigt i knæene. Det virker ikke, hedder det.

GAIT-forsøget var ellers både stort og grundigt. Det omfattede 1.583 patienter med slidgigt og varede 24 uger. Deltagerne var gennemsnitligt 59 år, og ca. 2/3 var kvinder.

Disse mange gigtpatienter blev efter lodtrækning delt i seks grupper og fik følgende behandling:

  1. 1.500 mg Glucosamin daglig eller
  2. 1.200 mg kondroitinsulfat (der minder om glucosamin) eller
  3. En kombination af de to førstnævnte eller
  4. 200 mg af det receptpligtige gigtpræparat Celebra eller
  5. Placebo (snydepiller).

Ingen vidste, hvem der fik hvad, og alle besvarede detaljerede spørgsmål om smerter, stivhed, gangdistance m.m. både før og efter de 24 uger. Ud fra dette fik hver enkelt en samlet score (et tal) for hvor galt det stod til.

Målet var at finde ud af, hvor mange der fik det 20 % bedre i løbet af de 24 uger. Men resultatet var overraskende. Ikke mindre end 60 % af dem, der kun fik placebo, fik det mindst 20 % bedre. Resultatet var kun en smule bedre i de andre grupper: 64 % for glucosamin, 65 % for kondroitin, 67 % for kombinationen af de to og 70 % for gigtpillen. Kun for den sidste var forskellen fra placebo stor nok til at være statistisk sikker.

Det hører dog med, at kombinationsbehandlingen virkede på den undergruppe (354 i alt), der i stedet for milde smerter havde moderat-svære smerter. 80 % af dem fik det (mindst 20 %) bedre. Men glucosamin alene var altså ikke bedre end placebo.

Beskytter brusken
Tag nu det andet forsøg, som hedder GUIDE og blev fremlagt i november på det årlige møde for American College of Rheumatology. Det omfattede 318 patienter (88 % kvinder), der ligeledes havde gigt i knæene. De fik hver dag enten

  1. Placebo,
  2. Glucosamin (1.500 mg om dagen) eller
  3. Paracetamol (et gram, dvs. to tabletter, tre gange daglig).

Også dette forsøg varede et halvt år, men her var både glucosamin og paracetamol omkring 30 % bedre end placebo – vel at mærke statistisk sikkert og opgjort på samme måde som i GAIT. Oven i købet var der en tendens til, at glucosamin var bedre end den smertestillende medicin paracetamol.

Hvorfor denne kæmpeforskel på GAIT og GUIDE? Det kan en lederartikel i New England Journal of Medicine, som bragte GAIT-undersøgelsen måske forklare:

Forskellen kan være den, at i GAIT brugte man glucosamin-hydroklorid, mens man i det GUIDE brugte glucosamin-sulfat. Og sulfat (svovl) er helt afgørende for virkningen af glucosamin.

To lodtrækningsforsøg har f.eks. vist, at glucosamin-sulfat bremser udviklingen af slidgigt i knæene. Det kunne man bevise med røntgenbilleder. Glucosamin-sulfat modvirker nedbrydning af brusk!

New England Journal of Medicine: ”Gigtpatienter, der vil tage kosttilskud…. bør…..tage glucosamin-sulfat, ikke glucosamin-hydroklorid”, hedder det i leder-kommentaren til GAIT.

”1.500 mg glucosamin-sulfat én gang om dagen kan blive den foretrukne behandling for slidgigt i knæene”, sagde lederen af GUIDE-forsøget, Herrero-Beaumont.

Forsøgene endte forskelligt, men anbefalingerne er ens! Så læs nøje deklarationen. Der skal stå: ”500 mg Glucosamin-sulfat svarende til 400 mg Glucosamin”.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Clegg DO et al. Glucosamine, chondroitin sulfate, and the two in combination for painful knee osteoarthritis. N Engl J Med. 2006 Feb 23;354(8):795-808.
2. American College of Rheumatology Annual Scientific Meeting in San Diego, California. Press release.

