Antioxidanters rolle skal måske revurderes

27. februar 2004

Britiske forskere har opdaget, at det er enzymer og ikke antioxidanter, der er den aktive faktor, når hvide blodlegemer angriber bakterier.

Frie radikaler er aggressive molekyler, som er i stand til at ødelægge strukturen i andre molekyler. For eksempel bruger kroppen frie radikaler til at klippe store molekyler i stykker og opbygge komplekse proteinstrukturer. Så langt så godt.

Men en overflod af frie radikaler har vist sig at kunne skade kroppen på grund af en forharskning (oxidation) af visse molekyler, som for eksempel LDL-kolesterol, som så bliver farligt, fordi det danner åreforkalkning i forharsket (oxideret) form.

For at bremse denne skadelige oxidation, danner vi de såkaldte antioxidanter. Disse findes også i vores kost, og i flere kosttilskud. For eksempel er vitaminerne C og E sådanne antioxidanter.

Imidlertid har et britisk forskerhold undersøgt de reaktioner, der sker i de hvide blodlegemer, når disse angriber bakterier. Og de fandt ikke at frie radikaler spillede nogen rolle, men at det derimod var enzymer, som de hvide blodlegemer bruger til at angribe og destruere bakterier.

Man har hidtil troet, at de hvide blodlegemer brugte frie radikaler, og derfor har man været tilbageholdende med at bruge for store doser antioxidanter, fordi man mente at dette ville neutralisere de hvide blodlegemers frie radikaler, så de ikke kunne nedkæmpe bakterier.

Den nye teori forklarer måske, hvorfor selv store doser antioxidanter ikke har vist hæmmende effekt på de hvide blodlegemers antibakterielle effekt.

Tilbage står nu en lang række spørgsmål, herunder den videnskabeligt dokumenterede hæmmende effekt på forekomsten af kræft og hjerte-karsygdomme.

Der er ingen tvivl om, at der vil komme fornyet debat om dette, hver gang vi ser ny forskning på dette meget spændende område. – Også fordi meningerne er delte. Men et er teori, et andet praksis.

Vi må huske, at lægevidenskabens viden af i dag er forkert. Det har al videnskabshistorie lært os. Om 100 år vil vore nuværende teorier være erstattet af nye, og man vil smile af den officielle viden af i dag.

Vi må derfor holde tungen lige i munden, og først og fremmest lade os lede af de store kliniske undersøgelser. Så må teorierne siden hen prøve at forklare disse resultater.
Vitalrådet.


Reference:

Nature, vol 427;6977:853

www.iom.dk