Sidste nyt om selen

12.  januar 2010

Der forskes på livet løs i udnyttelse af selen mod cancer.
Offentligheden hører ikke meget til det, men her er et udpluk af seneste nyt.

Manglen på TV- og avisinformation kan give det indtryk, at der er stille om antioxidanters rolle i sygdomsbekæmpelse. Det er der ikke. Manglen skyldes alt overvejende den censur, man har indført. Alene om selen, en af de vigtigste antioxidanter, blev der i 2009 offentliggjort mere end 900 videnskabelige artikler. Her skal omtales et udpluk af den senere tids artikler om selen i kampen mod kræft.

Et berømt forsøg på at vise, om antioxidanter beskytter mod kræft blev i årene 1985-91 udført i den kinesiske Linxian-provins. Knap 30.000 deltog i forsøget, der viste stærkt fald i kræftrisiko hos dem, der fik tilskud af selen (50 mikrogram) samt E-vitamin og betakaroten (hhv. 30 og 15 mg). Nu har man opgjort, hvordan det var gået deltagerne 10 år senere (2001). Selv så længe efter var der forholdsvis flere overlevende i denne gruppe end blandt dem, der fik andre tilskud (f.eks. A-vitamin + zink, som ikke gavnede). Især havde gruppen nedsat forekomst af kræft i mavesækken, men det var deltagere under 55 år, der havde størst gevinst – man skal undgå mangel fra ungdommen af.

Tilsyneladende modsiges dette resultat af et andet berømt forsøg, SELECT-forsøget, der er udført i USA. Her viste det sig, at man ikke kunne forebygge kræft i prostata ved hjælp af selen, E-vitamin eller en kombination af begge dele. Forsøget var stort anlagt, og resultatet en kæmpe skuffelse.

En af verdens førende selen-specialister, Margaret Rayman, gjorde imidlertid for et par måneder siden opmærksom på, hvad der egentlig er indlysende: Tilskud af selen nytter ikke, hvis man får nok i forvejen! Det får man som hovedregel i USA, hvor man typisk får 3-4 gange så meget selen i kosten som i Danmark. Tilstrækkeligt med selen er en forudsætning for, at kroppen kan danne nok af de enzymer, som man formoder beskytter mod kræft. Rayman henviser bl.a. til et andet amerikansk kræftforsøg, hvor man netop så en massiv virkning hos dem, der fik mindst selen, men ingen virkning hos dem, der fik mest.

Tungmetaller neutraliseres
En af veteranerne i selen-forskningen er Gerhard Schrauzer fra San Diego universitetet i Californien. Han har været med i mere end 20 år. Nu gør han opmærksom på, at selen er i stand til at afgifte en lang række giftige metaller, som man under vore civiliserede forhold får i kroppen. Det gælder bly, kviksølv, kobber, cadmium, arsen m.m. Selen inaktiverer disse metaller ved at danne uopløselige forbindelser med dem. Men, siger Schrauzer, man må huske, at samtidig forbruges selenet, så vi af den grund bliver mindre beskyttede mod cancer. I forvejen får vi i Europa for lidt selen, men tungmetaller m.m. forhøjer behovet.

Taylor og medarbejdere har skrevet en artikel om nye fremskridt i selenforskningen. De skriver, at den fornyede interesse for selen hænger sammen med, at anti-kræft-virkningen efterhånden er meget veldokumenteret i dyreforsøg. Det kan man jo notere sig.

Netop på dyr har en forskergruppe fra San Diego universitetet påvist, at virkningen af kemoterapi (cisplatin) mod kræft i tyktarmen forstærkes betydeligt af store tilskud af antioxidanter (A- og E-vitamin samt selen) kombineret med fiskeolie. Gruppen mener, deres resultat berettiger, at der gøres forsøg med mennesker. Resultatet er meget spændende, for kræftlæger her i landet fraråder ofte i stærke vendinger patienterne at forene antioxidanter med kemoterapi. Begrundelsen for denne advarsel har hidtil været uklar.

Selen og kemoterapi
Forskere fra Karolinska sygehuset i Stokholm fastslår også uden videre, at det er veldokumenteret, at selen forebygger kræft. De beskriver adskillige forsøg, der har vist, at selen har stærke anti-cancer-virkninger – specielt over for kræft, som ikke mere reagerer på kemoterapi. Normale celler tager ikke skade af de selen-doser, der skal til!

Italienske forskere gør dog opmærksom på, at man også kan få for meget selen (men i Danmark skal man tage ca. to selentabletter om dagen for alt i alt at få det samme som en typisk amerikaner). De anfører, at høje doser kan øge risikoen for sukkersyge, en påstand, der dog er omstridt.

I Holland har man, lige som i Kina, interesseret sig for selen og kræft i spiserøret. Mere end 120.000 personer, der i 1968 var 55-69 år gamle, afleverede den gang en portion negleklip fra storetæerne. 16 år senere konstaterede man så, hvem og hvor mange der i mellemtiden havde fået kræft i spiserør eller mavesæk. Derpå målte man indholdet af selen i de pågældendes negle og sammenlignede med indholdet hos raske. Man fandt, at risikoen for de to kræftformer var betydeligt større hos dem, der kun havde små mængder selen i neglene, og dermed i kroppen.

Et pudsigt forsøg er udført i Japan. Her dyrkede forskere broccoli-spirer i et selenrigt miljø, så spirerne fik et ekstra indhold af selen. I et laboratorieforsøg undersøgte man så spirernes virkning på kræftvæv fra prostata. De berigede spirer hæmmede kræftvæksten klart bedre end normale spirer. Nu foreslår japanerne, at mænd spiser den slags spirer for at undgå kræft i prostata.