Støt Vitalrådet

Claus Hancke

21. februar 2006

  • ”C-vitamin nedsætter risikoen for blodprop i hjertet
  • Fiskeolie forebygger hjerteflimmer
  • Perikum bedre end lykkepiller
  • Selen forebygger kræft
  • Folinsyre nedsætter blodtrykket
  • B-vitaminer beskytter knoglerne
  • K-vitamin forebygger knogleskørhed og åreforkalkning
  • Antioxidanter halverer skaden ved hjerneblødning
  • Børn bliver klogere af fiskeolie
  • D-vitamin forhindrer kræft
  • Vitaminer hæmmer aldringshastigheden
  • Q10 forebygger migræne”

Dette er blot et lille udpluk af de nyheder, som du har fået fra Vitalrådet i det sidste års tid. Nyheder som vel at mærke ikke har været bragt i andre medier i Danmark, til trods for at de hviler på videnskabelige undersøgelser, som er offentliggjort i respekterede, internationale tidsskrifter.
Nyhederne er jo ikke uvæsentlige, men af en eller anden grund, er der ingen interesse for sådanne ting i de danske medier.
Det er grunden til at vi i sin tid stiftede Vitalrådet.
Vi håber, at også du kære læser finder Vitalrådets informationer vigtige.

Vitalrådet blev dannet på initiativ af et lægeligt selskab: Dansk Selskab for Orthomolekylær Medicin med støtte fra en række seriøse, danske kosttilskuds- og lægemiddelfirmaer.
Vitalrådet er nu over kravlealderen, og skal til at stå på egne ben uden støtte fra de firmaer, der hjalp os i gang. Det giver flere fordele:

1) Lige fra Vitalrådets start har enkelte forsøgt at beklikke vor uafhængighed, selv om vi altid har skrevet om de emner, som vi fandt interessante, aktuelle og velbelyste, uden nogen form for indblanding fra andre. Vores uafhængighed er stadig et faktum.
2) Vitalrådet åbner dog nu for at alle, både firmaer, organisationer og private, som ønsker at støtte Vitalrådet, kan sende et bidrag til driften.
Den modtagne støtte vil danne grundlag for, at Vitalrådets nyhedsbrev kan fortsætte som en gratis nyhedstjeneste uden reklamer.

Hvis du gerne vil støtte Vitalrådets fortsatte drift, er du velkommen til at sende et beløb til Vitalrådet,
Danske Bank. Reg: 9570. Konto: 13139113.

Hvis du ikke kan eller ønsker at støtte os økonomisk, kan du støtte os ved at anbefale venner og familie et abonnement på Vitalrådets nyhedsbrev, der jo som bekendt er gratis.

Udadtil er det er således en styrkelse af Vitalrådet, at vi de facto er uafhængige, men vores økonomi er naturligvis uvis, indtil vi ved hvor mange, der vil støtte os.
Vi håber og tror, at denne ændring vil være en styrkelse af Vitalrådet i fremtiden.

Venlig hilsen
Speciallæge Claus Hancke, formand
Vitalrådet

Kalktilskud med D-vitamin mod tarmkræft?

Claus Hancke

18. februar 2006

En kæmpemæssig undersøgelse ville vise, om kalk og D-vitamin hindrer tarmkræft. En højst besynderlig teori med lav dosis og kort varighed.

Der skal nok være dem, der mener, at den seneste undersøgelse om kalk og D-vitamin viser, at ingen af delene duer til noget. Men inden man går til den yderlighed, bør man tøve lidt. Man kan nemlig også mene, at undersøgelsen ikke egnede sig til formålet. Eller, som det hedder i en ledsagende lederartikel i New England Journal of Medicine: Konklusionen bør tolkes i lyset af, at studiet var indviklet og i lyset af sandsynligheden for, at dosis af kalk og D-vitamin var for lav.

