Ny teori om årsagen til influenza

15. november 2005

Influenza skyldes ikke smitte fra syge, men D-vitaminmangel, som aktiverer hvilende virus, lyder en ny teori.

Seriøse lægetidsskrifter beskæftiger sig sjældent med, hvad privatpersoner mener. I seneste nummer af British Medical Journal gøres dog en undtagelse på bladets sidste side, som skrives fast af den navnkundige, men anonyme, kvindelige læge ”Minerva”. Uge efter uge har Minerva i årtier fortalt læserne interessante videnskabelige nyheder om stort og småt.

Denne gang har hun bemærket en ”blog” (side på internettet) med en ”fængslende historie” om ”D-vitaminets dyder og hvorfor influenza optræder om vinteren”. Hun fortæller, at forfatteren oplyser at være medlem af ”D-vitamin-rådet”, en non-profit organisation, der ønsker at bekæmpe D-vitaminmangel.
– Måske er han bare endnu en, der er hoppet på fugleinfluenza-toget, siger Minerva. Men kunne han måske have fat i noget væsentligt?

Blog-en er skrevet af den californiske læge John Cannell. Med adskillige kildehenvisninger beskriver han først og fremmest sin teori om, hvorfor influenza opstår. Teorien går ud på, at influenza ikke så meget skyldes smitte som aktivering af et sovende virus, som vi allerede har i kroppen. Det aktiveres og kan give influenza, når vi svækkes af D-vitaminmangel om vinteren. Det minder lidt om mekanismen ved forkølelsessår, hvor virus ligeledes ligger i dvale, men af og til kommer frem og giver udbrud.

Lyder det som noget sludder? I 2003 erklærede en afdeling i den amerikanske sundhedsstyrelse (CDC) i en rapport, at man havde været ude af stand til at finde nogen engelsksproget dokumentation for, at influenza smitter mellem mennesker!

Den nyligt afdøde epidemiolog Edward Hope-Simpson opdagede, at når man får helvedesild som gammel, skyldes det det samme virus, som man fik skoldkopper af som barn. Det holder sig hvilende i kroppen, men kan give helvedesild, når man svækkes som ældre.

Hope-Simpson noterede sig det velkendte, men ret beset besynderlige, forhold, at influenza kun opstår, når solen mister magt om vinteren. I troperne får man influenza i regntiden. Han opdagede også, at influenzaudbrud med nøjagtigt samme virus år efter år opstod næsten nøjagtigt samtidig på to vidt adskilte steder, nemlig Prag og hans engelske hjemby Cirencester. Ved hjælp af gamle kirkebøger opdagede han, at trods vore dages hurtige samfærdsel indtræffer influenza-epidemier i dag på nøjagtigt samme tid af året, som det har været tilfældet de sidste 400 år. Selv i isolerede landsbyer kom og kommer den år efter år på samme tid som i de større byer.

Hope-Simpson mente derfor, at influenza ikke skyldes en lang smittekæde, men en tilbagevendende svækkelse, der skyldes formindsket sollys. Canning tilføjer nu, at D-vitamin har betydelig indvirkning på immunsystemet, og at japanere så langt tilbage som i 1945 opdagede, at det beskytter (rotter) mod influenza. Den velkendte D-vitaminmangel om vinteren kunne være årsag til den svækkelse, som Hope-Simpson postulerede.

Canning foreslår, at man ligger inde med kapsler på 50.000 enheder til at tage i tilfælde af en verdensomspændende epidemi med fugleinfluenza. Men om det nytter, ved han ikke.

– Måske hjælper det og redder dit liv, siger han. Og måske hjælper det overhovedet ikke.
Uanset hvad, giver hans blog – som også Minerva mener – noget at tænke over.
Vitalrådet.


Referencer:

1. www.knowledgeofhealth.com/report.asp?story=Why%20Flu%20Epidemics%20Occur%20in%20Winter
2. Minerva. British Medical Journal 2005;331:1152.

www.knowledgeofhealth.com/report.asp
bmj.bmjjournals.com
www.iom.dk

Vitaminpille hindrer infektioner

24. januar 2005

Diabetikeres større modtagelighed for infektioner kan mindskes med en daglig multivitamin-mineralpille.

