Hold så op med de kosttilskud !

23. august 2006

Ulydige forbrugere påstår hårdnakket, at de får det bedre af at spise kosttilskud. Det gør de ikke, siger Ernæringsrådet.

Mandag morgen havde Motions- og Ernæringsrådet indkaldt til pressemøde vedrørende udsendelsen af deres nye rapport imod antioxidanter.

Præcis samme mandag morgen læser man i Ugeskrift for læger en tre siders artikel af Motions- og Ernæringsrådet om samme emne, og dertil en farverig og dramatiserende leder forfattet af Ernæringsrådets tidligere formand Arne Astrup, kendt som bannerfører for de mere ortodokse vitaminfornægtere.

Samme morgen kunne man sandelig også læse nyheden i aviserne allerede inden pressemødet. Alt dette affyret præcist og samtidigt, som var det fra et Stalinorgel.

Hvilken smuk og stilren orkestrering af en nyhed på en ellers så nyhedsfattig og trist mandag morgen i agurketiden.

Det eneste, der måske kunne bryde den smukke opsætning lidt, var, at der ikke var tale om nogen nyhed.

Rapporten var en gennemgang og opsummering af en lang række velkendte, udvalgte videnskabelige artikler, hvoraf nogen var for, men de fleste imod, brugen af specielt syntetiske antioxidanter, hvoraf betakaroten og vitamin-E blev specielt fremhævet.

Seriøse folk i Ernæringsrådet har omhyggeligt gennemlæst alle disse studier, og de hæfter sig specielt ved den manglende effekt af ovennævnte, hvilket Vitalrådet til dels er enig i. Vi er ganske enige i det nytteløse i at indtage syntetisk vitamin-E (som f.eks. findes i visse slankepulvere) og syntetisk betakaroten, som næppe har nogen gavnlig effekt.

Der er dog aldrig indrapporteret dødsfald på grund af disse, som det f.eks. er tilfældet med visse slankepiller.

Vitalrådet er også meget imponeret over den skråsikkerhed, hvormed både Ernæringsrådet og dets tidligere formand konkluderer på grundlag af denne rapport.

En skråsikkerhed, som slet ikke deles af internationalt højt ansete forskere i nobelprisklassen som f.eks. Louis Ignarro, Lester Packer, Mark Levine, John Hathcock med flere, som er langt mere forbeholdne i deres vurderinger.

Det er også lidt tyndt, at slæbe gamle artikler frem, og børste støvet af dem, -uden at nævne, at de har været imødegået i de selv samme tidsskrifter, hvor de har været publiceret (f.eks.Lancet 2004;364:1219-28).

Det er jo det, der er hele essensen af at publicere i et anerkendt tidsskrift. –At studiet kan imødegås og kritiseres. Når dette er sket, bør de ikke genanvendes, uden at man nævner denne imødegåelse.

Der er flere artikler af høj kvalitet, som vi savner. Det giver indtryk af en hildet udvælgelse af de anvendte artikler, og det er lidt synd for den ellers fine rapport, som specielt på de første 40 sider udmærker sig ved en glimrende gennemgang af begreberne oxidation, reduktion, frie radikaler og antioxidanter samt deres indvirkning på kroppens fedtstoffer og proteiner.

Motions- og Ernæringsrådet lægger naturligt nok hovedvægten på en sund og varieret kost, og her er vi naturligvis rørende enige. Måske blot med en lidt mere realistisk opfattelse af lødigheden af danskernes kost.

Det er meget vanskeligt, at få tilstrækkeligt med f.eks. selen og D-vitamin i kosten, og C-vitamin-indholdet i sydfrugterne lever slet ikke op til kosttabellerne, som udgår fra frisk frugt.
Megen frugt plukkes ganske umoden, og gasses med etylén for at se moden ud efter det lange ophold på lageret. En frisk appelsin indeholder godt 50 mg C-vitamin pr.100 g, men efter lagring indeholder den ofte under 10 mg, lige nok til at holde skørbug fra døren.

Forskeren Anne-Marie Mayer har på Cornell University undersøgt engelske data indsamlet fra 1930-1980, der viste et nedsat indhold af mineraler i 20 grøntsager i denne periode. (British Food Journal 1997, vol 99, no. 6, side 207-211).