Det er den lumske og udbredte kræft i tyktarm og endetarm, det drejer sig om. Halvdelen af i alt 36.282 amerikanske kvinder i alderen 50 til 79 år deltog i et syvårigt forsøg, hvor de dagligt fik tilskud af 1.000 milligram calcium (kalk) og 400 enheder D-vitamin – for at se, om det nedsætter risikoen. Tilskuddet svarer til to almindelige kalk + D-vitamintabletter, som mange tager for knoglerne. Efter syv år opgjorde man, hvor mange, der havde fået tarmkræft. Resultatet var nedslående: Hvad enten kvinderne fik tilskud eller snydepiller, var risikoen den samme.

Begravet i de mange tal var der dog et enkelt positivt forbehold. De kvinder, der før forsøget havde mindst D-vitamin i blodet, havde med statistisk sikkerhed størst sandsynlighed for at få tyktarmskræft. Det kunne tyde på, at D-vitamin nytter. Der var også en tendens – men kun en tendens – til, at de havde størst fordel af tilskuddene.

Ganske mange forhold gør dog, at konklusionen skal tages med et gran salt. Det hænger blandt andet sammen med, at forsøget var meget komplekst.

Den måske væsentligste indvending er, at det ”kun” varede i syv år. Man formoder, at tyktarmskræft er 10-20 år om at udvikle sig fra den spæde begyndelse til diagnosen stilles. Hvis tilskuddene hindrer ny kræft i at opstå, vil man med andre ord alene af den grund ikke opdage det så tidligt som efter syv år. Det har man taget konsekvensen af: Deltagerne vil blive kontrolleret i yderligere fem år fra nu.

Vægtige indvendinger
Skulle man have påvist en forskel inden for de syv år, måtte man i det mindste slutte af med at undersøge tarmen hos alle deltagere for at opdage tidlige kræftstadier, dvs. polypper. Det skete ikke. Der var hverken penge eller kræfter til over 35.000 tarmundersøgelser. Man kunne kun konstatere, at både antallet af privat iværksatte tarmundersøgelser og antallet af opdagede kræfttilfælde i de to grupper var ens. Men andet kunne man måske heller ikke vente.

En forstyrrende detalje er, at samtlige deltagere havde lov til at fortsætte med de tilskud, de fik i forvejen, ved siden af dem de fik som led i forsøget. De fik i forvejen i gennemsnit 1.100 mg calcium og godt 350 enheder D-vitamin – begge dele tæt på det anbefalede. Ret mange må derfor have fået meget store mængder calcium – over 2.000 mg om dagen. Tør man gætte på, at det er årsagen til en lille overhyppighed af selvrapporterede nyresten? 2,4 % af dem, der fik tilskud og 2,1 % af dem, der fik snydepiller, fik nyresten i løbet af de syv år.

Hertil kommer, at gennemsnitsalderen var forholdsvis lav (62 år), hvilket mindskede risikoen for kræft, men jo også svækkede forsøget. Det blev yderligere svækket af, at mere end hver fjerde deltager ikke fuldførte. Var det fordi kalkpiller kan give forstoppelse? Det oplyses ikke i artiklen.

Nok så vigtigt er, at dosis af D-vitamin, som nævnt i lederartiklen, kan have været for lav. For nylig er det blevet skønnet, at der skal omkring 1.000 enheder til om dagen for at de fleste kan opnå en – formodet – kræfthæmmende virkning. Så meget skal der til for at koncentrationen af D-vitamin (eller rettere 25 (OH) D-vitamin) kommer over 30 nanogram/liter serum (75 nanomol/mil-liliter). Men så meget har kun et mindretal af deltagerne i forsøget fået.

Hvad kan man konkludere af dette? Lederartiklen munder ud i flere forslag til nye undersøgelser. Meget tyder på, at D-vitamin, og måske kalk, forebygger kræft. Men der mangler også stadig megen viden.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Wactawski-Wende J et al. Calcium plus vitamin D supplementation and the risk of colorectal cancer. N Engl J Med 2006;354:684-96.
2. Forman M C et al. Calcium plus vitamin D3 supplementation and colorectal cancer in women. N Engl J Med 2006;354:752-4.
3. Garland C F et al. The role of vitamin D in cancer prevention. Am J Publ Health 2006;96:9-18.

content.nejm.org
www.ajph.org
www.iom.dk

Så nyd dog en ordentlig sovs

Claus Hancke

10. februar 2006

Atter har et af de skråsikre ”ekspertråd” vist sig at være falsk: Fedtfattig kost gavner ikke helbredet.

