B12 og folinsyre nedsætter risikoen for blodprop i hjernen

31. oktober 2005

Efter at amerikanerne fra 1996 har fået tilskud af folinsyre i kosten, er hyppigheden af blodprop i hjernen faldet 15 %. Nu viser forsøg, at tilskud af B12-vitamin oveni sænker risikoen yderligere markant.

Umiddelbart lyder det simpelt: Man ved, at mennesker med højt indhold af aminosyren homocystein i blodet har forhøjet risiko for blodprop i hjernen og i hjertet. Man ved også, at man kan sænke homocystein med folinsyre samt i mindre grad med B6- og B12-vitamin. Da amerikanerne fra 1996 begyndte at berige kornprodukter med folinsyre, faldt både gennemsnits-amerikanerens homocystein og hyppigheden af blodprop i hjernen med omkring 15 % på tre år.

Pengene passer, og herefter er resultatet næsten på forhånd indlysende, hvis man vil foretage et lodtrækningsforsøg, hvor hver anden deltager får folinsyre, B6- og B12-vitamin. Selvfølgelig får de færre blodpropper i hjernen.

Men virkeligheden er mere broget. I Norge lavede man sådan et forsøg (NORVIT) med 3.750 patienter, der netop havde overstået en blodprop i hjertet. I 3,5 år fik de tilskud af enten folinsyre (0,8 mg), B6-vitamin (40 mg), begge dele eller blindtabletter (placebo). Blandt dem, der kun fik folinsyre, faldt dødeligheden ca. 10 %, dog ikke statistisk sikkert. Men i de to andre grupper var dødstallene forøget, heller ikke dette statistisk sikkert.

Måske er det for sent at begynde at tage tilskud, når man allerede er svært forkalket. Eller, som det vil fremgå, måske var det mere afgørende, at nordmændene ”glemte” at give deltagerne B12-vitamin.

Også i USA har man nemlig gjort et forsøg (VISP). Det var med personer, der var kommet sig efter en blodprop i hjernen, men jo havde forhøjet risiko for en ny. Heller ikke amerikanerne fandt ganske vist i første omgang nogen effekt. Tilskud af folinsyre (2,5 mg), B6-vitamin (25 mg) og B12-vitamin (0,4 mg) gjorde hverken fra eller til mht. dødelighed eller risiko for blodprop i hjernen. Derfor standsede man simpelthen forsøget efter to år. Det var nytteløst, mente man.

B12 nytter, hvis det optages
En nærliggende forklaring kunne være den nævnte berigelse af kornprodukter med folinsyre. Det gennemsnitlige homocystein var jo allerede faldet med ca. 15 % hos amerikanerne. Under forsøget faldt det kun 2 % yderligere.

Men amerikanerne har alligevel siden studeret tallene nøjere. Derved opdagede de især én vigtig fejlkilde: Mange af de 3.680 ældre deltagere havde nedsat optagelse af B12-vitamin fra tarmen og havde derfor forholdsvis lidt B12 i blodet (mindre end 250 pmol/l). Dette ses tit hos ældre, og man ved nu, at disse ældre behøver tilskud på mindst 1.000 mikrogram B12-vitamin om dagen. Men deltagerne havde kun fået 400.

Hvordan ville det se ud, hvis man nu så bort fra disse deltagere og koncentrerede sig om dem med normal B12-optagelse? Det besluttede man at undersøge. Man så samtidig bort fra deltagere med nedsat nyrefunktion, da også de reagerer trægt på disse tilskud. Endelig så man naturligvis bort fra deltagere, der på forhånd var i medicinsk behandling med B12.

Tilbage var 2.155 personer, som ikke havde problemer med at optage B12. I denne store gruppe havde tilskuddene både sænket homocystein yderligere og mindsket den samlede risiko for død, blodprop i hjertet eller blodprop i hjernen – med 21 %! Behandlingen hjalp altså alligevel; endda meget, når evnen til B12-optagelse var intakt.

Som anført ser det ud til, at berigelsen af kornprodukter med folinsyre har nedsat amerikanernes risiko for blodprop i hjernen med ca. 15 %. Nu lader det til, at et solidt tilskud af B12-vitamin oveni kan nedsætte den markant mere – men de mange ældre, som optager B12-vitamin dårligt, behøver antageligt større tilskud.

Dette er facit p.t. Det skal efterprøves, før det er godkendt. Men indicierne er der.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Toole JF, et al. Lowering homocysteine in patients with ischemic stroke to prevent recurrent stroke, myocardial infarction, and death: the Vitamin Intervention for Stroke Prevention (VISP) randomized controlled trial. JAMA. 2004 Feb 4;291(5):565-75.
2. Bonaa KH. NORVIT: Randomized trial of homocysteine-lowering with B-vitamins for secondary prevention of cardiovascular disease after acute myocardial infarction. Program and Abstracts from the European Society of Cardiology Congress 2005; September 3-7, 2005; Stockholm, Sweden. Hot Line II. Iflg. Linda Brooks. NORVIT: The norwegian vitamin trial. Medscape sept. 2005. (Ikke publiceret i trykt medie)
3. Spence DJ et al. Vitamin intervention for stroke prevention trial. An efficacy analysis. Stroke 2005;36:2404-2409.

jama.ama-assn.org
www.medscape.com
stroke.ahajournals.org
www.iom.dk

Man skal sætte bundproppen i, før båden er sunket

11. oktober 2005

Et norsk forsøg viste, at man ikke nedsætter risikoen for ny blodprop i hjertet med folinsyre, B6- og B12-vitamin, hvis man først har haft en blodprop; også selv om man sænker deres homocystein.
Får man godt med folinsyre, vil blodets indhold af aminosyren homocystein være forholdsvis lavt. Så meget er sikkert. Når indholdet er lavt, er risikoen for blodprop i hjertet eller hjerneblødning – alt andet lige – også lav. Det er ligeledes sikkert, men begge dele er kun statistik.

