Ny rapport viser atter overbevisende sikkerhed ved indtagelse af kosttilskud, vitaminer, mineraler, urter og aminosyrer

7. februar 2011

Ingen dødsfald som følge af vitaminer, mineraler, aminosyrer eller urter

Med fare for at gentage vort nyhedsbrev fra 21. januar 2010, vil vi alligevel henlede opmærksomheden på nyeste udgave af den årlige rapport fra American Association of Poison Control Center om alle forgiftningstilfælde i USA.

National Poison Data System er med sine 57 giftcentre og mange medicinske og kliniske toksikologer et overordentligt pålideligt overvågningssystem, og den seneste rapport dækker nu år 2009, og er publiceret i tidsskriftet Clinical Toxicology

Falske advarsler
Når vi igen må gøre opmærksom på sikkerheden ved indtagelse af disse vitaminer, mineraler, urter og kosttilskud, så er det aktualiseret af den stadige strøm af forvredne advarsler fra mere eller mindre neutrale kilder inden for den ortodokse medicinske verden.

Og det er ikke mærkeligt, at det specielt er i Danmark, at disse skæve budskaber finder frem til medierne, da vi her har verdens mest restriktive administration af de regler, som gælder i EU på dette område.

Imidlertid adskiller USA sig fra Danmark ved, at en større del af den amerikanske befolkning (60 % eller over 200 millioner mennesker) indtager betydeligt større mængder tilskud og af en helt anderledes potent art og dosering, end det overhovedet er muligt at købe herhjemme.

Til trods for dette enorme indtag af stærke tilskud, har rapporten ikke registreret ét eneste dødsfald som følge af disse hundreder af milliarder årlige doser tilskud.

Dette skal sammenholdes med, at indtagelse af almindelig medicin i de lægeordinerede doser er den fjerde hyppigste dødsårsag i USA.

Frihed kontra formynderi
Vi ser således, at selv i et land med en meget liberal holdning til kosttilskud, vitaminer, mineraler og urter, sker der intet ved at give landets borgere frihed til information om-, og ret til at købe de tilskud, som de selv måtte ønske at indtage.

I en formynderstat som Danmark må befolkningen ikke engang få information om et kosttilskuds gavnlige virkning på en sygdom, uden at det bliver fjernet fra butikkerne af myndighederne. Dette selv om denne gavnlige effekt er dokumenteret.

I USA kan man derimod i enhver helsekostforretning købe midler, som i Danmark er på recept ( f.ex. melatonin) eller direkte forbudt (f.eks alfa liponsyre).

Der var alligevel ikke ét eneste dødsfald forårsaget af sådanne tilskud i hverken 2008 eller 2009, og ingen dødsfald forårsaget af nogen aminosyre eller naturlægemidler. Det bør bemærkes, at dette inkluderer stoffer som cohosh, echinacea, Ginkgo biloba, ginseng, kava kava, perikon, baldrian, yohimbe, kinesisk medicin, ayurvedisk medicin, og al anden botanisk medicin. Der var heller ingen dødsfald som følge af kreatin, blå-grønne alger, glucosamin, chondroitin, melatonin, eller homøopatiske midler. Ej heller var der dødsfald forårsaget af mineraltilskud som calcium, magnesium, krom, zink, kolloidalt sølv, selen eller multimineral kosttilskud.

Hvor er medierne?
For et år siden skrev vi et nyhedsbrev over samme rapport fra året før, men med samme resultat: Enestående sikkerhed.

Alligevel blev denne ikke refereret i ét eneste af de selvsamme medier eller nyhedsbreve, som ellers lægger spalteplads til de lobbyister, som advarer mod de samme tilskud.
Vitalrådet.


Litt:

Bronstein AC, Spyker DA, Cantilena LR Jr, Green JL, Rumack BH, Giffin SL. 2009 Annual Report of the American Association of Poison Control Centers’ National Poison Data System: 27th Annual Report. Clinical Toxicology (2010) 48, 979-1178. ( De nævnte data findes specielt på siderne 1138-48 og i tabel 22B.)

Den fulde tekst artiklen er tilgængelig til gratis download på
http://www.aapcc.org/dnn/Portals/0/2009%20AR.pdf

Overbevisende sikkerhed ved indtagelse af vitaminer, mineraler og kosttilskud

21. januar 2010

Ingen dødsfald som følge af vitaminer, mineraler, aminosyrer eller urter.

Hvert år udsender American Association of Poison Control Center en diger rapport om alle mulige former for forgiftningstilfælde i USA.

National Poison Data System er med sine 61 giftcentre og 30 medicinske og kliniske toksikologer et af de få virkeligt pålidelige nationale overvågningssystemer, der findes i verden.

Seneste rapport på 174 sider er netop publiceret i tidsskriftet Clinical Toxicology og dækker året 2008.

Hyppige advarsler
Ofte ser vi i diverse aviser og andre medier advarsler mod indtagelse af vitaminer, mineraler, naturlægemidler eller kosttilskud her i Danmark, hvor vi endda har verdens mest indsnævrede og restriktive holdning til disse midler.

Det er derfor interessant at se en opgørelse af farligheden af disse midler i et land som USA, som har en af verdens mest liberale holdninger, og er et land, hvor befolkningen har frihed til at få reel information om tilskud, og endda får lov til at købe de tilskud, der passer dem.

Den eneste grund til at fjerne et tilskud fra det amerikanske marked er, at det er farligt at indtage.

I Danmark bliver et kosttilskud som bekendt fjernet fra markedet, hvis det kan forebygge, mildne eller helbrede en sygdom.

I USA kan man i enhver helsekostforretning købe (uskadelige) midler, som i Danmark er på recept eller direkte forbudt.

Det er derfor interessant at se, at der i en befolkning på mere end 300 Millioner mennesker med frihed til at købe de tilskud, de ønsker, ikke er set ét eneste dødsfald som følge af indtagelse af et eneste af disse produkter.

Der var ikke ét eneste dødsfald forårsaget af kosttilskud i 2008, og ingen dødsfald forårsaget af nogen aminosyre eller naturlægemidler. Det bør bemærkes, at dette inkluderer midler som cohosh, echinacea, Ginkgo biloba, ginseng, kava kava, perikon, baldrian, yohimbe, kinesisk medicin, ayurvedisk medicin, og al anden botanisk medicin. Der var heller ingen dødsfald som følge af kreatin, blå-grønne alger, glucosamin, chondroitin, melatonin, eller homøopatiske midler.

Ej heller var der dødsfald forårsaget af mineraltilskud som calcium, magnesium, krom, zink, kolloid sølv, selen eller multimineral kosttilskud.