Hvad ernæring angår, må de hellige køer i hurtig rækkefølge lade livet i denne tid. De døende køers præsteskab forsvarer dem dog med ildhu, somme tider uden at skele til sandheden. Det er et spørgsmål om religion. For 10 år siden var det plantemargarinerne, der blev pillet ned af piedestalen. For to år siden røg sukkeret, og nu light-produkterne.

Nu er vi i årevis blevet tudet ørerne fulde af, at vi skulle spise magert for at blive sunde og slanke. Selv om det lyder indlysende, har dette dogme fået adskillige skud for boven de senere år, bl.a. fra mange forsøg med fed kost, der er fattig på letoptagelige kulhydrater. Men for bare en måned siden vejrede dets tilhængere morgenluft. En velkendt ekspert fejltolkede på TV en amerikansk undersøgelse og påstod, at nu var dogmet bevist: Når man spiser pasta, kartofler og brød, bliver man tynd.

”Nu må de, der taler imod fedtfattig kost holde mund, hed det.”
Ingen opdagede, at undersøgelsen havde vist det modsatte: Selv om man i syv år spæger sig med mager kost, taber man sig kun 400 gram. Og vil man erhverve dette mikroskopiske vægttab, er det hverken pasta eller flute, man skal ty til. I forsøget var det frugt og grønt, der gjorde maden mager, mens forbruget af kornprodukter blev sat ned med 20 %.

Vi er vant til vildledning, men lad det her være slået fast: Man bliver i praksis ikke tyndere af at undgå fedt. Det er nu bevist! Men ikke nok med det: Tre andre grene af samme undersøgelse (Womens Health Initiative) har nu vist, at man heller ikke bliver sundere.

I hvert fald skal en nogenlunde rask kvinde mellem 50 og 79 år ikke regne med at slippe for hverken brystkræft, kræft i tyktarmen, hjerneblødning eller blodprop i hjertet, fordi hun i otte år har sat sit fedtforbrug 25 % ned. Det spiller i den forbindelse heller ingen rolle, om hun samtidig øger forbruget af frugt og grønt fra fire til fem portioner daglig.

Det er meget store og meget grundige interventionsundersøgelser, der har vist dette. ”Undersøgelsernes Rolls Royce” bliver de kaldt, og de har været så kostbare (tre milliarder kroner), at de antageligt aldrig bliver gentaget. De konklusioner, vi skal drage, bliver vi derfor nødt til at drage ud fra dem.

48.835 amerikanske kvinder har deltaget. Af disse kom 40 % på kur, mens resten tjente til sammenligning. Typisk var kvinderne let overvægtige, men selv om de satte fedtforbruget ned fra 38 % til 29 % af kalorierne, tabte de sig kun ubetydeligt (livvidden blev 0,8 cm mindre). Blodtryk og kolesterol faldt lige så ubetydeligt, og risikoen for de nævnte sygdomme rokkede sig ikke.

Hvad man ikke undersøgte
“Resultatet er et komplet nul mht. alle tre studier”, erklærede en ledende forsker (Michael Thun) fra American Cancer Society.
“Resultaterne skal tages alvorligt. Diæten beskytter overhovedet ikke”, sagde statistikeren David Freedman fra Berkeley universitetet. “Vi i det videnskabelige samfund giver ofte skråsikre råd på et spinkelt grundlag. Derfor er vi nødt til at lave eksperimenter”, føjede han til.