Med disse facts i bagagen fristes man til at mene, at tilskud af folinsyre må være en god ide. Folinsyre er som bekendt det B-vitamin, unge kvinder bør tage for ikke at få børn med rygmarvsbrok. Man kan være enig med den amerikanske hjerteforening, der råder alle til at få 0,4 mg folinsyre om dagen, samme dosis som kvinder bør tage som tilskud.

I Tromsø i Norge har man i det såkaldte NORVIT-forsøg (Norwegian Vitamin Trial) som de første afprøvet, om tilskud også hjælper hjertepatienter, som allerede har haft en blodprop i hjertet. Skal man tro medierne, endte det med en forskrækkelse.

Resultaterne, som blev fremlagt i september ved årets kongres i det europæiske selskab for kardiologi (ESC), førte ligefrem til advarsler mod folinsyre i pressen: B-vitaminer kan være farlige for hjertepatienter, hed det, og vor egen hjerteforening skyndte sig at meddele, at folinsyre ”fortsat” ikke anbefales til hjertepatienter – selv om man måneden forinden havde sagt noget nær det modsatte.

Men som det så ofte sker, var referaterne vildledende. Strengt taget viste det norske forsøg ikke, at folinsyre er farligt. Hvis man overhovedet vil hævde, at det viste noget, var det, at risikoen for blodprop i hjertet, hjerneblødning eller dødsfald aftog – om end kun med få procent – hos dem, der fik 0,8 milligram folinsyre om dagen i 3,5 år. Dette var dog ikke statistisk sikkert.

Sagen er, at der i virkeligheden var tale om ikke ét, men tre forsøg, med i alt 3.750 personer, der alle havde haft blodprop i hjertet. Det ene viste, at en kombination af folinsyre, B6- og B12-vitamin medførte ca. 20 % flere tilfælde af blodprop i hjertet end placebo (snydepiller). Det andet – det eneste, hvor man kun brugte folinsyre – viste altså i realiteten ingen forskel. Der var heller ingen forskel i det tredje forsøg, hvor deltagerne kun fik B6-vitamin.

På ét område faldt forsøgene heldigt ud: De, der fik folinsyre, opnåede et fald i blodets indhold af homocystein på ca. 30 %. Nok til, at man kunne håbe på et pænt fald i antallet af nye blodpropper. Som altså udeblev.

Men spørgsmålene melder sig: Kan det passe, at hjertepatienter skal vogte sig for at tage folinsyre, B6- og B12-vitamin samtidig?
Eller er der tale om helt andre anatomiske forhold ved sekundær-profylakse, end der er ved primær profylakse? Man har jo trods alt haft en blodprop.

Også på kongressen tvivlede ESC’s udpegede kommentator, Ian Graham på resultatet. Han mente, at forsøget måske havde været for lille og for kompliceret til at være troværdigt.

Man kan gå et skridt videre og mene, at resultatet rent ud sagt skyldes tilfældigheder. Det underbygges i hvert fald ikke af nogen teori.
Mere sandsynligt er det, at folinsyre bare ikke egner sig til at forebygge blodprop hos svært åreforkalkede. – Altså sekundær profylakse.

Særdeles meget tyder på, at folinsyre – og lavt homocystein – bremser udviklingen af åreforkalkning hos raske – altså primær profylakse. Men nytten af denne funktion svinder, når forkalkningen allerede er svært fremskreden. Man skal sætte bundproppen i, før båden er sunket.

Hvis folinsyre skal hindre blodprop, skal man antageligt begynde i god tid. Til gengæld har vitaminet andre fordele. Bl.a. tyder forsøg overbevisende på, at det er med til at holde hjernen ung, også hos ældre.
Vitalrådet.


Reference:

Bonaa KH. NORVIT: Randomized trial of homocysteine-lowering with B-vitamins for secondary prevention of cardiovascular disease after acute myocardial infarction. Program and Abstracts from the European Society of Cardiology Congress 2005; September 3-7, 2005; Stockholm, Sweden. Hot Line II. Iflg. Linda Brooks. NORVIT: The norwegian vitamin trial. Medscape sept. 2005. (Ikke publiceret i trykt medie).

www.medscape.com/viewprogram/4494_pnt
www.iom.dk

Antioxidanter halverer skaden ved hjerneblødning

6. oktober 2005

Talrige dyreforsøg har vist, at hjerneskaden efter en hjerneblødning kan reduceres drastisk med antioxidanter. Flere kliniske forsøg med mennesker er i gang.
Næst efter hjertesygdom og kræft er hjerneblødning den hyppigste dødsårsag i de vestlige lande. Blandt dem, der overlever, går mange en krank skæbne i møde med kroniske hjerneskader og lammelser. Men flere og flere vil få hjerneblødning, fordi der bliver flere og flere ældre.

Kan dette dystre perspektiv mildnes? Utallige forsøg har vist, at antioxidanter både kan forebygge hjerneblødning og mindske den efterfølgende hjerneskade, hvis ulykken alligevel sker. Dette fascinerende emne er netop blevet belyst i en lødig oversigt af forskere fra det farmakologiske laboratorium ved Rene Descartes-universitetet i Paris.

Modsat hvad man skulle tro, er en hjerneblødning sjældent en blødning. Den er langt oftere en blodprop, som enten dannes på indersiden af en af hjernens store pulsårer – på samme måde som en blodprop i hjertet – eller tilføres med blodet. Uanset sprogforvirringen er følgen den samme: Dele af hjernen i den tilstoppede side får ingen ilt og går til grunde, mens ofret får større eller mindre lammelser i den modsatte side.

Det er her, antioxidanterne kommer ind. De bekæmper de frie iltradikaler, som er skyld i størstedelen af hjerneskaden. De frie radikaler dannes under iltmangel, men paradoksalt nok er det ikke en ubetinget fordel, når organismen selv nedbryder blodproppen – eller når den nedbrydes medicinsk, hvilket mere eller mindre kan lade sig gøre op til tre timer efter de første symptomer. Den fornyede blodtilførsel – man kalder det reperfusion – medfører ulykkeligvis en massiv produktion af frie radikaler – og dermed yderligere hjerneskade.
Uanset om blodforsyningen genoptages eller ej, kan det altså gå galt.