Enestående sikkerhed
Ikke et eneste menneske ud af 300 millioner er død af vitaminer, mineraler, naturlægemidler eller kosttilskud i en befolkning, der er 50 gange så stor som den danske, og samtidigt er storforbrugere af disse tilskud.

Over halvdelen af den amerikanske befolkning tager dagligt kosttilskud. Hvis hvert af disse mennesker blot tog en enkelt tablet daglig, så er det 150 millioner individuelle doser hver dag. Da det faktiske forbrug er væsentligt højere, er sikkerheden af kosttilskud så meget mere bemærkelsesværdig.

Mange mener, at medierne er forudindtaget i deres advarsler imod vitaminer, mineraler og kosttilskud. Lad os nu se.

Mon ikke mange tv-stationer, aviser, blade og medicinske tidsskrifter vil citere denne stærke rapport, og fortælle med samme iver, at ingen dør af kosttilskud?
Vitalrådet.


Reference

Bronstein AC et al, 2008 Årsrapport fra American Association of Poison Control Centers, National Poison Data System: 26th Annual Report. Clinical Toxicology (2009) 47, 911-1084.

Den fulde tekst artiklen er tilgængelig til gratis download på http://www.aapcc.org/dnn/Portals/0/2008annualreport.pdf

Sidste nyt om selen

12.  januar 2010

Der forskes på livet løs i udnyttelse af selen mod kræft.
Offentligheden hører ikke meget til det, men her er et udpluk af seneste nyt.

Manglen på TV- og avisinformation kan give det indtryk, at der er stille om antioxidanters rolle i sygdomsbekæmpelse. Det er der ikke. Manglen skyldes alt overvejende den censur, man har indført. Alene om selen, en af de vigtigste antioxidanter, blev der i 2009 offentliggjort mere end 900 videnskabelige artikler. Her skal omtales et udpluk af den senere tids artikler om selen i kampen mod kræft.

Et berømt forsøg på at vise, om antioxidanter beskytter mod kræft blev i årene 1985-91 udført i den kinesiske Linxian-provins. Knap 30.000 deltog i forsøget, der viste stærkt fald i kræftrisiko hos dem, der fik tilskud af selen (50 mikrogram) samt E-vitamin og betakaroten (hhv. 30 og 15 mg). Nu har man opgjort, hvordan det var gået deltagerne 10 år senere (2001). Selv så længe efter var der forholdsvis flere overlevende i denne gruppe end blandt dem, der fik andre tilskud (f.eks. A-vitamin + zink, som ikke gavnede). Især havde gruppen nedsat forekomst af kræft i mavesækken, men det var deltagere under 55 år, der havde størst gevinst – man skal undgå mangel fra ungdommen af.

Tilsyneladende modsiges dette resultat af et andet berømt forsøg, SELECT-forsøget, der er udført i USA. Her viste det sig, at man ikke kunne forebygge kræft i prostata ved hjælp af selen, E-vitamin eller en kombination af begge dele. Forsøget var stort anlagt, og resultatet en kæmpe skuffelse.

En af verdens førende selen-specialister, Margaret Rayman, gjorde imidlertid for et par måneder siden opmærksom på, hvad der egentlig er indlysende: Tilskud af selen nytter ikke, hvis man får nok i forvejen! Det får man som hovedregel i USA, hvor man typisk får 3-4 gange så meget selen i kosten som i Danmark. Tilstrækkeligt med selen er en forudsætning for, at kroppen kan danne nok af de enzymer, som man formoder beskytter mod kræft. Rayman henviser bl.a. til et andet amerikansk kræftforsøg, hvor man netop så en massiv virkning hos dem, der fik mindst selen, men ingen virkning hos dem, der fik mest.

Tungmetaller neutraliseres
En af veteranerne i selen-forskningen er Gerhard Schrauzer fra San Diego universitetet i Californien. Han har været med i mere end 20 år. Nu gør han opmærksom på, at selen er i stand til at afgifte en lang række giftige metaller, som man under vore civiliserede forhold får i kroppen. Det gælder bly, kviksølv, kobber, cadmium, arsen m.m. Selen inaktiverer disse metaller ved at danne uopløselige forbindelser med dem. Men, siger Schrauzer, man må huske, at samtidig forbruges selenet, så vi af den grund bliver mindre beskyttede mod cancer. I forvejen får vi i Europa for lidt selen, men tungmetaller m.m. forhøjer behovet.

Taylor og medarbejdere har skrevet en artikel om nye fremskridt i selenforskningen. De skriver, at den fornyede interesse for selen hænger sammen med, at anti-kræft-virkningen efterhånden er meget veldokumenteret i dyreforsøg. Det kan man jo notere sig.

Netop på dyr har en forskergruppe fra San Diego universitetet påvist, at virkningen af kemoterapi (cisplatin) mod kræft i tyktarmen forstærkes betydeligt af store tilskud af antioxidanter (A- og E-vitamin samt selen) kombineret med fiskeolie. Gruppen mener, deres resultat berettiger, at der gøres forsøg med mennesker. Resultatet er meget spændende, for kræftlæger her i landet fraråder ofte i stærke vendinger patienterne at forene antioxidanter med kemoterapi. Begrundelsen for denne advarsel har hidtil været uklar.

Selen og kemoterapi
Forskere fra Karolinska sygehuset i Stockholm fastslår også uden videre, at det er veldokumenteret, at selen forebygger kræft. De beskriver adskillige forsøg, der har vist, at selen har stærke anti-cancer-virkninger – specielt over for kræft, som ikke mere reagerer på kemoterapi. Normale celler tager ikke skade af de selen-doser, der skal til!

Italienske forskere gør dog opmærksom på, at man også kan få for meget selen (men i Danmark skal man tage ca. to selentabletter om dagen for alt i alt at få det samme som en typisk amerikaner). De anfører, at høje doser kan øge risikoen for sukkersyge, en påstand, der dog er omstridt.

I Holland har man, lige som i Kina, interesseret sig for selen og kræft i spiserøret. Mere end 120.000 personer, der i 1968 var 55-69 år gamle, afleverede den gang en portion negleklip fra storetæerne. 16 år senere konstaterede man så, hvem og hvor mange der i mellemtiden havde fået kræft i spiserør eller mavesæk. Derpå målte man indholdet af selen i de pågældendes negle og sammenlignede med indholdet hos raske. Man fandt, at risikoen for de to kræftformer var betydeligt større hos dem, der kun havde små mængder selen i neglene, og dermed i kroppen.