Endelig nævner andre japanere, at det er velkendt, at selen kan slå kræftceller fra mennesker ihjel, men nøjagtigt hvordan det sker, er endnu uklart. De er nået frem til, at i hvert fald en del af virkningen skyldes, at selen sætter kræftcellerne i gang med at dø ved hjælp af samme mekanisme (apoptose) som når normale celler skal udskiftes og dø. Sådan en mekanisme er jo nødvendig, eftersom næsten alle normale celler deler sig hele tiden. Der ville hurtigt blive dobbelt så mange, og vi ville vokse i det uendelige, hvis udslidte celler ikke blev sat i afgang.

Som det ses, er forskningen rigtigt levende. Meget af vor viden om selen er opnået inden for de aller seneste år. Mere følger utvivlsomt.
Niels Hertz.


Referencer

  1. Qiao YL et al. Total and cancer mortality after supplementation with vitamins and minerals: follow-up of the Linxian General Population Nutrition Intervention Trial. J Natl Cancer Inst. 2009 Apr 1;101(7):507-18. Epub 2009 Mar 24.
  2. Lippman SM et al. Effect of selenium and vitamin E on risk of prostate cancer and other cancers: the Selenium and Vitamin E Cancer Prevention Trial (SELECT). JAMA. 2009 Jan 7;301(1):39-51. Epub 2008 Dec 9.
  3. Rayman MP. Selenoproteins and human health: insights from epidemiological data. Biochim Biophys Acta. 2009 Nov;1790(11):1533-40. Epub 2009 Mar 25.
  4. Schrauzer GN Selenium and selenium-antagonistic elements in nutritional cancer prevention. Crit Rev Biotechnol. 2009;29(1):10-7.
  5. Taylor D. Recent developments in selenium research. Br J Biomed Sci. 2009;66(2):107-16; quiz 129.
  6. Ma H. Bi Efficacy of dietary antioxidants combined with a chemotherapeutic agent on human colon cancer progression in a fluorescent orthotopic mouse model. Anticancer Res. 2009 Jul;29(7):2421-6.
  7. Selenius M. Selenium and selenoproteins in the treatment and diagnostics of cancer. Antioxid Redox Signal. 2009 Sep 21. [Epub ahead of print]
  8. Vinceti M. Risk of chronic low-dose selenium overexposure in humans: insights from epidemiology and biochemistry Rev Environ Health. 2009 Jul-Sep;24(3):231-48.
  9. Steevens J. Selenium status and the risk of esophageal and gastric cancer subtypes: the Netherlands cohort study. Gastroenterology.. [Epub ahead of print]
  10. Abdulah R. Selenium enrichment of broccoli sprout extract increases chemosensitivity and apoptosis of LNCaP prostate cancer cells. BMC Cancer. 2009 Nov 30;9:414.

www.cancer.gov
jama.ama-assn.org
ar.iiarjournals.org
www.bjbs-online.org
www.liebertpub.com/products/product.aspx
www.ehjournal.net
www.gastrojournal.org
www.biomedcentral.com/bmccancer/

Selen hjælper stadig mod kræft

26. januar 2009

Et kæmpemæssigt amerikansk forsøg viste, at tilskud af selen ikke hindrer kræft i prostata. Men resultatet gælder kun, hvis man får masser af selen i forvejen.

Det vakte håb og optimisme for 12 år siden, da amerikaneren Larry Clark kunne fortælle, at mineralet selen forebygger kræft, navnlig kræft i prostata, den næst hyppigste årsag til død af kræft hos mænd. Han måtte standse sit forsøg før tid, da han erfarede, at langt færre selenbehandlede end placebobehandlede (placebo: Snydepiller) fik kræft.

Nu har man standset et andet, langt større, selenforsøg, før tid. Også det var med selen. Også her var man interesseret i virkningen mod prostatakræft. Også dette forsøg foregik i USA. Men SELECT, som det hed, viste desværre, at selen var uden virkning. Man kunne endda ikke udelukke en, ganske vist meget lille, skadevirkning. Derfor standsede man det.

I mellemtiden har man også set nærmere på Clark’s forsøg. Var det nu så overbevisende, som man først troede? Med sine 1312 deltagere var det ikke nær så stort som SELECT, hvor 35.000 deltog. Nok så vigtigt var, at den afsluttende rapport, som kom i 2003, viste, at fordelen var mindre end først troet. En del tilfælde af prostatakræft blandt de selenbehandlede var af forskellige grunde blevet overset.

Tilbage stod en statistisk sikker fordel blandt dem, der ved forsøgets begyndelse havde mindst selen i blodet og samtidig med størst sikkerhed ikke havde begyndende kræft i prostata. Det sidste kunne man slutte af, at de havde meget lave værdier af PSA (Prostata-Specifikt-Antigen) i blodet. I denne gruppe var hyppigheden af kræft i prostata, mens forsøget stod på, tre gange mindre end i placebogruppen.

Mere selen i USA
Spørgsmålet er nu, om det langt større SELECT-forsøg annullerer Clark’s forsøg. Det er tilsyneladende den almindelige mening, som den f.eks. kommer til udtryk i lederen i samme nummer af det amerikanske lægetidsskrift, JAMA, hvor SELECT blev publiceret. Indtil videre bør læger ikke anbefale selen som forebyggelse mod prostatakræft, hedder det.

Og dog kan man med god ret nå til den diametralt modsatte konklusion: Der er al mulig grund til at tro, at selen forebygger kræft i prostata, og antageligt også anden kræft.

Sagen er, at amerikanere, men ikke alle amerikanere, får langt mere selen i kosten end vi andre. I Clark’s forsøg var deltagerne udvalgt på baggrund af, at de gennemgående fik forholdsvis lidt selen i kosten, efter amerikanske forhold. To tredjedele havde mindre end 122 mikrogram selen pr. liter serum. I SELECT havde kun hver femte så lave værdier. Det er med andre ord tænkeligt, at de fleste SELECT-deltagere på forhånd fik så rigeligt med selen, at yderligere tilskud ikke gavnede dem. I Danmark får stort set alle mindre selen end deltagerne i både det ene og det andet forsøg. Vores værdier ligger typisk på 80 mikrogram/liter.