Hvorfor opstår disse frie radikaler i væv, der ikke får blod, eller som bare forbigående har manglet blod? Artiklen gennemgår mulighederne. Visse enzymer, som normalt inaktiverer frie radikaler, ophører f.eks. med at fungere. Desuden spiller bl.a. svækkelsen af mitokondrierne – cellernes energifabrikker – en rolle. Det er mitokondrierne, der forarbejder ilten, og når de svækkes, lækker de frie (ilt)-radikaler. Det er bevist, at hjerneskaden bliver værre, jo flere frie radikaler der dannes.

Det er derfor logisk at tro, at antioxidanter kan begrænse skaderne. Det stemmer da også med en lang række forsøg på dyr. Her har man reduceret skaderne med mere end 50 % ved at forbehandle dyrene med antioxidanter som NAC (n-acetyl-cystein), resveratrol (farvestoffet i rødvin), liponsyre (et gavnligt og uskadeligt kosttilskud, der er forbudt i Danmark) eller melatonin (ligeledes gavnligt, uskadeligt og forbudt for danskere).

Også med E-vitamin har man kunnet halvere skaderne – eller mere. Bedst har det naturligvis virket, når behandlingen var påbegyndt hurtigt. Hurtig hjælp er dobbelt hjælp.

Der foregår nu flere kliniske forsøg på mennesker, men vanskeligheden er jo, at man ikke kan forudsige, hvornår, eller om en person får hjerneblødning. I forsøgene sættes behandlingen først ind, når hjerneblødningen er sket. Sikre resultater har man endnu ikke, og de antioxidanter, man afprøver, er desværre syntetiske stoffer, som evt. kan patenteres (og senere sælges som dyr medicin): Tirilazad, Ebselen, Edavaron og NXY-059. Edavaron er anerkendt som behandling i Japan.

Hvad kan almindelige mennesker stille op? Oversigten konkluderer, at antioxidanter ”med sikkerhed er nogle af de mest lovende midler mod hjerneblødning”, og at de er af ”stor interesse” i kombination med den medicinske nedbrydning af blodpropper, der bruges i dag.
Man må selv vælge. Men det er værd at mærke sig, at et solidt indtag af antioxidanter efter det foreliggende synes at kunne forebygge – måske tragiske – følger af en hjerneblødning.
Vitalrådet.


Reference:

Isabelle Margaill et al. Antioxidant strategies in the treatment of stroke. Free Radical Biology and Medicine 2005;39:429-43.
www.sciencedirect.com
www.iom.dk

K-vitamin mod knogleskørhed og åreforkalkning

22. august 2005

Forskere anbefaler tilskud af K-vitamin. Behovet kan være langt større end antaget. Underskud giver svage knogler og forkalkede pulsårer.

K-vitamin ”burde stærkt overvejes som kosttilskud” til bl.a. kvinder efter overgangsalderen og til diabetikere, der har høj risiko for både knogleskørhed og åreforkalkning. Vitaminet er yderst ugiftigt, og det ser ud til at bekæmpe begge tilstande.

Dette er den ret kompromisløse konklusion på en ny videnskabelig oversigt over K-vitamin, som netop er publiceret i American Journal of Health-System Pharmacy, som er et seriøst, men lidet kendt, fagtidsskrift.

Trods bladets sikkert lille fanskare vil det meget direkte budskab om K-vitamin dog gå verden rundt. Det blev nemlig straks offentliggjort i sin helhed af www.medscape.com, verdens største faglige internetside for læger. Medscape har millioner af abonnenter verden over.

K-vitamin findes næsten udelukkende i grønne grønsager. Der er så godt som intet i andre af vore fødevarer. Det har man før set stort på, fordi man mente, at bakterier i tyktarmen holder os velforsynede med vitaminet. Det gør de ikke!

I dag anbefaler man officielt (i USA), at man sikrer sig omkring 100 mikrogram om dagen, svarende til ca. 75 gram grøn salat, grønkål, spinat etc. Så får man nok til, at blodet størkner normalt.

Men i følge artiklen er det langt fra nok at sikre blodets koagulation. Vitaminet er lige så vigtigt for knogler og pulsårer, og optimal virkning her kræver langt mere. I forsøg med K1-vitamin har man typisk satset på 10 gange så meget (1.000 mikrogram om dagen). Det kan man roligt gøre, for der er ingen bivirkninger. Det har der end ikke været, når man har brugt 45.000 mikrogram K2-vitamin om dagen – 4-500 gange det anbefalede – i op til flere år.

K-vitamin har til opgave at sætte bestemte proteiner i stand til at binde kalk. Det sker ved, at vitaminet hæfter en svag syre (karboxylgruppe) på proteinet, der nu som en slags kran kan opsnappe og flytte kalken hen, hvor den behøves. Det protein, det drejer sig om i knoglerne, hedder osteocalcin og dannes under medvirken af D-vitamin. Ved hjælp af den svage syre kan osteocalcin optage kalk fra blodet og placere det i knoglerne. I Japan har man længe brugt K-vitamin mod knogleskørhed.

I forkalkede pulsårer, f.eks. hjertets kransårer, sker det modsatte. Her formoder man, at K-vitamin hindrer aflejring af kalk ved at forsyne et bestemt protein med den samme syre. Mangler dette protein, eller er det ødelagt og uimodtageligt for syren, forkalker åren hurtigt. Det viser dyreforsøg. Normalt fjerner kranen åbenbart kalk fra pulsårerne, så det ikke bliver aflejret.

Det er en ganske revolutionerende teori, at der findes et protein, der forhindrer åreforkalkning, og at alt hvad der skal til for at danne det, er K-vitamin. Men teorien støttes stærkt fra hollandsk side: I et treårigt lodtrækningsforsøg med ældre kvinder fik halvdelen 1.000 mikrogram K1-vitamin om dagen, mens resten, uden at vide det, fik placebo (snydepiller).

