Forfatter: Claus Hancke

Så nyd dog en ordentlig sovs

Claus Hancke

10. februar 2006

Atter har et af de skråsikre ”ekspertråd” vist sig at være falsk: Fedtfattig kost gavner ikke helbredet.

Hvad ernæring angår, må de hellige køer i hurtig rækkefølge lade livet i denne tid. De døende køers præsteskab forsvarer dem dog med ildhu, somme tider uden at skele til sandheden. Det er et spørgsmål om religion. For 10 år siden var det plantemargarinerne, der blev pillet ned af piedestalen. For to år siden røg sukkeret, og nu light-produkterne.

Nu er vi i årevis blevet tudet ørerne fulde af, at vi skulle spise magert for at blive sunde og slanke. Selv om det lyder indlysende, har dette dogme fået adskillige skud for boven de senere år, bl.a. fra mange forsøg med fed kost, der er fattig på letoptagelige kulhydrater. Men for bare en måned siden vejrede dets tilhængere morgenluft. En velkendt ekspert fejltolkede på TV en amerikansk undersøgelse og påstod, at nu var dogmet bevist: Når man spiser pasta, kartofler og brød, bliver man tynd.

”Nu må de, der taler imod fedtfattig kost holde mund, hed det.”
Ingen opdagede, at undersøgelsen havde vist det modsatte: Selv om man i syv år spæger sig med mager kost, taber man sig kun 400 gram. Og vil man erhverve dette mikroskopiske vægttab, er det hverken pasta eller flute, man skal ty til. I forsøget var det frugt og grønt, der gjorde maden mager, mens forbruget af kornprodukter blev sat ned med 20 %.

Vi er vant til vildledning, men lad det her være slået fast: Man bliver i praksis ikke tyndere af at undgå fedt. Det er nu bevist! Men ikke nok med det: Tre andre grene af samme undersøgelse (Womens Health Initiative) har nu vist, at man heller ikke bliver sundere.

I hvert fald skal en nogenlunde rask kvinde mellem 50 og 79 år ikke regne med at slippe for hverken brystkræft, kræft i tyktarmen, hjerneblødning eller blodprop i hjertet, fordi hun i otte år har sat sit fedtforbrug 25 % ned. Det spiller i den forbindelse heller ingen rolle, om hun samtidig øger forbruget af frugt og grønt fra fire til fem portioner daglig.

Det er meget store og meget grundige interventionsundersøgelser, der har vist dette. ”Undersøgelsernes Rolls Royce” bliver de kaldt, og de har været så kostbare (tre milliarder kroner), at de antageligt aldrig bliver gentaget. De konklusioner, vi skal drage, bliver vi derfor nødt til at drage ud fra dem.

48.835 amerikanske kvinder har deltaget. Af disse kom 40 % på kur, mens resten tjente til sammenligning. Typisk var kvinderne let overvægtige, men selv om de satte fedtforbruget ned fra 38 % til 29 % af kalorierne, tabte de sig kun ubetydeligt (livvidden blev 0,8 cm mindre). Blodtryk og kolesterol faldt lige så ubetydeligt, og risikoen for de nævnte sygdomme rokkede sig ikke.

Hvad man ikke undersøgte
“Resultatet er et komplet nul mht. alle tre studier”, erklærede en ledende forsker (Michael Thun) fra American Cancer Society.
“Resultaterne skal tages alvorligt. Diæten beskytter overhovedet ikke”, sagde statistikeren David Freedman fra Berkeley universitetet. “Vi i det videnskabelige samfund giver ofte skråsikre råd på et spinkelt grundlag. Derfor er vi nødt til at lave eksperimenter”, føjede han til.

Men betyder alt dette, at det er underordnet, hvad man spiser? Langt fra! Naturligvis ikke. Man skal lægge mærke til alt det, undersøgelsen ikke tog højde for:

For det første var der ikke fokus på forbruget af fisk. Men den italienske interventionsundersøgelse GISSI, der omfattede næsten 12.000 deltagere, viste for nogle år siden, at bare tre gram fiskeolie om dagen nedsatte hjertedødeligheden i en højrisikogruppe med 30 %. Det er ikke mængden, men arten af fedt, der tæller.

Der var heller ikke fokus på antioxidanter. Men ifølge et stort amerikansk lodtrækningsforsøg fra 1996 formindsker tilskud af antioxidanten selen (200 mikrogram om dagen) risikoen for flere former for kræft med hen mod 50 %.

At antioxidanter er interessante, så man desuden i det syvårige franske SUVIMAX-forsøg fra 2004. Her var der et fald i dødelighed på over en tredjedel hos mænd, når de fik en bred vifte af antioxidanter – selen, C- og E-vitamin, zink, betacaroten – i moderate doser.

Der var heller ikke fokus på D-vitamin, som synes at have en fremtid i forebyggelsen af kræft i prostata, forstørret prostata, brystkræft, leddegigt m.m. Eller på folinsyre, som synes at forebygge brystkræft, knogleskørhed m.m., selv om alt dette kun er sandsynliggjort.

Listen kunne nemt være længere. Afgørende er, at det vigtigste af alle de kostråd, eksperter har doceret i årtier, uden rysten på hånden, er blevet tilbagevist! Det har kun gavnet den lukrative industri af light- og easy-produkter.

Dette bør vække eftertænksomhed i alle lejre. Hvornår er man ekspert?
Faktisk er der aldrig lavet en undersøgelse af en forøget indtagelse af fedt. Hvad dette fører med sig, står hen i det uvisse. Måske skal vi bare koncentrere os om at spise fedt af en højere kvalitet, end vi er vant til. Lad os nyde vort gode smør og den sunde olivenolie.
Velbekomme.
Vitalrådet.

Referencer:
1. Prentice R et al. Low fat dietary pattern and risk of invasive breast cancer. JAMA 2006;295:629-42.
2. Buzdar A U. Dietary modification and risk of breast cancer. JAMA 2006;295:691-2.
3. Kolate G. Low-fat diet does not cut health risks, study finds. The New York Times 8.2.06.
4. Beresford S A A et al. Low-fat dietary pattern and risk of colorectal cancer. JAMA 2006;295:643-54.
5. Howard B V. Low-fat dietary pattern and risk of cardiovascular disease. JAMA 2006;295:655-66.
6. Appel L A. Dietary modification and CVD prevention. JAMA 2006;295:693-5
7. Howard B V. Low-fat dietary pattern and weight change over 7 years. JAMA 2006;295:39-49.

jama.ama-assn.org
www.nytimes.com
www.iom.dk

Større behov for B12-vitamin

Claus Hancke
  1. februar 2006

Midaldrende og ældre kvinders behov for B12-vitamin er med stor sikkerhed 2,5 gange større, end man har troet. En daglig vitaminpille er meget ofte ikke nok.