Dette stemmer fortrinligt med, at helt utroligt få deltagere døde af prostatakræft under forsøget. Statistisk ville man have ventet 75-100 dødsfald af denne grund i løbet af de 5,6 år forsøget varede. Men der døde kun én (!).

En medvirkende grund kan have været, at langt hovedparten af deltagerne i SELECT på egen hånd fik foretaget PSA-måling en gang om året. Eventuel prostatakræft blev derfor opdaget og behandlet tidligt. På den anden side har andre undersøgelser vist, at årlig PSA-måling ikke nedsætter dødeligheden. Derfor anbefales det ikke i Danmark.

Trods standsningen af SELECT bør man som dansker stadig huske på, at den forskning der vedrører os – som modsat amerikanerne får meget lidt selen i kosten – taler for, at tilskud af 1-2 selentabletter om dagen nedsætter risikoen for prostatakræft til en tredjedel.
Niels Hertz.


Referencer:

1. Lippman SM et al. Effect of selenium and vitamin E on risk of prostate cancer and other cancers. JAMA online December 9, 2008: E1-E13
2. Gann PH. Randomized trials of antioxidant supplementation for cancer prevention. JAMA online December 9, 2008: E1-E2.
3. Selenium supplementation, baseline plasma selenium status and incidence of prostate cancer: An analysis of the complete treatment of the Nutritional Prevention of Cancer Trial. BJU Int. 2003;91:608-12.

jama.ama-assn.org
www.bjui.org

Selen, diabetes og kræft

25. oktober 2007

Helses oktobernummer rummer en artikel, hvor det i både overskrift og tekst står, at selen øger risikoen for diabetes. Sådan, lige ud ad landevejen; uden nogen tøven eller plads til videnskabelig tvivl.

Artiklen var usigneret og rummede en del fejl, så trods vor respekt for Helses faglighed, forbigik vi først artiklen med et skuldertræk.

Imidlertid har flere af Vitalrådets trofaste abonnenter kontaktet os og spurgt til denne “nye” amerikanske undersøgelse, som refereres i Helse, og vi har derfor lovet at komme med et lidt mere detaljeret billede af de givne data.

Lad os først gøre vore læsere klart, at der ikke er tale om noget “nyt lodtrækningsstudie fra USA”, som det står i Helse. Det er faktisk ti år gammelt.

Saverio Stranges et al. har blot været så tilfredse med forsøget, at de har gravet de gamle tal frem og underkastet dem nye analyser i håb om at finde andre brugbare data, end de primære “endpoints”, som forsøget var designet til at belyse.

Der er tale om et lodtrækningsstudie publiceret i JAMA i 1996 af Larry Clark et al.

Forsøget var designet til at undersøge selen’s evne til at forebygge cancer, og data er indsamlet fra 1983 til 1996.

Dette forsøg var et veludført, dobbelt blindt studie på patienter, som havde haft et basocellulært carcinom, hvilket er en ret godartet hudkræft, som udgør over 90% af alle hudkræfttilfælde. Man ønskede at undersøge, om et tilskud af 200 µg selen dagligt ville nedsætte risikoen for at denne hudkræft kom tilbage.

Forsøget viste ingen signifikant (statistisk sikker) nedsættelse af denne risiko. Der kom endda lidt flere tilfælde, men det var ikke signifikant. Det kunne være tilfældigt.

Derimod var det signifikant, at dødeligheden (og forekomsten) af alvorlige kræfttilfælde faldt med 50% i gennemsnit.

Dødeligheden for lungekræft faldt med ca. 40%, tyktarmskræft med ca.60% og prostatakræft med over 60%.

Særligt interessant for os danskere var, at prostatacancer faldt med ca. 90% i den tredjedel af forsøgspersonerne, som inden forsøget lå lavest i selenindhold i blodet. Det er interessant for os, fordi denne gruppe havde samme selenindhold i blodet, som vi har her i Danmark.

Ud fra disse primære endpoints kan vi således ikke forvente, at selen nedsætter recidivfrekvensen af godartet hudkræft, men vi kan til gengæld forvente nedsat forekomst af alvorlige kræftsygdomme med 50% her i Danmark, og hvad prostatakræft angår, kan denne sygdom næsten udryddes. Dette vil i Danmark kunne spare 15.000 kræftdødsfald hvert år, hvis Larry Clarks undersøgelse står til troende og kan reproduceres.

Se dette var de primære resultater af dette studie, som blev publiceret i JAMA i 1996.

Dette må man ikke glemme, når man ti år senere vrider forsøgsresultaterne for yderligere oplysninger.

I Stranges nye artikel har man, baseret på de gamle tal, konstateret, at der var en lille overvægt i forekomsten af diabetes-2 i selengruppen. Den statistiske vægt er ikke høj.

Hvis der havde været blot 3 flere tilfælde af diabetes i placebogruppen, så var der ikke signifikans.

I øvrigt er dette resultat af mindre betydning for os her i Danmark, idet det ikke gjaldt den gruppe, som havde selenniveau på linie med vort. Den let øgede forekomst af diabetes var kun at finde i den tredjedel af forsøgspersonerne, der lå højest i selenindhold i blodet. Altså mere af interesse for f.eks. japanere, som spiser omkring 400µg selen dagligt i deres kost. Japanere er i øvrigt verdens længst levende befolkning.

I forsøgets gennemsnitlige 7,7 års observationstid forekom i alt 97 tilfælde af type-2 diabetes, hvilket er det samme som i normalbefolkningen. Men de var fordelt med 58 i selengruppen og 39 i placebogruppen.

Dette resultat var ikke signifikant med hensyn til risiko, men forfatterne nedbrød derefter i percentiler, hvor de fandt svag signifikans (P=0,038) for øget risiko i den undergruppe, der lå højest i selen, men ikke i de andre grupper.

