Rettidig fødsel med C-vitamin

28. juni 2005

C-vitamin er nødvendigt for dannelsen af bindevæv. Derfor beskytter det gravide mod, at fosterhinderne brister og vandet går for tidligt. I typisk dansk kost er der for lidt C-vitamin til gravide.

Det er velkendt, at gravide bør tage folinsyre – allerede fra før fosterets undfangelse – for at undgå fødsel af børn med rygmarvsbrok. Nu lader det til, at C-vitamin er vigtigt for den gravide på et andet område: Det beskytter mod for tidlig fødsel.

Dette fremgår af et forsøg, som er gennemført på det nationale institut for perinatologi (læren om sygdomme hos barnet i slutningen af graviditeten og den første leveuge) i Mexico City.

110 raske gravide, gennemsnitligt 27 år gamle, deltog i forsøget, som varede fra midten af graviditeten (20. uge) til fødslen. Det var et lodtrækningsforsøg, hvor hver anden fik tilskud af 100 mg C-vitamin om dagen, mens resten nøjedes med vitaminerne i kosten.

De mexicanske kvinder havde ikke større forkærlighed for frugt og grønt end danske. I kosten fik de gennemsnitligt ca. 65 mg C-vitamin dagligt. Det svarer til danske forhold. Halvdelen fik til gengæld et større tilskud end de normale 60-70 mg i vitaminpiller her i landet.

Kvinderne blev undersøgt med fire ugers interval, til de fødte. Formålet var primært at undersøge, om C-vitaminet beskyttede mod for tidlig vandafgang. Til afgørelse af dette benyttede man den vedtagne definition, som siger, at hvis vandet går mere end to timer før de første fødselsveer (udvidelsesveer), afgår det for tidligt.

Ved en ideel fødsel afgår vandet først, når modermunden er fuldt udvidet, så kvinden kan begynde at presse. Så taler man om rettidig vandafgang. Afgår vandet derimod, mens modermunden udvider sig, taler man om tidlig vandafgang. I begge tilfælde kommer veerne før vandafgangen. Det er det normale og hensigtsmæssige.

For tidlig vandafgang, dvs. vandafgang før fødslens begyndelse, er problematisk, men naturligvis særligt når det varer længe, før fødslen går i gang. Jo længere interval, jo større risiko for infektion af mor og – især – barn som følge af indtrængende bakterier. Derfor stræber man traditionelt efter at have fødslen afsluttet inden for et døgn, når vandet er gået. Det er derfor også meget passende, at vandafgang i sig selv normalt sætter fødslen i gang, selv om dette kan betyde for tidlig fødsel.

De 100 mg C-vitamin var ikke overflødige. Ikke mindre end hver fjerde (24,5 %) af de kvinder, der ikke fik tilskud, havde for tidlig vandafgang. Det samme skete kun for ca. 8 % af dem, der fik.

Hvordan kan dette forklares? Forfatterne henviser til C-vitaminets velkendte betydning for dannelsen af bindevævsfibre, kollagen. Kollagen er det mest udbredte protein i kroppen. Det er afgørende for styrken af alt støttevæv.

Det mexicanske forsøg tyder på, at det også er afgørende for fosterhindernes styrke og dermed for det normale fødselsforløb. Eller sagt på en anden måde: C-vitamin sikrer, at det ikke er for svage fosterhinder, men derimod barnets udvikling, der bestemmer fødselstidspunktet. For tidlig vandafgang anslås at være årsag til 40 % af alle for tidlige fødsler.

Sammenlagt fik kvinderne i gennemsnit 165 mg C-vitamin om dagen. Om dette er optimalt, kan man ikke vide. Men det er sikkert, at uanset vitaminpiller får mange danske gravide væsentligt mindre end den heldige halvdel af kvinderne i Mexico City.
Vitalrådet.


Reference:

Casanueva E, Ripoll C, Tolentino M, Morales RM, Pfeffer F, Vilchis P, Vadillo-Ortega F Vitamin C supplementation to prevent premature rupture of the chorioamniotic membranes: a randomized trial.
Am J Clin Nutr. 2005 Apr;81(4):859-63.

Til vore trofaste læsere:
Vitalrådets redaktion vil tillade sig at holde ferie i juli måned. Men vi har naturligvis øjne og ører åbne. God ferie og på gensyn i august.
Venlig hilsen fra os alle i Vitalrådet.

www.all-about-nutrition.com/5/american-journal-of-clinical-nutrition.html
www.iom.dk