Tag: prostata

D-vitamin og gigtpiller bekæmper kræft i prostata

Claus Hancke

3. september 2005

En verdenskendt D-vitaminforsker har indledt et forsøg med en yderst enkel behandling af kræft i prostata. Indfries forventningerne, betyder det en revolution i behandlingen af den hyppigste kræftform hos mænd.

Blandt mænd over 60 har mindst hver anden kræft i prostata, som regel uden at vide det. Det har man for mange år siden opdaget ved at undersøge mænd, der var døde af anden grund. Kræft i prostata er altså typisk en sygdom, man ikke dør af – men med! Alligevel er den, næst efter lungekræft, den hyppigste grund til dødsfald af kræft blandt mænd.

Det kan derfor vanskeligt nægtes, at der er et indlysende behov for en effektiv behandling, men behandlingen har stået i stampe i mange år. Først nu er der ved at ske noget. Mere og mere har man sat sygdommen i forbindelse med den uhyre udbredte mangel på D-vitamin. D-vitamin virker normaliserende og væksthæmmende i mange væv.

Troen på D-vitamin er nu blevet så stor, at en af verdens førende D-vitaminforskere, professor David Feldman fra Stanford University, har iværksat en klinisk undersøgelse. Den retter sig mod mænd med prostatakræft, der har fået tilbagefald under sædvanlig behandling.

Feldman vil give dem en kombination af aktivt D-vitamin (calcitriol, se neden for) og almindelige gigtpiller (ibumetin eller naproxen), begge dele i beherskede doser. For at undgå bivirkninger af calcitriol, gives det kun én gang ugentligt, men den præcise dosis er ikke oplyst.

Forud er gået flere års laboratorieundersøgelser. Her har man senest påvist, at calcitriol formindsker væksten af prostatakræft med 25 %. Samme resultat får man ved behandling med traditionelle gigtmidler (NSAID-præparater, f.eks. ibumetin og naproxen).

Men mest overbevisende var, at når D-vitamin og gigtmidler kombineres, aftager væksten med hele 70 %, selv om man nøjes med tolerable doser af hver. Begge midler modvirker dannelsen af de såkaldte prostaglandiner, som får kræftcellerne til at vokse og – i anden sammenhæng – forårsager gigtsmerter m.m. Kombineres de, forstærkes virkningen.

Dette samt annonceringen af det nye forsøg fremgår bl.a. af en ny pressemeddelelse fra Stanford Universitetet. Indfrier forsøget forventningerne, vil det ikke alene få enorm betydning for behandlingen. Det vil også være et vink med en vognstang til raske mænd om at få mere D-vitamin – måske meget mere – så de selv kan danne calcitriol nok (calcitriol fås kun på recept).

Feldman er ingen hvem som helst, når det gælder D-vitamin. Sammen med to andre står han bag bogen ”Vitamin D” (Academic Press), som er et standardværk for forskere på 1.800 sider. Den netop reviderede udgave koster 3.445 kroner, så det bliver næppe en folkebog. Feldman har forsket i D-vitamin i mange år og har mere end 200 videnskabelige artikler bag sig.

D-vitamin er ikke et vitamin, men et hormon. Det dannes i huden ved solbestråling, men skal omdannes i lever og nyrer for at blive til det aktive calcitriol. Det er efterhånden accepteret af alle, at især ældre umuligt kan få D-vitamin nok, hvis de ikke får tilskud eller spiser rigeligt med fed fisk. Det er fordi, huden med alderen i stort omfang mister evnen til at danne vitaminet. I det mørke halvår står solen desuden så lavt på himlen, at hverken unge eller gamle danner noget af betydning, hvad enten de får sol eller ej.

Der er mindre end fem mikrogram D-vitamin i almindelig dansk dagskost, men officielt anbefaler man nu, at voksne får det dobbelte, plejehjemsbeboere det firedobbelte. Det er ikke svært at finde forskere, der mener, at også dette er for lidt. Den øvre grænse for risikofrit indtag er anslået til 50 mikrogram om dagen.
Vitalrådet.


Reference:
Moreno J, Krishnan AV, Feldman D. Molecular mechanisms mediating the anti-proliferative effects of Vitamin D in prostate cancer. J Steroid Biochem Mol Biol. 2004 Nov;92(4):317-25.

www.sciencedirect.com/science
www.iom.dk

Måske kan kræft i prostata blive en sjældenhed

Claus Hancke
  1. april 2005

Hver fjerde mand lever med stærkt forhøjet risiko for at få kræft i prostata, den næst hyppigste årsag til kræftdødsfald hos mænd. Sådan behøvede det ikke at være. Netop disse udsatte mænd kunne med lethed formindske deres risiko til en tiendedel.

Forskere fra Harvard Universitetet i Boston har offentliggjort en yderst skelsættende undersøgelse. Den tyder meget stærkt på, at de fleste tilfælde af kræft i prostata skyldes manglende balance i kroppens forsvar mod frie iltradikaler. Og nok så vigtigt: Denne balance kan genoprettes med antioxidanter – især selen, men også E-vitamin og tomaternes røde farvestof, lycopen. Prostatakræft kan dermed blive en sjælden sygdom.

Ubalancen opstår især hos de mænd, der får for lidt selen, og som af arvelige grunde har et særligt effektivt antioxidant-enzym (manganholdigt SOD) i deres mitokondrier. Mitokondrierne er cellernes indre energifabrikker, som med alderen nedslides af frie iltradikaler. Denne nedslidning menes, i parentes bemærket, at være en meget væsentlig årsag til ældning og alderssygdomme.

