Forfatter: Admin

Depressiv af vitaminmangel?

Admin

11. april 2005

Flere rapporter taler om sammenhæng mellem mangel på E-vitamin og depression. Noget lignende kendes for C-vitamin og selen. Foreløbig er der dog overvejende stof til spekulationer.

Kan det tænkes, at mangel på E-vitamin spiller en rolle for depression? Noget i den retning tyder en foreløbig australsk undersøgelse på.

Forskere ved Wollongong universitetet i Australien ville undersøge, om flere rapporter om underskud af E-vitamin hos depressive havde noget på sig. De undersøgte i første omgang blodets indhold af E-vitamin hos 49 depressive patienter. I gennemsnit fandt de en værdi på 4,7 mmol/l. Det er langt under de normale 12-42.

Den umiddelbare forklaring kunne jo være, at de depressive for dårlig kost. Men en systematisk udspørgen afslørede intet i den retning. De spiste som alle andre.

Her står sagen. Skal man tro australierne, må det enten være sådan, at depressive har behov for mere E-vitamin end andre – eller at de optager det dårligere fra tarmen.

Måske skal man dog fæste mere lid til andre og større undersøgelser. De har også fundet lavt indhold af E-vitamin i blodet hos depressive, men har i varierende grad fundet en naturlig forklaring: I en undersøgelse af mere end 400 depressive i Rotterdam viste det sig, at de depressive spiste for lidt, eller de fik utilstrækkelig kost.

C-vitamin og selen
Undersøgelserne er dog interessante af andre grunde. Man har nemlig fundet noget lignende, når det gælder både selen og C-vitamin. Begge dele er, lige som E-vitamin, antioxidanter. Den amerikanske C-vitaminforsker Mark Levine opdagede f.eks. under forsøg med studerende, der blev holdt på en kost med uhyre små mængder C-vitamin, at de uvægerligt blev irritable og trætte. Så snart de igen fik mere C-vitamin, steg humøret.

Tilsvarende er tidligere fundet i forsøg med selen. I et engelsk forsøg lod man depressive få enten selen (100 mikrogram/dag) eller snydepiller. Man kunne konstatere forbedring i humøret – og navnlig aftagende angst – i takt med at blodets selenindhold dag for dag steg. En tilsvarende sammenhæng er set hos alkoholikere og patienter i dialyse, hvor der let opstår underskud af selen.

Fra flere sider er der med andre ord mistanke om en eller anden sammenhæng mellem depression og mangel på antioxidanter. Foreløbig er der nok mest baggrund for spekulationer, men så meget kan man vel mene, at der i hvert ikke er grund til at risikere antioxidantmangel, hvis det kniber med humøret.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Owen AJ et al. Low plasma vitamin E levels in major depression: Diet or disease? Eur J Clin Nutr 2005;59:304-6.
2. Tiemeier H et al. Vitamin E and depressive symptoms are not related. The Rotterdam Study. J Affect Disord 2002;72:79-83.
3. Maes M et al. Lower seriúm vitamin E concentration in major depression. Another marker of lowered antioxidant defense in that disease. J Affect Disord 2000;58:241-6.
4. Benton D et al. The impact of selenium supplementation on mood. Biol Psychiatry 1991;29:1092-8.

www.nature.com/ejcn/index.html
www.sciencedirect.com
www.iom.dk

EF-domstolens Generaladvokat udtaler: Kosttilskudsdirektivet er ugyldigt

Admin

5. april 2005

De mange milloner europæiske kosttilskudsbrugere har grund til at være glade i dag. På baggrund af helsefrihedsalliancen Alliance for Natural Health’s retslige udfordring af det meget omdiskuterade Kosttilskudsdirektiv ved EF-domstolen, har EF-domstolens chefjurist Generaladvokat Geelhoed udtalt, at EUs Kosttilskudsdirektiv er ugyldigt i forhold til EU-retten.

Dermed er chancen forøget for at de mange kosttilskudsbrugere, som ønsker at tage kosttilskud for at tage vare på deres helbred, kan bevare denne mulighed.

Modstanden mod det planlagte EU-direktiv har været voksende i de sidste fem år og kosttilskudsbrugere øjner nu en mulighed for at kunne vinde sagen, som vel bedst kan sammenlignes med kampen mellem David og Goliath.

Generaladvokaten fremkom med sine udtalelser i Luxembourg kl. 9.30 til morgen:

  • Kosttilskudsdirektivet overtræder proportionalitetsprincippet – et af EF-domstolens grundlæggende principper (fordi)
  • Direktivet tager ikke tilstrækkeligt hensyn til kravet om retslig beskyttelse, retslig sikkerhed og fornuftig administration.
  • Direktivet er dermed ugyldigt i forhold til EU-retten.

Generaladvokatens udtalelse ikke lig med en retsafgørelse; EF-domstolen vil komme med sin endelige afgørelse i juni i år, men domstolen følger normalt Generaladvokatens anbefalinger 80 procent.

Hvis EF-domstolen godkender anbefalingerne vil det kosttilskudsforbud, som ellers er planlagt til at skulle træde i kraft pr. 1. august i år, blive ophævet. Det planlagte forbud gælder (ca. 270) vitamin- og mineralformer, der ikke findes på EU-direktivets “Positivliste” og derfor vil blive forbudt at sælge og umulige at købe.

Oppositionen mod Positivliste-konceptet mener, at de videnskabelige krav til næringsstoffer for at komme på denne liste er alt for restriktive, snævre og baseret på en for svag forskning.

For eksempel ser det ud til, at kun syntetisk produceret selen kan risikere at blive tilladt på Positivlisten, hvorimod den naturlige form som findes i fx paranødder kan blive forbudt.

Det gælder også de syntetiske udgaver af E-vitamin (der ofte benyttes i de rapporterede forsøg, som giver negative resultater), der ifølge direktivet vil blive tilladt, mens de naturlige og mere kropsvenlige E-vitaminformer står til at blive forbudt.