Et pudsigt forsøg er udført i Japan. Her dyrkede forskere broccoli-spirer i et selenrigt miljø, så spirerne fik et ekstra indhold af selen. I et laboratorieforsøg undersøgte man så spirernes virkning på kræftvæv fra prostata. De berigede spirer hæmmede kræftvæksten klart bedre end normale spirer. Nu foreslår japanerne, at mænd spiser den slags spirer for at undgå kræft i prostata.

Endelig nævner andre japanere, at det er velkendt, at selen kan slå kræftceller fra mennesker ihjel, men nøjagtigt hvordan det sker, er endnu uklart. De er nået frem til, at i hvert fald en del af virkningen skyldes, at selen sætter kræftcellerne i gang med at dø ved hjælp af samme mekanisme (apoptose) som når normale celler skal udskiftes og dø. Sådan en mekanisme er jo nødvendig, eftersom næsten alle normale celler deler sig hele tiden. Der ville hurtigt blive dobbelt så mange, og vi ville vokse i det uendelige, hvis udslidte celler ikke blev sat i afgang.

Som det ses, er forskningen rigtigt levende. Meget af vor viden om selen er opnået inden for de aller seneste år. Mere følger utvivlsomt.
Niels Hertz.


Referencer

  1. Qiao YL et al. Total and cancer mortality after supplementation with vitamins and minerals: follow-up of the Linxian General Population Nutrition Intervention Trial. J Natl Cancer Inst. 2009 Apr 1;101(7):507-18. Epub 2009 Mar 24.
  2. Lippman SM et al. Effect of selenium and vitamin E on risk of prostate cancer and other cancers: the Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT). JAMA. 2009 Jan 7;301(1):39-51. Epub 2008 Dec 9.
  3. Rayman MP. Selenoproteins and human health: insights from epidemiological data. Biochim Biophys Acta. 2009 Nov;1790(11):1533-40. Epub 2009 Mar 25.
  4. Schrauzer GN Selenium and selenium-antagonistic elements in nutritional cancer prevention. Crit Rev Biotechnol. 2009;29(1):10-7.
  5. Taylor D. Recent developments in selenium research. Br J Biomed Sci. 2009;66(2):107-16; quiz 129.
  6. Ma H. Bi Efficacy of dietary antioxidants combined with a chemotherapeutic agent on human colon cancer progression in a fluorescent orthotopic mouse model. Anticancer Res. 2009 Jul;29(7):2421-6.
  7. Selenius M. Selenium and selenoproteins in the treatment and diagnostics of cancer. Antioxid Redox Signal. 2009 Sep 21. [Epub ahead of print]
  8. Vinceti M. Risk of chronic low-dose selenium overexposure in humans: insights from epidemiology and biochemistry Rev Environ Health. 2009 Jul-Sep;24(3):231-48.
  9. Steevens J. Selenium status and the risk of esophageal and gastric cancer subtypes: the Netherlands cohort study. Gastroenterology.. [Epub ahead of print]
  10. Abdulah R. Selenium enrichment of broccoli sprout extract increases chemosensitivity and apoptosis of LNCaP prostate cancer cells. BMC Cancer. 2009 Nov 30;9:414.

www.cancer.gov
jama.ama-assn.org
ar.iiarjournals.org
www.bjbs-online.org
www.liebertpub.com/products/product.aspx
www.ehjournal.net
www.gastrojournal.org
www.biomedcentral.com/bmccancer/

Selen hjælper stadig mod kræft

26. januar 2009

Et kæmpemæssigt amerikansk forsøg viste, at tilskud af selen ikke hindrer kræft i prostata. Men resultatet gælder kun, hvis man får masser af selen i forvejen.

Det vakte håb og optimisme for 12 år siden, da amerikaneren Larry Clark kunne fortælle, at mineralet selen forebygger kræft, navnlig kræft i prostata, den næst hyppigste årsag til død af kræft hos mænd. Han måtte standse sit forsøg før tid, da han erfarede, at langt færre selenbehandlede end placebobehandlede (placebo: Snydepiller) fik kræft.

Nu har man standset et andet, langt større, selenforsøg, før tid. Også det var med selen. Også her var man interesseret i virkningen mod prostatakræft. Også dette forsøg foregik i USA. Men SELECT, som det hed, viste desværre, at selen var uden virkning. Man kunne endda ikke udelukke en, ganske vist meget lille, skadevirkning. Derfor standsede man det.

I mellemtiden har man også set nærmere på Clark’s forsøg. Var det nu så overbevisende, som man først troede? Med sine 1312 deltagere var det ikke nær så stort som SELECT, hvor 35.000 deltog. Nok så vigtigt var, at den afsluttende rapport, som kom i 2003, viste, at fordelen var mindre end først troet. En del tilfælde af prostatakræft blandt de selenbehandlede var af forskellige grunde blevet overset.

Tilbage stod en statistisk sikker fordel blandt dem, der ved forsøgets begyndelse havde mindst selen i blodet og samtidig med størst sikkerhed ikke havde begyndende kræft i prostata. Det sidste kunne man slutte af, at de havde meget lave værdier af PSA (Prostata-Specifikt-Antigen) i blodet. I denne gruppe var hyppigheden af kræft i prostata, mens forsøget stod på, tre gange mindre end i placebogruppen.

Mere selen i USA
Spørgsmålet er nu, om det langt større SELECT-forsøg annullerer Clark’s forsøg. Det er tilsyneladende den almindelige mening, som den f.eks. kommer til udtryk i lederen i samme nummer af det amerikanske lægetidsskrift, JAMA, hvor SELECT blev publiceret. Indtil videre bør læger ikke anbefale selen som forebyggelse mod prostatakræft, hedder det.

Og dog kan man med god ret nå til den diametralt modsatte konklusion: Der er al mulig grund til at tro, at selen forebygger kræft i prostata, og antageligt også anden kræft.

Sagen er, at amerikanere, men ikke alle amerikanere, får langt mere selen i kosten end vi andre. I Clark’s forsøg var deltagerne udvalgt på baggrund af, at de gennemgående fik forholdsvis lidt selen i kosten, efter amerikanske forhold. To tredjedele havde mindre end 122 mikrogram selen pr. liter serum. I SELECT havde kun hver femte så lave værdier. Det er med andre ord tænkeligt, at de fleste SELECT-deltagere på forhånd fik så rigeligt med selen, at yderligere tilskud ikke gavnede dem. I Danmark får stort set alle mindre selen end deltagerne i både det ene og det andet forsøg. Vores værdier ligger typisk på 80 mikrogram/liter.