Før og efter de tre år målte man stivheden af kvindernes halspulsårer – som udtryk for graden af åreforkalkning. Da de tre år var gået, var den uændret hos de kvinder, der havde fået K-vitamin, mens naturen var gået sin triste gang hos resten: Deres halspulsårer var blevet 8% stivere.

Det mærkelige fænomen, at der med alderen forsvinder kalk fra knoglerne, mens det ophobes i pulsårerne, har man kaldt ”forkalkningsparadokset”. Aldersfænomener er uden tvivl en del af forklaringen, men det er mangel på K-vitamin sandsynligvis også. Det er uden tvivl værd at overveje dette paradoks.

NB. Får man stærk blodfortyndende medicin som Marevan, må man desværre glemme alt om K-vitamintilskud. Ethvert tilskud vil ødelægge behandlingen og kan være livsfarligt.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Adams J, Pepping J. Vitamin K in the treatment and prevention of osteoporosis and arterial calcification. Am J Health-Syst Pharm 2005;62:1574-81.
2. Braam LA et al. Beneficial effects of vitamin D and K on the elastic properties of the vessel wall in postmenopausal women: A follow up study. J Thromb Haemosta. 2004;91:373-80.

www.ajhp.org
www.blackwellpublishing.com/journal.asp
www.iom.dk

E-vitamin beskytter mod blodprop og hjerneblødning

9. august 2005

Raske kvinder, der er over 65 år, kan med E-vitamin mindske deres risiko for alvorlige følger af åreforkalkning med en fjerdedel. Det viser verdens hidtil længste forsøg med E-vitamin.

I 1997 brugte 44 % af amerikanske hjertelæger rutinemæssigt antioxidanter – især E-vitamin – til at forebygge blodprop i hjertet og slagtilfælde. Tilliden til E-vitamin var så stor, at den overgik tilliden til Hjertemagnyl, som kun blev brugt af 42 %.

Hjertelægerne byggede på den – stadig enerådende – teori, der groft sagt siger, at åreforkalkning opstår, når kolesterol oxideres/iltes, og at bl.a. E-vitamin modvirker iltningen. Desværre har der manglet beviser for, at E-vitamin virkelig beskytter mod åreforkalkning og dermed hindrer blodprop. Store lodtrækningsforsøg har været skuffende, men også behæftet med åbenlyse mangler. Tvivlen råder. Men hvis lægerne i skuffelse er ophørt med E-vitamin, begynder de måske nu igen.

Anledningen er det til dato største og længste lodtrækningsforsøg med E-vitamin som tilskud. Det viste, at da raske kvinder på over 65 år fik E-vitamin, aftog deres risiko for blodprop i hjertet eller hjerneblødning med 26 %. Og nok så vigtigt: Ikke alene blev sygdommene sjældnere, de blev også mindre farlige. Den samlede dødelighed af dem blev omtrent halveret (til 51 %).

Mens andre forsøg med E-vitamin har været forholdsvis kortvarige og har haft deltagere, som led af svær åreforkalkning, varede dette forsøg i 10 år og havde raske kvinder som deltagere. Netop fordi de fra begyndelsen ikke var svært åreforkalkede, kunne man håbe, at det ikke var for sent at forebygge. I alt 20.000 kvinder fik i 10 år 600 enheder naturligt E-vitamin (alfa-tokoferol) hver anden dag. Lige så mange fik placebo (snydepiller).

De kvinder, der var over 65, fik altså en gevinst. Men langt de fleste af deltagerne var yngre end 65. De havde ingen iøjnefaldende nytte af behandlingen. 18.000 kvinder under 65 år fik E-vitamin. 352 af dem fik blodprop i hjertet eller hjerneblødning – enten dødelig eller ikke-dødelig. Det var 11 flere end blandt de 18.000, der fik snydepiller. En minimal og tilfældig forskel. E-vitamin hjalp tilsyneladende ikke de yngre.

Til sammenligning deltog kun godt 2 x 2.000 kvinder, der var over 65. I gruppen med E-vitamin forekom her 130 tilfælde af blodprop i hjertet eller hjerneblødning. I placebogruppen var der 46 flere. Denne forskel er forholdsvis stor og statistisk meget sikker.

Men hvorfor gavner E-vitamin ikke de yngre? Det nærliggende svar er, at det gør det måske også, men yngre kvinder får så sjældent blodprop, at en eventuel virkning er svær at måle. I løbet af de ti år fik mindre end 2 % af de under 65-årige blodprop i hjertet eller hjerneblødning. De ældre havde naturligvis langt større risiko (godt 8 %).

Man kan gætte på, at de yngre trods de neutrale tal blev mindre åreforkalkede af E-vitaminet. Ingen kan vide det, eftersom direkte måling af årernes forkalkning ikke blev foretaget. Det eneste mål for åreforkalkning, man havde, var de grove tal for blodprop og hjerneblødning.

Taget under ét var der statistisk set kun en tendens til gevinst af E-vitamin. Det er en naturlig følge af, at der var ni gange så mange yngre som ældre deltagere. Forskerne har imidlertid valgt at konkludere ud fra dette resultat. De mener, at forsøget ikke støtter en generel anbefaling af E-vitamin til forebyggelse af hjerte-karsygdom. Med hensyn til de over 65-årige siges det, at resultatet her afviger fra ”den samlede viden” og bør udforskes nærmere.

Dette er en noget uselvstændig kommentar. En mere kontant kom fra Maret Traber, professor ved Linus Pauling instituttet i Californien og en af verdens førende E-vitamin-eksperter:

– E-vitamin har sin klare værdi i kampen mod hjertesygdom og andre degenerative lidelser. Det er vigtigst for rygere, personer med højt blodtryk og dem, der spiser usundt, sagde hun.
Vitalrådet.