Hvordan fastlægger man behovet for et vitamin? Tidligere fandt man ud af, hvor meget der skulle til for at undgå akut mangelsygdom. Det gør man somme tider endnu. Vore dages anbefalinger for C-vitamin bygger f.eks. stadig på et forsøg under anden verdenskrig med 20 engelske militærnægtere. Halvdelen af dem fik skørbug, to var tæt ved at dø. Til gengæld opdagede man, at skørbug kan undgås med 12 mg C-vitamin om dagen.

Den slags metoder er lovligt brutale for nutidens smag. Men de er også forældede, fordi de overser de mangelsygdomme, som opstår efter lang tid og ikke viser sig ved blå mærker, skrøbelige knogler, lammelser eller andre akutte mangelsymptomer. I stedet for at skrive ned, hvornår forsøgspersonerne bliver dødsens syge, følger man nu de processer, vitaminerne indgår i og vurderer, om de foregår optimalt.

Sådan har f.eks. amerikaneren Mark Levine påvist, at behovet for C-vitamin snarere er 200 mg om dagen end de sædvanligt anbefalede 60 mg. Nøjes man med 60 mg, må man regne med, at C-vitaminafhængige reaktioner går for langsomt, og man har signifikant større risiko for hjerte-karsygdomme og kræft.

Aktuelt er der nyt om behovet for B12-vitamin. Hidtil har man sat det til 2,4 mikrogram om dagen, men et meget grundigt dansk forsøg har nu vist, at det er to en halv gange så stort, altså 6 mikrogram. Det fremgik af en undersøgelse af 98 gennemsnitligt 60-årige danske kvinder. Et så stort behov udgør imidlertid et problem: Kvinderne fik typisk kun 4,6 mikrogram i kosten.

Selv om de supplerede med en almindelig vitaminpille (1 mikrogram), fik halvdelen af dem altså for lidt. Der er brug for stærkere piller.

Alment stigende anbefalinger
I snart 50 år har man vurderet B12-status ved at måle blodets B12-indhold. Men de senere år har man vidst, at en ”normal” B12-værdi ikke nødvendigvis betyder, at man får nok. Trods normal B12-værdi kan der være ophobning i blodet af de stofskifteprodukter – homocystein og MMA (metyl-malon-syre) – som B12 skulle fjerne. Derfor undersøger man for ophobning af de to stoffer, når man leder efter mangel.

For nylig er desuden et tredje indirekte mål for B12-mangel kommet til: Holo-trans-cobalamin – et B12-holdigt protein i blodet – som ser ud til at kunne erstatte de førnævnte og endda være mere følsomt for B12-mangel. Det er meget vigtigt at have nok af dette protein. Det er det, der leverer B12 så at sige til døren i hver enkelt celle nærmest som avisbudet, der kommer med avisen. Uden avisbud ingen avis.

Den danske undersøgelse viste, at først når man får mere end 6 mikrogram B12 om dagen, tyder værdierne for holo-trans-cobalamin, MMA og homocystein ikke længere på mangel. Får man mindre end 6 mikrogram, er der grus i B12-maskineriet.

Forskerne konkluderer meget utvetydigt:
– Vore og andres resultater tyder stærkt på, at det anbefalede daglige indtag på 2,4 mikrogram om dagen bør sættes i vejret.
Det samme kan i høj grad siges om flere andre vitaminer. Erfaringer fra de seneste år peger på, at anbefalingerne for ikke bare B12, men også C- og E-vitamin, folinsyre, D-vitamin og mineralerne selen, krom og magnesium bør øges, i visse tilfælde stærkt. Desuden kunne man ønske øget indtag af flere andre B-vitaminer, af jod, magnesium m.m.

D-vitamin, som Vitalrådet har skrevet meget om i de seneste måneder, er specielt et behov for os danskere, der bor heroppe i vintermørket. Det anbefalede daglige tilskud burde som minimum fordobles, for at give os de store fordele ved D-vitaminet.

De officielle anbefalinger er i det hele taget langt fra fulgt med forskningen, selv om der i alle tilfælde er vægtige grunde til de nye forslag. Man ønsker stærkere beviser. Men over for dette står lige så stærke formodninger om, at de nye forslag kunne forebygge alvorlige kroniske sygdomme.

Dilemmaet forstærkes af, at det er vanskeligt eller umuligt at opfylde de nye krav med moderne kost. Nogle filosoferer over, at man til gengæld kunne opfylde dem med stenalderkost.
Men stenalderen får vi næppe igen.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Mustafa Vakar Bor et al. A daily intake of approximately 6 {micro}g vitamin B-12 appears to saturate all the vitamin B-12-related variables in Danish postmenopausal women. Am J Clin Nutr. 2006 Jan;83(1):52-8.
2. Zouë Lloyd-Wright et al. Holotranscobalamin as an Indicator of Dietary Vitamin B12 Deficiency. Clinical Chemistry 49: 2076-2078, 2003;10.1373/clinchem. 2003.020743.
www.ajcn.org
www.clinchem.org
www.iom.dk

Liponsyre – Måske fremtidens lægemiddel

Claus Hancke

25. januar 2006

Liponsyre er en simpel fedtsyre, der dannes i alle celler. Den fremhæves som den ideelle antioxidant og er måske i høj grad gavnlig mod diabetes, nerveskader m.m. Men den er forbudt i Danmark.
Er liponsyre fremtidens lægemiddel? Det er der flere, der mener. En af verdens absolut førende eksperter i antioxidanter, Lester Packer fra Sydcaliforniens Universitet, har fremhævet liponsyre som den ideelle antioxidant, og i en nylig oversigtsartikel gør polske forskere sig forsigtigt til talsmænd for det samme.

”Fra et terapeutisk synspunkt er kun få naturlige antioxidanter ideelle”, siger Packer. ”En ideel antioxidant må opfylde flere krav. Den skal kunne optages fra tarmen, forekomme i brugbar form i cellerne og have flere antioxidative virkninger (inklusive vekselvirkning med andre antioxidanter) i både cellemembraner og organismens vandfase. Desuden må den være helt ugiftig. Liponsyre er unik blandt antioxidanter, fordi den opfylder alle disse krav. Den er potentielt et meget effektivt lægemiddel i en række situationer, hvor frie iltradikaler er impliceret”, mener han.