Da gennemsnitsrisikoen for de to grupper var som i normalbefolkningen, og forfatterne i deres konklusion anså selen som en risikofaktor, så må man jo logisk set slutte, at placebo nedsætter risikoen for diabetes.

Da dette selvfølgelig er noget sludder, er der også den mulighed, at statistikken er så svag, at man må tvivle på sikkerheden i denne tendens, og afvente den store SELECT- eller PRECISE-undersøgelse på 40.000 mennesker med flerstrenget dosering, før man kan slutte noget som helst om selen og diabetes.

Der er imidlertid også svagheder i dette efterstudie af Larry Clarks forsøg, hvilket forfatterne også selv indrømmer. Diabetes-diagnosen er oplyst af patienten selv og ikke klinisk verificeret, og der er nogen mystik omkring BMI, idet der ikke var nogen forskel i risiko hos folk med et BMI over 27. Dette giver forfatterne ingen forklaring på, men de skriver da også ærligt, at “a few more cases of diabetes in the placebo group would attenuate the main effect of selenium treatment and produce null findings”.

Imidlertid er den værste fejl ved en sådan efterrationalisering af et gammelt studie, at det oprindelige forsøg slet ikke var designet til at afdække disse ting. Herved har man ikke fået meget vigtige “confounding data” med. -Altså data som skal sikre, at der ikke er forskel på grupperne med hensyn til f.eks. familiær forekomst af diabetes, fedtfordeling og fysisk aktivitet.

Man bør være meget forsigtig, når man senere laver statistik på sekundære endpoints, som er indført efter et forsøgs afslutning.

Og specielt bør man være forsigtig med alt for skråsikre konklusioner, som i Helse.
Claus Hancke


Referencer:

  1. Stranges S et al. Effects of Long-Term Selenium Supplementation on the Incidence of Type 2 Diabetes. Ann Intern Med.2007;147:217-223.
  2. Clark L et al. Effects of Selenium Supplementation for Cancer Prevention in patients with carcinoma of the skin. JAMA 1996;276:1957-63.

www.annals.org
jama.ama-assn.org

Selen beskytter hjertet

14. november 2006

En metaanalyse viser, at selen beskytter hjertet mod åreforkalkning. 50% mere selen svarer til 25% mindre risiko for blodprop, kviksølv, cadmium, arsen, amalgamplomber,

Beskytter selen mod åreforkalkning og blodprop i hjertet? Det har der længe været uenighed om. Nu har forskere fra Johns Hopkins Universitetet i Baltimore forsøgt at skabe overblik over de utallige undersøgelser. I en såkaldt metaanalyse gennemgår de et større udvalg af befolkningsundersøgelser – hvor man f.eks. følger en stor gruppe mennesker i mange år og ser, hvem der får ondt i hjertet – samt de kun seks acceptable lodtrækningsforsøg, der er udført.

Resultatet er opmuntrende, selv om man som sædvanligt må sige, at den endelige dom ikke er afsagt.

På forhånd er der gode grunde til at tro, at selen beskytter mod åreforkalkning. Vigtigst er måske, at selen indgår i et antioxiderende enzym, Glutathion-peroxidase (GSHpx), som modvirker iltning af blodets fedtstoffer, en iltning der er et afgørende led i åreforkalknings-processen. Man ved, at mennesker, der får så lidt selen som det er almindeligt i Danmark, forhøjer dannelsen af dette enzym, når de får mere selen.

Et andet selenprotein (selenoprotein P) formodes at beskytte blodkarrenes inderside mod angreb af iltede fedtstoffer og frie iltradikaler. Også dette burde forebygge åreforkalkning.

Endelig binder selen sig ret fast til giftige metaller som kviksølv, cadmium og arsen, som alle mistænkes for at fremme åreforkalkning. Hvis man – som flere eksperter – mener, at afgivelsen af kviksølv fra amalgamplomber kan medføre åreforkalkning og anden dårligdom, er det logisk at indtage ekstra selen for at modvirke skaderne.

Tiden tæller med
Hvad siger så undersøgelserne? Befolkningsundersøgelserne viser sammenlagt, at når selenkoncentrationen i serum stiger med 50%, falder risikoen for hjertetilfælde (som følge af åreforkalkning) med ca. 25%. Det er til at huske. Under danske forhold skal der rundt regnet en selenpille (100 mikrogram) til for at forøge blodets indhold af selen med 50%.

Kan man så regne med, at hvis man tager selen i form af en enkelt pille – andre muligheder er der ikke, hvis man vil have mere selen – har man mindsket sin hjerterisiko 25%?

Nej, siger forfatterne, for vender man sig til de mere præcise lodtrækningsforsøg, finder man sammenlagt kun en risikoreduktion på 11%. Desuden ved vi af sørgelig erfaring, at befolkningsundersøgelser kan snyde. Af uklare grunde tegner de ofte et lidt for rosenrødt billede af virkeligheden.

Men der er også indlysende indvendinger mod indvendingerne. Befolknings-undersøgelser følger mennesker, der måske livet igennem har fået den angivne mængde selen. Samtidig er åreforkalkning en proces, der udvikler sig fra den tidligste ungdom. Det er ikke rimeligt at forlange, at et selentilskud gennem nogle få år i et lodtrækningsforsøg skal have samme virkning. Typisk varede lodtrækningsforsøgene godt tre år.

Snarere kunne man slutte, at det gælder om at få selen nok – tidligt nok.
Vitalrådet.


Reference:

Flores-Mateo et al. Selenium and coronary heart disease: A meta-analysis. Am J Clin Nutr 2006;84:762-73

www.ajcn.org

Selen som kemoterapi

3. oktober 2006

Selen i mammutdoser kan noget, som kemoterapi ikke kan, endda næsten uden bivirkninger. Det vil man nu prøve at udnytte til gavn for svenske kræftpatienter.