Framingham undersøgelsen og senest Østerbro undersøgelsen viser at spec. mænd over 60 har betydende B vitaminmangel, og Donald Davis dokumenterede i dec-2004 i Journal of the American College of Nutrition (Vol. 23, No. 6, 669-682) et tab af 7 vitaminer og mineraler i kosten fra 1950 til 1999.

Det er ikke nemt at få tilstrækkeligt af såvel mikro- som makro næringsstoffer i den danske kost. Især behovet for selen, jod, folinsyre, B12- og D-vitamin er vanskeligt at tilfredsstille gennem sin kost.

Specielt er det et stort problem for ældre, som ikke indtager de 10 MJ, som man i rapporten går ud fra. De har stort set ingen fysisk aktivitet, og indtager måske derfor blot 5 MJ, hvilket nærmer sig kroppens energibehov i hvile.

Denne gruppe er stærk eksponeret for vitamin- og mineralmangel, og er helt afhængige af at kunne supplere deres kost.

Rapporten roder også en del rundt i begreberne kosttilskud og lægemidler, og betragter f.eks. Q10 som et kosttilskud. Det er det ikke. Det er et lægemiddel. De i mange af forsøgene anvendte doser er heller ikke kosttilskudsdoser, men lægemiddeldoser.

Alligevel bruger man disse studier til at skabe angst for brugen af kosttilskud, og i lederen i Ugeskrift for Læger får den lige en ekstra tand, så læseren for en sikkerheds skyld generelt frarådes at ordinere alle kosttilskud, der ikke er lavet interventionsstudier på.

Så er det da godt, folk kan finde ud af at købe dem selv, for det er ikke mange producenter af kosttilskud, der har ressourcer til at lave interventionsstudier til mange millioner kroner på et produkt, de ikke kan tage patent på.

Rapporten indeholder også ganske mange positive holdninger, og det er da med glæde, at vi noterer os, at det endelig fra officiel side slås fast, at C-vitamin ikke forårsager nyresten.
Dette bør noteres af de, der i fremtiden skal skrive om C-vitamin i bøger og artikler.

Med hensyn til sikkerheden, så er der først og fremmest fundet risiko ved brug af syntetiske produkter, og ikke naturlige, som findes i de fleste kosttilskud i dag.

For det andet er den fundne risiko af meget teoretisk art, og findes kun ved hjælp at statistiske krumspring. Hvis man anvender mere anerkendte statistiske metoder, vil der ikke findes overrisiko (Lancet 2004;364:Lederen). I det hele taget er det et spørgsmål, hvor relevant det er at anvende syntetiske produkter til at danne en dokumentation, hvis resultater bruges til at skræmme folk fra at bruge naturlige produkter. Det er set før, at man har brugt dokumentation af én medicin til at miskreditere en anden medicin, men det er ærligt talt ikke særligt videnskabeligt.

En anden stor fejlkilde ved disse meta-analyser er, at de udvalgte studier er så forskelligartede i deres inklusion, eksklusion, præmisser, data og resultatopgørelse, at man knap nok kan stille dem sammen på et ark papir.

Angelo Azzi, Jeffrey Blumberg, Tammy Bray, Annette Dickinson, Balz Frei, Ishwarlal Jialal, Carol S Johnston, Frank J Kelly, Klaus Kraemer, Lester Packer, Sampath Parthasarathy, Helmut Sies og Maret G Traber har i øvrigt sidste år I American Journal of Clinical Nutrition (Vol. 81;4:736-745) dokumenteret, at Vitamin-E og C er sikre, selv i store doser.

Der er brug for meget mere viden på dette felt. Og frem for at trække gamle heste ud af stalden, ville det være velgørende at se initiativer til nye, solide studier, som kun kan udføres ved offentlig finansiering. Der er hårdt brug for et interventionsstudie af C-vitamin og naturligt E-vitamin i kombination til rimeligt raske personer, og herefter vurdere deres udvikling af f.eks. åreforkalkning. Dette er ikke gjort, selv om det er her, man kunne forvente et resultat, men det er en helt anden historie.

Tilbage står vi med en genstridig befolkning som trods denne rapport fortsætter med at indtage deres antioxidanter, vitaminer og mineraler, som det passer dem. Men det største problem er de forbrugere, som – nu mod bedre vidende – hårdnakket påstår, at de har fået det aldeles glimrende, efter at de er begyndt at tage deres kosttilskud.

Hvad bilder de sig ind?
Vitalrådet.

www.ugeskriftet.dk
www.thelancet.com
www.meraadet.dk