Liponsyre er en lille svovlholdig fedtsyre. Den blev opdaget i 1950, men dens specielle antioxidative egenskaber fik man først øje på i 1980-erne. Den er en meget stærk antioxidant, væsentligt stærkere end C-vitamin. Desuden er den både blandbar med fedtstoffer og opløselig i vand, hvilket betyder, at den kan trænge ind og virke overalt i og uden for cellerne.

Når andre antioxidanter, f.eks. C- og E-vitamin, forbruges, kan de ”genoplades” af liponsyre, så de kan bruges igen. Den er desuden nødvendig for cellernes energidannelse, og en overgang anså man liponsyre for et vitamin. Men da forsøgsdyr tilsyneladende ikke tog skade af at undvære den, skiftede man mening.

Diabetes og nerveskader
Noget andet er, om der er mening i at tage tilskud. De polske forskere gennemgår dele af den – endnu begrænsede – viden. Især er liponsyre måske interessant for diabetikere.

Forsøg på dyr med type-2-lignende sukkersyge har vist stærk forbedring af sukkersygen med sænket blodsukker og bedre udnyttelse af kroppens eget insulin. I flere forsøg har det vist sig, at liponsyre forbedrer nervefunktionen hos diabetikere med nervebetændelse.

Nok så interessant er, at liponsyre måske er et virksomt våben mod de direkte proteinskader, der fremkaldes af forhøjet blodsukker. Ved en proces, der kaldes glykering, ændrer proteinerne karakter på en måde, der leder tanken hen på æg, der koges. Glykering er antageligt en væsentlig del af forklaringen på diabetikeres tendens til at få grå stær, hvor øjets linse bliver uklar. Men i dyreforsøg modvirkes dette af liponsyre.

Den tilsyneladende nervebeskyttende egenskab har udløst forsøg på behandling af Alzheimer. I to forsøg fandt man, at sygdommen blev bremset, men forsøgene er absolut foreløbige. Det samme gælder undersøgelser af Parkinsons sygdom.

Hjælper liponsyre mod kræft? De polske forfattere er usikre. Deres vævsforsøg tyder på, at små doser fremmer væksten, mens større doser hæmmer. Tør man mene, at dette taler for tilskud? Små doser danner vi nok selv.

I den medicinske database Medline finder man kun godt 1.000 artikler om liponsyre. Forskningen er i sin vorden. Til gengæld giver et opslag på Google langt over to millioner links ( søg på ”lipoic acid” ).

På forventet efterbevilling sælges liponsyre verden over, også i vore nabolande, som middel mod ældning, nerve- og leverskader m.m. Bor du f.eks. i Malmö, kan du frit købe liponsyre.

Men ikke i Danmark. Her er liponsyre forbudt !
Vitalrådet.


Reference:
Bilska A et al. Lipoic acid – the drug of the future? Pharmacological Review 2005;57:570-77.

pharmrev.aspetjournals.org
www.iom.dk

Selen, et stærkt middel mod kræft

Claus Hancke

18. januar 2006

Undersøgelser fra alle vinkler støtter, at selen modvirker kræft. Trods behov for mere forskning tegner omridset af en optimal dosis sig.

Selen forebygger cancer. Det er en almindelig antagelse, som ganske vist venter på sin endelige bekræftelse. Den fik for alvor vind i sejlene, da amerikaneren Clark i 1996 i et lodtrækningsforsøg viste, at hyppigheden af kræft faldt med 37 %, mens kræftdødeligheden aftog til det halve, når deltagerne fik tilskud af 200 mikrogram organisk selen dagligt.

Men antagelsen om selens kræftforebyggende virkning er i virkeligheden langt bredere begrundet. Det har en førende selenekspert, Margaret Rayman fra University of Surrey i England, nu belyst i en grundig, men også kompliceret oversigt. Samtidig har hun belyst, hvordan selen kan hindre kræft og ikke mindst det vigtige spørgsmål: Hvor meget skal der til?

Rayman redegør for de mange geografiske studier, der siden 1960-erne konsekvent har vist, at de befolkninger, der får mindst selen, har størst hyppighed af kræft. Også dyreforsøg omtales. Giver man selen til han-beaglehunde, får de ikke bare færre DNA-skader i prostata, men skadede celler dør også i stedet for at leve videre i unormal form.

En særlig stilling indtager studier, hvor man først undersøger en gruppe menneskers blodselen og derpå venter og ser, hvad der sker. I et fransk studie af den art fra 2005 var dødeligheden af kræft efter ni år fire gange større hos den fjerdedel, der fik mindst selen, end hos den, der fik mest.

Franskmænd får lige så lidt selen i kosten som danskere. Talrige undersøgelser fra flere lande har vist noget tilsvarende for lungekræft (26 % mindre risiko i øverste halvdel af selenindtag), kræft i spiserør, mavesæk og – ikke mindst – prostata samt måske tyktarm.

Hvor meget er nok?
De stærkeste beviser giver lodtrækningsforsøg, hvor hverken deltagere eller læger ved, hvem, der får hvad. Kinesiske forsøg af den art har vist særdeles udtalt virkning mod leverkræft. Dertil kommer som nævnt Clarks forsøg. Det er tankevækkende, at selv om amerikanere får langt mere selen i kosten end vi, gavnede yderligere 200 mikrogram et flertal. Virkningen var dog minimal hos dem, der på forhånd fik mest selen. De var antageligt allerede tæt på det optimale. Men den tredjedel, der fik mindst (næsten så lidt som danskere) fik sin samlede kræftrisiko halveret, mens risikoen for kræft i prostata faldt med 86 %!

En typisk dansker får omkring 45 mikrogram selen om dagen, mens amerikanere får mere end dobbelt så meget og de sejlivede japanere næsten tre gange så meget. Man har hæftet sig ved, at man skal have 70 mikrogram om dagen for at danne maksimale mængder af det antioxiderende selen-enzym GSHpx. Det danner de fleste amerikanere altså, modsat os, uden at få tilskud. Men hvorfor aftager deres kræftrisiko så, når de får tilskud? Grunden kan ikke være GSHpx og måske ikke en gang den antioxiderende virkning alene.