Biopat Inge Lundberg-Hansen hilser med glæde Generaladvokatens melding velkommen, og udtaler: “Der findes så megen sygdom. Vi ved at kosttilskud forebygger og at kosttilskud kan spare mange for de meget udbredte lidelser som fx astma og allergi, og at folk ved hjælp af kosttilskud kan få mere energi, et bedre helbred og humør, bedre forhold til familie, arbejde og økonomi. Vi er mange, der vil være glade for, hvis Kosttilskudsdirektivets forbud ikke træder i kraft”.

Biopat og helsekostekspedient Agathe Langhof mener, at Kostilskudsdirektivets forbud vil gøre folk meget vrede, så hun er også glad for dagens positive nyhed. Hun siger: “Mange flere mennesker er afhængige af deres vitaminer og mineraler end myndighederne er klar over. Kosttilskudsbrugere udgør ikke længere en minoritet, men snarere halvdelen af befolkningen. Og Kosttilskudssagen har gjort modsætninger mellem medicinalindustriens produkter og kosttilskuddene tydeligere for folk, og de vil selv bestemme over deres helbred. Men måske må vi ikke blive for sunde og for gamle?”

Læge Claus Hancke, formand for Vitalrådet udtaler: “Generaladvokatens udtalelse er det første tegn vi ser på en sund dømmekraft i forbindelse med EUs Kosttilskudsdirektiv og det er mit inderlige håb, at EF-domstolen følger Generaladvokatens anbefaling”.

________________________________

For yderligere information:
Alliance for Natural Health (ANH)

www.iom.dk

Kejserens nye klæder: HOPE-TOO

Admin

5. april 2005

Anerkendte amerikanske forskere hævder, at selv store mængder naturligt E-vitamin ikke gavner ved etableret åreforkalkning. Men deres forsøg viser det ikke. Deltagerne fik ingen E-vitamin.

Måske har nogen hørt om den roste amerikanske HOPE-undersøgelse fra 2000. Den skulle vise, at naturligt E-vitamin hverken gør fra eller til for mennesker med åreforkalkning. Det var jo en skuffelse, og dermed kunne emnet for så vidt være uddebatteret.

Sådan gik det ikke. HOPE, der varede 4,5 år og omfattede 9.000 deltagere, blev forlænget 2,5 år. Man ville være helt sikker, sagde man. I opfølgningen, der kaldes HOPE-TOO, deltog kun ca. 4.000. Nogle ville ikke være med, andre var døde, og atter andre ville kun undersøges, men ikke have piller.

Halvdelen fik dagligt 400 enheder naturligt E-vitamin (alfa-tokoferol), mens resten fik “snydepiller”. At de var svært åreforkalkede er sikkert: Hver anden havde haft blodprop i hjertet, lige så mange havde angina pectoris (kransåreforkalkning), og mere end hver tredje havde sukkersyge.

Det indledende HOPE-forsøg viste, at E-vitamin hverken gav mere eller mindre kræft, flere eller færre hjertetilfælde, slagtilfælde, dødsfald eller noget andet. Samme resultat fik man med HOPE-TOO, dog med en enkelt tilføjelse: De der fik E-vitamin, fik en anelse oftere hjertesvigt, altså svækket hjerte-pumpefunktion.

Forskellen var så lille, at den sagtens kan være tilfældig, selv om den var statistisk sikker. Alligevel benytter forfatterne lejligheden til stærkt at advare mod kosttilskud. Men de kunne lige så godt have haft anledning til at anbefale dem. De fandt nemlig også, at E-vitamin beskyttede mod lungekræft!

Dette fund, som altså også var statistisk sikkert, afviser de dog som en ”fejl”. Det sker i en overvejelse over en hel spalte, hvori der henvises til forsøg med betakaroten, der som bekendt er noget helt andet.

Intet tøj på
Men der er en langt alvorligere overraskelse, som helt overskygger denne tendentiøse holdning: Under hele forsøget havde deltagerne ikke mere E-vitamin i blodet (serum) end alle andre mennesker, der ikke tager tilskud. Gennemsnitsværdien var på 17,6 mmol/l. Normalværdien er 12-42. Trods E-vitamin fik de altså kun med nød og næppe dækket deres minimale behov.

Før forsøget havde de ganske vist endnu lavere værdier, gennemsnitligt 10 mmol/l. Det passer jo med, at det var alvorligt syge, overvægtige hjertepatienter, der holdt sig til mager kost. Fedtfattig kost mangler E-vitamin.

Her er nok også forklaringen på de lave blodværdier. E-vitamin kan kun optages fra tarmen i selskab med fedt. Tager man det sammen med fedtfattig mad, kan man næsten lige så godt lade være, også når man tager 20-40 gange det anbefalede, som her.

Man mindes kejserens nye klæder. HOPE-TOO har ingen tøj på. Man hævder at undersøge virkningen af megadoser af E-vitamin, men deltagerne får det kun tilsyneladende. Mærkværdigvis har ingen før påvist denne nærmest komiske fejl.

Alligevel må man undre sig over, at forfatterne selv, som oven i købet fremsætter vidtløftige forklaringer på deres ”fund”, ikke har set fejlen. Ved de intet om E-vitamin? Kan det tænkes, at de ikke kender normalværdierne for E-vitamin i blodet?

Ok ja. Der er mange eksempler på både uvidenhed og overfladiskhed i forskning. Man behøver ikke at gå længere end til den officielle kommentar i samme nummer af JAMA, som bragte HOPE-TOO. Her tilslutter lægen Greg Brown sig undersøgelsens konklusioner.