Man skulle derfor tro, det var en fordel at have et særligt effektivt antioxiderende enzym i sine mitokondrier. Men det er det meget ofte ikke. SOD-enzymet forvandler frie iltradikaler til det mindre risikable brintoverilte, men dette skaber et nyt problem: Også brintoverilten må fjernes, eftersom også den medfører skadelig iltning. Fjernelsen kræver et enzym (glutationperoxidase), hvis mængde afhænger af tilførslen af selen.

Jo flere frie iltradikaler (f.eks. fra rygning) der skal neutraliseres, og jo mere effektivt SOD-enzymet er, jo mere skadelig brintoverilte ophobes, og jo større er behovet for selen.

Balance i tingene
Harvard-undersøgelsen er en del af en undersøgelse af ca. 15.000 amerikanske læger, som er blevet fulgt siden 1982. Omkring 1990 havde 275 af dem fået alvorlig prostatakræft, og det var især dem, man interesserede sig for.

Først koncentrerede man sig om dem, der plejede at få mindst selen i kosten (laveste fjerdedel). Man ville vide, om det var en fordel eller en ulempe for dem at have arvet det effektive SOD-enzym. Det viste sig at være en ulempe! De, der havde enzymet, fik næsten dobbelt så tit alvorlig prostatakræft.

Dernæst så man på dem, der normalt fik mest selen (højeste fjerdedel). Var det effektive enzym også en ulempe for dem? Nej, her var det en fordel! De, der havde det, havde kun halvt så stor sandsynlighed for at få (alvorlig) prostatakræft som de øvrige.

Det effektive SOD-enzym – der altså findes hos hver fjerde voksen – formindsker ifølge de amerikanske tal risikoen for alvorlig prostatakræft til en sjettedel, men vel at mærke kun, hvis man får selen nok. Gør man ikke det, forhøjer det risikoen i stedet. Får man godt med selen og desuden forholdsvis meget E-vitamin og lycopen (fra tomater), er risikoen nede på en tiendedel af, hvad den ville være, hvis man fik forholdsvis lidt.

Alvorlig prostatakræft kan således måske blive en sjældenhed hos de 25 % af den mandlige befolkning, der har arvet det effektive SOD-enzym – i stedet for, at de som nu er de mest udsatte.

Men hvad vil det sige at få for lidt selen? Amerikanere får 2-5 gange så meget selen som danskere (der typisk får 40-50 mikrogram om dagen), overvejende fordi den amerikanske jordbund er meget selenholdig.

Overføres de amerikanske tal til danske forhold, betyder det, at de fleste danske mænd med det aktive enzym har stærkt forhøjet risiko for at få aggressiv prostatakræft og måske dø af det. Hvis de indgik i den amerikanske undersøgelse, ville de høre til den gruppe, der fik mindst selen og havde seksdoblet risiko for alvorlig prostatakræft.

For at få rigelige mængder selen i amerikansk forstand kræves for en almindelig dansker et dagligt tilskud på ca. 200 mikrogram om dagen. Det er vigtigt at huske, at der er stor forskel på optageligheden af selen. Uorganisk selen optages stort set ikke, hvorimod den selentype, der optages bedst – L-Selenomethionin – er organisk og typisk findes i selengær.

Brystkræft af samme grund?
Så vidt mænd med det aktive SOD-enzym. Men hvad med de 75 % af alle mænd, hvis enzym er normalt? Deres prostata tåler bedre en relativ selenmangel, men de kan dog alligevel mindske risikoen for alvorlig prostatakræft med omkring 25 % ved at få selen nok – ifølge tallene fra Harvard, der stemmer ganske fortrinligt med en efterhånden lang række andre undersøgelser.

Harvard-undersøgelsen støttes af andre forskere. Mandlige finske rygere (der indånder masser af iltradikaler) havde f.eks. tredoblet risiko for aggressiv prostatakræft, når de havde den effektive variant af SOD-enzymet. Man må tro, de danner en masse brintoverilte og ville have gavn af selen.

Det samme gælder rygende kinesiske kvinder, hvis risiko under samme betingelser – men for brystkræft – ligeledes var tredoblet. Eller gravide kvinder i Korea, der ganske vist ikke havde kræft, men hos hvem man i urinen påviste statistisk sikre tegn på flere mutationer end normalt – når de altså havde den effektive variant. Alle må de på baggrund af den amerikanske undersøgelse tænkes at have gavn af mere selen, om end dette ikke er direkte undersøgt.

Man kan ikke uden videre blive undersøgt for, om man har den effektive variant af SOD-enzymet. Ikke desto mindre er der nu som minimum stærke og biologisk gode indicier for, at visse antioxidanter er umådeligt vigtige som beskyttelse mod prostatakræft. Det er de hos alle mænd, men navnlig hos en ukendt fjerdedel af dem.
Vitalrådet.

 

Referencer:
1. Haojie Li et al. : Manganese superoxide dismutase polymorphism, prediagnostic antioxidant status, and risk of clinical significant prostate cancer. Cancer Res. 2005;65:2498-2504.
2. Woodson et al. Manganese superoxide dismutase (MnSOD) polymorphism, α-tocopherol supplementation and prostate cancer risk in the α-Tocopherol, β-Carotene Cancer Prevention Study. Cancer Causes Control 2003;14:513-8
3. Niels Hertz. Selen – et livsvigtigt spormineral. Forlaget Ny Videnskab 2002.

www.aacr.org/cncrrea.htm
www.ingentaconnect.com/content/klu/caco;jsessionid=2sf53q49osdn1.victoriawww.iom.dk