Rayman gennemgår flere forklaringer. Én er, at større selendoser medfører dannelse af den simple selenforbindelse metylselenol, som kan dræbe kræftceller, modvirke dannelse af blodkar (som kræftceller behøver) og på flere andre måder hæmme kræft. Men selen virker naturligvis også antioxiderende, stimulerer immunforsvaret, aktiverer kræfthæmmende gener, hæmmer vækstfaktorer m.m. Der er ikke én, men mange virkemåder.

Ubegrænsede mængder selen skal man ikke have. Forsøg tyder på, at ved tilstrækkeligt høje doser, øges kræftrisikoen lige som når man får for lidt. Clarks forsøg kunne sammen med andre data antyde, at et tilskud på 200 mikrogram om dagen er nær det optimale for en dansker.

Gevinsten kan være stor, men mere forskning er påkrævet. Der foregår et omfattende klinisk forsøg (det hedder SELECT) i USA, men et forsøg i det selenfattige Europa ville være bedre. Rayman mener, det kan blive svært at gennemføre. Hvem vil have snydepillerne?
Vitalrådet.

 

Referencer:
1. Rayman M P. Selenium in cancer prevention: A review of the evidence and mechanism of action. Proceedings of the nutrition society. 2005;64:527-42.
2. Clark LC et al. Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer study group. JAMA 1996;276:1957-63.
3. Akbaraly NT et al. Selenium and mortality in the elderly: Results from the EVA study. Clin Chem. 2005;51:2117-23.

www.cabi-publishing.org/Journals.asp
jama.ama-assn.org
www.clinchem.org
www.iom.dk

Vitaminer mod ældning

Claus Hancke

9. januar 2006

Behovet for mange vitaminer stiger med alderen. Underskud virker på samme måde som radioaktiv stråling og giver mutationer, nedsat energiproduktion, kræft og aldersforandringer i kroppen. Det mener en af verdens førende ernæringsforskere.

Da Bruce Ames var 70, overrakte præsident Clinton ham USA’s højeste videnskabelige anerkendelse, National Medal of Science, for hans forskning i ernæring, kræft og aldring.

I dag er han 77, men stadig en næsten ubegribeligt aktiv forsker og professor ved det berømte Berkeley universitet i Californien. Han er i øvrigt også manden bag den verdenskendte Ames’ test, en lynmetode til afsløring af, om et kemikalie kan give mutationer – og dermed kræft.

Denne indledning fortæller, at Ames er en forsker, man lytter til, og derfor har vi i denne uge valgt at omtale en af Ames’ seneste og væsentlige videnskabelige artikler.

Artiklen blev publiceret i tidsskriftet for den europæiske organisation af molekylær-biologer (EMBO reports). Den beskriver, hvorfor man kan mindske sin tendens til kræft og ældning ved at få mere end anbefalet af diverse vitaminer og andre nøglesubstanser.

Hvordan går det så til? Ames har i sine forsøg fundet, at mangel på C-, E-, B6- og B12-vitamin foruden folinsyre og zink har nøjagtigt samme virkning på cellerne som radioaktiv stråling. Dvs. at mangel medfører mutationer, f.eks. som følge af såkaldte strengbrud i kromosomerne (de går simpelt hen midt over).

Mangel på folinsyre medfører f.eks. strengbrud, fordi der indbygges et forkert stof (uracil) utallige steder i de lange DNA-molekyler. Disse mutationer virker på cellerne som en virus på en computer. I værste fald bryder systemet ned.

Men mangel medfører ikke kun mutationer. En anden følge er svækkelse af mitokondrierne, de små kraftfabrikker i cellerne, som danner energi. Hvis mitokondrierne skal fungere, må de råde over bestemte enzymer, som man kan opfatte som fabrikkernes maskineri. Enzymerne arbejder sammen, så produktet fra den ene maskine forarbejdes videre i den anden i en kæde af reaktioner, der ender med, at ilt og brint bliver til vand – og energi. Men hvor kommer enzymerne fra? Uden de nødvendige byggesten kommer de slet ikke!

Ames har bl.a. påvist, at mangel på zink eller B-vitaminerne biotin og pantotensyre svækker den fjerde proces i denne kæde af reaktioner. De er byggesten til den ”maskine”, der skal udføre fjerde trin i processen. Ikke alene dannes der ved mangel mindre energi. Ilten bliver heller ikke ordentligt omdannet til vand. Som resultat heraf tømmer mitokondrierne frie iltradikaler ud i den omgivende celle – hvor de kan give yderligere mutationer, kræft og svækkelse.

Mere energi
Hvorfor mener Ames, at mange behøver flere vitaminer end anbefalet? Det hænger sammen med en tredje og sidste pointe i hans tankegang. Den handler om konsekvensen af de utallige mutationer, som på en af de nævnte måder uundgåeligt opstår i livets løb. De betyder, at cellerne danner enzymer, der er mindre effektive, fordi de med en afvigende fysisk form binder sig dårligt til de vitaminer, de behøver som hjælpestoffer. Ames hævder, at denne dårlige binding kan man overvinde ved simpelthen at øge mængden af vitaminer. Så virker enzymerne igen.

Et særligt problem i den forbindelse er den svækkelse af mitokondrierne, der sker med alderen. Uden energi kan intet fungere i en celle, og degeneration af mitokondrierne er centralt for det, vi kalder ældning. Men Ames fremhæver, at man kan gøre gamle rotter kvikkere ved at give dem tilskud af de to vitaminlignende stoffer liponsyre (fås i Sverige og Tyskland, men ikke i Danmark) og carnitin (fås i Danmark).

Begge stoffer er vigtige mellemled i energidannelsen i mitokondrier. Når de med alderen bindes dårligere til afvigende enzymer, fungerer mitokondrierne dårligt. Men den dårligere binding kan altså overvindes med tilskud. Samtidig med at rotterne blev kvikkere, kunne man måle, at deres mitokondrier igen fungerede normalt. Klinisk har man med samme behandling fundet bedring hos mennesker med mild Alzheimer.

Det særlige ved Ames er, at han argumenterer biokemisk, dvs. ved at henvise til elementære kemiske reaktioner, som vitterligt foregår i organismen. Mange andre udtaler sig ud fra mere eller mindre usikre kliniske forsøg, undertiden endda uden dybere viden om biokemien bag.