Han forestod en tilsvarende undersøgelse fra 2001. Den skulle vise, om antioxidanter modvirker forkalkning i hjertets kransårer. Brown konkluderede, at det gør de ikke. Og dog viste hans tal sort på hvidt, at de med statistisk sikkerhed halverer den hastighed, hvormed kransårerne forkalker!
Vitalrådet.


Referencer:
1. The HOPE and HOPE-TOO Trial Investigators. Effects of long-term vitamin E supplementation on cardiovascular events and cancer. JAMA 2005;293:1338-47.
2. B Greg Brown. Is there any hope for vitamin E? JAMA 2005;293:1387-90.
3. Greg Brown et al. Simvastatin and niacin, antioxidant vitamins, or the combination for the prevention of coronary disease. N Engl J Med 2001;345:1583-92.

jama.ama-assn.org
content.nejm.org
www.iom.dk

Måske kan kræft i prostata blive en sjældenhed

Admin
  1. april 2005

Hver fjerde mand lever med stærkt forhøjet risiko for at få kræft i prostata, den næst hyppigste årsag til kræftdødsfald hos mænd. Sådan behøvede det ikke at være. Netop disse udsatte mænd kunne med lethed formindske deres risiko til en tiendedel.

Forskere fra Harvard Universitetet i Boston har offentliggjort en yderst skelsættende undersøgelse. Den tyder meget stærkt på, at de fleste tilfælde af kræft i prostata skyldes manglende balance i kroppens forsvar mod frie iltradikaler. Og nok så vigtigt: Denne balance kan genoprettes med antioxidanter – især selen, men også E-vitamin og tomaternes røde farvestof, lycopen. Prostatakræft kan dermed blive en sjælden sygdom.

Ubalancen opstår især hos de mænd, der får for lidt selen, og som af arvelige grunde har et særligt effektivt antioxidant-enzym (manganholdigt SOD) i deres mitokondrier. Mitokondrierne er cellernes indre energifabrikker, som med alderen nedslides af frie iltradikaler. Denne nedslidning menes, i parentes bemærket, at være en meget væsentlig årsag til ældning og alderssygdomme.

Man skulle derfor tro, det var en fordel at have et særligt effektivt antioxiderende enzym i sine mitokondrier. Men det er det meget ofte ikke. SOD-enzymet forvandler frie iltradikaler til det mindre risikable brintoverilte, men dette skaber et nyt problem: Også brintoverilten må fjernes, eftersom også den medfører skadelig iltning. Fjernelsen kræver et enzym (glutationperoxidase), hvis mængde afhænger af tilførslen af selen.

Jo flere frie iltradikaler (f.eks. fra rygning) der skal neutraliseres, og jo mere effektivt SOD-enzymet er, jo mere skadelig brintoverilte ophobes, og jo større er behovet for selen.

Balance i tingene
Harvard-undersøgelsen er en del af en undersøgelse af ca. 15.000 amerikanske læger, som er blevet fulgt siden 1982. Omkring 1990 havde 275 af dem fået alvorlig prostatakræft, og det var især dem, man interesserede sig for.

Først koncentrerede man sig om dem, der plejede at få mindst selen i kosten (laveste fjerdedel). Man ville vide, om det var en fordel eller en ulempe for dem at have arvet det effektive SOD-enzym. Det viste sig at være en ulempe! De, der havde enzymet, fik næsten dobbelt så tit alvorlig prostatakræft.

Dernæst så man på dem, der normalt fik mest selen (højeste fjerdedel). Var det effektive enzym også en ulempe for dem? Nej, her var det en fordel! De, der havde det, havde kun halvt så stor sandsynlighed for at få (alvorlig) prostatakræft som de øvrige.

Det effektive SOD-enzym – der altså findes hos hver fjerde voksen – formindsker ifølge de amerikanske tal risikoen for alvorlig prostatakræft til en sjettedel, men vel at mærke kun, hvis man får selen nok. Gør man ikke det, forhøjer det risikoen i stedet. Får man godt med selen og desuden forholdsvis meget E-vitamin og lycopen (fra tomater), er risikoen nede på en tiendedel af, hvad den ville være, hvis man fik forholdsvis lidt.

Alvorlig prostatakræft kan således måske blive en sjældenhed hos de 25 % af den mandlige befolkning, der har arvet det effektive SOD-enzym – i stedet for, at de som nu er de mest udsatte.

Men hvad vil det sige at få for lidt selen? Amerikanere får 2-5 gange så meget selen som danskere (der typisk får 40-50 mikrogram om dagen), overvejende fordi den amerikanske jordbund er meget selenholdig.

Overføres de amerikanske tal til danske forhold, betyder det, at de fleste danske mænd med det aktive enzym har stærkt forhøjet risiko for at få aggressiv prostatakræft og måske dø af det. Hvis de indgik i den amerikanske undersøgelse, ville de høre til den gruppe, der fik mindst selen og havde seksdoblet risiko for alvorlig prostatakræft.

For at få rigelige mængder selen i amerikansk forstand kræves for en almindelig dansker et dagligt tilskud på ca. 200 mikrogram om dagen. Det er vigtigt at huske, at der er stor forskel på optageligheden af selen. Uorganisk selen optages stort set ikke, hvorimod den selentype, der optages bedst – L-Selenomethionin – er organisk og typisk findes i selengær.

Brystkræft af samme grund?
Så vidt mænd med det aktive SOD-enzym. Men hvad med de 75 % af alle mænd, hvis enzym er normalt? Deres prostata tåler bedre en relativ selenmangel, men de kan dog alligevel mindske risikoen for alvorlig prostatakræft med omkring 25 % ved at få selen nok – ifølge tallene fra Harvard, der stemmer ganske fortrinligt med en efterhånden lang række andre undersøgelser.

Harvard-undersøgelsen støttes af andre forskere. Mandlige finske rygere (der indånder masser af iltradikaler) havde f.eks. tredoblet risiko for aggressiv prostatakræft, når de havde den effektive variant af SOD-enzymet. Man må tro, de danner en masse brintoverilte og ville have gavn af selen.

