Vitaminer hindrer nedslidning ved sport

23. august 2004

Hård og udmattende fysisk træning gavner ikke helbredet. Det fremgår af, at disse udfoldelser både medfører skader på DNA (arveanlæggene) og ødelægger cellevægge, begge dele ved iltning.

Hård og udmattende fysisk træning gavner ikke helbredet. Det fremgår af, at disse udfoldelser både medfører skader på DNA (arveanlæggene) og ødelægger cellevægge, begge dele ved iltning.

I virkeligheden sker der en generel nedslidning af samme art som den, organismen udsættes for ved en operation, en blodprop i hjertet eller anden voldsom belastning. Beviserne for ødelæggelserne kan findes i blod- og urinprøver.

Et nyt forsøg har imidlertid vist, at mange af skaderne kan hindres hos sportsfolk, hvis de før de krævende præstationer tager tilskud af E- og C-vitamin. Begge dele er antioxidanter, hvilket vil sige, at de forebygger, at cellevæggenes fedtstoffer utilsigtet iltes, så cellerne ikke kan fungere. Mange sportsfolk tager tilskud, men at det også nytter, er nu påvist i et omhyggeligt forsøg med amerikanske ultramaratonløbere.

Forsøget blev udført ved et videnskabeligt sportsinstitut under Oregon State University. I seks uger før det 50 km. lange løb tog hver anden af de 22 deltagere hver dag ét gram C-vitamin og 400 enheder E-vitamin, mens resten fik blindtabletter (placebo). Før og efter løbet blev der foretaget en lang række målinger på begge grupper.

Det viste sig, at vitaminerne fuldkommen hindrede harskning af fedtstoffet i cellevæggene (oxidation), både under og efter løbet. Uden vitaminer var følgerne af anstrengelserne målelige i mindst seks dage hos mænd, men de forekom overhovedet ikke hos dem, der fik vitaminer. Ejendommeligt nok slap de kvindelige deltagere billigere. De havde kun forhøjede prøver et par timer efter løbet, selv om de ikke fik tilskud.

Talskvinde for forskergruppen er professor Maret Traber, der med en baggrund i flere æreshverv og over 160 videnskabelige artikler anses for en af verdens førende eksperter i E-vitamin.

Hun erklærer på grundlag af forsøget, at hvis man har kroniske helbredsproblemer, kan man meget vel have gavn af større doser af de to vitaminer end det normalt anbefalede.

I den forbindelse nævner hun bl.a. diabetes, Alzheimers sygdom og hjertesygdom, men også overvægt og rygning. Alt sammen tilstande med forøget harskning af cellevæggenes fedtstoffer.
Vitalrådet.


Reference:

Mastaloudis A., Morrow JA, Hopkins DW, Devaraj S, Traber M. Antioxidant supplementation prevents exercise-induced lipid peroxidation, but not inflammation, in ultramarathon runners. Free Radical Biology & Medicine 2004;36(10):1329-1341.

www.sciencedirect.com/science
www.iom.dk

“Amatøragtig” udtalelse fra Anti Doping Danmark

27. oktober 2003

I flere landsdækkende dagblade kunne man midt i oktober 2003 læse ret skarpe advarsler mod kombinationen af kosttilskud og sport. Bag de dømmende udtalelser stod læge Rasmus Damsgaard fra Anti Doping Danmark.

Damsgaard er citeret for flere bastante udmeldinger – bl.a.: “Kosttilskudsprodukter virker ikke – basta”. Og han kalder det ligefrem amatøragtigt, når respekterede trænere som Ulrik Wilbæk, anvender kosttilskud til sine spillere.

Men hvad er fakta? Ja hvis man læner sig op ad videnskaben, som det må formodes at Damsgaard også gør, er der faktisk evidens for, at flere kosttilskud har gavnlig effekt i forbindelse med sport.

Det omfatter for eksempel præparater, som kan forebygge nogle af de mange skader, som eliteidrætten er hæmmet af, men også præparater der giver øget udholdenhed.

Som eksempel kan nævnes et par velgennemførte videnskabelige interventionsforsøg med placebokontrol:

Spanske basketballspillere, som dyrkede ekstrem træning over 35 dage fik efter lodtrækning tilskud af E-vitamin, C-vitamin og betakaroten eller placebo.

I vitamin-gruppen var der et fald på næsten 30 % i den skadelige fri radikal aktivitet i forhold til placebogruppen. (Eur J Nutr. 2001 Aug;40(4):178-84)

Den hyppige immunsvækkelse efter ekstrem udholdenhedssport er undersøgt hos ultramarathon-løbere (>42 Km).

Tilskud med Vitamin-C gav signifikant færre luftvejsinfektioner efter løbet, nemlig 33 % i C-vitamingruppen mod 68 % i placebogruppen. (Am J Clin Nutr. 1993 Feb;57(2):170-4)

Præstationsfremmende effekt er der såmænd også fin dokumentation for. Finske elite langrendsløbere fik efter lodtrækning Q10, 30 mg x 3, og dette tilskud gav en signifikant forbedret præstationsevne, iltoptagelse og “recovery time” i Q10-gruppen. (Mol Aspects Med. 1997;18 Suppl:S283-90)

Desværre er Rasmus Damsgaard ikke den eneste med et meget unuanceret syn på kosttilskud. Både Team Danmark og Danmarks Idræts-Forbund generaliserer og tager afstand til kategorien kosttilskud.

Vitalrådet er enig i, at man skal være forsigtig med at købe kosttilskud via nettet, simpelthen fordi reglerne er anderledes i andre lande, og det kan være vanskeligt at kontrollere indholdet i det enkelte produkt.

Men kosttilskud købt i almindelig handel i Danmark, er underlagt dansk lov, og det omfatter bl.a. et krav om tydelig indholdsdeklaration.

Elitesportsudøvere er udsat for ekstrem belastning, og derfor bør de spise en optimal kost – bl.a. for at undgå skader.

Den anbefaling støtter Vitalrådet 100 %. Men elitesportsudøvere er ikke anderledes end mange andre danskere, og det kniber ofte med at følge de officielle kostråd. Maden er sjældent så sund og varieret, som den burde være. Derfor vælger også idrætsudøvere at supplere med udvalgte kosttilskud. For eksempel har Viborgs anfører Karen Brødsgaard og Slagelses træner Anja Andersen begge udtalt sig positivt omkring brugen af udvalgte kosttilskud.

Indtil videre er der kun publiceret en beskeden mængde undersøgelser i relation til kosttilskud og sport – men både med positive og negative resultater. Damsgaard bør derfor afholde sig fra at generalisere og advare mod alle kosttilskud.

Det er muligvis en nem og populær holdning, men det demonstrerer en udpræget mangel på viden om de seriøse og veldokumenterede produkter som findes.

Og ikke mindst viser det en manglende respekt for de mange professionelle idrætsudøvere som vælger et eller flere former for tilskud – med godt resultat.

Vitalrådet.

www.iom.dk