Det er måske ikke tilfældigt, at Nobelprisen i medicin typisk tilfalder en biokemiker.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Bruce N Ames. Increasing longevity by tuning up metabolism. EMBO reports 2005;6:S20- S23.
2. Memory loss in old rats is associated with brain mitochondrial decay and RNA/DNA oxidation: Partial reversal by feeding acetyl-L-carnitine and/or R-a-lipoic acid. J. Liu et al. Proc Natl Acad Sci USA.2002;99:2356-61.
3. B N Ames et al. High-dose vitamins stimulate variant enzymes with decreased coenzyme-binding affinity (increased Km): Relevance to genetic diseases and polymorphisms. Am J Clin Nutr 2002;75:616-58.

D-vitamin forhindrer kræft

Claus Hancke

30. december 2005

En ny og meget omtalt analyse har påvist, at man med D-vitamin kan undgå omtrent hvert andet tilfælde af kræft – vel at mærke hvis alle får nok. Det gør stort set ingen.

Det er nu bevist, at hyppigheden af kræft kan reduceres dramatisk ved at øge befolkningens indtag af D-vitamin.

Sådan siger den amerikanske forsker Cedric Garland, der er epidemiolog og professor ved University of California i San Diego. Han står bag den til dato største analyse af forskningen i D-vitamin og kræft. 63 studier fra perioden 1966-2004 er analyseret.

Samlet tyder de stærkt på, at hvis befolkningens indtag af D-vitamin blev sat i vejret til 1.000 enheder om dagen, ville bl.a. hyppigheden af kræft i tyktarmen blive halveret, mens brystkræft og kræft i æggestokkene ville blive en tredjedel sjældnere. De 1.000 enheder D-vitamin (25 mikrogram) ville med sikkerhed være uden bivirkninger. De svarer til fem gange det normalt anbefalede – som kun de færreste får.

Garland, der har forsket i D-vitamin i 25 år, er meget sikker. I udtalelser til bl.a. BBC og avisen The Independent erklærer han, at der nu er en sådan overvægt af indicier fra de bedste observationsstudier, at det er påkrævet med handling, dvs. en offentlig sundhedsindsats.

For en dansker er det værd at bemærke, at disse internationalt respekterede medier begge bringer meget udførlige referater, som i The Independent desuden følges op af en lederartikel. Selve undersøgelsen offentliggøres i februarnummeret af American Journal of Public Health, men resultaterne er på forhånd publiceret online samt i en omfattende redegørelse på universitetets (UCSD) officielle hjemmeside.

Garlands interesse for D-vitamin blev vakt, da han i 1980 erfarede, at risikoen for tyktarms- og brystkræft var dobbelt så stor i USA’s nordøstlige stater som i de solrige sydveststater. Han og andre iværksatte en 12-årig undersøgelse, som førte til den hypotese, at hemmeligheden var sollysets evne til at danne D-vitamin i huden. Denne teori er siden efterprøvet på talrige måder. Den passer med den store kræfthyppighed i byer, hvor luftforurening med svovldioxid blokerer de D-vitamin-dannende korte ultraviolette solstråler.

Den passer også med kost- og kræftundersøgelser blandt arbejdere i Chicago og med den lave hyppighed af brystkræft i det ikke så solrige, men meget fiskespisende, Japan. Fed fisk er omtrent den eneste regulære kilde til D-vitamin uden for sommermånederne både i Japan og her. Yderligere passer den med, at de mange mennesker, der af genetiske grunde udnytter D-vitamin dårligt, er stærkt overrepræsenterede blandt dem, der får kræft i tyktarm, bryst, prostata m.m.

Flere og flere indicier
Vore trofaste abonnenter på dette nyhedsbrev husker måske også vore referater fra undersøgelser det seneste år, som viste, at kvinder med lav D-vitaminstatus har langt mere knudrede bryster end andre. Det er et forhold, der passer med højere risiko for kræft.

Måske husker I også, at en amerikansk (og samtidigt en meget stor norsk) undersøgelse vist, at udsigterne til helbredelse for flere kræftformer er bedst, når kræften opdages om sommeren, hvor D-vitaminstatus er bedst – og allerbedst når D-vitaminstatus er ekstra høj.

Det tyder på, at vitaminet ikke bare hindrer opståen af kræft, men hæmmer væksten, når den er en realitet. I overensstemmelse med Garlands påstand, har afroamerikanere ringere udsigt til helbredelse for f.eks. brystkræft end hvide, på grund af den ringere D-vitaminstatus, der hænger sammen med den mørke hudfarve.

Disse resultater og andre stemmer med dyreforsøg og laboratorieforsøg, hvor man navnlig har påvist, at D-vitamin fremmer unormale cellers død ved den proces, der kaldes apoptose, foruden at vitaminet har en generelt dæmpende indflydelse på cellers vækst. Det er det samme, man udnytter i en psoriasissalve, der virker ved et D-vitaminlignende stof og hæmmer den overdrevne vækst og manglende cellemodning, der er karakteristisk ved denne hudsygdom.

Den optimale daglige D-vitamindosis, i hvert fald i hele den mørke tid fra oktober til maj, er ifølge Garland som nævnt omkring 1.000 enheder ( eller 25 mikrogram ) om dagen. Resultatet fremgår af en undersøgelse fra oktober i år. De 1.000 enheder medfører en koncentration af D-vitaminforstadiet 25-OH-vitamin-D på godt 80 nmol/l (nanomol pr. liter), som Garland har fundet stemmer overens med laveste risiko for tyktarmskræft. Målingen foretages også på danske laboratorier.

Meget tyder altså på, at Garland har ret i, at D-vitamintilskud kan redde tusinder af liv. Hvis det er tilfældet, kan man omvendt sige, at de utallige avisartikler m.m. her i landet, der nedladende taler om ”overflødige ekstra vitaminer” (overskrift i Jyllandsposten 29.12.05) – råt og brutalt har liv på samvittigheden.

Det er tankevækkende, at næppe nogen af de nævnte resultater har været offentliggjort andre steder på dansk end her på denne hjemmeside. De, der kun har avisen som oplysningskilde, er meget ilde stedt. Og ofte direkte misinformeret.

Bedre rustet er det stadigt stigende antal abonnenter på denne hjemmeside. Det er fortsat Vitalrådets mission at oplyse om vitaminers, mineralers og andre næringsstoffers og naturlægemidlers undertiden livsvigtige betydning for sundheden. – Når nu andre ikke gør det. Alt tyder på, at behovet ikke forsvinder i 2006.