Det samme gælder rygende kinesiske kvinder, hvis risiko under samme betingelser – men for brystkræft – ligeledes var tredoblet. Eller gravide kvinder i Korea, der ganske vist ikke havde kræft, men hos hvem man i urinen påviste statistisk sikre tegn på flere mutationer end normalt – når de altså havde den effektive variant. Alle må de på baggrund af den amerikanske undersøgelse tænkes at have gavn af mere selen, om end dette ikke er direkte undersøgt.

Man kan ikke uden videre blive undersøgt for, om man har den effektive variant af SOD-enzymet. Ikke desto mindre er der nu som minimum stærke og biologisk gode indicier for, at visse antioxidanter er umådeligt vigtige som beskyttelse mod prostatakræft. Det er de hos alle mænd, men navnlig hos en ukendt fjerdedel af dem.
Vitalrådet.

 

Referencer:
1. Haojie Li et al. : Manganese superoxide dismutase polymorphism, prediagnostic antioxidant status, and risk of clinical significant prostate cancer. Cancer Res. 2005;65:2498-2504.
2. Woodson et al. Manganese superoxide dismutase (MnSOD) polymorphism, α-tocopherol supplementation and prostate cancer risk in the α-Tocopherol, β-Carotene Cancer Prevention Study. Cancer Causes Control 2003;14:513-8
3. Niels Hertz. Selen – et livsvigtigt spormineral. Forlaget Ny Videnskab 2002.

www.aacr.org/cncrrea.htm
www.ingentaconnect.com/content/klu/caco;jsessionid=2sf53q49osdn1.victoriawww.iom.dk

Styrket bevis: B-vitaminer beskytter knoglerne

Admin

18. marts 2005

For et år siden opdagede man en sammenhæng mellem knoglebrud og mangel på folinsyre og B12-vitamin. Det kunne være en statistisk tilfældighed. Men i et japansk forsøg nedsatte de to vitaminer risikoen for hoftebrud med hele 80 %.

For kun et år siden påviste hollandske og amerikanske forskere samtidig, at ved forhøjet homocystein – som er meget udbredt og oftest er en følge af mangel på folinsyre eller B12-vitamin – er risikoen for at brække hoften fordoblet. Det var kun en statistisk sammenhæng, men var der også en årsagssammenhæng?

Kan folinsyre og/eller B12-vitamin virkelig mindske risikoen for brækket hofte, dvs. den suverænt farligste konsekvens af knogleskørhed?

Kun få har tænkt på denne mulighed før, men i øjeblikket ser den ud til at passe. Japanske læger har haft denne mistanke i mindst fem år. De påbegyndte i 2000 et to-årigt behandlingsforsøg for at undersøge sagen.

Forsøget omfattede 628 særligt udsatte, ældre patienter, som fik en solid dosis af de to vitaminer: 5 mg folinsyre og 1,5 mg B12-vitamin om dagen. Halvdelen fik dog placebo (blindtabletter). De 628 var udvalgt, fordi de havde haft et slagtilfælde og endnu efter et år var mere eller mindre lammede i den ene side. I den situation er risikoen for at brække hoften fordoblet, især naturligvis fordi risikoen for at falde er stor.

I løbet af de to år blev det registreret, hvor tit deltagerne i de to grupper faldt. Det gjorde de lige ofte. Men konsekvenserne var langt mildere hos dem, der fik tilskud. Kun seks af dem fik et hoftebrud, mens det samme skete for 27 i kontrolgruppen. Risikoen var altså nedsat med mere end 80 %. I den behandlede gruppe faldt blodets indhold af homocystein med godt 30 %, mens det steg lige så meget hos dem, der fik blindtabletter.

B-mangel ødelægger bindevæv
Der bliver lagt sten på sten til argumentet for, at homocystein er farligt for knoglerne. Det nye er, at det nytter at sætte det ned, hvis det er højt. Ikke fordi der kommer mere kalk i knoglerne. Det gør der ifølge en hollandsk undersøgelse fra 2004 ikke. Til gengæld er der gode grunde til at tro, at det knoglevæv, man har, bliver stærkere.

Biokemiske forsøg har vist, at homocystein angriber både elastiske og andre fibre i knogle- og bindevæv, så strukturen bliver løsere, fletværket af fibre mindre stramt og knoglerne mere stive. Fibre af samme art findes også i pulsårerne, som altså ligeledes kan tænkes at tage skade, og kemisk lignende proteiner deltager i blodets koagulation. Nogle mener, dette forklarer den øgede tendens til blodprop i hjertet m.m., som ses ved forhøjet homocystein.

Argumentet understøttes af, at blodprop og svækkede knogler opstår særligt tidligt mennesker med den medfødte sygdom ”homocystinuri”, hvor blodets indhold af homocystein er 10 gange så højt som normalt. Forskellen på dem og andre, siger man, er kun tidspunktet, skaderne sker.

Hvis det japanske forsøg bekræftes, er folinsyre og B12-vitamin simpelthen den mest effektive beskyttelse mod knogleskørhed, man kender! Det er i hvert fald bestemt ikke uklogt at få målt sin homocystein-værdi i blodet. Den bør ikke være meget højere end 10 mikromol/liter.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Sato Y, Honda Y, Iwamoto J, Kanoko T, Satoh K. JAMA. 2005 Mar 2;293(9):1082-8. Effect of folate and mecobalamin on hip fractures in patients with stroke: a randomized controlled trial.
2. Krumdieck CL et al. Mechanisms of homocysteine toxicity on connective tissues: Implications for the morbidity of aging. J Nutr. 2000;130:365S-368S.
3. Van Meurs Joyce B J et al. Homocysteine levels and the risk of osteoporotic fracture. N Engl J Med 2004;350:2033-41.
4. Mc Lean Robert R et al. Homocysteine as a predictive factor for hip fracture in older persons, N Engl J Med 2004;350:2042-9.

jama.ama-assn.org
content.nejm.org
www.iom.dk

Stegte sild – er de så gode for hjertet?