Reference:

Lee, I-Min. Vitamin E in the primary prevention of cardiovascular disease and cancer. The Womens Health Study: A randomized controlled trial. JAMA 2005;294:56-65.

jama.ama-assn.org
www.iom.dk

Piller mod kolesterol: Har de en bagside?

3. august 2005

Piller mod kolesterol forlænger livet ved åreforkalkning og måske også ved hjertesvigt. Men nye tal tyder på, at mange får alvorlige bivirkninger, der kunne være undgået med Q10.

Titusinder af danskere får nu kolesterolsænkende medicin af den type, der kaldes statiner. Patienterne har oftest forkalkede kransårer i hjertet, og statinerne skal beskytte dem mod yderligere åreforkalkning, blodprop og slagtilfælde. De virker, om end i mindre grad, end mange tror.

Giver man dem til hundrede 40-80-årige personer, der er i højrisiko pga. kransåreforkalkning eller sukkersyge, forhindrer man rundt regnet ét tilfælde af enten blodprop i hjertet eller slagtilfælde om året. I løbet af fem år undgår man ca. to dødsfald.

Mange af de behandlede får imidlertid på et tidspunkt hjertesvigt – svækket pumpefunktion af hjertet – fordi åreforkalkningen skader hjertemusklen varigt. De begynder at klage over træthed og tiltagende åndenød. Flere og flere får hjertesvigt.

Er det i den situation risikabelt at tage de kolesterolsænkende piller? Det har man diskuteret. Diskussionen skyldes den måde, medicinen virker på. Den blokerer leverens dannelse af stoffet mevalon-syre, som er udgangspunkt for dannelsen af kolesterol – men også for dannelsen af det livsvigtige Q10! Det er ikke kun blodets kolesterolværdi, der falder. Blodværdierne for Q10 falder samtidig.

Da Q10 er nødvendigt for at vævene kan danne energi, er det let at forestille sig, at en hjertemuskel, som er svækket af hjertesvigt, svækkes endnu mere, når den fratages Q10.

Tilsyneladende går det dog alligevel. Statiner synes at forlænge livet ved hjertesvigt. Ikke fordi de sænker kolesterolet – det er måske ligefrem skadeligt, når man har hjertesvigt – men fordi statiner har andre virkninger end den kolesterolsænkende. Bl.a. er de antioxidanter og modvirker inflammation. Desuden fremmer de nydannelsen af blodkar i hjertemusklen. Ingen af delene har noget med kolesterol at gøre.

Måske vinder man på gyngerne – de gunstige virkninger af statinerne – hvad der er tabt på karrusellerne, nemlig det dramatiske tab af Q10. Alligevel er det svært at tro, at dette tab er fuldkommen uskyldigt, især ved hjertesvigt.

Den amerikanske hjertelæge PH Langsjoen er en af dem, der advarer:
– Vi befinder os midt i en epidemi af hjertesvigt, hvis årsager er uklare, skrev han i 2003, og mente, at statiner kunne være en af grundene.

Ved en kongres i Los Angeles i foråret forelagde han tal, der tyder på hidtil oversete bivirkninger. To tredjedele af 51 nyhenviste statinbehandlede patienter klagede over muskelsmerter, mere end 80 % var abnormt trætte, og knap 60 % havde åndenød. Da de ophørte med statin og i stedet fik Q10 (240 mg/dag), blev langt de fleste symptomfrie.

Ved samme kongres viste et lodtrækningsforsøg, at muskelsmerter og træthed forekom hos hver tiende af de statinbehandlede, men forsvandt, når de fik Q10 (100 mg/dag). Nok så væsentligt: Mere end hver anden fik forbedret livskvalitet, og flere fik bedre hjertefunktion.

Piller mod kolesterol forlænger livet, men det er nødvendigt at tage Q10, hvis livskvaliteten skal følge med og gøre det umagen værd at leve længere.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Heart Protection Study Collaborative Group. MRC/BHF Heart Protection Study of cholesterol lowering with simvastatin in 20 536 high-risk individuals: A randomised placebo-controlled trial. Lancet 2002;360:7-22.
2. Langsjoen PH et al. The clinical use of HMG CoA-reductase inhibitors and the associated depletion of coenzyme Q10. A review of animal and human publications. Biofactors. 2003;18(1-4):101-11.
3. Liao JK. Statin therapy for cardiac hypertrophy and heart failure. J Investig Med. 2004 May;52(4):248-53.
4. Bandolier. Statins in heart faikure. http://www.jr2.ox.ac.uk/bandolier/booth/cardiac/statHF.html
5. Fourth Conference of the International Coenzyme Q10 Association. Los Angeles April 14-17 2005.

www.thelancet.com
www.iospress.nl/html/09516433.php
journalseek.net/cgi-bin/journalseek/journalsearch.cgi
www.jr2.ox.ac.uk/bandolier/booth/cardiac/statHF.html
www.coenzymeq10.it/home.html
www.iom.dk

Carnitin, en stimulans for hjerte, hjerne og muskler

9. maj 2005

Carnitin skaber energi i alderdomssvækkede celler. Budskabet fra en ny videnskabelig kongres er, at tilskud synes at hjælpe mod både hjerte-sygdom, åreforkalkning og demens.

Kniber det med at huske, eller svigter kræfterne, så er carnitin måske redningen.

Carnitin er et – ufortjent – overset kosttilskud, der er på vej ind i den videnskabelige varme. Et klart signal er, at New York Academy of Sciences helliger et helt bind af sine berømte videnskabelige annaler til carnitin alene.

Her kan man over 197 sider læse referater af samtlige 18 indlæg ved en to-dages konference om carnitin, som akademiet afholdt i marts 2004. De handler bl.a. om carnitins betydning for forbrændingen af fedt, for musklernes og hjertets funktion og for dets lovende rolle i kampen mod svækket hukommelse.