Skeptikere har tvivlet på, at almindelige vitaminpiller styrker immunforsvaret. I 1992 viste canadieren Chandra ganske vist, at en daglig vitaminpille halverede antallet af infektioner hos en mindre gruppe raske ældre. Men kritikere såede tvivl om hans uafhængighed, og året efter fandt franske forskere ingen virkning i et – ganske vist kortvarigt – forsøg.

Nu er situationen en anden. Et amerikansk forsøg har vist, at en almindelig vitaminpille næsten halverer hyppigheden af infektioner. I forsøget, som varede et år, deltog 130 personer, der overvejende var midaldrende, overvægtige kvinder, af hvilke ca. hver tredje havde type 2-sukkersyge – aldersdiabetes. Deres livsstil var dog ikke nødvendigvis usund: Mere end hver anden fik motion i moderat eller intenst omfang.

Under forsøget fik halvdelen en blindtablet (placebo), og den anden halvdel en vitamin- og mineralpille hver dag. I placebogruppen fik 73 % infektioner, mens kun 43 % i vitamin-gruppen fik infektioner. Det var diabetikerne, der tegnede sig for det meste af forskellen. Det er velkendt, at diabetikere er mere modtagelige for infektioner end andre, og 93 % af diabetikerne i placebogruppen fik infektioner, men kun 17 % i vitamingruppen.

Den nærliggende forklaring er, at diabetikerne havde traditionel vitaminmangel, som svækkede deres immunforsvar. Vitaminpillen rettede op på dette. Men tallene kan ikke bekræfte dette. Ca. hver tredje af samtlige – dvs. diabetikere og ikke-diabetikere – skønnedes i underskud med A-, E- eller C-vitamin. Man må kunne slutte, at i hvert fald ikke alle diabetikere har spist usundt.

Man kunne derfor også spørge, om diabetikere har særligt stort behov for vitaminer for at opretholde et sundt immunforsvar. Under forsøget fik de et solidt tilskud. Vitaminpillen, man brugte, er efter amerikanske normer et standardtilskud, men indeholder rundt regnet dobbelt så mange A-, D-, B- og C-vitaminer som en typisk dansk pille. Desuden indeholder den bl.a. folinsyre, B12-vitamin, K-vitamin, krom og jod, som savnes helt i de fleste danske vitaminpiller.

For et halvt år siden viste den syvårige franske SU.VI.MAX-undersøgelse, at små mængder antioxidanter dramatisk nedsætter dødelighed og kræfthyppighed hos mænd. Mændene fik C- og E-vitamin samt betakaroten og selen i samme mængde som i det amerikanske forsøg, men amerikanerne fik – i deres stærke standardpille – desuden alle de øvrige vitaminer og mineraler.

Omtrent samtidig viste et forsøg i Tanzania, at multivitaminpiller styrker immunsystemet hos HIV-positive væsentligt og bremser udviklingen af AIDS.

Der er grund til at tro, at en multivitaminpille – og gerne en stærk af slagsen – på langt sigt gavner de fleste. På kortere sigt er den med stor sikkerhed en betydelig fordel for navnlig diabetikere, mænd og HIV-positive.
Vitalrådet.


Referencer:

1) Chandra RK. Effect of vitamin and trace-element supplementation on immune responses and infection in elderly subjects. Lancet 1992;340:1124-7.
2) Chavance M et al. Does multivitamin supplementation prevent infections in healthy elderly subjects ? A controlled trial. Int J Vitam Nutr Res 1993;63:11-16.
3) Barringer TA et al. Effect of a multivitamin and mineral supplement on infection and quality of life. Ann Int Med 2003;138:365-71.
4) Hercberg S et al. The SU.VI.Max study. Arch Int Med 2004;164:2335- 2342.

www.thelancet.com
www.annals.org
archinte.ama-assn.org
www.iom.dk

E-vitamin mod Alzheimer og forkølelse

11. oktober 2004

Verdens førende eksperter i E-vitamin afholdt i forsommeren en kongres i New York, sponseret af New York Academy of Sciences. Sidst en sådan kongres blev afholdt var i 1989, og nogle af nyhederne er nu beskrevet i oktoberudgaven af akademiets videnskabelige tidsskrift.