Mineralet selen er en meget vigtig antioxidant. Selen – eller rettere de enzymer, det bliver indbygget i – beskytter mod skadelig iltning (oxidation) i organismen, primært inde i cellerne. Derfor formoder mange, at hvis man får selen nok, erhverver man en betydelig beskyttelse mod kræft. Det er der grund til at tro.

Nu tyder et svensk forsøg imidlertid på, at selen kan mere end det. Det kan – i langt større doser – bruges til behandling af kræft. Det kræver så meget selen, at det ikke længere virker som antioxidant, men som det modsatte: Det fremkalder “skadelig” iltning. Det sker dog kun i kræftcellerne. Normale celler går fri. Forsøget kan vise sig at være epokegørende.

Det var den asbest-forårsagede lungesvulst mesoteliom, man undersøgte, men man formoder, at metoden også vil virke mod andre svulster. Endnu er der kun gjort laboratorie-forsøg, men et forsøg med kræftpatienter er umiddelbart forestående. Det foregår på det berømte Karolinska sygehus i Stockholm.

Forsøget gik ud på at behandle celler fra den mest ondartede type mesoteliom, man kender (sarkomatøst mesoteliom) med selen i form af uorganisk selenit. Sarkomatøst mesoteliom er oftest uhelbredelig og svulsten er immun over for kemoterapi. Den kan vokse i lungehinderne, så de bliver op til en cm tykke, og den kan brede sig i lungevævet og sprede sig til andre organer.

Ingen eller kun lette bivirkninger
De kemiske processer, der gør, at selen skader kræftcellerne, men lader normale celler i fred, er komplicerede, men de er allerede vel undersøgt. I grove træk er hemmeligheden den, at kræftceller er dårlige til at forsvare sig mod skadelig iltning. Her har de en akilleshæl. Ideen med det svenske forsøg var at skabe en skadelig iltning inde i cellerne med store mængder selenit, som indeholder kemisk bundet ilt. Det kan normale celler godt tåle. Kræftcellerne bukker under.

Der skal altså meget selen til. Koncentrationen i blodet skal være 7-8 gange så høj som normalt. Men så enorme mængder tåles faktisk forbløffende godt. Mens en dansker får omkring 45 mikrogram selen dagligt i kosten, har forsøg vist, at voksne tåler 70 gange så meget (som gærselen) i lang tid. Kun enkelte fik milde bivirkninger.

Man skal naturligvis ikke eksperimentere med dette på egen hånd. Det er heller ikke nødvendigt, hvis man kun vil forebygge kræft, ikke kurere. Amerikaneren Larry Clark fandt i 1996, at selentilskud stærkt reducerede kræfthyppigheden hos 1.312 personer, der havde deltaget i et syvårigt forsøg. Hyppigheden af kræft i prostata faldt med næsten 2/3. Men det var kun et gennemsnit. De, der fik meget selen i kosten, havde på forhånd kun en lav risiko, som næsten ikke faldt. Men for dem, der normalt kun fik små mængder selen – som en dansker – aftog risikoen for prostatakræft med 90%!

Lyder det næsten for godt? Undersøgelsen var i hvert fald ubestridt af høj videnskabelig kvalitet. I øjeblikket gentages den i et kæmpemæssigt forsøg med ca. 35.000 amerikanske mænd. Det finansieres af det nationale amerikanske kræftforskningscenter (NCI). Mændene får 200 mikrogram organisk selen om dagen.

De skal næppe forvente bivirkninger.
Vitalrådet.

Referencer:
1. Holmgren A. Selenite in cancer therapy: A commentary on “selenite induces apoptosis in sarcomatoid malignant mesothelioma cells through oixidative stress. Free Radical Biology & Medicine 2006;41:862-5
2. Nilsonne G et al. Selenite induces apoptosis in sarcomatoid malignant mesothelioma cells through oxidative stress. Free Radical Biology & Medicine 2006;41:87485
3. Arner E et al. Physiological functions of thioredoxin and thioredoxin reductase. Eur J Biochem 2000;267:6102-09.
4. Reid ME et al. A report of high dose selenium supplementation: Response and toxicities. J Trace Elem Med Biol 2004; 18:69-74
5. Clark LC et al. Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer study group. JAMA 1996;276:1957-63

ees.elsevier.com/frbm/
content.febsjournal.org
www.elsevier.de/jtemb
jama.ama-assn.org

Selen, et stærkt middel mod kræft

18. januar 2006

Undersøgelser fra alle vinkler støtter, at selen modvirker kræft. Trods behov for mere forskning tegner omridset af en optimal dosis sig.

Selen forebygger cancer. Det er en almindelig antagelse, som ganske vist venter på sin endelige bekræftelse. Den fik for alvor vind i sejlene, da amerikaneren Clark i 1996 i et lodtrækningsforsøg viste, at hyppigheden af kræft faldt med 37 %, mens kræftdødeligheden aftog til det halve, når deltagerne fik tilskud af 200 mikrogram organisk selen dagligt.

Men antagelsen om selens kræftforebyggende virkning er i virkeligheden langt bredere begrundet. Det har en førende selenekspert, Margaret Rayman fra University of Surrey i England, nu belyst i en grundig, men også kompliceret oversigt. Samtidig har hun belyst, hvordan selen kan hindre kræft og ikke mindst det vigtige spørgsmål: Hvor meget skal der til?

Rayman redegør for de mange geografiske studier, der siden 1960-erne konsekvent har vist, at de befolkninger, der får mindst selen, har størst hyppighed af kræft. Også dyreforsøg omtales. Giver man selen til han-beaglehunde, får de ikke bare færre DNA-skader i prostata, men skadede celler dør også i stedet for at leve videre i unormal form.

En særlig stilling indtager studier, hvor man først undersøger en gruppe menneskers blodselen og derpå venter og ser, hvad der sker. I et fransk studie af den art fra 2005 var dødeligheden af kræft efter ni år fire gange større hos den fjerdedel, der fik mindst selen, end hos den, der fik mest.