Admin

15. marts 2005

En amerikansk undersøgelse siger, at man kan undgå hjerteflimmer (atrieflimmer) ved at få fed fisk. Danske forskere kommer til det diametralt modsatte resultat. Er det fordi, danskere kan lide stegt fisk?

I midten af 2004 kunne forskere fra Harvard universitet i Boston offentliggøre, at hvis man spiser godt med fed fisk, har man mindre risiko for hjerteflimmer – forkammerflimmer, eller atrieflimmer.

Atrieflimmer er den stærkt uregelmæssige hjerteaktion, som før eller senere opstår hos et stort antal ældre, og som kræver livsvarig blodfortyndende behandling.

Helt præcist havde amerikanerne fundet, at risikoen for atrieflimmer var 35 % mindre hos dem, der fik fed fisk mindst fem gange om ugen, og 24 % mindre hos dem, der fik det 1-3 gange om måneden – sammenlignet med dem, der fik det meget sjældent.

Men det er mere indviklet end som så: I januar 2005 offentliggjorde to danske læger, at et stort indtag af fed fisk ifølge deres undersøgelse forøger risikoen for atrieflimmer. Nærmere bestemt er risikoen 44 % højere hos den femtedel, der får mest, end den er hos dem, der får mindst.

Er man så ikke lige vidt? Et groft gennemsnit af de to undersøgelser siger jo, at det er hip som hap, om man får fed fisk (TV-avisen omtalte dog kun den danske undersøgelse. Den har jo, ifølge sædvanlig logik, størst interesse).

Hvorfor de forskellige resultater? Går man under overfladen, viser det sig, at de to undersøgelser er stærkt forskellige.

Der var ca. 5.000 deltagerne i den amerikanske undersøgelse. De var gennemsnitligt 73 år. I den danske deltog ca. 50.000, men de var 18 år yngre, gennemsnitligt 55 år. Næsten hver femte af de ældre amerikanere fik atrieflimmer i de 12 år, undersøgelsen varede, mens det samme gjaldt mindre end 2% af danskerne, der desuden kun blev fulgt i knap seks år. Alt i alt observerede amerikanerne dobbelt så mange, der fik atrieflimmer, som danskerne (hhv. 980 og 456).

Stegning forvansker fiskeolien
Hvordan identificerede man dem, der fik atrieflimmer? De amerikanske deltagere fik hvert år en hjerteundersøgelse. Her blev alle med atrieflimmer opdaget. Oplysninger om danskerne blev derimod udelukkende indhentet fra sygehusene – man gik altså ud fra, at alle med atrieflimmer havde været indlagt.

Dette medfører en usikkerhed: Selv om de fleste blev indlagt, er det langt fra sikkert, alle blev. Atrieflimmer kan udmærket behandles i almen praksis.

Særligt vigtigt var det, at amerikanerne opdagede, at der er forskel på virkningen af stegt fisk og anden fisk. Stegt fed fisk forøgede risikoen en anelse, mens ikke-stegt (fed) fisk formindskede den. Fed fisk, der blev stegt, forhøjede tilsvarende ikke blodets indhold af fiskeolie (n-3-fedtsyrer). Til sammenligning oplyser den danske undersøgelse ikke, hvordan fisken blev tilberedt. Man skelnede slet ikke.

Ingen af undersøgelserne redegjorde for, hvor mange og hvem der tog tilskud af fiskeolie: Heller ikke dette – centrale – spørgsmål var stillet i den danske undersøgelse. I den amerikanske ændrede oplysningerne dog på den anden side ikke det samlede resultat.

Altså: En stor, detaljeret og nøjagtig amerikansk undersøgelse har vist, at fed fisk formindsker risikoen for atrieflimmer med omkring en tredjedel. En mindre – og mindre detaljeret – dansk undersøgelse har vist det modsatte.

Men størrelsen er næppe det afgørende. Det er nok væsentligere at gå den tanke, at tilberedningen af fisken spiller en rolle. Fiskeolie ødelægges af høj varme, som mere eller mindre forvandler n-3-fedtsyrerne til n-6-fedtsyrer, transfedtsyrer og skadelige iltnings-produkter.

Den amerikanske gruppe har for nylig offentliggjort, at fed fisk – som vel at mærke ikke er stregt – mindsker risikoen for hjerneblødning (der for det meste skyldes blodprop i hjernen) i omtrent samme omfang som risikoen for atrieflimmer. Stegt fed fisk gør det modsatte!
Vitalrådet.


Referencer:
1. Dariush Mozaffarian et al. Fish intake and risk of incident atrial fibrillation. Circulation 2004;116:368-73.
2. n-3 Fatty acids consumed from fish and risk of atrial fibrillation or flutter : The Danish Diet, Cancer and Health Study. Am J Clin Nutr 2005;81:50-4
3. Mozaffarian D et al. Fish consumption and stroke risk in elderly individuals: the cardiovascular health study.

Arch Intern Med 2005 Jan 24;165(2):200-6.
www.americanheart.org
www.americanheart.org/presenter.jhtml
www.ajcn.org
archinte.ama-assn.org
www.iom.dk

Magnesium forebygger (måske) kræft

Admin

21. februar 2005

Jo mindre magnesium, du får, jo større er din risiko for kræft i tyktarmen – samt astma og en ubalance i muskel- og nervefunktion. Vanddrivende piller og tomme kalorier er hovedårsagen til mangel.

Svenske forskere har opdaget, at mangel på magnesium tilsyneladende forøger risikoen for tyktarmskræft, en af de hyppigste former for kræft. Overhyppigheden blev fundet i en gruppe på over 66.000 kvinder i 40-70-årsalderen, som blev fulgt over en treårig periode.