Men betyder alt dette, at det er underordnet, hvad man spiser? Langt fra! Naturligvis ikke. Man skal lægge mærke til alt det, undersøgelsen ikke tog højde for:

For det første var der ikke fokus på forbruget af fisk. Men den italienske interventionsundersøgelse GISSI, der omfattede næsten 12.000 deltagere, viste for nogle år siden, at bare tre gram fiskeolie om dagen nedsatte hjertedødeligheden i en højrisikogruppe med 30 %. Det er ikke mængden, men arten af fedt, der tæller.

Der var heller ikke fokus på antioxidanter. Men ifølge et stort amerikansk lodtrækningsforsøg fra 1996 formindsker tilskud af antioxidanten selen (200 mikrogram om dagen) risikoen for flere former for kræft med hen mod 50 %.

At antioxidanter er interessante, så man desuden i det syvårige franske SUVIMAX-forsøg fra 2004. Her var der et fald i dødelighed på over en tredjedel hos mænd, når de fik en bred vifte af antioxidanter – selen, C- og E-vitamin, zink, betacaroten – i moderate doser.

Der var heller ikke fokus på D-vitamin, som synes at have en fremtid i forebyggelsen af kræft i prostata, forstørret prostata, brystkræft, leddegigt m.m. Eller på folinsyre, som synes at forebygge brystkræft, knogleskørhed m.m., selv om alt dette kun er sandsynliggjort.

Listen kunne nemt være længere. Afgørende er, at det vigtigste af alle de kostråd, eksperter har doceret i årtier, uden rysten på hånden, er blevet tilbagevist! Det har kun gavnet den lukrative industri af light- og easy-produkter.

Dette bør vække eftertænksomhed i alle lejre. Hvornår er man ekspert?
Faktisk er der aldrig lavet en undersøgelse af en forøget indtagelse af fedt. Hvad dette fører med sig, står hen i det uvisse. Måske skal vi bare koncentrere os om at spise fedt af en højere kvalitet, end vi er vant til. Lad os nyde vort gode smør og den sunde olivenolie.
Velbekomme.
Vitalrådet.

Referencer:
1. Prentice R et al. Low fat dietary pattern and risk of invasive breast cancer. JAMA 2006;295:629-42.
2. Buzdar A U. Dietary modification and risk of breast cancer. JAMA 2006;295:691-2.
3. Kolate G. Low-fat diet does not cut health risks, study finds. The New York Times 8.2.06.
4. Beresford S A A et al. Low-fat dietary pattern and risk of colorectal cancer. JAMA 2006;295:643-54.
5. Howard B V. Low-fat dietary pattern and risk of cardiovascular disease. JAMA 2006;295:655-66.
6. Appel L A. Dietary modification and CVD prevention. JAMA 2006;295:693-5
7. Howard B V. Low-fat dietary pattern and weight change over 7 years. JAMA 2006;295:39-49.

jama.ama-assn.org
www.nytimes.com
www.iom.dk

Større behov for B12-vitamin

Claus Hancke
  1. februar 2006

Midaldrende og ældre kvinders behov for B12-vitamin er med stor sikkerhed 2,5 gange større, end man har troet. En daglig vitaminpille er meget ofte ikke nok.

Hvordan fastlægger man behovet for et vitamin? Tidligere fandt man ud af, hvor meget der skulle til for at undgå akut mangelsygdom. Det gør man somme tider endnu. Vore dages anbefalinger for C-vitamin bygger f.eks. stadig på et forsøg under anden verdenskrig med 20 engelske militærnægtere. Halvdelen af dem fik skørbug, to var tæt ved at dø. Til gengæld opdagede man, at skørbug kan undgås med 12 mg C-vitamin om dagen.

Den slags metoder er lovligt brutale for nutidens smag. Men de er også forældede, fordi de overser de mangelsygdomme, som opstår efter lang tid og ikke viser sig ved blå mærker, skrøbelige knogler, lammelser eller andre akutte mangelsymptomer. I stedet for at skrive ned, hvornår forsøgspersonerne bliver dødsens syge, følger man nu de processer, vitaminerne indgår i og vurderer, om de foregår optimalt.