Det er forbavsende, at man stadig diskuterer, hvilket formål, naturen har med E-vitamin. Det er faktisk svært at finde iøjnefaldende mangelsymptomer hos mennesker.

At vitaminet alligevel har afgørende betydning er dog sikkert. Alle højerestående dyr – helt ned til fisk – danner proteinet TTT, hvis eneste opgave er at transportere E-vitamin rundt i blodet. Naturen havde næppe gjort sig denne umage for et stof, der kan undværes.

– Når naturen netop har valgt alfatokoferol ud af alle de tusinder af antioxidanter, der findes omkring os, må der være en grund, som Angelo Azzi fra Bern’s Universitet sagde. E-vitamin bremser blodpladerne, når de vil klumpe sig sammen og danne blodpropper. Det spiller også en rolle for andre cellers tendens til at klæbe sammen, til at dele sig og til at sende signaler til hinanden.

Yderligere forhøjer det dannelsen af kvælstofilte (NO), et vigtigt signalmolekyle der afslapper blodkarrene og sænker blodtrykket. Men hvordan kan man oversætte disse fundamentale egenskaber til noget, vi kan se og føle?

Kongresdeltagerne fremlagde resultater, der har vist, at E-vitamin bremser Alzheimer’s sygdom. Ifølge en fransk undersøgelse modvirker en kombination af C- og E-vitamin, at man overhovedet får sygdommen. Samme kombination forebygger også svangerskabsforgiftning. Endelig har et lodtrækningsforsøg vist, at E-vitamin mindsker hyppigheden af forkølelser hos ældre med 25 %.

Et stadigt stridsspørgsmål er, hvorfor kun et enkelt lodtrækningsforsøg har vist, at E-vitamin forebygger blodprop i hjertet, når så meget andet tyder på, at det gør. Forklaringen kan være, at man ofte har brugt syntetisk E-vitamin i stedet for det naturlige. Syntetisk E-vitamin består af otte forskellige stoffer, hvoraf kun ét findes i naturen.

En anden grund kan være, at man ikke har suppleret E- med C-vitamin, hvilket automatisk sker hos dyr, fordi de selv laver C-vitamin. Men grunden kan også være, at deltagerne i næsten alle forsøgene har været svært åreforkalkede fra begyndelsen.

”Når der først er dannet en forkalknings-læsion i en pulsåre, er den svær at komme af med”, sagde professor Meydani fra Tufts University, USA. E-vitamin er formentlig bedre til at forebygge end til at helbrede!

Professor Maret Traber fra Oregon anslår, at 70-80 % af alle voksne får mindre end de anbefalede 30 mg E-vitamin om dagen. Hendes råd er, at man skal leve sundt, og at det ikke skader at supplere med ekstra E-vitamintilskud. Men helt præcist hvorfor det gavner, ved vi måske først om 15 år.
Vitalrådet.


Reference:

Hopkin K. New York Academy of Sciences Magazine 2004; October: 4-6.

www.nyas.org/publications
www.iom.dk

E-vitamin hindrer forkølelser

13. september 2004

Med et beskedent tilskud af E-vitamin kan ældre spares for hver femte af de forkølelser, de ellers ville have fået. Det er resultatet af det hidtil bedste lodtrækningsforsøg på dette område. Det er nu offentliggjort i den amerikanske lægeforenings blad, JAMA.

Forsøget blev gennemført af et universitetsbaseret forskerteam, der sorterer under det amerikanske landbrugsministerium og har basis i Boston. Det ledes af Simin Meydani, en kvindelig professor og specialist i ernæring og ældning, der tidligere har påvist, at det ikke er tro, men virkelighed, at E-vitamin stimulerer immunsystemets T-celler.

Forsøget omfattede 617 personer på 33 plejehjem, der alle var over 65 år, og hvoraf halvdelen gennem et år fik et tilskud af 200 enheder E-vitamin daglig. Resten fik blindtabletter (placebo), og under forsøget blev det opgjort, hvem der fik færrest luftvejsinfektioner.

Det viste sig, at de der fik E-vitamin havde færre infektioner end de øvrige, og navnlig var antallet af forkølelser med statistisk sikkerhed nedsat med 20 %. Til gengæld var der ingen effekt på hyppigheden af lungebetændelse.

