Der er nu afgørende enighed om fiskeolie

10. januar 2005

For første gang er der enighed om, at kronisk mangel på fiskeolie giver øget risiko for hjertesygdom. En officiel amerikansk rapport fastsætter et anbefalet indtag for alle voksne.

Det ser ud til, at der nu er afgørende enighed blandt eksperter om, at hjertesygdom og kronisk mangel på fedtsyrerne i fiskeolie hænger sammen. Det fremgår af en rapport, offentliggjort i Current Atherosclerosis Reports, og udarbejdet på foranledning af USAs føderale sundhedsmyndigheder.

Ifølge rapporten er indicierne for en sammenhæng mellem denne fedtsyremangel og dødsfald af hjertesygdom år for år blevet stærkere. Det er fiskeoliens indhold af de to n-3-fedtsyrer eicosapentaensyre (EPA) og docosahexaensyre (DHA), der tæller. Ifølge rapporten har DHA og EPA ”klare hjertebeskyttende virkninger”.

Det fremgår samtidig, at både nationale amerikanske og internationale ekspertpaneler nu anbefaler større indtag af n-3-fedtsyrerne. Det daglige indtag anbefales at være 450 mg om dagen (EPA+DHA), men for personer med kendt hjertesygdom 1.000 mg. Det svarer til hhv. ca. 1,5 gram almindelig fiskeolie til de fleste, men tre gram ved hjertesygdom – eller halvt så meget af et koncentreret fiskeolie-produkt i kapselform.

Rapporten fremhæver, at ifølge både celle- og dyreforsøg er n-3-fedtsyrerne i stand til at forebygge uregelmæssig hjerteaktion, og at dette nu yderligere er bekræftet ved forsøg på mennesker – som det også er fremgået tidligere her på siden. Specielt kan fedtsyrerne modvirke den uhyre udbredte og ofte generende forkammerflimmer. Alt i alt nedsættes risikoen for dødsfald som følge af hjertesygdom med 25 % ved tilstrækkeligt indtag af fiskeolie som anført.

Styrken af disse beviser er nu så omfattende, at rapporten opfordrer til måling af blodets indhold af disse fedtsyrer på lige fod med måling af blodtryk, kolesterol m.m., når risikoen for hjertesygdom skal vurderes. Det vurderes samtidig, at det nu må være en national prioritet at sikre alle et tilstrækkeligt indtag af fiskeolie.
Vitalrådet.


Referencer:

Harris WS. Are omega-3 fatty acids the most important nutritional modulators of coronary heart disease risk? Curr atheroscler Rep. 2004;6:447-52.

lansbury.bwh.harvard.edu/docosahexaenoic_acid_reviews_L.htm
www.iom.dk