Franskmænd får lige så lidt selen i kosten som danskere. Talrige undersøgelser fra flere lande har vist noget tilsvarende for lungekræft (26 % mindre risiko i øverste halvdel af selenindtag), kræft i spiserør, mavesæk og – ikke mindst – prostata samt måske tyktarm.

Hvor meget er nok?
De stærkeste beviser giver lodtrækningsforsøg, hvor hverken deltagere eller læger ved, hvem, der får hvad. Kinesiske forsøg af den art har vist særdeles udtalt virkning mod leverkræft. Dertil kommer som nævnt Clarks forsøg. Det er tankevækkende, at selv om amerikanere får langt mere selen i kosten end vi, gavnede yderligere 200 mikrogram et flertal. Virkningen var dog minimal hos dem, der på forhånd fik mest selen. De var antageligt allerede tæt på det optimale. Men den tredjedel, der fik mindst (næsten så lidt som danskere) fik sin samlede kræftrisiko halveret, mens risikoen for kræft i prostata faldt med 86 %!

En typisk dansker får omkring 45 mikrogram selen om dagen, mens amerikanere får mere end dobbelt så meget og de sejlivede japanere næsten tre gange så meget. Man har hæftet sig ved, at man skal have 70 mikrogram om dagen for at danne maksimale mængder af det antioxiderende selen-enzym GSHpx. Det danner de fleste amerikanere altså, modsat os, uden at få tilskud. Men hvorfor aftager deres kræftrisiko så, når de får tilskud? Grunden kan ikke være GSHpx og måske ikke en gang den antioxiderende virkning alene.

Rayman gennemgår flere forklaringer. Én er, at større selendoser medfører dannelse af den simple selenforbindelse metylselenol, som kan dræbe kræftceller, modvirke dannelse af blodkar (som kræftceller behøver) og på flere andre måder hæmme kræft. Men selen virker naturligvis også antioxiderende, stimulerer immunforsvaret, aktiverer kræfthæmmende gener, hæmmer vækstfaktorer m.m. Der er ikke én, men mange virkemåder.

Ubegrænsede mængder selen skal man ikke have. Forsøg tyder på, at ved tilstrækkeligt høje doser, øges kræftrisikoen lige som når man får for lidt. Clarks forsøg kunne sammen med andre data antyde, at et tilskud på 200 mikrogram om dagen er nær det optimale for en dansker.

Gevinsten kan være stor, men mere forskning er påkrævet. Der foregår et omfattende klinisk forsøg (det hedder SELECT) i USA, men et forsøg i det selenfattige Europa ville være bedre. Rayman mener, det kan blive svært at gennemføre. Hvem vil have snydepillerne?
Vitalrådet.

 

Referencer:
1. Rayman M P. Selenium in cancer prevention: A review of the evidence and mechanism of action. Proceedings of the nutrition society. 2005;64:527-42.
2. Clark LC et al. Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer study group. JAMA 1996;276:1957-63.
3. Akbaraly NT et al. Selenium and mortality in the elderly: Results from the EVA study. Clin Chem. 2005;51:2117-23.

www.cabi-publishing.org/Journals.asp
jama.ama-assn.org
www.clinchem.org
www.iom.dk

Selen kan måske hindre slidgigt

24. november 2005

For første gang har forskere studeret sammenhængen mellem mangel på selen og slidgigt. Den er overraskende stærk og tyder på, at tilskud af selen kan hindre den vestlige verdens mest almindelige grund til gangbesvær.

Selen er et mineral, som der er enighed om, at vesteuropæere får mindre og mindre af i kosten. Moderne landbrugsmetoder og forsuring af jorden har medført faldende indhold i afgrøderne af denne livsvigtige antioxidant, og dermed mindre selen i kroppen hos os. Manglen er stor nok til, at den allerede i 1980-erne førte til meget alvorlige og udbredte hjerteproblemer hos danske slagtesvin, som efter en del tovtrækkeri med myndighederne omsider fik tilskud i foderet. Men betyder manglen noget for mennesker?

Indtil videre må man sige: Sandsynligvis. Store befolknings-undersøgelser i bl.a. Finland har vist, at hører man til dem, der får mindst selen i kosten, har man størst risiko for at få kræft.

Og nok så vigtigt: I et amerikansk lodtrækningsforsøg med 1.300 deltagere opdagede man for ni år siden, at tilskud af selen halverede hyppigheden af nye kræfttilfælde. Jo mindre selen man på forhånd havde i blodet, jo større var fordelen ved tilskud. Resultatet var så sikkert, at forsøget af etiske grunde måtte standses før tid og nu gentages i endnu større målestok. Hvis selen kan forebygge kræft så effektivt, må vi absolut vide det meget sikkert.

I ventetiden har forskere fra North Carolina’s universitet i samarbejde med den amerikanske sundhedsstyrelse (CDC) opdaget en anden sammenhæng: Mangel på selen betyder forhøjet risiko for slidgigt i knæene. Hver gang en person indeholder 10 mikrogram mindre selen (pr. kilo kropsvægt), er vedkommendes risiko for at få slidgigt i knæene 15-20 % højere.
Til sammenligning er der i blodet hos danskere omkring 80 mikrogram/liter, hos en amerikaner f.eks. 110.

Blandt de godt 900 personer, man fulgte gennem femten år, var risikoen alt i alt 40 % mindre hos den tredjedel, der fik mest selen. Hvis de alligevel fik slidgigt, var der en tendens til, at det var i en mildere udgave.

Dette er foreløbig kun statistiske sammenhænge. De er endnu ikke offentliggjort i trykte medier, men fremlagt ved en kongres (15.11.05) i San Diego for amerikanske gigtlæger og kan læses i en officiel pressemeddelelse fra North Carolina’s universitet.