Flertallet af de 66.000 kvinder fik mindre end de anbefalede ca. 350 mg magnesium om dagen i deres kost. Faktisk hørte en kvinde til den øverste femtedel, hvis hun fik mere end 255 mg dagligt. Denne femtedel havde udpræget mindre risiko for tyktarmskræft end resten, og risikoen tiltog jævnt med aftagende indtag.

Hvorfor får så få magnesium nok? Det burde ikke være svært at få nok. Det anslås, at ved forrige århundredes begyndelse fik en gennemsnitlig voksen mere end 1.000 mg magnesium om dagen. Altså fire gange så meget som de kvinder, der i dag får mest.

Forklaringen er indlysende. Ved forrige århundredes begyndelse fik man ikke nær så mange tomme eller halvtomme kalorier, i form af sukker, margarine og hvidt mel, som man får i dag. I 100 gram havregryn er der næsten 300 mg magnesium, mens andre fuldkornsprodukter (og letbitter chokolade!) indeholder ca. 100 mg pr. 100 gram. Det er fire gange så meget som i industrielt forarbejdet hvidt mel.

Magert kød, som man sjældent fik for 100 år siden, når ikke op på mere end omkring 25 mg magnesium pr. 100 gram, omtrent det samme som i grønsager som spinat, ærter og bønner.

Sammenligningen er interessant af andre grunde end hensynet til kræft. Mangel på magnesium er i talrige undersøgelser sat i forbindelse med åreforkalkning og hjerteslag, sygdomme, der var sjældnere for 100 år siden.

For en del år siden viste f.eks. en skotsk undersøgelse, at når astmatikere fik et tilskud på bare 100 mg magnesium, fik de tydeligt færre astmaanfald og mindre irritable slimhinder. Også astma er som bekendt en langt hyppigere sygdom i dag. Virkningen stemmer med, at man kan standse et astmaanfald med en intravenøs indsprøjtning af magnesiumsulfat.

Magnesium har mange andre virkninger: Det hæmmer blodpladernes tendens til sammenklumpning og øger dannelsen af kvælstofilte (NO), som holder blodkarrene åbne, sænker blodtrykket og sikrer normalt kredsløb.

Begge dele kan antages at mindske risikoen for blodprop i hjertet, en sammenhæng som er formodet, men ikke endeligt bevist. Den styrkes dog yderligere af, at magnesium har flere virkninger tilfælles med det kolesterolsænkende piller, man kalder statiner – dog uden at have disses bivirkninger.

Den afslappende virkning på blodkarrene kan hænge sammen med den generelt afslappende virkning på muskler og nerver, som magnesium er kendt for. Før i tiden har man på mennesker fremkaldt fuld narkose med magnesium, lige som man kan fremkalde lokalbedøvelse ved at indsprøjte det under huden.

Magnesium anvendes stadig som det vigtigste middel mod kramper ved svangerskabsforgiftning og kan bruges mod sygdommen stivkrampe. Mange har også glæde af, at et magnesiumtilskud hjælper mod lægkramper, som mange gravide og ældre plages af.

Umiddelbart virker det betænkeligt, at vi i dag får så meget mindre end før af et mineral med disse egenskaber. Ikke mindst fordi de uhyre udbredte vanddrivende piller bidrager til manglen ved at udskille magnesium via nyrerne.

Hertil kommer så nu den mulige kræfthæmmende virkning af magnesium. Dette kan naturligvis også være en kombination af andre mangler, som ses samtidigt med mangel på magnesium. En dårlig kost vil medføre mangel på mange essentielle næringsstoffer, så moralen må være: Spis ordentligt!
Vitalrådet.

 

Referencer:
1) “Comparison of Mechanism and Functional Effects of Magnesium and Statin Pharmaceuticals,” Rosanoff A, Seelig MS, J Am Coll Nutr, 2004;23(5):501S-505S. (Address:Mildred S. Seelig, MD, E-mail: mgseelig@comcast.net).
2) Ford Es, Mokdad AH. Dietary magnesium intake in a national sample of US adults. J Nutr 2003;133:2879-82
3) Goodman and Gilman’s The Pharmacological basis of therapeutics. Pergamon Press 1990. P. 704-6.

www.jacn.org
www.nutrition.org
www.iom.dk

Folinsyre: Sandsynligvis klogt at få tilskud

Admin

7. februar 2005

Folinsyre sænker blodtrykket, men kun når man får så meget, at det er nødvendigt med tilskud. Samtidig beskytter vitaminet hjerte og hjerne mod blodprop.

Det er for længst dokumenteret, at B-vitaminet folinsyre forebygger medfødt rygmarvsbrok. I Canada har man i otte år beriget alt mel med folinsyre og har dermed hindret ca. 80 % af disse sørgelige tilfælde. Også i USA er berigelse obligatorisk, men i Danmark må vordende mødre klare sig selv. Det er deres eget problem at finde ud af at tage tilskud – før de bliver gravide!

Hovedkilden til folinsyre er grønne grønsager (”folium” vil sige ”blad”). Dem er der mange, der ikke kan lide, og mangel på folinsyre er mere udbredt end på noget andet vitamin. Det er desværre ret sikkert, at manglen ikke kun skader de ufødte, men hos voksne både øger dødeligheden af blodprop i hjertet og af apopleksi (blodprop i hjernen). Ikke nok med det: Sandsynligvis forhøjer manglen også tendensen til forhøjet blodtryk.

