Tag: Kræft

D-vitamin kunne hindre hvert tredje kræftdødsfald

Claus Hancke

21. april 2006

Flere af verdens mest fremtrædende vitaminforskere går ind for langt højere D-vitaminindtag. De mener, at hen mod hvert tredje kræftdødsfald kunne undgås.

– Jeg udfordrer enhver til at finde et område eller et næringsmiddel eller nogen som helst anden faktor med så konsekvente kræft-modvirkende egenskaber som D-vitamin.

Sådan sagde Edward Giovanucci, professor ved Harvard University, sidste år i en tale til det amerikanske selskab for kræftforskning.

Flere og flere er på linje med Giovanucci. Blandt dem adskillige professorer på anerkendte universiteter. For få måneder siden erklærede Cedric Garland, en absolut pioner på området, at det er bevist, at risikoen for kræft kan reduceres dramatisk med D-vitamin. Det er store ord. Garland er professor ved University of California i San Diego.

Giovanucci har sammen med seks andre – heraf ikke mindre end tre, der også er Harvard-professorer – underbygget påstanden yderligere. I en ganske møjsommelig undersøgelse har de bekræftet den nære forbindelse mellem D-vitaminmangel og kræft.

Siden anden verdenskrig har man vidst, at navnlig kræft i fordøjelsessystemet ses forholdsvis sjældent i sydlige lande. Da sollys er den vigtigste kilde til D-vitamin, har man tidligt gættet på, at det ikke er solen, men D-vitamin, der beskytter.

I talrige undersøgelser har man fundet størst kræfthyppighed, hvor sollyset er svagest, og hvor blodets indhold af D-vitamin er lavest. Vi er lysets børn. Samtidig har laboratorieforsøg de senere år vist, at vitaminet hæmmer unormale cellers vækst, modvirker spredning af kræft og hæmmer dannelsen af blodkar i svulster.

Giovanucci skærper nu sammenhængen yderligere. Hidtil har man på mennesker mest målt indirekte sammenhænge mellem D-vitamin og kræft. Man har manglet data fra hele befolkningsgrupper, der efter måling af D-vitamin i blodet er fulgt i en årrække. Men Giovanucci-gruppen fandt en erstatning.

D-vitamin i megadoser
De udgik fra 1.095 mænd fra den store befolkningsundersøgelse Health Professionals Follow-Up Study. Disse 1.095 mænds D-vitamin-status – dvs. D-vitamin i plasma – var målt. Men desuden vidste man alt muligt om deres levevaner m.m.

Kunne man gå modsat og ud fra sidstnævnte beregne deres D-vitaminstatus? Ja! Man kunne beregne en omtrentlig værdi for D-vitamin i plasma, når man kendte den enkeltes hudfarve (dvs. race), kropsvægt og højde, bopæl (sydligt eller nordligt i USA), mængden af fysisk aktivitet i fritiden – samt årstiden og hvad vedkommende fik af D-vitamin i kosten og som tilskud.

Gruppen udarbejdede således et pointsystem til indirekte beregning af D-vitaminstatus. Hvad der især talte for ringe status var nordlig bopæl, mørk hudfarve, overvægt og for lidt motion. Beregningerne passede på de 1.095. Passede de også på andre? Det undersøgte man på en anden gruppe mænd med kendt D-vitaminstatus. De stemte!

Hver af de 47.800 mænd i Health Professionals Follow-Up Study fik nu udregnet sin D-vitaminstatus. I løbet af de følgende fire år fik ca. hver tiende kræft. Knap halvt så mange døde af kræft.

For at finde D-vitaminets betydning valgte man at sammenligne afdøde, hvis værdi for D-vitamin (25(OH)D3) i plasma afveg med 25 nmol/L (nanomol/liter). Man fandt, at risikoen for at dø af kræft var ikke mindre end 29 % lavere blandt mænd med høj D-vitaminstatus. Hvad angår kræft i fordøjelses-kanalen var den 45 % lavere for mænd, der ellers var ens mht. alder, vægt og fysisk aktivitet.

Hvis dette holder, kan næsten hvert tredje kræftdødsfald altså hindres på få år. Også i Danmark. Det er en sensation. Men ønsker man at hæve sin plasmaværdi med 25 nmol/L, skal man i den mørke årstid have et dagligt tilskud på mindst 1.500 enheder D-vitamin. Dette er dækket ind, hvis man spiser 4 D-vitamin-tabletter á 10 µg (mikrogram) dagligt i den mørke tid fra august til april.

1.500 enheder chokerer sikkert mange. Er det ikke giftigt? Næh, der er med sikkerhed ingen risiko ved et permanent tilskud på op til 2.000 enheder om dagen. Til sammenligning danner huden 20.000 enheder i løbet af en halv times solbadning om sommeren.

Garland, som blev nævnt ovenfor, anbefaler 1.000 enheder (25 mikrogram) om dagen. Andre siger 2.000. Giovanucci og hans kolleger fra Harvard mere end antyder en anbefaling af 1.500.

Under alle omstændigheder: Hvis man vil have det fulde udbytte af D-vitamin, ser det ud til, at behovet er langt større end det, vi har vænnet os til at tro. Måske noget i retning af, hvad stenalderfolk naturligt fik opfyldt.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Giovanucci E et al. Prospective study of predictors of vitamin D status and cancer incidence and mortality in men. J Natl Cancer Inst 2006;98:451-9.
2. Garland CF et al. The Role of Vitamin D in Cancer Prevention. Am J Public Health. 2006;96(2):9-18. 2005 Dec 27; [Epub ahead of print]

jncicancerspectrum.oxfordjournals.org
www.ajph.org
www.iom.dk

Kalktilskud med D-vitamin mod tarmkræft?

Claus Hancke

18. februar 2006

En kæmpemæssig undersøgelse ville vise, om kalk og D-vitamin hindrer tarmkræft. En højst besynderlig teori med lav dosis og kort varighed.

Der skal nok være dem, der mener, at den seneste undersøgelse om kalk og D-vitamin viser, at ingen af delene duer til noget. Men inden man går til den yderlighed, bør man tøve lidt. Man kan nemlig også mene, at undersøgelsen ikke egnede sig til formålet. Eller, som det hedder i en ledsagende lederartikel i New England Journal of Medicine: Konklusionen bør tolkes i lyset af, at studiet var indviklet og i lyset af sandsynligheden for, at dosis af kalk og D-vitamin var for lav.

Det er den lumske og udbredte kræft i tyktarm og endetarm, det drejer sig om. Halvdelen af i alt 36.282 amerikanske kvinder i alderen 50 til 79 år deltog i et syvårigt forsøg, hvor de dagligt fik tilskud af 1.000 milligram calcium (kalk) og 400 enheder D-vitamin – for at se, om det nedsætter risikoen. Tilskuddet svarer til to almindelige kalk + D-vitamintabletter, som mange tager for knoglerne. Efter syv år opgjorde man, hvor mange, der havde fået tarmkræft. Resultatet var nedslående: Hvad enten kvinderne fik tilskud eller snydepiller, var risikoen den samme.

Begravet i de mange tal var der dog et enkelt positivt forbehold. De kvinder, der før forsøget havde mindst D-vitamin i blodet, havde med statistisk sikkerhed størst sandsynlighed for at få tyktarmskræft. Det kunne tyde på, at D-vitamin nytter. Der var også en tendens – men kun en tendens – til, at de havde størst fordel af tilskuddene.

Ganske mange forhold gør dog, at konklusionen skal tages med et gran salt. Det hænger blandt andet sammen med, at forsøget var meget komplekst.

Den måske væsentligste indvending er, at det ”kun” varede i syv år. Man formoder, at tyktarmskræft er 10-20 år om at udvikle sig fra den spæde begyndelse til diagnosen stilles. Hvis tilskuddene hindrer ny kræft i at opstå, vil man med andre ord alene af den grund ikke opdage det så tidligt som efter syv år. Det har man taget konsekvensen af: Deltagerne vil blive kontrolleret i yderligere fem år fra nu.

Vægtige indvendinger
Skulle man have påvist en forskel inden for de syv år, måtte man i det mindste slutte af med at undersøge tarmen hos alle deltagere for at opdage tidlige kræftstadier, dvs. polypper. Det skete ikke. Der var hverken penge eller kræfter til over 35.000 tarmundersøgelser. Man kunne kun konstatere, at både antallet af privat iværksatte tarmundersøgelser og antallet af opdagede kræfttilfælde i de to grupper var ens. Men andet kunne man måske heller ikke vente.

En forstyrrende detalje er, at samtlige deltagere havde lov til at fortsætte med de tilskud, de fik i forvejen, ved siden af dem de fik som led i forsøget. De fik i forvejen i gennemsnit 1.100 mg calcium og godt 350 enheder D-vitamin – begge dele tæt på det anbefalede. Ret mange må derfor have fået meget store mængder calcium – over 2.000 mg om dagen. Tør man gætte på, at det er årsagen til en lille overhyppighed af selvrapporterede nyresten? 2,4 % af dem, der fik tilskud og 2,1 % af dem, der fik snydepiller, fik nyresten i løbet af de syv år.

Hertil kommer, at gennemsnitsalderen var forholdsvis lav (62 år), hvilket mindskede risikoen for kræft, men jo også svækkede forsøget. Det blev yderligere svækket af, at mere end hver fjerde deltager ikke fuldførte. Var det fordi kalkpiller kan give forstoppelse? Det oplyses ikke i artiklen.