Dette stemmer fortrinligt med, at helt utroligt få deltagere døde af prostatakræft under forsøget. Statistisk ville man have ventet 75-100 dødsfald af denne grund i løbet af de 5,6 år forsøget varede. Men der døde kun én (!).

En medvirkende grund kan have været, at langt hovedparten af deltagerne i SELECT på egen hånd fik foretaget PSA-måling en gang om året. Eventuel prostatakræft blev derfor opdaget og behandlet tidligt. På den anden side har andre undersøgelser vist, at årlig PSA-måling ikke nedsætter dødeligheden. Derfor anbefales det ikke i Danmark.

Trods standsningen af SELECT bør man som dansker stadig huske på, at den forskning der vedrører os – som modsat amerikanerne får meget lidt selen i kosten – taler for, at tilskud af 1-2 selentabletter om dagen nedsætter risikoen for prostatakræft til en tredjedel.
Niels Hertz.


Referencer:

1. Lippman SM et al. Effect of selenium and vitamin E on risk of prostate cancer and other cancers. JAMA online December 9, 2008: E1-E13
2. Gann PH. Randomized trials of antioxidant supplementation for cancer prevention. JAMA online December 9, 2008: E1-E2.
3. Selenium supplementation, baseline plasma selenium status and incidence of prostate cancer: An analysis of the complete treatment of the Nutritional Prevention of Cancer Trial. BJU Int. 2003;91:608-12.

jama.ama-assn.org
www.bjui.org

D-vitamin mod åreforkalkning

28. januar 2008

D-vitamin modvirker åreforkalkning og beskytter mod fatale følger af højt blodtryk – men D-mangel er enormt udbredt.

Vi er ikke færdige med D-vitamin. Det strømmer ind med data om dette forbavsende stof, der som bekendt slet ikke er et vitamin, men et hormon, der dannes i solbestrålet hud.

Nu er turen kommet til hjerte og kredsløb. Det ser ud til, at risikoen for blodprop i hjertet eller hjernen er langt mindre hos dem, der får D-vitamin nok, dvs. mere end de fleste. I særdeleshed mindsker vitaminet risikoen ved at have forhøjet blodtryk.

Det fremgår af den seneste rapport fra Framingham, den lille by i Massachusetts, hvor man siden 1948 har registreret flere tusinde indbyggeres (og deres efterkommeres) helbred og levevaner for at påvise livsstils-årsager til hjertesygdom. Framingham-studiet er ubestridt det mest berømte af sin art. Når vi i dag tager for givet, at motion, sund kost og Hjertemagnyl forebygger hjertedød, er det Framingham-projektet, vi skal takke for beviserne.

Den aktuelle rapport handler om 1.739 50-70-årige personer, som før undersøgelsen var fri for hjerte- eller kredsløbssygdom. De fik 1996-2000 målt deres D-vitamin-status på blodprøver og blev derpå fulgt i gennemsnitligt 5,4 år (op til 7,6 år). Hvem fik blodprop?

Det gjorde de med mindst D-vitamin i blodet! Efter syv år var der registreret blodprop i hjertet eller hjernen (slagtilfælde) hos hver tiende med blodværdier over 37 nmol/l, men hos ikke mindre end hver fjerde med værdier under 37. Efter korrektion for forskelle i de to grupper mht. alder, køn, kolesterol, rygning, sukkersyge m.m. havde gruppen med højest D-status stadig en hjerte-kar-risiko på kun godt 60% af, hvad man fandt i gruppen med lavest. Holder disse tal, er der betydeligt mere at vinde ved at tage D-vitamin end Hjertemagnyl eller medicin mod kolesterol.

Endnu større gavn af D-vitamin har man tilsyneladende ved forhøjet blodtryk, den vigtigste grund til hjerte-karsygdom. Blandt deltagere med forhøjet blodtryk var risikoen kun halvt så stor for dem, der lå over 37 som for dem, der lå under.

Dette stemmer med andre undersøgelser, hvor lav D-status og højt blodtryk samt forkalkede kransårer i hjertet følges ad. Framingham-rapporten siger det dog stærkere: Den viser, at man kan spå om fremtiden. Mangler du D-vitamin, risikerer du et hjertetilfælde om nogle år!

Vil det sige, at D-vitamin forebygger åreforkalkning? Ja, sådan ser det ud. Det passer også godt med andre forhold: D-vitamin modvirker f.eks. et vigtigt hormon (renin), der sætter blodtrykket i vejret. Cellerne i pulsårer og hjertet forbruger D-vitamin, og hindrer man (ved manipulation med generne) D-vitaminet i at virke på en mus, stiger dens blodtryk stærkt.

Uden fed fisk får man overhovedet ikke D-vitamin fra oktober til maj. Mangel er derfor enormt udbredt. I en europæisk undersøgelse af teenagepiger – også danske – havde mere end hver tredje svær mangel (blodværdier under 25 nmol/l). Og mere end 90% ville, hvis de havde boet i Framingham, være havnet i gruppen med stærk åreforkalkning.

Hvor meget er det klogt at tage? Det er der ingen tommelfingerregel for, men man kan forholde sig til, at der typisk er 200 enheder i en vitaminpille, mens hver anden voksen amerikaner behøver 1.000 enheder for at hæve sin D-status, så den lige akkurat er “acceptabel” (dvs. til 75 nmol/l – amerikanske forskere anbefaler 75-150 nmol/l). Endelig ved man, at det er absolut ufarligt at tage op til 2.000 enheder om dagen.

Luz Tavera-Mendoza og John White, to molekylærbiologer fra det amerikanske Mc Gill Universitet, har som de første opdaget, at D-vitamin får hud og immunforsvar til at danne antibiotika (cathelicidin m.m.), der slår flere bakterier ihjel, herunder TB-bakterier. Det er nok forklaringen på det held, man tidligere havde med at kurere tuberkulose med sollys. De to har i fællesskab forfattet en læseværdig oversigt over den nye forskning og afslører samtidig, hvad de hver især tager af tilskud i de mørke måneder.
Luz, der er en yngre kvinde, tager 1.000 enheder (25 mikrogram).
John, der er en yngre mand, tager 4.000 enheder (100 mikrogram).
Niels Hertz


Referencer:

1. Wang TJ et al. Vitamin D deficiency and risk of cardiovascular disease. Circulation 2008;117:000-000.
2. Tavera-Mendoza L, White J. Celle defences and the sunshine vitamin. Scientific American 2007 (11):36-44.

circ.ahajournals.org
www.sciam.com

Aldrig Calcium uden Magnesium

17. januar 2008

Kalktabletter som monoterapi øger risikoen for blodprop i hjerte og hjerne.

