Overset B-vitamin hindrer måske Alzheimers sygdom

27. september 2004

I jagten på stoffer, der kan forhindre Alzheimers sygdom har man hidtil mest beskæftiget sig med antioxidanter som E-vitamin og Gingko biloba samt B-vitaminerne B12, B6 og folinsyre. En amerikansk undersøgelse peger imidlertid nu på, at også det ret upåagtede B-vitamin niacin kan spille en rolle.

Man har i 90 år vidst, at niacin er vigtigt for nervesystemet, og at svær niacinmangel kan medføre demens – som led i mangelsygdommen pellagra. Men mærkeligt nok har ingen hidtil fundet på at sætte dette i forbindelse med Alzheimer’s sygdom.

Undersøgelsen gjaldt i første omgang 6.158 indbyggere fra Chicago. Alle var over 65 år, og planen var at registrere deres kost og følge dem hvert tredje år med psykologiske målinger for demens. Det lykkedes for 3.718 af deltagerne. Blandt disse udvalgte man tilfældigt 815, som fra starten ikke havde Alzheimer. Dem opdelte man i fem grupper efter deres indtag af niacin.

131 af den sidstnævnte gruppe deltagere fik Alzheimer i løbet af de følgende fire år. Men det viste sig, at den femtedel, der fik mindst niacin (gennemsnitligt 12,5 mg/dag), havde mere end tre gange så mange tilfælde af Alzheimer som dem, der fik mest (22,4 mg/dag eller mere). Dette var resultatet, efter at man statistisk havde korrigeret for kendte eller mistænkte årsager til sygdommen.

Både niacin fra kosten og fra vitaminpiller blev medregnet i undersøgelsen. I kosten er gode kilder til niacin – og dermed måske til undgåelse af Alzheimer’s sygdom – fuldkorn, lever, kød, fisk, mælk, bælgfrugter – og kaffe! Der er også niacin i ølgær, men beklageligvis kun beskedne mængder i øl! En gennemsnitsdansker får 2/3 af sit niacinindtag fra kød, drikkevarer, mælk og ost, mens kun 1/8 stammer fra grøntsager.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Morris MC, Evans DA, Bienias JL, Scherr PA, Tangney CC, Hebert LE, Bennett DA, Wilson RS, Aggarwal N. Dietary niacin and the risk of incident Alzheimer’s disease and of cognitive decline. J Neurol Neurosurg Psychiatry. 2004;75(8):1093-9.
2. Levnedsmiddelstyrelsen: Næringsstofanbefalinger (1992).

jnnp.bmjjournals.com
www.iom.dk