Nok så vigtigt er, at dosis af D-vitamin, som nævnt i lederartiklen, kan have været for lav. For nylig er det blevet skønnet, at der skal omkring 1.000 enheder til om dagen for at de fleste kan opnå en – formodet – kræfthæmmende virkning. Så meget skal der til for at koncentrationen af D-vitamin (eller rettere 25 (OH) D-vitamin) kommer over 30 nanogram/liter serum (75 nanomol/mil-liliter). Men så meget har kun et mindretal af deltagerne i forsøget fået.

Hvad kan man konkludere af dette? Lederartiklen munder ud i flere forslag til nye undersøgelser. Meget tyder på, at D-vitamin, og måske kalk, forebygger kræft. Men der mangler også stadig megen viden.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Wactawski-Wende J et al. Calcium plus vitamin D supplementation and the risk of colorectal cancer. N Engl J Med 2006;354:684-96.
2. Forman M C et al. Calcium plus vitamin D3 supplementation and colorectal cancer in women. N Engl J Med 2006;354:752-4.
3. Garland C F et al. The role of vitamin D in cancer prevention. Am J Publ Health 2006;96:9-18.

content.nejm.org
www.ajph.org
www.iom.dk

Selen, et stærkt middel mod kræft

Claus Hancke

18. januar 2006

Undersøgelser fra alle vinkler støtter, at selen modvirker kræft. Trods behov for mere forskning tegner omridset af en optimal dosis sig.

Selen forebygger cancer. Det er en almindelig antagelse, som ganske vist venter på sin endelige bekræftelse. Den fik for alvor vind i sejlene, da amerikaneren Clark i 1996 i et lodtrækningsforsøg viste, at hyppigheden af kræft faldt med 37 %, mens kræftdødeligheden aftog til det halve, når deltagerne fik tilskud af 200 mikrogram organisk selen dagligt.

Men antagelsen om selens kræftforebyggende virkning er i virkeligheden langt bredere begrundet. Det har en førende selenekspert, Margaret Rayman fra University of Surrey i England, nu belyst i en grundig, men også kompliceret oversigt. Samtidig har hun belyst, hvordan selen kan hindre kræft og ikke mindst det vigtige spørgsmål: Hvor meget skal der til?

Rayman redegør for de mange geografiske studier, der siden 1960-erne konsekvent har vist, at de befolkninger, der får mindst selen, har størst hyppighed af kræft. Også dyreforsøg omtales. Giver man selen til han-beaglehunde, får de ikke bare færre DNA-skader i prostata, men skadede celler dør også i stedet for at leve videre i unormal form.

En særlig stilling indtager studier, hvor man først undersøger en gruppe menneskers blodselen og derpå venter og ser, hvad der sker. I et fransk studie af den art fra 2005 var dødeligheden af kræft efter ni år fire gange større hos den fjerdedel, der fik mindst selen, end hos den, der fik mest.

Franskmænd får lige så lidt selen i kosten som danskere. Talrige undersøgelser fra flere lande har vist noget tilsvarende for lungekræft (26 % mindre risiko i øverste halvdel af selenindtag), kræft i spiserør, mavesæk og – ikke mindst – prostata samt måske tyktarm.

Hvor meget er nok?
De stærkeste beviser giver lodtrækningsforsøg, hvor hverken deltagere eller læger ved, hvem, der får hvad. Kinesiske forsøg af den art har vist særdeles udtalt virkning mod leverkræft. Dertil kommer som nævnt Clarks forsøg. Det er tankevækkende, at selv om amerikanere får langt mere selen i kosten end vi, gavnede yderligere 200 mikrogram et flertal. Virkningen var dog minimal hos dem, der på forhånd fik mest selen. De var antageligt allerede tæt på det optimale. Men den tredjedel, der fik mindst (næsten så lidt som danskere) fik sin samlede kræftrisiko halveret, mens risikoen for kræft i prostata faldt med 86 %!

En typisk dansker får omkring 45 mikrogram selen om dagen, mens amerikanere får mere end dobbelt så meget og de sejlivede japanere næsten tre gange så meget. Man har hæftet sig ved, at man skal have 70 mikrogram om dagen for at danne maksimale mængder af det antioxiderende selen-enzym GSHpx. Det danner de fleste amerikanere altså, modsat os, uden at få tilskud. Men hvorfor aftager deres kræftrisiko så, når de får tilskud? Grunden kan ikke være GSHpx og måske ikke en gang den antioxiderende virkning alene.

Rayman gennemgår flere forklaringer. Én er, at større selendoser medfører dannelse af den simple selenforbindelse metylselenol, som kan dræbe kræftceller, modvirke dannelse af blodkar (som kræftceller behøver) og på flere andre måder hæmme kræft. Men selen virker naturligvis også antioxiderende, stimulerer immunforsvaret, aktiverer kræfthæmmende gener, hæmmer vækstfaktorer m.m. Der er ikke én, men mange virkemåder.

Ubegrænsede mængder selen skal man ikke have. Forsøg tyder på, at ved tilstrækkeligt høje doser, øges kræftrisikoen lige som når man får for lidt. Clarks forsøg kunne sammen med andre data antyde, at et tilskud på 200 mikrogram om dagen er nær det optimale for en dansker.

Gevinsten kan være stor, men mere forskning er påkrævet. Der foregår et omfattende klinisk forsøg (det hedder SELECT) i USA, men et forsøg i det selenfattige Europa ville være bedre. Rayman mener, det kan blive svært at gennemføre. Hvem vil have snydepillerne?
Vitalrådet.

 

Referencer:
1. Rayman M P. Selenium in cancer prevention: A review of the evidence and mechanism of action. Proceedings of the nutrition society. 2005;64:527-42.
2. Clark LC et al. Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer study group. JAMA 1996;276:1957-63.
3. Akbaraly NT et al. Selenium and mortality in the elderly: Results from the EVA study. Clin Chem. 2005;51:2117-23.

www.cabi-publishing.org/Journals.asp
jama.ama-assn.org
www.clinchem.org
www.iom.dk

D-vitamin forhindrer kræft

Claus Hancke

30. december 2005

En ny og meget omtalt analyse har påvist, at man med D-vitamin kan undgå omtrent hvert andet tilfælde af kræft – vel at mærke hvis alle får nok. Det gør stort set ingen.

Det er nu bevist, at hyppigheden af kræft kan reduceres dramatisk ved at øge befolkningens indtag af D-vitamin.

Sådan siger den amerikanske forsker Cedric Garland, der er epidemiolog og professor ved University of California i San Diego. Han står bag den til dato største analyse af forskningen i D-vitamin og kræft. 63 studier fra perioden 1966-2004 er analyseret.

Samlet tyder de stærkt på, at hvis befolkningens indtag af D-vitamin blev sat i vejret til 1.000 enheder om dagen, ville bl.a. hyppigheden af kræft i tyktarmen blive halveret, mens brystkræft og kræft i æggestokkene ville blive en tredjedel sjældnere. De 1.000 enheder D-vitamin (25 mikrogram) ville med sikkerhed være uden bivirkninger. De svarer til fem gange det normalt anbefalede – som kun de færreste får.

Garland, der har forsket i D-vitamin i 25 år, er meget sikker. I udtalelser til bl.a. BBC og avisen The Independent erklærer han, at der nu er en sådan overvægt af indicier fra de bedste observationsstudier, at det er påkrævet med handling, dvs. en offentlig sundhedsindsats.

For en dansker er det værd at bemærke, at disse internationalt respekterede medier begge bringer meget udførlige referater, som i The Independent desuden følges op af en lederartikel. Selve undersøgelsen offentliggøres i februarnummeret af American Journal of Public Health, men resultaterne er på forhånd publiceret online samt i en omfattende redegørelse på universitetets (UCSD) officielle hjemmeside.

Garlands interesse for D-vitamin blev vakt, da han i 1980 erfarede, at risikoen for tyktarms- og brystkræft var dobbelt så stor i USA’s nordøstlige stater som i de solrige sydveststater. Han og andre iværksatte en 12-årig undersøgelse, som førte til den hypotese, at hemmeligheden var sollysets evne til at danne D-vitamin i huden. Denne teori er siden efterprøvet på talrige måder. Den passer med den store kræfthyppighed i byer, hvor luftforurening med svovldioxid blokerer de D-vitamin-dannende korte ultraviolette solstråler.

Den passer også med kost- og kræftundersøgelser blandt arbejdere i Chicago og med den lave hyppighed af brystkræft i det ikke så solrige, men meget fiskespisende, Japan. Fed fisk er omtrent den eneste regulære kilde til D-vitamin uden for sommermånederne både i Japan og her. Yderligere passer den med, at de mange mennesker, der af genetiske grunde udnytter D-vitamin dårligt, er stærkt overrepræsenterede blandt dem, der får kræft i tyktarm, bryst, prostata m.m.

Flere og flere indicier
Vore trofaste abonnenter på dette nyhedsbrev husker måske også vore referater fra undersøgelser det seneste år, som viste, at kvinder med lav D-vitaminstatus har langt mere knudrede bryster end andre. Det er et forhold, der passer med højere risiko for kræft.

Måske husker I også, at en amerikansk (og samtidigt en meget stor norsk) undersøgelse vist, at udsigterne til helbredelse for flere kræftformer er bedst, når kræften opdages om sommeren, hvor D-vitaminstatus er bedst – og allerbedst når D-vitaminstatus er ekstra høj.