Den hidtil ukendte sammenhæng med blodtrykket blev opdaget, da man gennem otte år observerede 156.000 amerikanske sygeplejersker. 1) Sandsynligheden for at de fik højt blodtryk, mens de var yngre (27-44 år), var kun halvt så stor, når de fik ét mg (1.000 mikrogram) folinsyre om dagen, som når de kun fik 0,2 mg. 0,2 mg er både i USA og Danmark et meget almindeligt indtag via kosten (gennemsnitligt 0,25 mg om dagen). Det er næsten umuligt at få 1 mg, fire gange så meget, uden tilskud.

Med hensyn til apopleksi og blodprop i hjertet er der de seneste år kommet meget interessant viden:

I USA, hvor man indførte berigelse af mel i 1996, er dødeligheden af apopleksi siden faldet meget dramatisk, vel at mærke i alle befolkningsgrupper og for både mænd og kvinder, dvs. ret uafhængigt af livsstil.

Før 1996 var det årlige fald i dødelighed som følge af apopleksi godt en procent. Dette fald skyldtes bedre behandling og forebyggelse. Men i de efterfølgende tre år faldt dødeligheden tre gange så meget, nemlig i alt 10-15 %! Dette har man statistisk kun kunnet forklare ved, at den typiske amerikaner nu har dobbelt så meget folinsyre i blodet som før. 2)

Apopleksi (blodprop i hjernen) er desuden langt farligere, hvis man mangler folinsyre. Det blev for nylig demonstreret på mus. De fik kunstigt påført en apopleksi ved at man simpelt hen afklemte en pulsåre til hjernen. Det viste sig, at hjerneskaden kun var halvt så omfangsrig, når blot musene havde fået folinsyre nok. 3)

Men øjensynligt beskytter folinsyre også hjertet. Det fremgik senest, da italienske læger undersøgte ca. 900 patienter, der var indlagt med og uden blodprop i hjertet. De opdelte alle de indlagte efter, hvor meget folinsyre, de fik til daglig. I den gruppe, der fik mindst folinsyre, fandt man langt de fleste patienter på hjerteafdelingen!

Den tredjedel, der fik mindst, havde en risiko, der var dobbelt så stor som den tredjedel, der fik mest. Når man medregnede indtaget af B6-vitamin (B6 samarbejder med folinsyre), havde de, der fik mest, en relativ risiko på kun 29 %. 4)

Det er ikke selve folinsyren, der beskytter hjertet og hjernen. Derimod sænker folinsyre blodets indhold af den skadelige aminosyre homocystein, som angriber blodkarrene.

Omkring 10 % af befolkningen har uden at vide det arveligt forhøjet homocystein (og skal derfor have mere folinsyre). For nylig har det vist sig, at disse 10 % får apopleksi betydeligt oftere end andre. 5, 6) I forvejen vidste man, at nøjagtigt det samme er tilfældet mht. blodprop i hjertet. 7)

Ingen har endnu foretaget blindforsøg, hvor man med tilskud effektivt har sænket blodets indhold af homocystein. Det opfordres der nu til. 8) Men med den eksisterende viden ser det ud til, at det er klogt at få et tilskud.
Det ideelle er måske 0,8 mg (800 mikrogram) om dagen.
Vitalrådet.


Referencer:
1. Forman JP, Rimm EB, Stampfer MJ, Curhan GC. Folate intake and the risk of incident hypertension among US women. JAMA. 2005 Jan 19;293(3):320-9.
2. American Heart Association’s 44th annual Conference on Cardiovascular Disease Epidemiology and Prevention.carole.bullock@heart.org
3. Endres M, Ahmadi M, Kruman I, Biniszkiewicz D, Meisel A, Gertz K. Folate deficiency increases postischemic brain injury. Stroke. 2005 Feb;36(2):321-5.
4. Taivani A et al. Folate and vitamin B6 intake and risk of acute myocardial infarct in Italy. Eur J Clin Nutr 2004;58:1266-72
5. Al-Delaimy WK, Rexrode KM, Hu FB, Albert CM, Stampfer MJ, Willett WC, Manson JE. Folate intake and risk of stroke among women. Stroke. 2004 Jun;35(6):1259-63.
6. Casas JP et al. Homocysteine and stroke: Evidence on a causal link from mendelian randomisation. The Lancet 2005;365: 224-32
7. Klerk M, Verhoef P, Clarke R, Blom HJ, Kok FJ, Schouten EG; MTHFR Studies Collaboration Group. MTHFR 677C–>T polymorphism and risk of coronary heart disease: a meta-analysis. JAMA. 2002 Oct 23-30; 288(16):2023-31.
8. S Schwammenthal et al. Homocysteine, B-vitamin supplementation, and stroke prevention. From observational to interventional trials. Lancet Neurol. 2004;3(8):493-5.

jama.ama-assn.org
www.lancet.com
stroke.ahajournals.org
www.iom.dk

Lyt her: Vitaminer bevarer hørelsen!

Admin

3. februar 2005

Store doser C- og E-vitamin forebygger kroniske høreskader som følge af støj. Det viser forsøg med både marsvin og amerikanske soldater. Resultatet er vigtigt, for hver tiende voksen hører dårligt.

Kniber det med hørelsen? Så er grunden måske vitaminmangel. Det fremgår af forsøg, som er udført på det berømte Karolinska Sygehus i Stockholm – sygehuset, der er kendt verden over for, at det er forskere herfra, der bestemmer, hvem der skal have den årlige Nobelpris i medicin.

Forsøgene viste, at hvis marsvin før og efter en voldsom støjpåvirkning får store mængder C- og E-vitamin, slipper de for den kroniske høreskade, der ellers bliver resultatet. Forsøg med amerikanske soldater i forbindelse med skydeøvelser har givet tilsvarende resultat.

Nedsat hørelse er mere almindelig, end man tror. Hver tiende voksen har så alvorlige høreproblemer, at det går ud over kommunikationen i dagligdagen. Hyppigheden tiltager med alderen, men mange får høreskader som unge, hvis de er for ivrige efter at høre voldsom musik eller af arvelige grunde er særligt støjfølsomme.