I forgårs offentliggjorde British Medical Journal i deres webudgave en videnskabelig artikel med ovenstående dystre budskab.

1.471 raske kvinder over 55 år blev tilfældigt opdelt i to grupper, en på 732, som i 5 år indtog et tilskud af calciumcitrat, og en gruppe på 739, som tog placebo.

I disse fem år blev de undersøgt hvert halve år, og for hvert år der gik, fjernede de to grupper sig fra hinanden med statistisk sikkerhed.

Det viste sig, at der i gruppen, som indtog kalktabletter, var betydelig stigning i risikoen for blodprop i såvel hjernen som hjertet.

Forfatterne er overraskede over resultatet og tager forbehold, indtil det er nærmere undersøgt med flere studier.

Men behøver vi vente fem år til på et nyt studie af dette resultat?

Er det ikke forudsigeligt?

De fleste, som har erfaring med brugen af mineraler i sygdomsforebyggende øjemed er udmærket klar over, at man aldrig må tage calcium uden at tage magnesium samtidigt.

Nøglen er nemlig magnesium
(Hvis du synes, det bliver for biokemisk, så står konklusionen til sidst).
Magnesium sidder som en bolt i calciumkanalen i cellemembranen.

I det øjeblik calcium vil ind i en celle, så lukker magnesium døren, og når calcium vil ud, så lukker magnesium op. Omvendt i knogleceller.

Derfor er cellerne i de bløde væv næsten calcium-tomme. Der er ca. 10.000 gange så stor calciumkoncentration uden for en celle som inden i en celle. Takket være magnesium.

Hvis vi mangler magnesium, så står calciumkanalerne åbne.

Det betyder, at der gennem de åbne calciumkanaler strømmer calcium ind i cellerne, hvor det får cellen til at gå i krampe samt på længere sigt (timer) destruerer mitochondrier.

Krampen medfører øjeblikkelig sammentrækning af karrene på grund af de glatte muskelceller omkring de små arterier, hvilket medfører blodtryksstigning og risiko for hjerneblødning og ødelæggelse af forkalkningsplak og dermed blodprop i hjertet. Samtidigt minimeres cellens energiproduktion på grund af destruktion af de energiproducerende mitochondrier med deres livsvigtige indhold af Coenzym Q10.

Dette medfører ikke blot mindre energiproduktion i cellerne, men også et mindre forbrug af den i cellen optagne ilt, hvilket igen betyder, at der resterer en større andel af denne ilt, som så bruges til dannelse af skadelige frie radikaler, HVIS der er jern til stede som katalysator til denne proces, og det er der netop i denne gruppe kvinder, som ikke menstruerer mere.

Så kører rouletten med destruktion af cellemembranen og de omgivende celler indefra, for nu har cellen pludselig fået sin egen lille “Chernobyl-nedsmeltning”.

Hvis vi mangler magnesium, så har vi ingen kontrol over fordelingen af calcium, og derved fordeles det mere eller mindre jævnt over hele cellefasen, dvs. såvel i knogleceller som i bløddels-celler, muskelceller, hudceller, bindevæv osv.

Jamen mangler vi da magnesium?
Ja, det gør vi. Over 70% af befolkningen får ikke en gang det anbefalede daglige tilskud på 300 mg magnesium.

Hvorfor ikke?

Kosten er efterhånden blevet mere og mere magnesiumfattig. Dels har industrialiseringen af kosten betydet et stort tab af magnesium i det færdige produkt, og dels spiser vi mindre grønt, hvori der netop findes magnesium, og når vi så koger grøntsagerne, så hælder vi magnesiummet ud med kogevandet.

Desuden mister mange ældre magnesium, fordi de tager vanddrivende medicin eller fordi de drikker for meget kaffe.

70% af forsøgspersonerne med lavt intracellulært magnesium er mere end rigeligt til at forklare den betydelige overrisiko, der er ved indtagelse af calcium som monoterapi.

Der er derfor ikke noget overraskende i det opnåede resultat, og det skulle ikke være nødvendigt at vente mange år på at tage ekstra magnesium sammen med sit calciumtilskud. Dette vil gavne ikke blot muskler, hjerte, hjerne og knogler, men også en lang række processer i kroppen, som er afhængige af de mere end 300 enzymer, som magnesium er nødvendige for.

Altså: Aldrig tage calcium uden magnesium!
Claus Hancke


Litteratur:

Mark J Bolland, P Alan Barber, Robert N Doughty, Barbara Mason, Anne Horne, Ruth Ames, Gregory D Gamble, Andrew Grey, Ian R Reid. Vascular events in healthy older women receiving calcium supplementation: randomised controlled trial. BMJ published online 15 Jan 2008;doi:10.1136/bmj.39440.525752.BE

En varieret kost er slet ikke nok, og en almindelig vitaminpille er heller ikke nok

15. januar 2008

I de seneste år er vi ofte blevet advaret mod at tage kosttilskud, vitaminer, mineraler o.s.v. Den sædvanlige besked har været, at vi får tilstrækkeligt med disse ting i en varieret kost.

Heldigvis er befolkningen efterhånden blevet tonedøv over for disse udsagn, og noget tyder på at befolkningens sunde fornuft har ret.

Det lader til, at der er en særdeles stor sundhedsgevinst ved at tage et bredt spektrum af vitaminer, mineraler og mange andre tilskud.

I en artikel i Time Magazine i 1992 var der et interview med en senere navnkundig vitaminmodstander Victor Herbert, professor ved Mount Sinai Medical School. “Vi får al den næring, vi behøver, fra den mad vi spiser, ekstra tilskud giver bare en dyr urin”.

Dette letkøbte ordspil skulle i de næste 15 år blive et mantra for de mere fundamentalistiske vitaminmodstandere i den medicinske verden.

Imidlertid er det efterhånden umuligt at lukke øjnene for den tiltagende mængde videnskab, der næsten dagligt viser en eller anden sundhedsgevinst ved at supplere sin kost med diverse tilskud.

Et interessant studie blev for et par måneder siden publiceret i Nutritional Journal af en række forskere fra Berkeley University i Californien. Studiet er det første af sin art, hvor man på en gruppe mennesker med et meget stort vitamin-forbrug har målt sundhedsparametre, som er almindeligt anerkendt som risikofaktorer.
Samtlige parametre viste værdier, som enhver læge må tolke som lavere risiko for sygdom i den gruppe, der havde det største vitaminforbrug.

I studiet var der tre hovedgrupper.

Den første gruppe fik ingen tilskud til kosten, den anden fik en enkelt vitaminpille hver dag og den tredje var storkonsumenter i mindst 20 år af en lang række tilskud.