Og med dette årets sidste nyhedsbrev, vil vi gerne ønske alle vore abonnenter et rigtig

Godt Nytår!
Vitalrådet.


Referencer:
1. Garland CF et al. The Role of Vitamin D in Cancer Prevention. Am J Public Health. 2006;96(2):9-18. 2005 Dec 27; [Epub ahead of print].
2. Gorham ED et al. Vitamin D and prevention of colorectal cancer. J Steroid Biochem Mol Biol. 2005 Oct;97(1-2):179-94. Epub 2005 Oct 19.
3. Garland CF et al. Serum 25-hydroxyvitamin D and colon cancer: eight-year prospective study. Lancet. 1989 Nov 18;2(8673):1176-8.
4. Jeremy Laurance, Health Editor. Revealed: the pill that prevents cancer The Independent 28.12.05.

E-vitamin er måske diabetikerens redning

Claus Hancke

20. december 2005

Omkring hver anden diabetiker har femdobbelt risiko for at dø af hjertesygdom. Denne risiko kan halveres med E-vitamin. Dette er en velbegrundet teori, der nu afprøves i et stort israelsk forsøg.

Det er en kendt sag, at diabetikere let bliver forkalkede i hjertets kransårer og ofte dør af blodprop i hjertet. Derfor anstrenger sundhedsvæsenet sig overmåde for at bekæmpe årefor-kalkning hos diabetikere. Diabetikere opmuntres f.eks. til at tage kolesterolsænkende medicin, selv når kolesterol-tallet er meget lavt. Diabetikeres blodtryk bør af samme grund ligeledes være ekstra lavt.

Men skal man tro den israelske forsker Andrew Levy kan endnu flere diabetikere redde livet med 400 enheder E-vitamin om dagen. Levy’s teori bliver nu afprøvet i Israel i et stort lodtrækningsforsøg med 5.000 midaldrende diabetikere. Halvdelen skal have E-vitamin de kommende fire år. Går det, som man håber, vil resultatet få kæmpemæssig betydning for den offentlige sundhed, hedder det.

Der hører optimisme til at iværksætte et så kostbart forsøg med E-vitamin. Som enhver TV-seer ved, hjælper E-vitamin jo overhovedet ikke mod noget som helst. Hvorfor går Levy og medarbejdere fra det israelske Technion teknologiske institut, hvis medarbejdere tæller flere nobelprismodtagere, så mod strømmen?

Forklaringen har at gøre med en antioxidant, som få ikke-fagfolk kender til. Den hedder haptoglobin og er et protein, som dannes i organismen. Haptoglobin binder blodets farvestof, det jernholdige hæmoglobin, hvis det undslipper de røde blodlegemer. Dermed sikrer organismen sig mod jernforgiftning og dermed overbelastning med frie radikaler under en lang række forhold, hvor røde blodlegemer går til grunde.

Overset virkning af E-vitamin
Levy og medarbejdere har gentagne gange vist, at haptoglobin ganske rigtigt virker som en antioxidant. Men hvad mere er: De har fremhævet, at haptoglobin findes i to hovedformer, som langt fra er lige gode antioxidanter. Type 1 virker meget bedre end type 2. Det stemmer med, at har man type 2 (det har 40 % af de israelske diabetikere) er risikoen for hjertedød femdoblet! En meget stor del af diabetikeres overdødelighed af hjertesygdom kan med andre ord skyldes, at ca. hver anden har et utilstrækkeligt antioxidativt forsvar – på grund af et ineffektivt haptoglobin.

Den logiske konsekvens af denne enorme forskel er ifølge Levy, at de dårligt beskyttede diabetikere med type 2 haptoglobin behøver tilskud af antioxidanter. Det er her, E-vitaminforsøget kommer ind. E-vitamin bør kunne hjælpe. Men på den anden side: Hvis det hjælper, hvorfor har forsøg med E-vitamin så ikke vist det?

Antageligt fordi man ikke har set ordentligt efter, mener Levy. Han undersøgte serum fra et stort udpluk af de ca. 10.000 deltagere i det canadiske HOPE-forsøg, hvis åreforkalkede deltagere fik 400 enheder E-vitamin om dagen. Alt i alt fandt folkene bag HOPE ingen effekt af E-vitamin. Men hvad med de godt 1.000 diabetikere i forsøget? Levy påviste for et år siden, at når de havde type 2 haptoglobin, halverede E-vitamintilskud faktisk deres hjerterisiko.

Dette overraskende resultat lå altså gemt i HOPE-forsøget, som tilsyneladende intet viste. Det er ganske lærerigt. Hvis de mest truede diabetikeres meget store hjerterisiko kan halveres med en billig, uskadelig E-vitaminpille, er betydningen sandelig meget stor.
Frem til 2010 har vi kun disse resultater. Der er ikke andet at forholde sig til. Man kan ikke en gang få målt, om man har den ene eller den anden type haptoglobin. Vil man forebygge, må man gøre det i blinde. Det er til gengæld risikofrit.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Andrew P. Levy et al. The Effect of Vitamin E Supplementation on Cardiovascular Risk in Diabetic Individuals With Different Haptoglobin Phenotypes. Diabetes Care 27:2767, 2004.
2. Levy AP et al. Strong Heart Study. Haptoglobin phenotype is an independent risk factor for cardiovascular disease in individuals with diabetes: The Strong Heart Study. J Am Coll Cardiol. 2002 Dec 4;40(11):1984-90.
3. Suleiman M, et al. Haptoglobin polymorphism predicts 30-day mortality and heart failure in patients with diabetes and acute myocardial infarction. Diabetes. 2005 Sep;54(9):2802-6.
4. En oversigt over forsøget kan findes på Clinical Trials.gov: www.clinicaltrials.gov/ct/gui/show/NCT00220831.

care.diabetesjournals.org
www.cardiosource.com/jacc/index.asp
www.clinicaltrials.gov/ct/gui/show/NCT00220831
www.iom.dk

E-vitamin sænker diabetikeres kolesterol

Claus Hancke

13. december 2005

Der er mindst otte slags E-vitamin, men vi får kun én slags i vitaminpiller. En anden type modvirker imidlertid åreforkalkning, og en tredje sænker effektivt blodets kolesterol hos diabetikere.

Når man køber E-vitamin i pilleform, er det næsten altid alfa-tokoferol, man får. Det er også alfatokoferol (naturligt og desværre undertiden syntetisk), man har brugt i stort set alle undersøgelser af, om E-vitamin hjælper mod hjerte-karsygdom.