Alligevel erklærer undersøgelsens leder, professor Joanne Jordan, at gruppen er meget begejstret (excited) over fundet. Måske anviser det en mulighed for at forebygge slidgigt i knæled og evt. andre led, dvs. forebyggelse af de hyppigste grunde til aktivitetsindskrænkning i den vestlige verden. Fra Kina ved man, at svær selenmangel undertiden medfører alvorlige bruskskader i led allerede hos børn. Er det et fingerpeg i samme retning?

Måske, men det vides ikke. Næste skridt er ifølge Jordan at undersøge selens virkning på brusk i laboratoriet. Den nærliggende hypotese er, at en virkning kan skyldes selens funktion som antioxidant. Derpå følger kliniske undersøgelser, dvs. lodtrækningsforsøg, hvor man vil finde ud af, om selen som tilskud påvirker smerter og funktionsevne hos personer med slidgigt.

De nye fund er med andre ord ikke endelige. Men det er første gang, nogen har udforsket sammenhængen mellem slidgigt og selen, og det er en stor overraskelse, at den er så tydelig.
Vitalrådet.

Referencer:
1. Rayman M. The importance of selenium to human health. The Lancet 2000:;356:233-41.
2. News Release. Study links low selenium levels with higher risk of osteoarthritis. The University of North Carolina at Chapel Hill: www.unc.edu/news/archives/nov05/jordan111005.htm
3. Clark LC. et al. Effect of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. JAMA 1996;276:1957-63.

www.thelancet.com
www.unc.edu/news/archives/nov05/jordan111005.htm
jama.ama-assn.org
www.iom.dk

Selen kan måske hindre arvelig brystkræft

30. maj 2005

Kvinder med arvelig tendens til brystkræft har ustabile kromosomer. Nu viser forsøg, at stabiliteten kan normaliseres med tilskud af selen.
Omkring hvert tyvende tilfælde af brystkræft skyldes arv. Oftest er årsagen en medfødt mutation i det såkaldte BRCA1-gen, som under normale omstændigheder reparerer skader på kromosomer.

Er man bærer af denne mutation, har man allerede som ung forhøjet risiko for at få brystkræft: Ca. 60 % vil få sygdommen, før de fylder 50, og ca. 85 % får den, før de bliver 70. Samtidig er risikoen for kræft i æggestokkene på ikke mindre end 60 %.

Det er en fortvivlende situation at være født med denne mutation, som stiller de ramte over for vanskelige beslutninger. Nogle foretrækker at forebygge kræften ved at få fjernet bryster og æggestokke i en ung alder, mens andre venter og ser, om de er blandt de uheldige. De ramte må i hvert fald tænke på at få de børn, de ønsker, i en ung alder, hvis de vil bevare muligheden for at amme. Der er ingen sikkerhed for, hvornår sygdommen slår ned.

Nu tyder imidlertid en højst interessant polsk undersøgelse på, at risikoen kan nedsættes betydeligt med et simpelt tilskud af selen. Tilskuddet formindsker drastisk frekvensen af kromosomskader hos kvinder med den medfødte defekt. Dette kan, hvis resultaterne holder, købe de udsatte kvinder tid og nedsætte deres risiko for ustabilitet i de beskyttende kromosomer.

Forsøget blev udført ved det pommerske akademi for medicin i Stettin. Det gik ud på at måle mængden af mutationer – såkaldte kromosombrud – på hvide blodlegemer, der i laboratoriet blev udsat for ”kemisk stråling” i form af kemoterapi-medicinen bleomycin.

Der blev udført to forsøg. I det ene sammenlignede man kromosombrud hos 26 kvinder med- og 26 uden den medfødte defekt. Hos de første målte man 0,59 brud pr. celle, mens kvinder uden defekten kun fik 0,39.

35 andre kvinder, som alle var bærere af mutationen, deltog nu i det andet forsøg. Halvdelen fik et dagligt tilskud af ca. 280 mkg selen om dagen, hvorpå de efter 1-3 måneder fik taget blodprøver, så man kunne udsætte også deres blodlegemer for bleomycin. Resultatet var næsten nøjagtigt som i det første forsøg: I blodlegemerne fra de kvinder, der ikke fik selen, opstod 0,63 kromosombrud pr. celle, mens de der fik selen kun havde 0,40 brud pr. celle.

Kvinder med den nedarvede mutation kunne med andre ord øge deres kromosomers stabilitet til det normale med noget så simpelt som et dagligt selentilskud. Spørgsmålet er så, hvordan dette skal fortolkes. Betyder det, at de samtidig fik nedsat deres kræftrisiko?

Meget tyder på det, men sikker kan man ikke være. Forskere har konkluderet, at arvelig brystkræft til dels skyldes ustabile kromosomer. Andre har fundet, at brystkræft-patienter har klart flere kromosomafvigelser i deres hvide blodlegemer end raske. Desuden har adskillige forsøg vist sammenhæng mellem følsomheden for kræft i almindelighed og niveauet af kromosombrud.

Yderligere viste en undersøgelse af 3.812 arbejdere, som blev udsat for mutationsfremmende stoffer, at de der fik flest kromosomafvigelser også senere var mest tilbøjelige til at få kræft. Indicierne er mange.

Selen virker antioxiderende og har i flere forsøg vist sig stærkt kræfthæmmende. Da jordbunden i Polen (lige som Danmark) er meget selenfattig, mener forskerne, at et tilsvarende forsøg i andre lande kunne give et andet resultat.

Deltagerne fik, hvad der svarer til ca. tre almindelige selentabletter med organisk selen om dagen. Det er en dosis, der med sikkerhed ikke overstiger det tilladelige.
Vitalrådet.


Reference:

Kowalska E et al. Increased rates of chromosome breakage in BRCA1 carriers are normalised by oral selenium supplementation. Cancer Epidem Biomarkers Prev 2005;14(5):1302-6.

cebp.aacrjournals.org
www.iom.dk

Depressiv af vitaminmangel?