Det tyder på, at vitaminet ikke bare hindrer opståen af kræft, men hæmmer væksten, når den er en realitet. I overensstemmelse med Garlands påstand, har afroamerikanere ringere udsigt til helbredelse for f.eks. brystkræft end hvide, på grund af den ringere D-vitaminstatus, der hænger sammen med den mørke hudfarve.

Disse resultater og andre stemmer med dyreforsøg og laboratorieforsøg, hvor man navnlig har påvist, at D-vitamin fremmer unormale cellers død ved den proces, der kaldes apoptose, foruden at vitaminet har en generelt dæmpende indflydelse på cellers vækst. Det er det samme, man udnytter i en psoriasissalve, der virker ved et D-vitaminlignende stof og hæmmer den overdrevne vækst og manglende cellemodning, der er karakteristisk ved denne hudsygdom.

Den optimale daglige D-vitamindosis, i hvert fald i hele den mørke tid fra oktober til maj, er ifølge Garland som nævnt omkring 1.000 enheder ( eller 25 mikrogram ) om dagen. Resultatet fremgår af en undersøgelse fra oktober i år. De 1.000 enheder medfører en koncentration af D-vitaminforstadiet 25-OH-vitamin-D på godt 80 nmol/l (nanomol pr. liter), som Garland har fundet stemmer overens med laveste risiko for tyktarmskræft. Målingen foretages også på danske laboratorier.

Meget tyder altså på, at Garland har ret i, at D-vitamintilskud kan redde tusinder af liv. Hvis det er tilfældet, kan man omvendt sige, at de utallige avisartikler m.m. her i landet, der nedladende taler om ”overflødige ekstra vitaminer” (overskrift i Jyllandsposten 29.12.05) – råt og brutalt har liv på samvittigheden.

Det er tankevækkende, at næppe nogen af de nævnte resultater har været offentliggjort andre steder på dansk end her på denne hjemmeside. De, der kun har avisen som oplysningskilde, er meget ilde stedt. Og ofte direkte misinformeret.

Bedre rustet er det stadigt stigende antal abonnenter på denne hjemmeside. Det er fortsat Vitalrådets mission at oplyse om vitaminers, mineralers og andre næringsstoffers og naturlægemidlers undertiden livsvigtige betydning for sundheden. – Når nu andre ikke gør det. Alt tyder på, at behovet ikke forsvinder i 2006.

Og med dette årets sidste nyhedsbrev, vil vi gerne ønske alle vore abonnenter et rigtig

Godt Nytår!
Vitalrådet.


Referencer:
1. Garland CF et al. The Role of Vitamin D in Cancer Prevention. Am J Public Health. 2006;96(2):9-18. 2005 Dec 27; [Epub ahead of print].
2. Gorham ED et al. Vitamin D and prevention of colorectal cancer. J Steroid Biochem Mol Biol. 2005 Oct;97(1-2):179-94. Epub 2005 Oct 19.
3. Garland CF et al. Serum 25-hydroxyvitamin D and colon cancer: eight-year prospective study. Lancet. 1989 Nov 18;2(8673):1176-8.
4. Jeremy Laurance, Health Editor. Revealed: the pill that prevents cancer The Independent 28.12.05.

Kosttilskud kan styrke immunterapi mod brystkræft

Claus Hancke

7. november 2005

Et amerikansk forsøg har vist, at den banebrydende kræftmedicin mod brystkræft – Herceptin – kan forstærkes 30-40 gange med et uskadeligt kosttilskud: Gamma-linolensyre (GLA). Resultatet er absolut foreløbigt, men det kalder på omfattende udforskning.

Hvert år får knap 3.500 danske kvinder brystkræft. Ca. hver femte af dem har en særlig aggressiv form for kræft, som man især kan frygte breder sig, hvis man under operationen finder kræft i armhulens lymfeknuder. Den aggressive kræft skyldes, at et gen hos de ramte kvinder er særligt aktivt og danner store mængder HER2, et protein. Når HER2 lejrer sig i overfladen af en brystcelle, reagerer det med vækststoffer i blodet, som kan forvandle cellen til en kræftcelle og stimulerer den til vækst.

Siden 1998 har man imidlertid haft medicin, der på samme måde som et antistof kan blokere HER2 og dermed afværge vækst-stimuleringen. Midlet hedder Herceptin® (Trastuzumab) og er hidtil kun blevet tilbudt kvinder, der foruden at være ”HER2-positive” har fået tilbagefald efter behandling for brystkræft, der har spredt sig.

For ganske nylig har forskning imidlertid vist, at Herceptin også hjælper, når det gives langt tidligere, nemlig så snart man efter operationen har erfaret, at kvinden er HER2-positiv. I Danmark kan behandlingen være aktuel for ca. 450 kvinder årligt. I et forsøg med ca. 3.350 kvinder, der fik Herceptin et år, var risikoen for genopblussen af sygdommen halveret og dødeligheden nedsat med en tredjedel. I et belgisk forsøg med godt 5.000 kvinder var risikoen for tilbagefald ligeledes halveret – til ca. 6 %. Den samlede dødelighed blev også formindsket i dette forsøg, men kun en anelse og ikke statistisk sikkert.

Kræftens Bekæmpelse opfordrer nu kvinder, der er opereret for brystkræft, til at få oplyst, om de er HER2-positive og bør have behandlingen. Men den er desværre ikke så risikofri, som den lyder. HER2 spiller også en rolle for hjertet, og kemoterapi sammen med blokering af HER2 er en cocktail, der kan give hjertesvækkelse. Det sker hos op til 20 %, hvoraf mange må ophøre med behandlingen. Hvordan det går dem på længere sigt, vides ikke.

GLA og Herceptin samarbejder
Alt dette omtales kun for at fortælle, at HER2 tilsyneladende – sensationelt – også kan angribes fra en helt uventet kant. Den livsvigtige fedtsyre gamma-linolensyre (GLA), der bruges af mange som kosttilskud, hæmmer også (i laboratorieforsøg) HER2, men ved en anden mekanisme end Herceptin. Ifølge forskere fra Northwestern Universitet i USA forstærker GLA virkningen af Herceptin ikke mindre end 30-40 gange, uden at det går ud over raske celler. Kombinationen gør, at mange flere kræftceller dør, mens andre hæmmes i væksten.

Virkemåden er kompliceret. Forsøgene tyder på, at GLA stimulerer dannelsen af et protein (PEA3), som på sin side hæmmer det gen, der skal producere HER2. Da GLA og Herceptin altså griber ind hver sit sted – det ene blokerer dannelsen af HER2, det andet blokerer virkningen – forstærker de hinanden. Tidligere forsøg har vist, at GLA også selvstændigt kan hæmme kræft i laboratoriet.

Hvis bare lidt af dette gælder levende mennesker, er der tale om en sensation. Men det skal understreges, at der kun er tale om laboratorieforsøg på celleplan. Der skal yderligere omfattende forskning til. Den er, som forfatterne skriver, til gengæld påkrævet. Hvad kvinder med HER2-positiv brystkræft skal gøre her og nu, er m.a.o. foreløbig op til den enkelte.
Vitalrådet.

Referencer:
1. Piccart-Gebhart et al. Trastuzumab after adjuvant chemotherapy in HER2-positive breast cancer. N Engl J Med 2005;353:1659-72.
2. Romond EH et al. Trastuzumab plus adjuvant chemotherapy for operable HER2-positive breast cancer. N Engl J Med 2005;353: 1673-84.
3. Menendez JA et al. Effect of gamma-linolenic acid on the transcriptional activity of the Her2/neu (erbB-2) oncogene. J Natl Cancer Inst 2005;97:1611-15.

content.nejm.org
jncicancerspectrum.oxfordjournals.org
www.iom.dk

Højdosis intravenøs Vitamin-C bekæmper Kræft

Claus Hancke

28. september 2005

Sådan lød overskriften i New York Times for to uger siden.
National Institute of Health (NIH) i USA har netop offentliggjort et laboratorieforsøg (1), der har vist, at når man udsætter kræftceller for C-vitamin i de høje doser, som kun kan opnås ved intravenøs indgift, så medfører det øget celledød hos cancercellerne, vel at mærke uden at afficere de normale celler.

Det statslige NIH udtaler: ”These findings give plausibility to i.v. ascorbic acid in cancer treatment.” De tilføjer så retfærdigvis, at der er langt fra laboratorieforsøg til behandling af mennesker.

Imidlertid er dette forsøg en bekræftelse på flere tidligere forsøg, der har vist det samme. Sidste år fastslog forskere, at: “Med intravenøs vitamin C kan man opnå koncentrationer som har antitumor aktivitet, og vitamin-C’s rolle i cancerbehandlingen bør overvejes.” (2)

I 1993 viste forsøg, at C-vitamin var dræbende eller cytotoksisk over for hurtigtvoksende maligne celler, samtidig med at det var ugiftigt over for ikke-maligne celler. Supplerende forsøg viste, at askorbatets indvirkning på cellevækst var et resultat af dets direkte dræbende effekt på cancercellerne (cytocid), fremfor cytostatisk effekt. (3)

Tidligere er det påvist, at C-vitamin har væksthæmmende virkning på kræftceller, men kun i store koncentrationer. Tilføjelse af antioxidanten katalase til dyrkningsmediet, som indeholdt C-vitamin, undertrykte totalt denne væksthæmmende virkning.
Forfatterne mener, at dette antyder, at en overproduktion af hydrogenperoxid er involveret i mekanismer ansvarlige for C-vitaminets hæmmende virkning på tumorcellevækst. (4)

Og præcis denne antagelse fra 1989, hælder forfatterne af det aktuelle studie også til, nemlig at den toxiske effekt på kræftcellerne skyldes høj koncentration af peroxid, ved høj dosis vitamin-C. Normale celler har et intakt antioxidantforsvar i form af katalase, hvilket cancerceller mangler. Derfor er det kun cancerceller, der tager skade af vitamin-C og ikke normale celler, hvilket netop er den observation, som forskerne gjorde i forrige uge.