Der er imidlertid andre tokoferoler end alfa-tokoferol. Kemisk ligner de hinanden ved, at de består af en kerne og en sidekæde. Afhængigt af sidekædens udseende taler man om alfa-, beta-, gamma- eller delta-tokoferol. Alfa-tokoferol, som altså er det, man får i vitaminpiller, har størst vitaminvirkning.

Mindre kendt er en anden slags E-vitamin: Toko-trienolerne. De adskiller sig kemisk fra de andre ved at have tre dobbeltbindinger i sidekæden. De findes i palmeolie samt i klid fra havre, byg, ris og majs. Også blandt toko-trienolerne er der en alfa-, beta-, gamma- og delta-form.

Disse toko-trienoler er nu ved at komme i søgelyset. I flere år har man på grundlag af dyreforsøg og mindre forsøg på mennesker haft mistanke om, at de hjælper mod åreforkalkning. For ti år siden viste f.eks. et amerikansk lodtrækningsforsøg med 50 personer, at toko-trienoler fra palmeolie klart modvirkede forkalkning i halspulsåren. Desværre er det forsøg ikke siden fulgt op.

Nu dukker så et indisk lodtrækningsforsøg op. Det viser, at toko-trienoler fra ris-klid sænker blodets kolesterol ret dramatisk hos type 2-diabetikere (aldersdiabetikere). I forsøget fik 19 diabetikere i 60 dage placebo (snydepiller). Før eller efter de 60 dage fik de – i en lige så lang periode – kapsler med et ekstrakt af ris-klid med stort indhold af toko-trienoler (hver deltager fik dagligt tre milligram toko-trienol pr. kilo legemsvægt). Hvornår hvem fik hvad, vidste ingen før forsøgets afslutning.

Uløste spørgsmål
Det viste sig, at toko-trienolerne sænkede blodets total-kolesterol med ikke mindre end 30%. Og endnu bedre: Det ”lede” kolesterol, LDL-kolesterol, som i oxideret (iltet) form kan give åreforkalkning, faldt med hele 42 %. Det er en reduktion, der vil noget. Den kan fuldt ud måle sig med, hvad man opnår med traditionel kolesterol-sænkende medicin, de såkaldte statiner.
Det står naturligvis enhver, der kan skaffe sig toko-trienol, frit for at forsøge behandlingen. Men før den bliver almindelig, bør et par forhold belyses nærmere.

Først og fremmest: Kan resultatet gentages i andre forsøg? Som nævnt hjalp toko-trienol ganske vist mod åreforkalkning i halspulsåren, men i det forsøg var deltagernes kolesterol uændret! Tokotrienol sænker altså ikke altid kolesterol. Men modvirker det mon altid åreforkalkning? Vi kan højst sige måske, det vides ikke.

Efter det nye forsøg kan man til gengæld gætte på, at forskellen i udfald hænger sammen med forskelle i sammensætningen af de to toko-trienol-blandinger. Den ene kom som nævnt fra palmeolie, den anden fra risklid. Hvis forholdet mellem alfa-, beta-, gamma- og delta-tokotrienol er forskelligt, bliver virkningen det også.

Andre forhold, som vi endnu mindre kan overskue, kan også spille ind. Den sandsynlige kolesterolsænkende virkning af ris-klid-tokotrienol må måles over for eventuelle bivirkninger, og sammenholdes med bivirkninger af medicin etc. etc. Et stort arbejde venter.

Hvad forsøgene imidlertid med sikkerhed viser – bortset fra, at havregrød og brune ris nok er sundt – er, at vi ikke er færdige med E-vitamin. Eller rettere med E-vitaminerne. Der er mange af dem, og de virker forskelligt. Men de er potentielt stadig meget lovende.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Tomeo AC, Geller M, Watkins TR, Gapor A, Bierenbaum ML. Antioxidant effects of tocotrienols in patients with hyperlipidemia and carotid stenosis. Lipids. 1995 Dec;30(12):1179-83.
2. Qureshi AA, Salser WA, Parmar R, Emeson EE. Novel tocotrienols of rice bran inhibit atherosclerotic lesions in C57BL/6 ApoE-deficient mice. J Nutr. 2001 Oct;131(10):2606-18.
3. Baliarsingh S, Beg ZH, Ahmad J. The therapeutic impacts of tocotrienols in type 2 diabetic patients with hyperlipidemia. Atherosclerosis. 2005 Oct;182(2):367-74. Epub 2005 Apr 20.

www.aocs.org/press
www.nutrition.org
www.athero.org
www.iom.dk

Selen kan måske hindre slidgigt

Claus Hancke

24. november 2005

For første gang har forskere studeret sammenhængen mellem mangel på selen og slidgigt. Den er overraskende stærk og tyder på, at tilskud af selen kan hindre den vestlige verdens mest almindelige grund til gangbesvær.

Selen er et mineral, som der er enighed om, at vesteuropæere får mindre og mindre af i kosten. Moderne landbrugsmetoder og forsuring af jorden har medført faldende indhold i afgrøderne af denne livsvigtige antioxidant, og dermed mindre selen i kroppen hos os. Manglen er stor nok til, at den allerede i 1980-erne førte til meget alvorlige og udbredte hjerteproblemer hos danske slagtesvin, som efter en del tovtrækkeri med myndighederne omsider fik tilskud i foderet. Men betyder manglen noget for mennesker?

Indtil videre må man sige: Sandsynligvis. Store befolknings-undersøgelser i bl.a. Finland har vist, at hører man til dem, der får mindst selen i kosten, har man størst risiko for at få kræft.

Og nok så vigtigt: I et amerikansk lodtrækningsforsøg med 1.300 deltagere opdagede man for ni år siden, at tilskud af selen halverede hyppigheden af nye kræfttilfælde. Jo mindre selen man på forhånd havde i blodet, jo større var fordelen ved tilskud. Resultatet var så sikkert, at forsøget af etiske grunde måtte standses før tid og nu gentages i endnu større målestok. Hvis selen kan forebygge kræft så effektivt, må vi absolut vide det meget sikkert.