Carnitin er et essentielt næringsstof, som vi især henter i rødt kød og mælkeprodukter. Kroppen danner kun små mængder, og især veganere risikerer underskud. Carnitin er nødvendigt for, at mitokondrierne – cellernes energifabrikker – kan forbrænde fedt. Først muliggør det fedtsyrernes indtrængen i mitokondrierne, derpå fremmer det deres forbrænding og hindrer derved skadelig ophobning af fedtsyrerester, samtidig med at cellerne forsynes med energi.

Med alderen opstår der træghed i overførslen af fedtsyrer til mitokondrierne. Desuden bliver mitokondrierne dårligere til at skille sig af med ufuldstændigt nedbrudte fedtsyrer. Det fører til, at de ophober frie radikaler, en hovedårsag til, at de degenerer. Men uden mitokondrier intet liv. Degeneration af mitokondrierne er et centralt fænomen i aldringsprocessen.

Middel mod for tidlig aldring
Mange mener derfor, at carnitin er en overordentligt oplagt medspiller i kampen mod aldring. I en opsummering af Charles Rebouche fra Iowa University hedder det, at tilskud af carnitin lader til at hæmme aldringen hos rotter, lige som det hos mennesker både bekæmper den aldersbetingede forringelse af hukommelsen og mildner forværringen ved Alzheimer.

At carnitin som tilskud virkelig kan erstatte manglende carnitinfunktion fremgår af erfaringer med børn, der af genetiske grunde har svært ved at overføre carnitin til mitokondrierne. Ubehandlet får de svære hjerte- og muskelsygdomme, men ved hjælp af carnitin-tilskud har børn med disse sjældne lidelser overlevet til mere end 30-årsalderen – og klarer sig stadig fint.

Langt flere kan dog få gavn af italienske undersøgelser, der har vist, at man kan begrænse den ødelæggelse, der overgår hjertet, når en blodprop ophæver dele af hjertemusklens blodtilførsel. Carnitin mindsker den deformering af hjertet, der ellers vil ske, og under langtidsbehandling kan carnitinbehandlede både arbejde længere og hårdere, ligesom deres kondition er bedre.

Dette er et yderst spændende resultat, som stemmer med, at patienter med vindueskiggersyge – gangsmerter på grund af forkalkning, og dermed forsnævring, af benenes pulsårer – forbedrede deres præstation på løbebånd, når de fik et tilskud på to gram carnitin dagligt.

Efter kongressen har forsøg vist, at carnitin også hjælper mod den type diabetisk nervebetændelse, der giver smerter. Både hos rotter og mennesker er fundet væsentlig virkning på denne nervebetændelse, der ofte er en pinefuld ledsager til underbehandlet sukkersyge. Dosis var ½-1 gram tre gange dagligt.

Nerver, muskler og hjerte er storforbrugere af energi. Carnitin leverer energi. Når hjerne, hjerte eller muskler svækkes med alderen, er det tilsyneladende klogt at tænke på Carnitin.
Vitalrådet.


Reference:

Salvatore Alesci et al. (Eds.). Carnitine: The science behind a conditionally essential nutrient. Annals of The New York Academy of Sciences 2005, vol. 1033.

www.annalsnyas.org
www.iom.dk

Fiskeolie forebygger hjerneblødning

25. april 2005

Mange mener, at fiskeolie beskytter mod blodprop i hjernen, men nu har franske forskere fundet ud af, hvordan det går til. Fiskeolie gør, at hjernen bedre tåler nedsat blodforsyning.

Fiskeolie må være tæt på at være verdens bedste medicin. Hvis man får fed fisk to-tre gange om ugen, beskytter man sig blandt andet mod at falde pludseligt om med hjertestop. Risikoen halveres. Men også risikoen for blodprop i hjernen – langt den hyppigste grund til såkaldt hjerneblødning – og dermed for at falde om med et slagtilfælde, aftager. Ifølge den hidtil største, men ikke endelige, undersøgelse mindskes den med 40 %.

Dette stemmer med forsøg på dyr. Mus, som kunstigt påføres en blodprop i hjernen, får mindre omfattende hjerneskader, hvis de på forhånd er fodret med fiskeolie. Nu har franske forskere påvist en mekanisme, der måske kan forklare dette fænomen.

Det er forskere fra Frankrigs nationale naturvidenskabelige forskningscenter, CNRS, der står bag opdagelsen. De har vist, at beskyttelsen af hjernecellerne skyldes fiskeoliens virkning på cellernes kalium-kanaler.

Mineralet kalium er det dominerende i cellernes indre, mens natrium (som findes i køkkensalt) er det dominerende uden for. Kalium kommer ind og ud af cellerne via dertil indrettede kanaler, som kan være mere eller mindre åbne. Når de er åbne, kan kalium flyde ud af cellen, og cellen slapper af. Når de er lukkede, sker det modsatte.

Afslappede blodkar
N-3-fedtsyrerne i fiskeolie åbner kaliumkanalerne og kan derigennem måske gøre cellerne mere afslappede – i hvert fald mindre modtagelige for iltmangel. Franskmændene viste, at hvis kanalerne ved hjælp af genmanipulation sættes delvist ud af spillet, beskytter fiskeolie ikke musene, når de får hjerneblødning. Selv små anfald medfører døden. Samtidig får mus med denne genetiske fejl langt oftere hjerneblødning end raske mus.

Det er med andre ord kalium-kanalerne, der beskytter nervecellerne, hvis de vel at mærke holdes åbne med fiskeolie.

Der findes også receptmedicin, der åbner kaliumkanalerne. Et af dem, Angicor ®, virker på blodkarrene og bruges mod angina pectoris (hjertekrampe). Åbningen af kalium-kanalerne gør, at hjertets kransårer slapper af og udvider sig, så blodet nemmere kan strømme. Hjertet får blod og ilt. En tilsvarende virkning af fiskeolie på hjernens blodkar kunne måske også forklare det franske fund.