C-vitaminets potentiale i kræftbehandlingen er desuden påvist i to store forsøg i 1994, hvor store doser askorbinsyre havde en stærk cytotoksisk (cellegiftig) virkning på en lang række cancercelletyper dyrket in vitro.(5)

Forfatterne til det andet forsøg argumenterer ligeledes for, at askorbinsyre opfører sig som en pro-oxidant i cancerceller, og de anbefaler brugen af askorbinsyre ved behandling af f.eks. neuroblastomer.(6)

Så langt, så godt. Men forskerne fra NIH siger så, at der er langt fra laboratorium til behandling af mennesker. Og det er da sædvanligvis også rigtigt.

Vitamin-C er imidlertid så ugiftigt, at der ikke skulle være langt til at lave store, forkromede forsøg, og nogen er faktisk allerede gjort.
Allerede i 1936 publicerede en ung reservelæge i Ugeskrift for Læger et forsøg på to leukæmipatienter, hvor sygdommen bedredes på behandling med vitamin-C. Den unge reservelæge var den senere så navnkundige professor i pædiatri, Preben Plum.

40 år senere viste et forsøg med 1.100 patienter med opgivet, terminal cancer, at de som blev behandlet med i.v. vitamin-C, levede væsentligt længere, end de ubehandlede. (7)

For ti år siden viste Riordan og medarbejdere, at askorbinsyre-plasmaniveauer ved intravenøs administration kan komme op på et for tumorceller giftigt niveau. Forfatterne mener, at askorbinsyre’s cytotoksiske egenskaber burde kvalificere det til at komme i betragtning som et kemoterapeutisk middel. (8)

Disse få udpluk af en betydelig mængde forskning i C-vitamin passer sammen som brikker i et puslespil, hvor det seneste faldt på plads for to uger siden.

Det har vakt betydelig interesse i udenlandske medier, herunder New York Times, og her i Danmark kan det så udbygge fundamentet for de få klinikker, der behandler deres kræftpatienter med intravenøs vitamin-C.
Vitalrådet.


Referencer:
1) Chen et al. Proceedings of the National Academy of Sciences 20. Sept. 2005;102:13604-9.
2) Annals of Internal Medicine 2004;140: 533-37.
3) P.Y. Leung, et al. Cytotoxic Effect of Ascorbate and its Derivatives on Cultured Malignant and Nonmalignant Cell Lines, Anticancer Research, 13(2), March-April 1993, p. 475-480.
4) V. Noto, et al., Effects of Sodium Ascorbate (Vitamin C) and 2-methyl-1,4-Naphthoquinone Treatment on Human Tumor Cell Growth in Vitro. I. Synergism of Combined Vitamin C and K3 Action, Cancer, 63(5), March 2, 1989, p. 901-906.
5) M. A. Medina, et al. Ascorbic Acid is Cytotoxic for Pediatric Tumor Cells Cultured in Vitro, Biochem Mol Biol Int, 34(5), November 1994, p. 871-874.
6) S.L. Baader, et al., Uptake and Cytotoxicity of Ascorbic Acid and Dehydroascorbic Acid in Neuroblastoma (SK-N-SH) and Neuroectodermal (SK-N-LO) Cells, Anticancer, 14(1A), January-February 1994 p. 221-227.
7) Cameroun, Proc Natl Acad Sci 1976;73:3685-9.
8) N.H. Riordan, et. al. Intravenous Ascorbate as a Tumor Cytotoxic Chemotherapeutic Agent, Medical Hypotheses, 44(3), March 1995, p. 207-213.
www.nih.gov
www.pnas.org
www.annals.org
www.iiar-anticancer.org/research/research_index.htm
www.cancer.org/docroot/home/index.asp
www.med.unibs.it/biblioteca/pubmed2/biomol6.htm
www.sciencedirect.com
www.cancer.gov
www.nytimes.com

Brystkræft kan skyldes D-vitaminmangel

Claus Hancke

19. oktober 2004

Kvinder, der udnytter D-vitamin dårligt, får oftere brystkræft, og knudrede bryster hænger sammen med mangel på kalk og D-vitamin.

Meget tyder på, at D-vitamin forebygger brystkræft. Hvis det er tilfældet, kan sollys, der er den totalt dominerende kilde til D-vitamin, i væsentlig grad forebygge brystkræft.

Teorien støttes nu af en ny engelsk undersøgelse, der har vist, at kvinder, der udnytter D-vitamin dårligt, har fordoblet risiko for at få brystkræft.

Forskere fra St. Georges Hospital i London sammenlignede væv fra ca. 400 kvinder med brystkræft med væv fra lige så mange raske kvinder. Herved opdagede de, at kvinder med afvigende receptorer for D-vitamin forekom dobbelt så ofte i statistikken over brystkræft som andre.

Det er kendt, at D-vitamin udøver en normaliserende virkning på cellerne i bl.a. brystvæv. Når vitaminet aktiverer en receptor, udløses der en regulerende og vækstdæmpende virkning inde i cellen. Forsøg har yderligere vist, at brystvæv kan aktivere D-vitaminet, så det kemisk passer til receptorerne. Tidligere har man troet, dette kun skete i nyrerne.

Sammenhængen mellem D-vitamin og brystkræft støttes af en ny canadisk undersøgelse af godt 500 40-60-årige kvinder. Ved mammografi påviste man, at kvinder med lav D-vitaminstatus har fire gange så mange småknuder i brysterne som de, der er bedre forsynede med vitaminet.

Både et stort indtag af D-vitamin og rigeligt med kalk i kosten hang statistisk meget sikkert sammen med tendens til knuder. I forvejen ved man, at knudrede bryster er en udtalt risikofaktor for brystkræft.

Den videnskabelige interesse for D-vitamin som middel mod kræft tager hastigt til. Til november afholdes således i Maryland en tredages konference, støttet af den amerikanske sundhedsstyrelse (NIH), med talrige indlæg fra USA, Canada, Frankrig, England, Tyskland, Belgien, Østrig m.fl. om alene dette emne.

Interessen stimuleredes oprindeligt af, at hyppigheden af bl.a. kræft i tyktarm, prostata og bryst er væsentligt mindre i solrige lande end i f.eks. Danmark, hvor solen fra oktober til maj står så lavt, at huden ikke danner D-vitamin.

Blandt forskere har stærke røster i flere år talt for, at indtaget af D-vitamin sættes i vejret fra de 10 mikrogram om dagen, som anbefales til ældre (yngre anbefales det halve), til 25 mikrogram om dagen eller endnu mere. De 25 mikrogram svarer til indholdet i 10 ml torskelevertran. Almindelig dansk kost indeholder kun få mikrogram.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Guy M, Lowe LC, Bretherton-Watt D et al. Vitamin D receptor gene polymorphisms and breast cancer risk. Clin Cancer Res. 2004 Aug 15;10(16):5472-81.
2. Bérubé S et al. Vitamin D, calcium, and mammographic breast densities. Cancer Epidemiology, Biomarkers & Prevention. 2004;13(9):1466-72.

clincancerres.aacrjournals.org
www.cbcrp.org/research/PagePeriodical.asp
www.iom.dk

Alkohol giver kræft, B-vitamin hindrer det

Claus HanckeSkriv en kommentar til Alkohol giver kræft, B-vitamin hindrer det

28. juni 2004

Kræft i tyktarmen er blandt de hyppigste kræftformer og dertil en af dem med den største dødelighed. Flere undersøgelser har de senere år vist, at risikoen for tyktarmskræft forhøjes af alkohol.

Dette er på ny understreget i et delresultat af en befolkningsundersøgelse, som er udført samtidigt i fem lande og omfatter ca. 490.000 mænd og kvinder.

De nyligt offentliggjorte resultater har vist, at risikoen for tarmkræft er forhøjet med omkring 30 % hos dem, der drikker mere end to genstande daglig, uanset om der er tale om vin, øl eller alkohol i anden form. Men denne risiko ser ud til at ophæves helt af B-vitaminet folinsyre.

Tidligere er der fundet sammenhæng mellem alkohol og risikoen for brystkræft hos kvinder, men også her beskytter folinsyre tilsyneladende.

Ligeledes mod kræft i æggestokkene synes det virksomt. I marts offentliggjordes en svensk undersøgelse af dette: Blandt godt 66.000 kvinder var hyppigheden af kræft i æggestokkene mere end 75 % formindsket hos dem, der fik mest folinsyre, selv om de drak mere end to genstande dagligt.

Folinsyre er et B-vitamin, som især findes i grønne planter og lever. Det er mest kendt for sin evne til at forebygge rygmarvsbrok hos nyfødte, den hyppigste af alle alvorlige medfødte misdannelser.

