Farligt at ophøre med fiskeolie!
8. september 2004
Af meddelelser i pressen de seneste dage er det fremgået, at fiskeolie ifølge en dansk undersøgelse ikke forebygger hjerteflimmer. Mange har fået det indtryk, at fiskeolie overhovedet ikke gavner hjertet. Dette er i højeste grad forkert! Af hensyn til de mange, der tager fiskeolie af hensyn til hjertet, er det utroligt vigtigt at denne fejl rettes! Det kan være farligt at ophøre med tilskuddet!
Adskillige undersøgelser har vist, at et beskedent indtag af fiskeolie effektivt forhindrer hjertestop. Den måske mest pålidelige undersøgelse, det såkaldte GISSI-forsøg, der i 1999 blev offentliggjort i The Lancet, omfattede 11.000 mænd, der alle på forhånd havde haft blodprop i hjertet og med stor sandsynlighed ville få en ny.
I dette lodtrækningsforsøg halverede fiskeolie risikoen for pludseligt hjertestop og nedsatte den samlede dødelighed med 20 %. Ingen anden medicin kan forebygge hjertedødsfald i det omfang!
Den danske undersøgelse er ikke, som GISSI, et behandlingsforsøg med de garantier for korrekte konklusioner dette indebærer. Studiet er ikke blindet og har f.eks. ingen kontrolgruppe, hvis deltagere får blindtabletter (placebo).
Desuden drejer spørgeskemaet sig om indtagelse af fisk, og hvis man svarer ja, fordi man spiser torskepinde og rødspættefileter, så er der ikke meget fiskeolie i den kost. Det er derfor højst tvivlsomt, hvad man kan udlede af en sådan spørgeskemaundersøgelse.
Fiskeolie nedsætter bedre end nogen hjertemedicin risikoen for dødsfald som følge af blodprop i hjertet, dvs. i hjertets kransårer. Der er fuldkommen videnskabelig enighed om dette, og intet i den danske undersøgelse modsiger det. Det er højst ulykkeligt – ja direkte farligt – hvis presseforlydender lokker hjertepatienter til at standse tilskuddene.
Vitalrådet.
Referencer:
1) Albert C. Fish oil – an appetising alternative to anti-arrhytmic drugs? Lancet 2004;363:1412-3
2) Schrepf, R et al. Immediate effects of n-3 fatty acid infusion on the induction of sustained ventricular tachycardia. Lancet 2004;363:1441-2
www.thelancet.com
www.iom.dk