Om fiskeolie derimod hjælper mod angina pectoris, er uvist. Nogle forsøg har vist det, andre ikke. Men franskmændene mener, at deres opdagelse underbygger en formodning, mange har: At fiskeolie foruden at beskytte ved hjerneblødning også modvirker så udbredte sygdomme som epilepsi og depression.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Heurteaux C et al. TREK-1, a K(+) channel involved inneuroprotection and generaql anesthesia. EMBO J. 2004, E-pub 2004, June 03.
2. Lauritzen I et al. Polyunsaturated fatty acids are potent neuroprotectors. EMBO J 2000;19:1784-93.
3. Ka He et al. Fish consumption and risk of stroke in men. JAMA 2002;288:3130-6.
4. Salachas, A., et al. Effects of low-dose fish oil concentrate on angina, exercise tolerance time, serum triglycerides, and platelet function. Angiology, Vol. 45, December 1994, pp. 1023-31.

embojournal.npgjournals.com
jama.ama-assn.org
www.springerlink.com
www.iom.dk

Folinsyre sænker blodtrykket og forebygger blodpropper

19. april 2005

Folinsyre sænker blodtrykket, men i så stor dosis, at det er nødvendigt at tage det som tilskud. Samtidig beskytter vitaminet hjerte og hjerne mod blodprop.

Det er for længst dokumenteret, at B-vitaminet folinsyre forebygger medfødt rygmarvs-brok. I Canada har man i otte år beriget alt mel med folinsyre og har dermed hindret ca. 80% af disse sørgelige tilfælde. Også i USA er berigelse obligatorisk, men i Danmark må vordende mødre klare sig selv. Det er deres eget problem at finde ud af at tage tilskud – før de bliver gravide!

Hovedkilden til folinsyre er grønne grønsager (”folium” betyder ”blad”). Dem er der mange, der ikke kan lide, og mangel på folinsyre er derfor den hyppigst forekommende vitaminmangel. Desværre skader dette ikke kun de ufødte, men også voksne, hvor det både øger dødeligheden af blodprop i hjertet og af apopleksi (blodprop i hjernen). Ikke nok med det: Sandsynligvis forhøjer manglen også tendensen til forhøjet blodtryk.

Den hidtil ukendte sammenhæng med blodtrykket blev opdaget, da man gennem otte år observerede 156.000 amerikanske sygeplejersker. 1) Deres risiko for at få højt blodtryk, som yngre (27-44 år), var kun halvt så stor, når de fik ét mg folinsyre om dagen, som når de kun fik 0,2 mg. Sidstnævnte mængde er både i USA og Danmark et meget almindeligt indtag via kosten (gennemsnitligt 0,25 mg om dagen). Det er derimod næsten umuligt at få 1 mg, fem gange så meget, uden tilskud.

Med hensyn til apopleksi og blodprop i hjertet er der de seneste år kommet højst interessant viden:

I USA, hvor man indførte berigelse af mel i 1996, er dødeligheden af apopleksi siden faldet meget dramatisk, vel at mærke i alle befolkningsgrupper og for både mænd og kvinder, dvs. ret uafhængigt af livsstil.

Før 1996 var det årlige fald i dødelighed som følge af apopleksi godt en procent og kunne tilskrives bedre behandling og forebyggelse. Men i de efterfølgende tre år faldt dødeligheden 3-4 gange så meget, nemlig i alt 10-15 %! Dette har man statistisk kun kunnet forklare ved, at den typiske amerikaner nu har dobbelt så meget folinsyre i blodet som før. 2)

Apopleksi er tilmed særligt skadelig, hvis man mangler folinsyre. Det blev for nylig demonstreret på mus. De fik kunstigt påført en apopleksi, ved at man simpelt hen afklemte en pulsåre til hjernen. Det viste sig, at hjerneskaden kun var halvt så omfangsrig, når musene havde fået folinsyre nok, som når de led af mangel. 3)

Men øjensynligt beskytter folinsyre også hjertet. Det fremgik senest, da italienske læger undersøgte ca. 900 patienter, der var indlagt med og uden blodprop i hjertet.

De opdelte alle de indlagte efter, hvor meget folinsyre, de fik til daglig, og af den tredjedel, der fik mindst folinsyre, fandt forskerne lagt de fleste på hjerteafdelingen. Denne tredjedel havde en risiko, der var dobbelt så stor som hos de, der fik mest folinsyre. Når man medregnede indtaget af B6-vitamin – B6 samarbejder med folinsyre – havde de, der fik mest, en relativ risiko på kun 29 %. 4)

Det er ikke selve folinsyren, der beskytter hjertet og hjernen. Derimod sænker folinsyre blodets indhold af den skadelige aminosyre homocystein, som angriber blodkarrene.

Ca. 10 % af befolkningen har uden at vide det arveligt forhøjet homocystein (og skal derfor have mere folinsyre). For nylig har det vist sig, at disse 10 % får apopleksi betydeligt oftere end andre. 5, 6). I forvejen vidste man, at nøjagtigt det samme er tilfældet mht. blodprop i hjertet. 7)

Ingen har endnu foretaget blindforsøg, hvor man med tilskud effektivt har sænket blodets indhold af homocystein. Det opfordres der nu til 8). Men med den eksisterende viden ser det ud til, at det er klogt at få et tilskud.
Det ideelle er måske 0,8 mg (800 mikrogram) om dagen.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Forman JP, Rimm EB, Stampfer MJ, Curhan GC. Folate intake and the risk of incident hypertension among US women. JAMA. 2005 Jan 19;293(3):320-9.
2. American Heart Association’s 44th annual Conference on Cardiovascular Disease Epidemiology and Prevention. carole.bullock@heart.org
3. Endres M, Ahmadi M, Kruman I, Biniszkiewicz D, Meisel A, Gertz K. Folate deficiency increases postischemic brain injury. Stroke. 2005 Feb;36(2):321-5. Epub 2004 Dec 29.
4. Taivani A et al. Folate and vitamin B6 intake and risk of acute myocardial infarct in Italy. Eur J Clin Nutr 2004;58:1266-72.
5. Al-Delaimy WK, Rexrode KM, Hu FB, Albert CM, Stampfer MJ, Willett WC, Manson JE. Folate intake and risk of stroke among women. Stroke. 2004 Jun;35(6):1259-63.
6. Casas JP et al. Homocysteine and stroke: Evidence on a causal link from mendelian randomisation. The Lancet 2005;365: 224-32.
7. Klerk M, Verhoef P, Clarke R, Blom HJ, Kok FJ, Schouten EG; MTHFR Studies Collaboration Group. MTHFR 677C–>T polymorphism and risk of coronary heart disease: a meta-analysis. JAMA. 2002 Oct 23-30;288(16):2023-31.
8. S Schwammenthal et al. Homocysteine, B-vitamin supplementation, and stroke prevention. From observational to interventional trials. Lancet Neurol. 2004;3(8):493.

jama.ama-assn.org
www.nature.com
www.stroke.org
www.thelancet.com
www.iom.dk

Stegte sild – er de så gode for hjertet?