Hyppigheden af rygmarvsbrok er faldet i USA, efter at man i 1996 indførte obligatorisk berigelse af mel med vitaminet. Mangel på folinsyre anses for meget udbredt. Et tilskud på 400 mikrogram dagligt anses for passende som forebyggelse.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Larsson SC, Giovannucci E, Wolk A. Dietary folate intake and incidence of ovarian cancer: The Swedish Mammography Cohort. J Natl Cancer Inst. 2004;3;96(5):396-402.
2. Eunyoung Cho et al. Alcohol Intake and Colorectal Cancer: A Pooled Analysis of 8 Cohort Studies. Annals of Internal Medicine 2004;140:603-613.
3. Giovannucci E et al. Alcohol, low-methionine–low-folate diets, and risk of colon cancer in men. J Natl Cancer Inst. 1995;;87(4):265-73.

jncicancerspectrum.oupjournals.org
www.annals.org
www.iom.dk

Antioxidanters rolle skal måske revurderes

Claus HanckeSkriv en kommentar til Antioxidanters rolle skal måske revurderes

27. februar 2004

Britiske forskere har opdaget, at det er enzymer og ikke antioxidanter, der er den aktive faktor, når hvide blodlegemer angriber bakterier.

Frie radikaler er aggressive molekyler, som er i stand til at ødelægge strukturen i andre molekyler. For eksempel bruger kroppen frie radikaler til at klippe store molekyler i stykker og opbygge komplekse proteinstrukturer. Så langt så godt.

Men en overflod af frie radikaler har vist sig at kunne skade kroppen på grund af en forharskning (oxidation) af visse molekyler, som for eksempel LDL-kolesterol, som så bliver farligt, fordi det danner åreforkalkning i forharsket (oxideret) form.

For at bremse denne skadelige oxidation, danner vi de såkaldte antioxidanter. Disse findes også i vores kost, og i flere kosttilskud. For eksempel er vitaminerne C og E sådanne antioxidanter.

Imidlertid har et britisk forskerhold undersøgt de reaktioner, der sker i de hvide blodlegemer, når disse angriber bakterier. Og de fandt ikke at frie radikaler spillede nogen rolle, men at det derimod var enzymer, som de hvide blodlegemer bruger til at angribe og destruere bakterier.

Man har hidtil troet, at de hvide blodlegemer brugte frie radikaler, og derfor har man været tilbageholdende med at bruge for store doser antioxidanter, fordi man mente at dette ville neutralisere de hvide blodlegemers frie radikaler, så de ikke kunne nedkæmpe bakterier.

Den nye teori forklarer måske, hvorfor selv store doser antioxidanter ikke har vist hæmmende effekt på de hvide blodlegemers antibakterielle effekt.

Tilbage står nu en lang række spørgsmål, herunder den videnskabeligt dokumenterede hæmmende effekt på forekomsten af kræft og hjerte-karsygdomme.

Der er ingen tvivl om, at der vil komme fornyet debat om dette, hver gang vi ser ny forskning på dette meget spændende område. – Også fordi meningerne er delte. Men et er teori, et andet praksis.

Vi må huske, at lægevidenskabens viden af i dag er forkert. Det har al videnskabshistorie lært os. Om 100 år vil vore nuværende teorier være erstattet af nye, og man vil smile af den officielle viden af i dag.

Vi må derfor holde tungen lige i munden, og først og fremmest lade os lede af de store kliniske undersøgelser. Så må teorierne siden hen prøve at forklare disse resultater.
Vitalrådet.


Reference:
Nature, vol 427;6977:853

www.iom.dk

C-vitamin og cancerbehandling 1. del

Claus Hancke

Maj 1997

– Uddrag og kommentarer fra den videnskabelige litteratur

Af Gary Null, PhD, Howard Robins, DPM, Mark Tanenbaum, DPM og redaktør Patrick Jennings.
Townsend Letter for Doctors & Patients – maj 1997

Hvorfor denne kritiske gennemgang af videnskabelig litteratur?

Ordentlig basal ernæring er et vigtigt fundament for sundhed, men der er en voksende erkendelse af at det ikke er nok. Man behøver kun at tage sygdomsstatistikkerne i vores samfund i betragtning – infektionssygdomme er nu den tredjestørste dræber i USA samt den største i hele Verden, og tilfælde af cancer, gigt og psykiske lidelser er ikke formindsket – for at se, at vi er nødsaget til at gå videre end den basale ernæring for at bekæmpe sygdom.

Det er på tide at vi ser mere seriøst på kosttilskud, for bedre at forstå deres rolle i at støtte vores naturlige immunforsvar til at forebygge sygdom og ændre sygdomsforløb.

Folk taler om ortodoks medicin og alternativ medicin, som om der er et stort skel mellem de to, men der er faktisk ikke brug for en sådan adskillelse. Det vigtigste spørgsmål inden for behandling og bevarelsen af ens helbred er egentlig: Hvad virker? og vi skulle have lov til at spørge, mens vi evaluerer tilbuddene fra begge lejre, og til at kombinere det bedste fra dem begge.

Når alt kommer til alt, er det beviset for at noget virker – og ikke prædikatet man giver det – som er den vigtige faktor, der afgør om en bestemt behandling, funktion eller forebyggelsesmetode er af værdi.

Følgende er en oversigt over videnskabelig litteratur vedrørende C-vitaminets indvirkning på cancer. Spørgsmålene bag denne oversigt var motiverede af: ”Hvad virker?” og ”Hvordan skal det bruges?” Som også denne oversigt gør, vil enhver oversigt kun medtage veldesignede forsøg fra peer-reviewede tidsskrifter. De oprindelige tidsskrift-citater er medtaget, ligesom de koncentrerede beskrivelser af de oprindelige forsøgsuddrag er det.

Med andre ord, det følgende er ikke anekdotisk bevisførelse; det er et videnskabeligt bevis. Vi kan bevæge os ud over niveauet, hvor ”quackbusters”, undskyldninger fra specielle interessegrupper og andre tilhængere af jorden-er-flad-bevægelsers intellektuelle udspørgen ønsker at fastholde, at der intet bevis er for næringsstoffers værdi. Helt enkelt fordi det er bevist, og beviset er her.

______________________________________________________________________

Denne oversigtsartikel fremhæver at omkring 90 forsøg vedrørende C-vitamin’s rolle i cancerforebyggelse har været foretaget, og at disse for de flestes vedkommende har fundet statistisk signifikant virkning. Den beskyttende virkning er blevet påvist i forbindelse med cancer i bugspytkirtelen, mundhulen, maven, spiserør, livmoderhals, rektum, bryster og lunger.

– G. Block, et al., Epidemiologic Evidence Regarding Vitamin C and Cancer, American Journal of Clinical Nutrition, 54 (6 Suppl), December 1991, p. 1310S-1314S.

__

Daglig indtagelse af 1 gram C-vitamin formindskede mængden af kromosomskade fremkaldt i lymfocytter ved en udsættelse for bleomycin over de sidste 5 timer af en cellekultur. Forfatterne foreslår et lignende forsøg om genetisk ustabilitet kan være en hjælp til at påvise heterozygote med kromosomskade-syndromer og foreslå kost- og livsstilsændringer på grundlag af resultaterne fra denne bleomycin undersøgelse og relaterede fosøg vedrørende genetisk instabilitet.

– H. Pohl and J.A. Reidy, Vitamin C Intake Influences the Bleomycin-induced Chromosome Damage Assay: Implications for Detection of Cancer Susceptibility and Chromosome Breakage Syndromes, Mutat Research, 224(2), October 1989, p. 247-252.

__

En trifold antioxidant-vitaminblanding bestående af askorbinsyre, alfa-tokoferol og lecithin sammen med rosmarinekstrakt, med carnosinsyre og carnosol som de to mest aktive ingredienser, viste sig at udvise stærke antimutagene virkninger i Ames tester strain TA102.

Askorbinsyren ansås for at være ansvarlig for denne hæmmende egenskab i vitaminblandingen, mens carnosinsyre blev identificeret som den antimutagene formidler i rosmarinekstrakt. Forfatterne konkluderer at disse antioxidanter måske udviser anticarginogene egenskaber.

– M. Minnunni, et al., Natural Antioxidants as Inhibitors of Oxygen Species Induced Mutagenicity, Mutat Research, 269(2), October 1992, p. 193-200.

__

I dette forsøg viste C-vitamin at kunne hæmme nyretumor incidens med omkring 50 % i syriske hamstere, kunne nedsætte koncentrationen af diethylstilbesterol-4′,4″-quinon, den genotoksiske metabolit af diethylstilbestrol in vitro og i hamstere behandlet med stilbene, og nedsætte niveauet i hamstere af DES-DNA -fusioner skabt af quinon-metabolitten.

Forfatterne, som bemærkede at østrogen måske danner tumorer ved deres metaboliske oxidation af tilsvarende quinon-metabolitter, taler for, at C-vitamin kan hæmme dannelsen af tumorer ved at nedsætte koncentrationen af quinon-metabolitter og deres DNA-fusioner.

– J.G. Liehr, Vitamin C Reduces the Incidence and Severity of Renal Tumors Induced by Estradiol or Diethylstilbestrol, American Journal of Clinical Nutrition, 54 (6 Suppl), December 1991, p. 1256S-1260.