Meydani fremhæver at selv om kun hver femte forkølelse blev hindret, er resultatet alligevel betydningsfuldt. E-vitamin er helt harmløst, og forkølelse er årsag til 30 % af alt sygefravær i USA.

Et andet perspektiv er den mulighed, at E-vitamin måske specielt virker mod virusinfektioner, som forkølelse, men ikke mod lungebetændelser, der som regel skyldes bakterier – uanset at man traditionelt taler om ”viruslungebetændelse”.

På den baggrund spørger andre forskere, om det kan få betydning i bekæmpelsen af AIDS, hvor netop T-cellerne er angrebet, men Meydani selv ønsker ikke at udtale sig på dette punkt.

Resultaterne blev første gang fremlagt i maj i år ved et lukket videnskabeligt symposium om E-vitamin arrangeret af New York Academy of Science. Her deltog næsten hele verdenseliten af E-vitaminforskere.

Blandt andet fremlagdes også her de yderst opsigtsvækkende fund, at C- og E-vitamin-tilskud i kombination mindsker forværringen af Alzheimers sygdom til det halve, og at samme kombination hindrer svangerskabsforgiftning hos hver anden gravid i risikozonen for denne alvorlige sygdom.
Vitalrådet.

 

Reference:
Vitamin E and Respiratory Tract Infections in Elderly Nursing Home Residents A Randomized Controlled Trial Simin Nikbin Meydani, DVM, PhD; Lynette S. Leka, BS; Basil C. Fine, MD; Gerard E. Dallal, PhD; Gerald T. Keusch, MD; Maria Fiatarone Singh, MD; Davidson H. Hamer, MD JAMA. 2004;292:828-836.

www.jama.com

Multivitaminer kan nedsætte dødeligheden af HIV

12. december 2003

En ny placebokontrolleret undersøgelse udført af forskere på The London School of Hygiene and Tropical Medicine viser, at et dagligt tilskud af vitaminer og mineraler kan nedsætte dødeligheden af HIV. Ifølge forskerne kan det få stor betydning for behandlingen af HIV-patienter i lande som ikke har adgang til optimal medicinsk behandling.

Antallet af HIV-smittede stiger fortsat med lynets hast. På verdensplan er det næsten 5. millioner der årligt smittes med HIV. I Danmark konstateres hvert år 250-300 personer HIV-positive, og tallet er stigende. Ifølge AIDS Fondet lever der ca. 4.500 HIV-smittede i Danmark, og af dem er (kun) 1.500 i medicinsk behandling.

I det seneste nummer af tidsskriftet AIDS, publiceres resultaterne af en ny opsigtsvækkende undersøgelse. 481 HIV-smittede mænd og kvinder deltog i undersøgelsen. Alle deltagere var fra Thailand, og ingen modtog medicinsk behandling for HIV.

Deltagerne blev delt i to grupper, hvoraf den ene modtog placebo (snydepiller) og den anden et særligt tilskud af vitaminer, mineraler og aminosyrer. Deltagerne blev fulgt i sammenlagt 48 uger, med follow-up hver 12. uge.

Efter 48 ugers behandling viste resultaterne en signifikant lavere dødelighed i gruppen som modtog den aktive behandling.

“Det er første gang at man har påvist nedsat dødelighed ved at give noget så enkelt og billigt som multivitamin/mineraler til HIV-patienter. Det er et meget stærkt og tankevækkende resultat”, siger formanden for Vitalrådet, speciallæge Claus Hancke.

Traditionel medicinsk behandling koster ca. 100.000 om året for hver patient. Behandlingen forlænger i gennemsnit den HIV-smittedes liv med 6-7 år.

“Andre undersøgelser har vist, at multivitamin/mineraler kan øge modstandskraften, og nu viser det sig så, at det også giver bedre overlevelse. Der skal yderligere dokumentation på bordet, men allerede nu bør patientforeninger som fx HIV-Danmark informere deres medlemmer om resultatet”, siger Claus Hancke.
Vitalrådet.

 

Reference:
AIDS (17(17):2461-2469)

www.hivinfo.dk
www.iom.dk