Det er professor Mats Ulfendahl fra Karolinska’s høreklinik, der stod bag forsøget. Det byggede på den viden, at støj danner frie iltradikaler i det indre øre’s sanseceller. Det er disse radikaler, der ødelægger sansecellerne. Derfor var det logisk at forsøge at dæmpe skaden ved tilførsel af antioxidanter. Ulfendahl fremlagde resultaterne på en kongres om høreskader på Karolinska i september.

Mats Ulfendahl er blandt verdens absolut førende forskere i hørenedsættelse og har blandt andet påvist, at der er stamceller i det indre øre, der kan udvikle sig til modne høre- og nerveceller. Han mener, at denne opdagelse i løbet af 10-20 år kan betyde, at mennesker med erhvervet døvhed kan høre normalt igen. Får han ret er det vel ikke utænkeligt, at hans kolleger på Karolinska nominerer ham til Nobelprisen.

Foreløbig kan man som bekendt ikke reparere ødelagte høreceller hos mennesker. Fugle gendanner derimod hørelsen automatisk, når de er blevet døve som følge af støjskade. Tanken om reparation er altså ikke principielt umulig. Men tænker man på forebyggelse før man skal på diskotek, er det nok værd at overveje et tilskud af vitaminer i megadosis.
Vitalrådet.


Referencer:
Her har vi for en gangs skyld ikke en reference til en videnskabelig artikel, men ovennævnte foredrag, som man kan høre direkte på nedenstående web-adresser.
1) Kan verkligen vitaminer lindra hörselnedsättning? http://www.hrf.se/templates/Page2x1____3855.aspx
2) Ta en vitamin och hör sen! http://www.karolinska.se/templates/Page.aspx?id=39736

www.hrf.se/templates/Page2x1____3855.aspx
www.karolinska.se/templates/Page.aspx
www.iom.dk

Vitaminpille hindrer infektioner

Admin

24. januar 2005

Diabetikeres større modtagelighed for infektioner kan mindskes med en daglig multivitamin-mineralpille.

Skeptikere har tvivlet på, at almindelige vitaminpiller styrker immunforsvaret. I 1992 viste canadieren Chandra ganske vist, at en daglig vitaminpille halverede antallet af infektioner hos en mindre gruppe raske ældre. Men kritikere såede tvivl om hans uafhængighed, og året efter fandt franske forskere ingen virkning i et – ganske vist kortvarigt – forsøg.

Nu er situationen en anden. Et amerikansk forsøg har vist, at en almindelig vitaminpille næsten halverer hyppigheden af infektioner. I forsøget, som varede et år, deltog 130 personer, der overvejende var midaldrende, overvægtige kvinder, af hvilke ca. hver tredje havde type 2-sukkersyge – aldersdiabetes. Deres livsstil var dog ikke nødvendigvis usund: Mere end hver anden fik motion i moderat eller intenst omfang.

Under forsøget fik halvdelen en blindtablet (placebo), og den anden halvdel en vitamin- og mineralpille hver dag. I placebogruppen fik 73 % infektioner, mens kun 43 % i vitamin-gruppen fik infektioner. Det var diabetikerne, der tegnede sig for det meste af forskellen. Det er velkendt, at diabetikere er mere modtagelige for infektioner end andre, og 93 % af diabetikerne i placebogruppen fik infektioner, men kun 17 % i vitamingruppen.

Den nærliggende forklaring er, at diabetikerne havde traditionel vitaminmangel, som svækkede deres immunforsvar. Vitaminpillen rettede op på dette. Men tallene kan ikke bekræfte dette. Ca. hver tredje af samtlige – dvs. diabetikere og ikke-diabetikere – skønnedes i underskud med A-, E- eller C-vitamin. Man må kunne slutte, at i hvert fald ikke alle diabetikere har spist usundt.

Man kunne derfor også spørge, om diabetikere har særligt stort behov for vitaminer for at opretholde et sundt immunforsvar. Under forsøget fik de et solidt tilskud. Vitaminpillen, man brugte, er efter amerikanske normer et standardtilskud, men indeholder rundt regnet dobbelt så mange A-, D-, B- og C-vitaminer som en typisk dansk pille. Desuden indeholder den bl.a. folinsyre, B12-vitamin, K-vitamin, krom og jod, som savnes helt i de fleste danske vitaminpiller.

For et halvt år siden viste den syvårige franske SU.VI.MAX-undersøgelse, at små mængder antioxidanter dramatisk nedsætter dødelighed og kræfthyppighed hos mænd. Mændene fik C- og E-vitamin samt betakaroten og selen i samme mængde som i det amerikanske forsøg, men amerikanerne fik – i deres stærke standardpille – desuden alle de øvrige vitaminer og mineraler.

Omtrent samtidig viste et forsøg i Tanzania, at multivitaminpiller styrker immunsystemet hos HIV-positive væsentligt og bremser udviklingen af AIDS.

Der er grund til at tro, at en multivitaminpille – og gerne en stærk af slagsen – på langt sigt gavner de fleste. På kortere sigt er den med stor sikkerhed en betydelig fordel for navnlig diabetikere, mænd og HIV-positive.
Vitalrådet.


Referencer:
1) Chandra RK. Effect of vitamin and trace-element supplementation on immune responses and infection in elderly subjects. Lancet 1992;340:1124-7.
2) Chavance M et al. Does multivitamin supplementation prevent infections in healthy elderly subjects ? A controlled trial. Int J Vitam Nutr Res 1993;63:11-16.
3) Barringer TA et al. Effect of a multivitamin and mineral supplement on infection and quality of life. Ann Int Med 2003;138:365-71.
4) Hercberg S et al. The SU.VI.Max study. Arch Int Med 2004;164:2335- 2342.

www.thelancet.com
www.annals.org
archinte.ama-assn.org
www.iom.dk