__

Dette skrift rapporterer om resultaterne af to stort anlagte forsøg med L-askorbinsyre i foder til mus, for at undersøge overlevelsen uden tumorer. Det første viste at forhøjet askorbinsyre i kosten signifikant forsinkede udviklingen af spontan brystkræft, med en gennemsnitlig alder ved den første tumor på 124,9 uger i den højest doserede askorbatgruppe og 82,5 uger i ad libitum-kontrolgruppen. Andelen af mus med tumorer blev også reduceret.

Det andet forsøg opdagede en signifikant forsinkende virkning af askorbat på tumorangreb og nedsættelse af forekomsten af kræft-skader. Omkring 5 gange så mange mus udviklede skader i nul-askorbatgruppen i forhold til askorbatgruppen efter 20 ugers indtagelse.

– L. Pauling, Effect of Ascorbic Acid on Incidence of Spontaneous Mammary Tumors and UV-Light-Induced Skin Tumors in Mice, American Journal of Clinical Nutrition, 54 (6 Suppl), December 1991, p. 1252S-1255S.

__

Askorbat stabiliserer den normale tilstand i fugle-seneceller ved at reducere Rous sarcom-virusproduktion og fremme syntesen af differentierede proteiner, som tillader at virus eksisterer i cellen, frem for helt at overtage den.

– R.I. Schwarz, Ascorbate Stabilizes the Differentiated State and Reduces the Ability of Rous Sarcoma Virus to Replicate and to Uniformly Transform Cell Cultures, American Journal of Clinical Nutrition, 54 (6 Suppl), December 1991, p. 1247S-1251S.

__

I erindring om at teorier har påvist, at askorbinsyre kan være i stand til at nedsætte risikoen for mavecancer ved at forebygge cancervæksten i mavesyre, har forfatterne målt både askorbinsyre i mavesaft og totalmængden af C-vitamin, og opdaget, at askorbinsyre bliver udskilt i mavesækken, hvorfor mavesaften ofte ligger højere i c-vitamin koncentration end koncentrationen i plasma. Mavesygdomme kan indvirke på denne sekretion, så det medfører lavere mavesaftværdier end plasmaniveauer.

– C.J. Schorah, et al., Gastric Juice Ascorbic Acid: Effects of Disease and Implications for Gastric Carcinogenesis, American Journal of Clinical Nutrition, 58 (1 Suppl), January 1991, p. 287S-293S.

__

Dette case-control forsøg evaluerede forbindelsen mellem specifikke substanser i kosten og invasiv kræft i livmoderhalsen hos kvinder i fire latinamerikanske lande. C-vitamin viste sig signifikant at kunne nedsætte risikoen for invasiv kræft i livmoderhalsen, hvilket også viste sig med betakaroten og andre karotenoider.

Disse resultater er i overensstemmelse med andre forsøg, som påpeger, at C-vitamin har en beskyttende rolle i udviklingen af invasiv kræft i livmoderhalsen.

– R. Herrero, et al., A Case-Control Study of Nutrient Status and Invasive Cervical Cancer: I. Dietary Indicators, American Journal of Epidemiology, 134 (11), December 1, 1991.

__

2.974 mænd, som deltog i den tredje undersøgelse af det prospektive Basel-forsøg fra 1971-1973, blev undersøgt for plasma-antioxidanterne A-, C- og E-vitamin og karoten. Et gennemsnitlig lavt plasmaniveau af karoten, justeret efter kolesterol og C-vitamin, var forbundet med øget generel cancerdødelighed. Lavere C-vitaminværdier viste en større risiko for mavecancer og gastrointestinal cancer hos ældre mennesker.

I lyset af disse resultater for C-vitamin – og i kombination med resultater fra de andre undersøgte vitaminer – konkluderede forfatterne, at lave antioxidant-niveauer er forbundet med en forhøjet dødelighedsrisiko for adskillige cancertyper.

– H.B. Stahelin, et al. Plasma Antioxidant Vitamins and Subsequent Cancer Mortality in the 12-year Follow-up of the Prospective Basel Study, American Journal of Epidemiology, 133(8), April 15, 1991, p. 766-775.

__

Man fandt et omvendt forhold mellem indtagelse af karotenoider, E-vitamin og C-vitamin og hyppigheden af lungecancer hos ikke-rygere i et 20-årigt opfølgningsforsøg bestående af 4.538 finske mænd uden cancer. Forfatterne peger på, at en øget indtagelse af disse næringsstoffer kan vise sig at beskytte mod udvikling af lungecancer hos ikke-rygere.

– P. Knekt, et al. Dietary Antioxidants and the Risk of Lung Cancer, American Journal of Epidemiology, 134(5), September 1, 1991, p. 471-479.

__

NAC indgivet i doser fra 0,1 til 10 mmol/L nedsatte antallet af mutagen-inducerede skader pr celle fra 23 – 73 %. På et dosisniveau fra 0,01 til 1 mmol/L nedsatte askorbinsyre kromosomskader med 21 – 58 %.

Disse resultater viser NAC og askorbinsyres beskyttende virkning medieret in vitro imod mutagen-fremkaldt kromosomskade. Forskellen på forekomsten af hoved og halscancer i befolkningsgrupper med forskelligartet kost kan forklares ved relaterede forhold in vivo.

– Z. Trizna, et al. Effects of N-acetyl-L-cysteine and Ascorbic Acid on Mutagen-induced Chromosomal Sensitivity in Patients with Head and Neck Cancers, American Journal of Surgery 162(4), October 1991, p. 294-298.

__

158 prøver taget af 139 lungecancerpatienter blev undersøgt for plasmaniveauer og ”buffy-coat” C-vitamin. Kostafhængig hypovitaminosis C viste tendens til at være til stede i størstedelen af prøverne og viste sig at blive forhøjet ved orale tilskud. Prøverne viste, at tumorer havde et større C-vitamin-indhold end normalt lungevæv.

– H.M. Anthony and C.J. Schorah, Severe Hypovitaminosis C in Lung-Cancer Patients: The Utilization of Vitamin C in Surgical Repair and Lymphocyte-Related Host Resistance, British Journal of Cancer, 46(3), Sept. 1982, p. 354-367.

__

Betakaroten og askorbinsyre viste sig vedvarende at beskytte imod colorektal cancer i dette case-controlforsøg med 828 patienter med coloncancer og 498 patienter med endetarmscancer i Norditalien.

– M. Ferraroni, et al. Selected Micronutrient Intake and the Risk of Colorectal Cancer. British Journal of Cancer, 70(6), December 1994, p. 1150-1155.

__

C-vitamintilskud viste sig at være modsat relateret til blære- og coloncancer hos kvinder i et 8-årigt opfølgningsforsøg begyndt i 1981 med 11.580 beboere uden cancer i et plejehjemsfællesskab.

– A. Shibata, et al. Intake of Vegetables, Fruits, Beta Carotene, Vitamin C and Vitamin Supplements and Cancer Incidence Among the Elderly: A Prospective Study, British Journal of Cancer (1992 Oct) 66(4), Oct. 1992, p. 673-679.

__

Dette dobbeltblindede, placebo-kontrollerede forsøg undersøgte forholdet mellem askorbinsyre og store tyktarmssvulster. 3 g. askorbinsyre pr. dag reducerede polypområdet på 9 måneders opfølgning og resulterede i en faldende tendens, både hvad område og antal af rektale polypper angik.

– H.J. Bussey, et al. A Randomized Trial of Ascorbic Acid in Polyposis Coli, Cancer, 50(7), October 1, 1982, p. 1434-1439.

__

Human neoplastiske cellelinier MCF-7 (brystcarcinom), KB (oral epidermal carcinom) og AN3-CA (endometrial adenocarcinom) blev undersøgt vedrørende virkninger på in vivo indgivelse af natrium-askorbat (C-vitamin) alene eller i kombination med 2-methyl-1,4-napthoquinon (K3-vitamin).

Når disse blev indgivet hver for sig, viste C-vitamin eller K-vitamin begge væksthæmmende virkning, men kun ved store koncentrationer (henholdsvis 5.10(3) umol/l og 10(5) nmol/l).

Når disse blev givet i kombination med hinanden, viste begge vitaminer en synergistisk hæmning af cellevækst ved 10 til 50 gange lavere koncentrationer. Tilføjelse af katalase til dyrkningsmediet, som indeholdt C-vitamin og K-vitamin, undertrykte totalt denne tumorcellevæksthæmmende virkning.

Forfatterne mener, at dette antyder, at en overproduktion af hydrogenperoxid (brintoverilte) er involveret i mekanismer ansvarlige for C-vitaminets hæmmende virkning af tumorcellevækst.

– V. Noto, et al., Effects of Sodium Ascorbate (Vitamin C) and 2-methyl-1,4-Naphthoquinone (Vitamin K3) Treatment on Human Tumor Cell Growth in Vitro. I. Synergism of Combined Vitamin C and K3 Action, Cancer, 63(5), March 2, 1989, p. 901-906.

__

I dette hospitalsbaserede, case-control forsøg over lungecancer, blev en stærk beskyttende effekt mod planocellulær og småcellet carcinom forbundet med C-vitamin-indtagelse fra kosten, baseret på kostspørgeskemaer.

– E.T. Fontham, et al., Dietary Vitamins A and C and Lung Cancer Risk in Louisiana. Cancer, 62(10), November 15, 1988, p. 2267-2273.