15. marts 2005

En amerikansk undersøgelse siger, at man kan undgå hjerteflimmer (atrieflimmer) ved at få fed fisk. Danske forskere kommer til det diametralt modsatte resultat. Er det fordi, danskere kan lide stegt fisk?

I midten af 2004 kunne forskere fra Harvard universitet i Boston offentliggøre, at hvis man spiser godt med fed fisk, har man mindre risiko for hjerteflimmer – forkammerflimmer, eller atrieflimmer.

Atrieflimmer er den stærkt uregelmæssige hjerteaktion, som før eller senere opstår hos et stort antal ældre, og som kræver livsvarig blodfortyndende behandling.

Helt præcist havde amerikanerne fundet, at risikoen for atrieflimmer var 35 % mindre hos dem, der fik fed fisk mindst fem gange om ugen, og 24 % mindre hos dem, der fik det 1-3 gange om måneden – sammenlignet med dem, der fik det meget sjældent.

Men det er mere indviklet end som så: I januar 2005 offentliggjorde to danske læger, at et stort indtag af fed fisk ifølge deres undersøgelse forøger risikoen for atrieflimmer. Nærmere bestemt er risikoen 44 % højere hos den femtedel, der får mest, end den er hos dem, der får mindst.

Er man så ikke lige vidt? Et groft gennemsnit af de to undersøgelser siger jo, at det er hip som hap, om man får fed fisk (TV-avisen omtalte dog kun den danske undersøgelse. Den har jo, ifølge sædvanlig logik, størst interesse).

Hvorfor de forskellige resultater? Går man under overfladen, viser det sig, at de to undersøgelser er stærkt forskellige.

Der var ca. 5.000 deltagerne i den amerikanske undersøgelse. De var gennemsnitligt 73 år. I den danske deltog ca. 50.000, men de var 18 år yngre, gennemsnitligt 55 år. Næsten hver femte af de ældre amerikanere fik atrieflimmer i de 12 år, undersøgelsen varede, mens det samme gjaldt mindre end 2% af danskerne, der desuden kun blev fulgt i knap seks år. Alt i alt observerede amerikanerne dobbelt så mange, der fik atrieflimmer, som danskerne (hhv. 980 og 456).

Stegning forvansker fiskeolien
Hvordan identificerede man dem, der fik atrieflimmer? De amerikanske deltagere fik hvert år en hjerteundersøgelse. Her blev alle med atrieflimmer opdaget. Oplysninger om danskerne blev derimod udelukkende indhentet fra sygehusene – man gik altså ud fra, at alle med atrieflimmer havde været indlagt.

Dette medfører en usikkerhed: Selv om de fleste blev indlagt, er det langt fra sikkert, alle blev. Atrieflimmer kan udmærket behandles i almen praksis.

Særligt vigtigt var det, at amerikanerne opdagede, at der er forskel på virkningen af stegt fisk og anden fisk. Stegt fed fisk forøgede risikoen en anelse, mens ikke-stegt (fed) fisk formindskede den. Fed fisk, der blev stegt, forhøjede tilsvarende ikke blodets indhold af fiskeolie (n-3-fedtsyrer). Til sammenligning oplyser den danske undersøgelse ikke, hvordan fisken blev tilberedt. Man skelnede slet ikke.

Ingen af undersøgelserne redegjorde for, hvor mange og hvem der tog tilskud af fiskeolie: Heller ikke dette – centrale – spørgsmål var stillet i den danske undersøgelse. I den amerikanske ændrede oplysningerne dog på den anden side ikke det samlede resultat.

Altså: En stor, detaljeret og nøjagtig amerikansk undersøgelse har vist, at fed fisk formindsker risikoen for atrieflimmer med omkring en tredjedel. En mindre – og mindre detaljeret – dansk undersøgelse har vist det modsatte.

Men størrelsen er næppe det afgørende. Det er nok væsentligere at gå den tanke, at tilberedningen af fisken spiller en rolle. Fiskeolie ødelægges af høj varme, som mere eller mindre forvandler n-3-fedtsyrerne til n-6-fedtsyrer, transfedtsyrer og skadelige iltnings-produkter.

Den amerikanske gruppe har for nylig offentliggjort, at fed fisk – som vel at mærke ikke er stregt – mindsker risikoen for hjerneblødning (der for det meste skyldes blodprop i hjernen) i omtrent samme omfang som risikoen for atrieflimmer. Stegt fed fisk gør det modsatte!
Vitalrådet.


Referencer:

1. Dariush Mozaffarian et al. Fish intake and risk of incident atrial fibrillation. Circulation 2004;116:368-73.
2. n-3 Fatty acids consumed from fish and risk of atrial fibrillation or flutter : The Danish Diet, Cancer and Health Study. Am J Clin Nutr 2005;81:50-4
3. Mozaffarian D et al. Fish consumption and stroke risk in elderly individuals: the cardiovascular health study.

Arch Intern Med 2005 Jan 24;165(2):200-6.
www.americanheart.org
www.americanheart.org/presenter.jhtml
www.ajcn.org
archinte.ama-assn.org
www.iom.dk