Det hurtige budskab fra denne undersøgelse er, at den gruppe, som fik en lang række forskellige kosttilskud hver dag, var langt den sundeste gruppe, målt ved en række biomarkører for livsstilssygdomme som f.eks. homocystein, CRP, HDL-kolesterol, triglycerider, LDL-kolesterol, ferritin, blodsukker og blodtryk, lige som storforbrugerne subjektivt vurderede deres generelle helbredstilstand klart bedre end de to andre grupper.

I undersøgelsen var der 278 storforbrugere af kosttilskud, 176 som fik en enkelt multivitamin dagligt, og 602, som ikke fik andet end “en varieret kost”.

Over 50% af storforbrugerne indtog bl.a. et multivitamin-mineral, vitaminerne. B, C, D, E og betacaroten samt EPA, lechitin, coenzym Q10, flavanoider og meget andet. Mange kvinder tog ekstra GLA og probiotika og mange mænd tog zink, hvidløg, savpalme og sojaprotein.

Som det sig hør og bør i en ordentlig undersøgelse, blev der også taget blodprøver, som målte, om de indtagne kosttilskud nu også blev optaget i kroppen, og der blev justeret for forskelle på alder, køn, socioøkonomisk status, uddannelse, BMI og lignende.

Resultaterne var slående
Til trods for at man har målt en rabiat gruppe storforbrugere, som har taget virkelig mange kosttilskud igennem 20 år, og sammenlignet med de, som blot tager en enkelt multivitamin eller intet andet end “en varieret kost”, så var der ingen bivirkninger af dette meget store forbrug af kosttilskud.

Og her skal vi endda huske på, at i USA er doseringen af vitaminer og mineraler mangefold større end i Danmark, hvorfor mange af disse vitamin-doser faktisk ikke var i kosttilskudsdoser, men i lægemiddeldoser. Alligevel var der ikke rapporteret bivirkninger. Derimod var der en slående forskel i de parametre, som sædvanligvis anvendes af lægevidenskaben til at estimere en risikoprofil. Der var et fald i CRP (en inflammations-parameter, som forbindes med risiko for bl.a. blodprop i hjertet), bedring i forholdet mellem total-kolesterol og HDL-kolesterol, fald i homocystein, triglycerider, blodsukker, blodtryk og ferritin.

Da vitamin-C ofte skældes ud for at øge optagelsen af jern, er det interessant, at jerndepoterne, målt ved ferritin, var lavere i den gruppe, der tog mest vitamin-C.

For specielt danske læsere vil det også være interessant at bemærke, at i gruppen af storforbrugere var vitamin-E koncentrationen dobbelt så høj og betacaroten-koncentrationen tre gange så høj som hos ikke-brugere. Her i Danmark er dette tidligere blevet betragtet som risikofaktorer, men det er der altså ikke belæg for mere, snarere tværtimod.

Det er ligeledes ganske pudsigt, at det var storforbrugerne af kosttilskud, som subjektivt bedømte deres helbred bedst, til trods for at denne gruppe var ældre end ikke-brugerne.

Oftest er det jo vitamin-nihilisterne, som “ikke kunne drømme om at tage vitaminer”, som siger, at de har det aldeles fremragende. Men sådan er det reelle billede altså ikke, når man undersøger det seriøst på en større gruppe.

Ikke blot har dette studie dokumenteret nytteværdien på helbredet ved at tage et bredt spektrum af tilskud til kosten, men har også dokumenteret, at det er ganske sikkert at indtage et så stort tilskud igennem 20 år, -ja ligefrem overordentlig gavnligt.

Den gruppe, som i gennemsnit havde taget 17 (sytten!) forskellige kosttilskud igennem 20 år, havde en betydeligt bedre sundhedstilstand og risikoprofil, end den gruppe der blot havde taget en enkelt multivitaminpille og endnu bedre end den gruppe, som slet ikke havde taget noget tilskud til kosten.

Studiet siger ikke hermed, at det er nødvendigt at tage 17 forskellige kosttilskud, for at bevare et godt helbred, men det rammer en solid pæl igennem de fundamentalistiske dommedagsprofetier som forgæves har advaret befolkningen om faren ved langtidsindtagelse af store mængder kosttilskud, vitaminer og mineraler.

Og endnu en gang demonstreres det, at myndighederne direkte kunne gavne den danske befolknings sundhedstilstand ved en mindre restriktiv administration af EU’s kosttilskudsdirektiv og lægemiddeldirektiv.
Claus Hancke


Litteratur:

Usage patterns, health, and nutritional status of long-term multiple dietary supplement users: a cross-sectional study. Block G et al. Nutrition Journal 2007, 6:30 doi:10.1186/1475-2891-6-30
http://www.nutritionj.com/content/pdf/1475-2891-6-30.pdf

Interessekonflikter: Forfatteren har ingen økonomiske interesser i kosttilskudsindustrien.

www.nutritionj.com

Lovende behandling af aldersblindhed

22. december 2007

Ny orthomolekylær behandling nævnes som “first choice” til AMD, den aldersbetingede blindhed.

I nyhedsbrevet fra 28. november 2006 fortalte vi om forsøg, som tyder på gavnlig virkning på AMD af at spise æg, som indeholder antioxidanterne lutein og zeaxanthin.

For snart to år siden beskrev vi et måske vigtigere forsøg fra Rom’s universitet, der viste, at almindeligt anbefalede doser af simple koststilskud forebygger den hyppigste af alle former for blindhed – den alders-betingede degeneration af nethinden, som fejlagtigt kaldes “forkalkning af nethinden”, men som fagfolk omtaler med forkortelsen AMD. Næsten 10.000 ældre danskere er enten stærkt svagsynede eller reelt blinde som følge af AMD.

Efter at sidstnævnte forsøg for nylig er blevet publiceret igen kan der være grund til at omtale AMD lidt nøjere.

Man bliver ikke fuldkommen blind af AMD. Man kan stadig se, hvad der befinder sig i periferien af synsfeltet – og dermed orientere sig i rummet, gå en tur etc. Alligevel er man i høj grad handicappet. Man mangler det centrale syn, dvs. evnen til at se skarpt. Derfor kan man ikke læse, ikke se TV, ikke lave mad, betjene instrumenter, bruge computer eller genkende venner og familie. Midt i synsfeltet er der en grå plet i stedet for det ansigt, man kigger på.

Det centrale syn opfattes via den gule plet i øjets nethinde, hvor også de farveregistrerende tappe befinder sig. Noget af det første, man mister, er derfor farvesynet.