__

Virkningerne af 6-hydroxydopamin (6-OHDA) og H202 på metaboliske parametre kritiske for celleoverlevelse blev i dette forsøg undersøgt hos celler med et lavt og højt ferritin-indhold med tilstedeværelse og fravær af askorbat. Human neuroblastoma SKN-SH-celler med forskelligt jernindhold blev forbehandlet med 100 uMol FeSO4 og10 uMol desferoxamin i 24-timer.

Den mest udtalte virkning viste sig i de jernrigholdige celler og ved tilstedeværelsen af askorbinsyre. Brug af isoleret CCC PM2 DNA, 6-OHDA og askorbinsyre forårsagede (DNA-) strengbrud, som blev forebygget ved tilstedeværelsen af mannitol eller desferrithiocin. H202-medierede strengbrud sås kun ved tilstedeværelsen af askorbinsyre.

Forfatterne, som fremfører deres data sammen med tidligere forsøgsresultater, indikerer at høje doser af askorbinsyre indtaget kontinuerligt kan være en effektiv ny metode i behandlingen af neuroblastoma.

– G. Bruchelt, et al., Ascorbic Acid Enhances the Effects of 6-Hydroxdopamine and H202 on Iron-Dependent DNA Strand Breaks and Related Processes in the Neuroblastoma Cell Line SK-N-SH, Cancer Research, 51(22), November 15, 1991, p. 6066-6072.

__

Dette forsøg, som involverede patienter med akut nonlymfocyt leukæmi, opdagede at antallet af leukæmisk knoglemarvcelle-kolonier dyrket i kultur aftog hos 21 % af kontrol i 7/28 af patienterne ved at tilsætte 0,3 milliM of L-askorbinsyre til kulturmediet. Koncentrationer af L-askorbinsyre så lave som 0,1 milliM var i stand til at undertrykke den leukæmiske celle-koloni i kulturer af både leukæmiske og normale knoglemarvsceller. Dog var 1 milliM af L-askorbinsyre nødvendig til at undertrykke normale myeloid kolonier.

Baseret på deres resultater, the argumenterer forfatterne for at den opnåede suppression var en specifik virkning af L-askorbinsyre og ikke til dets oxidation-nedsættende potentiale eller pH-forandring, siden normale hemopoietiske celler ikke blev undertrykt, medens man opnåede at udvalgte leukæmiske celler in vivo blev påvirket af en koncentration af L-askorbinsyre.

– C.H. Park, Biologial Nature of the Effect of Ascorbic Acids on the Growth of Human Leukemic Cells, Cancer Research, 45(8), August 1985, p. 3969-3973.

__

81 patienter med præmaligne mundhuleskader fik 30 mg betacaroten, 1000 mg askorbinsyre og 800 i.e. alfatocoferol dagligt i 9 måneder. 55,6 % oplevede at skaderne var svundet enten fuldstændigt eller delvist.

Baseret på disse resultater anbefaler forfatterne, at man indtager antioxidant-kosttilskud til behandling af præmaligne mundhuleskader.

– G. Kaugars, et al. Serum and Tissue Antioxidant Levels in Supplemented Patients with Premalignant Oral Lesions (Meeting abstract), FASEB Journal, 7(4), 1993, A519.

__

Dette forsøg undersøgte niveauer af C-vitamin og askorbinsyre i mavesaften på 77 patienter, som led af fordøjelsesbesvær (dyspepsi). De gastriske koncentrationer af C-vitamin og askorbinsyre var signifikant lavere hos patienter med kronisk mavekatar (gastritis), og man opdagede at patienter med nedsat saltsyreindhold (hypochlorhydia) havde specielt lave niveauer af askorbinsyrekoncentrationer.

– G.M. Sobala, et al., Ascorbic Acid in the Human Stomach, Gastroenterology, 97(2), August 1989, p. 357-368.

__

I dette placebo-kontrollerede forsøg blev vitamintilskud undersøgt i relation til disses virkning på celle kinetik ved ikke-afficeret rektal mucosa i patienter med kolorektale adenomer.

A-, C- og E-vitamin blev indgivet til 20 personer (subjekter) 6 måneder efter fuld polypectomi . Resultaterne indikerer at vitamintilskud var effektivt til at reducere abnormaliteter på cellekinetik, som kan indikere en præcancer-tilstand.

– G.M. Paganelli, et al., Effect of Vitamin A, C and E Supplementation on Rectal Cell Proliferation in Patients with Colorectal Adenomas, Journal of the National Cancer Institute, 84(1), January 1, 1992, p. 47-51.

__

I dette case-control forsøg af 117 cervikale cancer in situ patienter, fandt man at C-vitamin reducerede cancer-risikoen med 60 %.

– K. E. Brock, et al., Nutrients in Diet and Plasma and Risk of in Situ Cervical Cancer. Journal of the National Cancer Institute, 80(8), June 15, 1988, p. 580-585.

__

Dette case-control forsøg af 419 colon- og rektalcancer-patienter viste, at indtag af C-vitamin fra kosten resulterede i nedsat risiko for rektal cancer hos kvinder.

– J.D. Potter and A.J. McMichael, Diet and Cancer of the Colon and Rectum: A Case-Control Study, Journal of the National Cancer Institute, 76(4), April 1986, p. 557-569.

_

I forlængelse af, at brugen af askorbat til cancerbehandling begyndte i 1971, involverede dette case-control-forsøg over 300 patienter med cancer, som hver fik 2,5 gram C-vitamin 4 gange dagligt i kombination med standard operativ behandling og strålebehandling (ganske få tilfælde af kemoterapi).

Man opdagede at 266 patienter med uhelbredelig cancer fik signifikant gavn af C-vitaminbehandlingen, som viste sig at have signifikant gavnlige virkninger for dem der led af mave- og coloncancer og en lignende tendens for dem med blærecancer.

Baseret på disse resultater konkluderede forfatterne, at askorbat i høje doser kan forbedre overlevelsen hos visse typer cancer.

– L. Moffat, et al., High Dose Ascorbate Therapy and Cancer, NFCR Cancer Research Association Symposium, (2), 1983, p. 243-256.

__

Denne oversigtsartikel om virkningen af A-, C- og E-vitamin samt selen på cancer anfører forskning, der peger på askorbinsyres evne til at forebygge dannelsen af nitrosaminer og andre N-nitroso-forbindelser. Flere forsøg viser også, at tilskud af C-vitamin kan hæmme hud-, nyre-, lunge- og luftrørscancer.

– D.F. Birt, Update on the Effects of Vitamins A, C, and E and Selenium on Carcinogenesis, Proc Soc Exp Biol Med, 183(3), December 1986, p. 311-320.

__

Man opdagede at indgivelse af askorbinsyre (0,1 – 20 mkg/ml i første uge) hæmmede røntgen-fremkaldt transformation af C3H1OT1/2 celler på en koncentrations-afhængig måde efter stråling.

Celler udsat for stråling forblev sårbare over for askorbinsyre indtil tidspunktet, hvor morfologisk phenotype kommer til udtryk. På basis af disse fund, postulerer forfatterne, at den neoplastisk transformerede phenotype bliver fremhjulpet ved frie radikaler og peroxyd-radikaler genereret i celler under hele prøveperioden, og de mener, at deres data kan være behjælpelig som en vejledning for kemopreventive indsatser imod strålingsfremkaldt cancer.

– M. Yasukawa, et al., Radiation-induced Neoplastic Transformation of C3HlOT1/2 Cells is Suppressed by Ascorbic Acid, Radiation Research, 120(3), December 1989 p. 456-467.

__

I dette forsøg så man, at præbehandling af tumortarget-celler in vitro med en kombination af interferon og askorbat resulterede i en 71 % stigning i væksthæmning af target-celler til sammenligning med interferon alene. Indgivelse af askorbat alene viste minimal virkning på tumortarget-cellevækst i humane monocytter.

– M .J. Skeen, et al., Synergy of Interferon and Ascorbic Acid in Stimulating Human Monocyte Cytostasis Against Tumor Target Cells. Rev Latinoam Oncology Clin, 13(4), 1981, p. 9-14.

__

C-vitamin (85 mg/kg) indtagelse har vist sig at resultere i en reduktion af DNA-enkeltstrengbrud foranlediget af ioniseret stråling i humane lymfocytter, indikeret ved en signifikant aftagelse af samlet segmentlængde hos både ubestrålede kontrolpersoner og hos dose-response til ioniseret strålingsskade. Man observerede at virkningen varede op til 6 timer.

– C. F. Arlett, et al., The Modulation of DNA Damage in Human Lymphocytes by Dietary Vitamin C Supplementation, Molecular Mechanisms in Radiation Mutagenesis and Carcinogenesis, April 19-22, 1993, Doorwerth, The Netherlands.

__

Patienter med oral leukoplaki blev indgivet 30 mg betacaroten, 1000 mg askorbinsyre og 800 i.e. alfa-tokoferol dagligt i 9 måneder. 55,6 % af de 81 patienter, som fuldførte forsøget, viste enten delvis eller total klinisk helbredelse af deres orale skader.

– G. Kaugars, et al., The Role of Antioxidants in the Treatment of Oral Leukoplakia, CCPC-93: Second International Cancer Chemo Prevention Conf., April 28-30, 1993, Berlin, Germany, p. 65.

__

24 lungecancer- og 35 blærecancerpatienter blev behandlet med doser af 5 gram askorbinsyre dagligt. Resultaterne viser, at så høje doser er nyttige til at korrigere for lav koncentration af C-vitamin i blodet og til at forøge forsvarsreaktioner hos patienter, der lider under disse cancertyper.