Sådan har f.eks. amerikaneren Mark Levine påvist, at behovet for C-vitamin snarere er 200 mg om dagen end de sædvanligt anbefalede 60 mg. Nøjes man med 60 mg, må man regne med, at C-vitaminafhængige reaktioner går for langsomt, og man har signifikant større risiko for hjerte-karsygdomme og kræft.

Aktuelt er der nyt om behovet for B12-vitamin. Hidtil har man sat det til 2,4 mikrogram om dagen, men et meget grundigt dansk forsøg har nu vist, at det er to en halv gange så stort, altså 6 mikrogram. Det fremgik af en undersøgelse af 98 gennemsnitligt 60-årige danske kvinder. Et så stort behov udgør imidlertid et problem: Kvinderne fik typisk kun 4,6 mikrogram i kosten.

Selv om de supplerede med en almindelig vitaminpille (1 mikrogram), fik halvdelen af dem altså for lidt. Der er brug for stærkere piller.

Alment stigende anbefalinger
I snart 50 år har man vurderet B12-status ved at måle blodets B12-indhold. Men de senere år har man vidst, at en ”normal” B12-værdi ikke nødvendigvis betyder, at man får nok. Trods normal B12-værdi kan der være ophobning i blodet af de stofskifteprodukter – homocystein og MMA (metyl-malon-syre) – som B12 skulle fjerne. Derfor undersøger man for ophobning af de to stoffer, når man leder efter mangel.

For nylig er desuden et tredje indirekte mål for B12-mangel kommet til: Holo-trans-cobalamin – et B12-holdigt protein i blodet – som ser ud til at kunne erstatte de førnævnte og endda være mere følsomt for B12-mangel. Det er meget vigtigt at have nok af dette protein. Det er det, der leverer B12 så at sige til døren i hver enkelt celle nærmest som avisbudet, der kommer med avisen. Uden avisbud ingen avis.

Den danske undersøgelse viste, at først når man får mere end 6 mikrogram B12 om dagen, tyder værdierne for holo-trans-cobalamin, MMA og homocystein ikke længere på mangel. Får man mindre end 6 mikrogram, er der grus i B12-maskineriet.

Forskerne konkluderer meget utvetydigt:
– Vore og andres resultater tyder stærkt på, at det anbefalede daglige indtag på 2,4 mikrogram om dagen bør sættes i vejret.
Det samme kan i høj grad siges om flere andre vitaminer. Erfaringer fra de seneste år peger på, at anbefalingerne for ikke bare B12, men også C- og E-vitamin, folinsyre, D-vitamin og mineralerne selen, krom og magnesium bør øges, i visse tilfælde stærkt. Desuden kunne man ønske øget indtag af flere andre B-vitaminer, af jod, magnesium m.m.

D-vitamin, som Vitalrådet har skrevet meget om i de seneste måneder, er specielt et behov for os danskere, der bor heroppe i vintermørket. Det anbefalede daglige tilskud burde som minimum fordobles, for at give os de store fordele ved D-vitaminet.

De officielle anbefalinger er i det hele taget langt fra fulgt med forskningen, selv om der i alle tilfælde er vægtige grunde til de nye forslag. Man ønsker stærkere beviser. Men over for dette står lige så stærke formodninger om, at de nye forslag kunne forebygge alvorlige kroniske sygdomme.

Dilemmaet forstærkes af, at det er vanskeligt eller umuligt at opfylde de nye krav med moderne kost. Nogle filosoferer over, at man til gengæld kunne opfylde dem med stenalderkost.
Men stenalderen får vi næppe igen.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Mustafa Vakar Bor et al. A daily intake of approximately 6 {micro}g vitamin B-12 appears to saturate all the vitamin B-12-related variables in Danish postmenopausal women. Am J Clin Nutr. 2006 Jan;83(1):52-8.
2. Zouë Lloyd-Wright et al. Holotranscobalamin as an Indicator of Dietary Vitamin B12 Deficiency. Clinical Chemistry 49: 2076-2078, 2003;10.1373/clinchem. 2003.020743.
www.ajcn.org
www.clinchem.org
www.iom.dk