Forandringerne ved AMD kan direkte iagttages på nethinden, når man kigger ind i øjet. De viser sig i tidlige stadier ved de såkaldte druser, som er små eller større aflejringer af gullige affaldsstoffer. Ud for hver druse er der et tilsvarende hul i synsfeltet. Det bemærkes ikke, hullerne er få og små. Næsten alle, der er over 50 år, har enkelte druser, men er der mange, og er de mellemstore eller store, er risikoen for blindhed stor.

Fremskredne tilfælde af AMD kan vise sig alene ved sådan en ophobning af mellemstore eller store druser. Det kalder man tør AMD. En anden, og farligere, form er den såkaldte våde AMD. Her er der vokset “utætte” blodkar ind under nethinden, måske i forsøg på at tilføre nethinden energi. Resultatet bliver imidlertid udsivning af væske og total ødelæggelse af den gule plet og dermed det centrale syn. Det kan ske på kort tid, men ved hurtig indgriben (øjenlæge) kan blodkarrene dog blokeres med laserbehandling og synstabet undgås i en del tilfælde.

Druserne og de nye blodkar medfører buler i nethinden. I svære tilfælde kommer der ar, som trækker i nethinden. Det svarer til, at rette linjer ses buede eller på anden måde forvredne. Tit, men ikke altid, kan man selv opdage en begyndende AMD, hvis man med ét øje af gangen, i almindelig læseafstand, iagttager et kvadreret stykke papir. Er der buede linjer, må man snarest til øjenlæge.

Ny metodefilosofi
Det forsøg, som nu er publiceret på ny, er et dobbeltblindt forsøg, som viste statistisk sikker synsforbedring hos patienter med begyndende AMD, når de fik n-3 fedtsyrer, Q10 og L-Carnitin i kombination. Bedringen af synet, som var beskeden, viste sig i løbet af 3-6 måneder, hvorpå synsfunktionen holdt sig uændret til forsøgets slutning efter et år – og endnu længere i et opfølgende forsøg. Samtidig kunne man iagttage, at antallet af druser aftog (!). Det er vigtigt og meget lovende. Bedringen indfandt sig navnlig i de lette tilfælde, men undertiden også ved sværere angreb. Tidlig opdagelse er afgørende.

Filosofien er, at AMD er en sygdom i mitokondrierne, altså en sygdom, som rammer den energiproducerende enhed i cellen. Det underbygges af, at man i elektronmikroskop kan se, at celler fra AMD-nethinder har klart flere skader i mitokondrierne end normalt. Logikken bag behandlingen er derfor følgende:

  1. Det vitamin-lignende carnitin er både nødvendigt for at mitokondrierne kan optage og forbrænde fedt.
  2. Fedtet tilføres som n-3 fedtsyrer, der jo findes i fiskeolie. N-3-fedt udgør ikke mindre end 30% af tørstoffet i nethinden!
  3. Q10 kan man kalde tændrøret i motoren. Det optimerer forbrændingen så energiproduktionen går i gang. Kroppens egen Q10-produktion falder med alderen, så der – både af den grund og på grund af mangel på carnitin – bliver mindre energi til rådighed. Det er næppe tilfældigt, at patienter med våd AMD har mindre Q10 i blodet end andre.

Dette vigtige forsøg tyder kraftigt på, at handler man hurtigt, kan man stoppe en nyopdaget AMD. Forfatterne appellerer stærkt til, at man lader denne behandling være førstevalg ved nyopdaget AMD.
Niels Hertz

Med dette, årets sidste nyhedsbrev, vil vi gerne ønske vore trofaste abonnenter en glædelig jul og et godt nytår.

Claus Hancke
Niels Hertz


Referencer:

1. Feher et al. Metabolic therapy for early treatment of age-related macula degeneration. Orv Hetil 2007;148:2259-68.
2. Feher et al. Improvement of visual functions and fundus alterations in early age-related macular degeneration treated with a combination of acetyl-L-carnitine and coenzyme Q10. Ophtalmologica 2005;219:154-66
3. Feher et al. Mitotropic compounds for the treatment of age-related macular degeneration. The metabolic approach and a pilot study. Ophtalmologica 2003;217:351-7
4. Blasi et al. Does coenzyme Q10 play a role in opposing oxidative stress in patients with age-related macular degeneration? Ophtalmologica 2001;215:51-54.
5. Feher J et al. Mitochondrial alterations of retinal pigment epithelium in age-related macular degeneration. Neurobiol Aging 2005;June 22: 15979212.

Melatonin på betingelser

2. november 2007

Melatonin godkendt som lægemiddel med restriktioner og til en ublu pris.

7. oktober blev et nyt receptpligtigt lægemiddel godkendt i Danmark.
Det drejer sig om det gode gamle melatonin, som i ny indpakning hedder Circadin.

Det indeholder 2 mg melatonin, og hver tablet koster 8,90 kr.
Circadin er på recept, og er kun godkendt til folk over 55 år.
Så hvis man er 54 år og har skifteholdsarbejde eller er blind og gerne vil have hjælp til at styre sin døgnrytme, eller har en cancer, man gerne vil hæmme, så er Cicadin ikke godkendt, selv om de nævnte effekter er dokumenteret nok så godt – også på folk under 55 år.

Nu er det så heldigt, at melatonin er et naturligt stof og derfor ikke kan patenteres, så der er forhåbentligt snart andre producenter, der melder sig.

Prisen er nemlig uanstændig.

Hvis man i en almindelig helsekostbutik i USA vil købe melatonin i et aldeles udmærket og anerkendt fabrikat, så koster et glas med 120 stk på 3 mg 8,94 $.
Det svarer til en tabletpris (for 3 mg) på 38 øre.
Vil man i stedet nøjes med 1 mg, time released, som Circadin, så koster et glas med 90 stk 6,24$ = 36 øre pr. tablet på 1 mg, eller 72 øre pr. 2 mg for et produkt som ekvivalerer fuldstændigt til Circadin, der koster mere end ti gange så meget.

En så ublu pris kombineret med aldersrestriktioner for et fuldstændig uskadeligt naturprodukt giver i sandhed grobund for en blomstrende undergrundshandel og netimport af mere eller mindre urene produkter til potentiel skade for forbrugeren.
Men endnu værre er det, at urimeligt indskrænkende restriktioner giver en faldende respekt for myndighedsrestriktioner, som i andre tilfælde er meget vigtige at overholde.

Vi vil derfor henstille til Lægemiddelstyrelsen, at den frigiver indikationen, så melatonin kan bruges af alle. Det er trods alt en læge, der skal skrive recepten.