– A.M. Greco, et al., Study of Blood Vitamin C in Lung and Bladder Cancer Patients Before and After Treatment with Ascorbic Acid: A Preliminary Report, Acta Vitaminol Enzymol, 4(1-2), 1982, p. 155-162.

__

Denne oversigtsartikel påpeger, at C-vitamins rolle ved cancerforebyggelse er blevet diskuteret i litteraturen i over 50 år, ligesom den refererer til undersøgelser, som tyder på, at fødevarer rige på C-vitamin forbindes med en lavere risiko for mavecancer og cancer i spiserøret.

Askorbinsyre viste sig at have indvirkning på en række tumorfremkaldende forbindelser, såsom forstadier til N-nitrosoforbindelser, og forebygge tumorer. Dyre- og in vivo-forsøg har også vist at askorbinsyre afbryder tumorpromotion.

Baseret på en oversigt over den eksisterende dokumentation konkluderer forfatterne, at C-vitamin kan hæmme dannelsen af visse cancertyper.

– B.E. Glatthaar, et al., The Role of Ascorbic Acid in Carcinogenesis, Adv Exp Med. Biol, 206, 1986, p. 357-377.

__

Indgivelsen af flavoner, quercetin og fisetin, enten alene eller i kombination med askorbinsyre, blev undersøgt for (disses) virkning på pladeepitelcarcinom (HTB 43) in vitro. Fisetin og quercetin (2 mkg/ml) svækkede signifikant cellevæksten kombineret med askorbinsyre (2 mkg/ml) på 72 timer. Askorbinsyre givet alene havde ingen virkning, heller ikke når den blev givet sammen med flavoner.

– C. Kandaswami, et al. Ascorbic Acid-enhanced Antiproliferative Effect of Flavonoids on Squamous Cell Carcinoma in Vitro, Anticancer Drugs, 4(1), February 1993, p. 91-96.

__

Denne oversigtsartikel over forholdet mellem C- og E-vitamin og cancer omtaler forsøg som antyder, at indtagelse af fødevarer der indeholder C-vitamin forbindes med en nedsat risiko for mavecancer og cancer i spiserøret.

Tilskud med C-vitamin har vist sig at kunne hæmme nerve-, lunge-, nyre- og hudcancer. Forsøg har også vist, at C-vitamin er i stand til at hæmme tumorcellevækst og carcinogenfremkaldt DNA-skade. In vitro og dyreforsøg har vist, at C-vitamin hæmmer udviklingen af carcinogene nitrosaminer.

– L.H. Chen, et al. Vitamin C, Vitamin E and Cancer, Anticancer Research, 8(4), July-August 1988, p. 739-748.

__

Tidligere forskning har påvist C-vitamin som cytotoksisk over for neuroblastomceller in vitro og in vivo. I dette forsøg viste askorbinsyre sig at være mere cytotoksisk end Dehydro-askorbinsyre i neuroblastome SK-NSH-celler.

Man opdagede også, at optagelsen af [14C] askorbinsyre og [14C] Dehydro-askorbinsyre blev svækket af gluthathion og diethiothreitol. [14C] Dehydro-askorbinsyre var delvist nedsat reduceret til [14C] askorbinsyre, når denne først var i cellen.

Forfatterne argumenterer for at deres resultater tilføjer støtte til tidligere tiltro til, at askorbinsyre opfører sig som en pro-oxidant indeni neuroblastomceller og de anbefaler brugen af askorbinsyre ved behandling af neuroblastomer.

– S.L. Baader, et al., Uptake and Cytotoxicity of Ascorbic Acid and Dehydroascorbic Acid in Neuroblastoma (SK-N-SH) and Neuroectodermal (SK-N-LO) Cells, Anticancer, 14(1A), January-February 1994 p. 221-227.

__

L-askorbat og dets oxidative produkt dehydro-askorbat har vist sig at være dræbende eller cytotoksisk over for hurtigtvoksende maligne celler, samtidig med at det er mindre giftigt over for ikke-maligne celler.

Det samme sås med D-askorbat og D-isoaskorbat. Supplerende forsøg har vist, at askorbatets indvirkning på cellevækst var et resultat af dets direkte dødbringende effekt, fremfor dets cytostatiske natur.

– P.Y. Leung, et al. Cytotoxic Effect of Ascorbate and its Derivatives on Cultured Malignant and Nonmalignant Cell Lines, Anticancer Research, 13(2), March-April 1993, p. 475-480.

__

Under hensyntagen til den strålebeskyttende virkning af C-vitamin på patienter med nakke- og halscancer bør bemærkes, anbefaler denne afhandling oral indgivelse af askorbinsyre til de nævnte cancerpatienter.

– R. Garcia-Alejo Hernandez, et al., Radioprotective Effect of Ascorbic Acid on Oral Structures in Patients with Cancer of the Head and Neck, Av Odontoestomatol, 5(7), September 1989, p. 469-472.

__

I dette forsøg så man, at doser af 2 mM askorbinsyre havde en stærk cytotoksisk virkning på neuroblastom-, osteosarcom-, rhabdomyosarcom- og retinoblastom-celler dyrket in vitro. Askorbinsyre indgivet i små doser som 0,2 mM vedbliver at være cytotoksisk over for neuroblastom-, osteosarcom- og retinoblastom-celler, men stimulerer væksten af rhabdomyosarcom-celler.

– M. A. Medina, et al. Ascorbic Acid is Cytotoxic for Pediatric Tumor Cells Cultured in Vitro, Biochem Mol Biol Int, 34(5), November 1994, p. 871-874.

__

I dette case-controlforsøg af 723 mavecancerpatienter, opdagede man, at der var et signifikant forebyggende effekt mellem askorbinsyre og risikoen for at udvikle sygdommen.

– C. La Vecchia, et al. Selected Micronutrient Intake and the Risk of Gastric Cancer. Cancer Epidemiol Biomarkers Prevention, 3(5), July-August 1994, p. 393-398.

__

I dette case-control-forsøg over biopsi-bekræftede cervikal intraepithelial neoplasia (CIN)-patienter, så man at lav C-vitamin fra kosten gav øget cervikal intraepithelial neoplasia.

– J. VanEenwyk, et al. Folate, Vitamin C, and Cervical Intraepithelial Neoplasia. Cancer Epidemiol Biomarkers Prevention, 1(2), January-February 1992, p. 119-124.

__

Dette forsøg undersøgte virkninger af nitrogenoxid og askorbat på humane hjernetumorceller i kontroller. Resultaterne viste, at kombinationen af nitroprussid og askorbat kunne være en effektiv tilgang til behandlingen af hjernetumorer.

– Y.S. Lee and R.D. Wurster. Potentiation of Anti-Proliferative Effect of Nitroprusside by Ascorbate in Human Brain Tumor Cells, Cancer Letters, 78(1-3), April 1, 1994, p. 19-23.

__

Dette forsøg opdagede, at de cytotoksiske virkninger af askorbinsyre på to følsomme lymfocyt-tumorer og cellelinier var afhængig af dosering og tid. Forfatterne foreslår, at tilstedeværelsen af lymfocytlinier med forskellig følsomhed over for askorbinsyre måske bør overvejes i en brugbar model i undersøgelsen af C-vitamins indvirkning på cancerceller.

– T.L. Kao, et al. Inhibitory Effects of Ascorbic Acid on Growth of Leukemic and Lymphoma Cell Lines, Cancer Letters, 70(1-2), June 15, 1993, p. 101-106.

__

I dette forsøg så man, at C-vitamin havde to forskellige virkninger på mutational specificitet af 6 antineoplastiske medikamenter. Forfatterne anfører, at sådanne resultater er signifikante med hensyn til den kliniske forebyggelse af tumorer,

– Z.Z. Zhao and M.T. Huang. A Study of Vitamin Inhibition on the Mutagenicity of the Antineoplastic Drugs, Chung Hua Yu Fang I Nsuch Tsa Chih, 26(5), September 1992, p. 291-293.

__

I forlængelse af at DES eller østradiol-behandlede syriske han-hamstre, der er blevet givet tilskud med C-vitamin har vist sig at hæmme nyre-carciogenese, blev virkningerne af indgivet C-vitamin på en række biokemiske markører i forhold til nyre-carciogenese undersøgt. Resultaterne tyder på, at C-vitamin hæmmer østrogen-fremkaldt carciogenese ved at formindske koncentrationer af østrogen-quinonmetabolitter og deres DNA-addukter.

– J.G. Liehr, et al. Mechanism of Inhibition of Estrogen-Induced Renal Carcinogenesis in Male Syrian Hamsters by Vitamin C, Carcinogenesis, 10(11), November 1989, p. 1983-1988.

__

43 patienter blev behandlet med orale tilskud af C-vitamin. Behandling med C-vitamin hos patienter med en normal maveslimhinde resulterede i en forhøjelse af intragastriske askorbatniveauer i alle tilfælde. C-vitamintilskud formindskede DNA-skade i maveslimhinden hos 28 ud af 43 patienter, hvilket antyder, at C-vitamin muligvis spiller en beskyttende rolle imod angreb af mavecancer.

– G.W. Dyke, et al., Effect of Vitamin C Supplementation on Gastric Mucosal DNA Damage, Carcinogenesis, 15(2), p. 291-295.