11. april 2005

Flere rapporter taler om sammenhæng mellem mangel på E-vitamin og depression. Noget lignende kendes for C-vitamin og selen. Foreløbig er der dog overvejende stof til spekulationer.

Kan det tænkes, at mangel på E-vitamin spiller en rolle for depression? Noget i den retning tyder en foreløbig australsk undersøgelse på.

Forskere ved Wollongong universitetet i Australien ville undersøge, om flere rapporter om underskud af E-vitamin hos depressive havde noget på sig. De undersøgte i første omgang blodets indhold af E-vitamin hos 49 depressive patienter. I gennemsnit fandt de en værdi på 4,7 mmol/l. Det er langt under de normale 12-42.

Den umiddelbare forklaring kunne jo være, at de depressive for dårlig kost. Men en systematisk udspørgen afslørede intet i den retning. De spiste som alle andre.

Her står sagen. Skal man tro australierne, må det enten være sådan, at depressive har behov for mere E-vitamin end andre – eller at de optager det dårligere fra tarmen.

Måske skal man dog fæste mere lid til andre og større undersøgelser. De har også fundet lavt indhold af E-vitamin i blodet hos depressive, men har i varierende grad fundet en naturlig forklaring: I en undersøgelse af mere end 400 depressive i Rotterdam viste det sig, at de depressive spiste for lidt, eller de fik utilstrækkelig kost.

C-vitamin og selen
Undersøgelserne er dog interessante af andre grunde. Man har nemlig fundet noget lignende, når det gælder både selen og C-vitamin. Begge dele er, lige som E-vitamin, antioxidanter. Den amerikanske C-vitaminforsker Mark Levine opdagede f.eks. under forsøg med studerende, der blev holdt på en kost med uhyre små mængder C-vitamin, at de uvægerligt blev irritable og trætte. Så snart de igen fik mere C-vitamin, steg humøret.

Tilsvarende er tidligere fundet i forsøg med selen. I et engelsk forsøg lod man depressive få enten selen (100 mikrogram/dag) eller snydepiller. Man kunne konstatere forbedring i humøret – og navnlig aftagende angst – i takt med at blodets selenindhold dag for dag steg. En tilsvarende sammenhæng er set hos alkoholikere og patienter i dialyse, hvor der let opstår underskud af selen.

Fra flere sider er der med andre ord mistanke om en eller anden sammenhæng mellem depression og mangel på antioxidanter. Foreløbig er der nok mest baggrund for spekulationer, men så meget kan man vel mene, at der i hvert ikke er grund til at risikere antioxidantmangel, hvis det kniber med humøret.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Owen AJ et al. Low plasma vitamin E levels in major depression: Diet or disease? Eur J Clin Nutr 2005;59:304-6.
2. Tiemeier H et al. Vitamin E and depressive symptoms are not related. The Rotterdam Study. J Affect Disord 2002;72:79-83.
3. Maes M et al. Lower seriúm vitamin E concentration in major depression. Another marker of lowered antioxidant defense in that disease. J Affect Disord 2000;58:241-6.
4. Benton D et al. The impact of selenium supplementation on mood. Biol Psychiatry 1991;29:1092-8.

www.nature.com/ejcn/index.html
www.sciencedirect.com
www.iom.dk

Kemoterapi: Selen øger virkningen, men mindsker bivirkningerne

20. september 2004

Der er stadig enkelte kræftspecialister, som advarer deres patienter mod at tage antioxidanter, mens de får kemoterapi. De mener, at når antioxidanter mindsker bivirkningerne ved behandlingen, modvirker de vel også kemoterapien. Nu tyder imidlertid overbevisende forsøg på, at dette råd ikke er heldigt.

Det er forskere ved det berømte og internationalt højt respekterede amerikanske Roswell Park Cancer Institute – verdens ældste selvstændige center for kræftforskning – der fremsætter de nye resultater.

Særdeles detaljerede forsøg på mus har vist, at selen ikke alene beskytter raske væv mod ødelæggelse af kemoterapien, det forstærker også virkningen på svulsterne, endda i et højst dramatisk omfang! For første gang er det påvist, at man kan forstærke virkningen af kemoterapi med en behandling, der i sig selv er uskadelig.

Forsøgene blev udført på såkaldte nøgne mus, der ved transplantation fik indopereret forskellige svulster fra mennesker, hvorpå de blev behandlet med flere forskellige typer kemoterapi.

Nogle af svulsterne var på moderat følsomme for kemoterapi, mens andre havde meget ringe følsomhed. Når musene blev forbehandlet med store doser selen, kunne de imidlertid tåle op til fire gange så meget kemoterapi som ellers, og derved kunne man helbrede ikke blot de normale 20-30 %, men i flere forsøg 100 % af musene!

Lige så overbevisende var virkningen på de moderat følsomme svulster, som normalt kureres i ca. halvdelen af tilfældene. Med selen steg helbredelsesprocenten til 100 % samtidigt med at musene i meget høj grad slap for bivirkninger.

Foreløbige resultater tyder på, at der er flere årsager til resultaterne, men at selen i kombination med kemoterapi bl.a. tvinger kræftcellerne til at begå selvmord, såkaldt apoptose.

Det må understreges, at der her er tale om dyreforsøg, men resultaterne har været så usædvanlige og perspektivrige, at forskerne ved Roswell Park Cancer Institute allerede nu afprøver behandlingen i de første forsøg, der er foretaget på mennesker.
Vitalrådet.


Reference:

Shousong Cao, Farukh A. Durrani, and Youcef M. Rustum. Selective Modulation of the Therapeutic Efficacy of Anticancer Drugs by Selenium Containing Compounds against Human Tumor Xenografts. Clin Cancer Res. 2004;10(7):2561-9.

clincancerres.aacrjournals.org
www.roswellpark.org
www.iom.dk