Og så vil vi opfordre andre producenter til at komme på banen i en fart, så prisen kan nå et anstændigt leje, så forbrugerne kan komme væk fra de afhængighedsskabende benzodiazepiner.
Vitalrådet.

Selen, diabetes og kræft

25. oktober 2007

Helses oktobernummer rummer en artikel, hvor det i både overskrift og tekst står, at selen øger risikoen for diabetes. Sådan, lige ud ad landevejen; uden nogen tøven eller plads til videnskabelig tvivl.

Artiklen var usigneret og rummede en del fejl, så trods vor respekt for Helses faglighed, forbigik vi først artiklen med et skuldertræk.

Imidlertid har flere af Vitalrådets trofaste abonnenter kontaktet os og spurgt til denne “nye” amerikanske undersøgelse, som refereres i Helse, og vi har derfor lovet at komme med et lidt mere detaljeret billede af de givne data.

Lad os først gøre vore læsere klart, at der ikke er tale om noget “nyt lodtrækningsstudie fra USA”, som det står i Helse. Det er faktisk ti år gammelt.

Saverio Stranges et al. har blot været så tilfredse med forsøget, at de har gravet de gamle tal frem og underkastet dem nye analyser i håb om at finde andre brugbare data, end de primære “endpoints”, som forsøget var designet til at belyse.

Der er tale om et lodtrækningsstudie publiceret i JAMA i 1996 af Larry Clark et al.

Forsøget var designet til at undersøge selen’s evne til at forebygge cancer, og data er indsamlet fra 1983 til 1996.

Dette forsøg var et veludført, dobbelt blindt studie på patienter, som havde haft et basocellulært carcinom, hvilket er en ret godartet hudkræft, som udgør over 90% af alle hudkræfttilfælde. Man ønskede at undersøge, om et tilskud af 200 µg selen dagligt ville nedsætte risikoen for at denne hudkræft kom tilbage.

Forsøget viste ingen signifikant (statistisk sikker) nedsættelse af denne risiko. Der kom endda lidt flere tilfælde, men det var ikke signifikant. Det kunne være tilfældigt.

Derimod var det signifikant, at dødeligheden (og forekomsten) af alvorlige kræfttilfælde faldt med 50% i gennemsnit.

Dødeligheden for lungekræft faldt med ca. 40%, tyktarmskræft med ca.60% og prostatakræft med over 60%.

Særligt interessant for os danskere var, at prostatacancer faldt med ca. 90% i den tredjedel af forsøgspersonerne, som inden forsøget lå lavest i selenindhold i blodet. Det er interessant for os, fordi denne gruppe havde samme selenindhold i blodet, som vi har her i Danmark.

Ud fra disse primære endpoints kan vi således ikke forvente, at selen nedsætter recidivfrekvensen af godartet hudkræft, men vi kan til gengæld forvente nedsat forekomst af alvorlige kræftsygdomme med 50% her i Danmark, og hvad prostatakræft angår, kan denne sygdom næsten udryddes. Dette vil i Danmark kunne spare 15.000 kræftdødsfald hvert år, hvis Larry Clarks undersøgelse står til troende og kan reproduceres.

Se dette var de primære resultater af dette studie, som blev publiceret i JAMA i 1996.

Dette må man ikke glemme, når man ti år senere vrider forsøgsresultaterne for yderligere oplysninger.

I Stranges nye artikel har man, baseret på de gamle tal, konstateret, at der var en lille overvægt i forekomsten af diabetes-2 i selengruppen. Den statistiske vægt er ikke høj.

Hvis der havde været blot 3 flere tilfælde af diabetes i placebogruppen, så var der ikke signifikans.

I øvrigt er dette resultat af mindre betydning for os her i Danmark, idet det ikke gjaldt den gruppe, som havde selenniveau på linie med vort. Den let øgede forekomst af diabetes var kun at finde i den tredjedel af forsøgspersonerne, der lå højest i selenindhold i blodet. Altså mere af interesse for f.eks. japanere, som spiser omkring 400µg selen dagligt i deres kost. Japanere er i øvrigt verdens længst levende befolkning.

I forsøgets gennemsnitlige 7,7 års observationstid forekom i alt 97 tilfælde af type-2 diabetes, hvilket er det samme som i normalbefolkningen. Men de var fordelt med 58 i selengruppen og 39 i placebogruppen.

Dette resultat var ikke signifikant med hensyn til risiko, men forfatterne nedbrød derefter i percentiler, hvor de fandt svag signifikans (P=0,038) for øget risiko i den undergruppe, der lå højest i selen, men ikke i de andre grupper.

Da gennemsnitsrisikoen for de to grupper var som i normalbefolkningen, og forfatterne i deres konklusion anså selen som en risikofaktor, så må man jo logisk set slutte, at placebo nedsætter risikoen for diabetes.

Da dette selvfølgelig er noget sludder, er der også den mulighed, at statistikken er så svag, at man må tvivle på sikkerheden i denne tendens, og afvente den store SELECT- eller PRECISE-undersøgelse på 40.000 mennesker med flerstrenget dosering, før man kan slutte noget som helst om selen og diabetes.

Der er imidlertid også svagheder i dette efterstudie af Larry Clarks forsøg, hvilket forfatterne også selv indrømmer. Diabetes-diagnosen er oplyst af patienten selv og ikke klinisk verificeret, og der er nogen mystik omkring BMI, idet der ikke var nogen forskel i risiko hos folk med et BMI over 27. Dette giver forfatterne ingen forklaring på, men de skriver da også ærligt, at “a few more cases of diabetes in the placebo group would attenuate the main effect of selenium treatment and produce null findings”.

Imidlertid er den værste fejl ved en sådan efterrationalisering af et gammelt studie, at det oprindelige forsøg slet ikke var designet til at afdække disse ting. Herved har man ikke fået meget vigtige “confounding data” med. -Altså data som skal sikre, at der ikke er forskel på grupperne med hensyn til f.eks. familiær forekomst af diabetes, fedtfordeling og fysisk aktivitet.

Man bør være meget forsigtig, når man senere laver statistik på sekundære endpoints, som er indført efter et forsøgs afslutning.

Og specielt bør man være forsigtig med alt for skråsikre konklusioner, som i Helse.
Claus Hancke


Referencer:

  1. Stranges S et al. Effects of Long-Term Selenium Supplementation on the Incidence of Type 2 Diabetes. Ann Intern Med.2007;147:217-223.
  2. Clark L et al. Effects of Selenium Supplementation for Cancer Prevention in patients with carcinoma of the skin. JAMA 1996;276:1957-63.

www.annals.org
jama.ama-assn.org