I ventetiden har forskere fra North Carolina’s universitet i samarbejde med den amerikanske sundhedsstyrelse (CDC) opdaget en anden sammenhæng: Mangel på selen betyder forhøjet risiko for slidgigt i knæene. Hver gang en person indeholder 10 mikrogram mindre selen (pr. kilo kropsvægt), er vedkommendes risiko for at få slidgigt i knæene 15-20 % højere.
Til sammenligning er der i blodet hos danskere omkring 80 mikrogram/liter, hos en amerikaner f.eks. 110.

Blandt de godt 900 personer, man fulgte gennem femten år, var risikoen alt i alt 40 % mindre hos den tredjedel, der fik mest selen. Hvis de alligevel fik slidgigt, var der en tendens til, at det var i en mildere udgave.

Dette er foreløbig kun statistiske sammenhænge. De er endnu ikke offentliggjort i trykte medier, men fremlagt ved en kongres (15.11.05) i San Diego for amerikanske gigtlæger og kan læses i en officiel pressemeddelelse fra North Carolina’s universitet.

Alligevel erklærer undersøgelsens leder, professor Joanne Jordan, at gruppen er meget begejstret (excited) over fundet. Måske anviser det en mulighed for at forebygge slidgigt i knæled og evt. andre led, dvs. forebyggelse af de hyppigste grunde til aktivitetsindskrænkning i den vestlige verden. Fra Kina ved man, at svær selenmangel undertiden medfører alvorlige bruskskader i led allerede hos børn. Er det et fingerpeg i samme retning?

Måske, men det vides ikke. Næste skridt er ifølge Jordan at undersøge selens virkning på brusk i laboratoriet. Den nærliggende hypotese er, at en virkning kan skyldes selens funktion som antioxidant. Derpå følger kliniske undersøgelser, dvs. lodtrækningsforsøg, hvor man vil finde ud af, om selen som tilskud påvirker smerter og funktionsevne hos personer med slidgigt.

De nye fund er med andre ord ikke endelige. Men det er første gang, nogen har udforsket sammenhængen mellem slidgigt og selen, og det er en stor overraskelse, at den er så tydelig.
Vitalrådet.

Referencer:
1. Rayman M. The importance of selenium to human health. The Lancet 2000:;356:233-41.
2. News Release. Study links low selenium levels with higher risk of osteoarthritis. The University of North Carolina at Chapel Hill: www.unc.edu/news/archives/nov05/jordan111005.htm
3. Clark LC. et al. Effect of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. JAMA 1996;276:1957-63.

www.thelancet.com
www.unc.edu/news/archives/nov05/jordan111005.htm
jama.ama-assn.org
www.iom.dk

Ny teori om årsagen til influenza

Claus Hancke

15. november 2005

Influenza skyldes ikke smitte fra syge, men D-vitaminmangel, som aktiverer hvilende virus, lyder en ny teori.

Seriøse lægetidsskrifter beskæftiger sig sjældent med, hvad privatpersoner mener. I seneste nummer af British Medical Journal gøres dog en undtagelse på bladets sidste side, som skrives fast af den navnkundige, men anonyme, kvindelige læge ”Minerva”. Uge efter uge har Minerva i årtier fortalt læserne interessante videnskabelige nyheder om stort og småt.

Denne gang har hun bemærket en ”blog” (side på internettet) med en ”fængslende historie” om ”D-vitaminets dyder og hvorfor influenza optræder om vinteren”. Hun fortæller, at forfatteren oplyser at være medlem af ”D-vitamin-rådet”, en non-profit organisation, der ønsker at bekæmpe D-vitaminmangel.
– Måske er han bare endnu en, der er hoppet på fugleinfluenza-toget, siger Minerva. Men kunne han måske have fat i noget væsentligt?

Blog-en er skrevet af den californiske læge John Cannell. Med adskillige kildehenvisninger beskriver han først og fremmest sin teori om, hvorfor influenza opstår. Teorien går ud på, at influenza ikke så meget skyldes smitte som aktivering af et sovende virus, som vi allerede har i kroppen. Det aktiveres og kan give influenza, når vi svækkes af D-vitaminmangel om vinteren. Det minder lidt om mekanismen ved forkølelsessår, hvor virus ligeledes ligger i dvale, men af og til kommer frem og giver udbrud.

Lyder det som noget sludder? I 2003 erklærede en afdeling i den amerikanske sundhedsstyrelse (CDC) i en rapport, at man havde været ude af stand til at finde nogen engelsksproget dokumentation for, at influenza smitter mellem mennesker!

Den nyligt afdøde epidemiolog Edward Hope-Simpson opdagede, at når man får helvedesild som gammel, skyldes det det samme virus, som man fik skoldkopper af som barn. Det holder sig hvilende i kroppen, men kan give helvedesild, når man svækkes som ældre.

Hope-Simpson noterede sig det velkendte, men ret beset besynderlige, forhold, at influenza kun opstår, når solen mister magt om vinteren. I troperne får man influenza i regntiden. Han opdagede også, at influenzaudbrud med nøjagtigt samme virus år efter år opstod næsten nøjagtigt samtidig på to vidt adskilte steder, nemlig Prag og hans engelske hjemby Cirencester. Ved hjælp af gamle kirkebøger opdagede han, at trods vore dages hurtige samfærdsel indtræffer influenza-epidemier i dag på nøjagtigt samme tid af året, som det har været tilfældet de sidste 400 år. Selv i isolerede landsbyer kom og kommer den år efter år på samme tid som i de større byer.

Hope-Simpson mente derfor, at influenza ikke skyldes en lang smittekæde, men en tilbagevendende svækkelse, der skyldes formindsket sollys. Canning tilføjer nu, at D-vitamin har betydelig indvirkning på immunsystemet, og at japanere så langt tilbage som i 1945 opdagede, at det beskytter (rotter) mod influenza. Den velkendte D-vitaminmangel om vinteren kunne være årsag til den svækkelse, som Hope-Simpson postulerede.

Canning foreslår, at man ligger inde med kapsler på 50.000 enheder til at tage i tilfælde af en verdensomspændende epidemi med fugleinfluenza. Men om det nytter, ved han ikke.

– Måske hjælper det og redder dit liv, siger han. Og måske hjælper det overhovedet ikke.
Uanset hvad, giver hans blog – som også Minerva mener – noget at tænke over.
Vitalrådet.


Referencer:
1. www.knowledgeofhealth.com/report.asp?story=Why%20Flu%20Epidemics%20Occur%20in%20Winter
2. Minerva. British Medical Journal 2005;331:1152.

www.knowledgeofhealth.com/report.asp
bmj.bmjjournals.com
www.iom.dk