Aldrig Calcium uden Magnesium

17. januar 2008

Kalktabletter som monoterapi øger risikoen for blodprop i hjerte og hjerne.

I forgårs offentliggjorde British Medical Journal i deres webudgave en videnskabelig artikel med ovenstående dystre budskab.

1.471 raske kvinder over 55 år blev tilfældigt opdelt i to grupper, en på 732, som i 5 år indtog et tilskud af calciumcitrat, og en gruppe på 739, som tog placebo.

I disse fem år blev de undersøgt hvert halve år, og for hvert år der gik, fjernede de to grupper sig fra hinanden med statistisk sikkerhed.

Det viste sig, at der i gruppen, som indtog kalktabletter, var betydelig stigning i risikoen for blodprop i såvel hjernen som hjertet.

Forfatterne er overraskede over resultatet og tager forbehold, indtil det er nærmere undersøgt med flere studier.

Men behøver vi vente fem år til på et nyt studie af dette resultat?

Er det ikke forudsigeligt?

De fleste, som har erfaring med brugen af mineraler i sygdomsforebyggende øjemed er udmærket klar over, at man aldrig må tage calcium uden at tage magnesium samtidigt.

Nøglen er nemlig magnesium
(Hvis du synes, det bliver for biokemisk, så står konklusionen til sidst).
Magnesium sidder som en bolt i calciumkanalen i cellemembranen.

I det øjeblik calcium vil ind i en celle, så lukker magnesium døren, og når calcium vil ud, så lukker magnesium op. Omvendt i knogleceller.

Derfor er cellerne i de bløde væv næsten calcium-tomme. Der er ca. 10.000 gange så stor calciumkoncentration uden for en celle som inden i en celle. Takket være magnesium.

Hvis vi mangler magnesium, så står calciumkanalerne åbne.

Det betyder, at der gennem de åbne calciumkanaler strømmer calcium ind i cellerne, hvor det får cellen til at gå i krampe samt på længere sigt (timer) destruerer mitochondrier.

Krampen medfører øjeblikkelig sammentrækning af karrene på grund af de glatte muskelceller omkring de små arterier, hvilket medfører blodtryksstigning og risiko for hjerneblødning og ødelæggelse af forkalkningsplak og dermed blodprop i hjertet. Samtidigt minimeres cellens energiproduktion på grund af destruktion af de energiproducerende mitochondrier med deres livsvigtige indhold af Coenzym Q10.

Dette medfører ikke blot mindre energiproduktion i cellerne, men også et mindre forbrug af den i cellen optagne ilt, hvilket igen betyder, at der resterer en større andel af denne ilt, som så bruges til dannelse af skadelige frie radikaler, HVIS der er jern til stede som katalysator til denne proces, og det er der netop i denne gruppe kvinder, som ikke menstruerer mere.

Så kører rouletten med destruktion af cellemembranen og de omgivende celler indefra, for nu har cellen pludselig fået sin egen lille “Chernobyl-nedsmeltning”.

Hvis vi mangler magnesium, så har vi ingen kontrol over fordelingen af calcium, og derved fordeles det mere eller mindre jævnt over hele cellefasen, dvs. såvel i knogleceller som i bløddels-celler, muskelceller, hudceller, bindevæv osv.

Jamen mangler vi da magnesium?
Ja, det gør vi. Over 70% af befolkningen får ikke en gang det anbefalede daglige tilskud på 300 mg magnesium.

Hvorfor ikke?

Kosten er efterhånden blevet mere og mere magnesiumfattig. Dels har industrialiseringen af kosten betydet et stort tab af magnesium i det færdige produkt, og dels spiser vi mindre grønt, hvori der netop findes magnesium, og når vi så koger grøntsagerne, så hælder vi magnesiummet ud med kogevandet.

Desuden mister mange ældre magnesium, fordi de tager vanddrivende medicin eller fordi de drikker for meget kaffe.

70% af forsøgspersonerne med lavt intracellulært magnesium er mere end rigeligt til at forklare den betydelige overrisiko, der er ved indtagelse af calcium som monoterapi.

Der er derfor ikke noget overraskende i det opnåede resultat, og det skulle ikke være nødvendigt at vente mange år på at tage ekstra magnesium sammen med sit calciumtilskud. Dette vil gavne ikke blot muskler, hjerte, hjerne og knogler, men også en lang række processer i kroppen, som er afhængige af de mere end 300 enzymer, som magnesium er nødvendige for.

Altså: Aldrig tage calcium uden magnesium!
Claus Hancke


Litteratur:

Horne, Ruth Ames, Gregory D Gamble, Andrew Grey and Ian R Reid
Mark J Bolland, P Alan Barber, Robert N Doughty, Barbara Mason, Anne
Vascular events in healthy older women receiving calcium supplementation: randomised controlled trial
BMJ published online 15 Jan 2008;doi:10.1136/bmj.39440.525752.BE

Kalktilskud med D-vitamin mod tarmkræft?

18. februar 2006

En kæmpemæssig undersøgelse ville vise, om kalk og D-vitamin hindrer tarmkræft. En højst besynderlig teori med lav dosis og kort varighed.

Der skal nok være dem, der mener, at den seneste undersøgelse om kalk og D-vitamin viser, at ingen af delene duer til noget. Men inden man går til den yderlighed, bør man tøve lidt. Man kan nemlig også mene, at undersøgelsen ikke egnede sig til formålet. Eller, som det hedder i en ledsagende lederartikel i New England Journal of Medicine: Konklusionen bør tolkes i lyset af, at studiet var indviklet og i lyset af sandsynligheden for, at dosis af kalk og D-vitamin var for lav.

Det er den lumske og udbredte kræft i tyktarm og endetarm, det drejer sig om. Halvdelen af i alt 36.282 amerikanske kvinder i alderen 50 til 79 år deltog i et syvårigt forsøg, hvor de dagligt fik tilskud af 1.000 milligram calcium (kalk) og 400 enheder D-vitamin – for at se, om det nedsætter risikoen. Tilskuddet svarer til to almindelige kalk + D-vitamintabletter, som mange tager for knoglerne. Efter syv år opgjorde man, hvor mange, der havde fået tarmkræft. Resultatet var nedslående: Hvad enten kvinderne fik tilskud eller snydepiller, var risikoen den samme.

Begravet i de mange tal var der dog et enkelt positivt forbehold. De kvinder, der før forsøget havde mindst D-vitamin i blodet, havde med statistisk sikkerhed størst sandsynlighed for at få tyktarmskræft. Det kunne tyde på, at D-vitamin nytter. Der var også en tendens – men kun en tendens – til, at de havde størst fordel af tilskuddene.

Ganske mange forhold gør dog, at konklusionen skal tages med et gran salt. Det hænger blandt andet sammen med, at forsøget var meget komplekst.

Den måske væsentligste indvending er, at det ”kun” varede i syv år. Man formoder, at tyktarmskræft er 10-20 år om at udvikle sig fra den spæde begyndelse til diagnosen stilles. Hvis tilskuddene hindrer ny kræft i at opstå, vil man med andre ord alene af den grund ikke opdage det så tidligt som efter syv år. Det har man taget konsekvensen af: Deltagerne vil blive kontrolleret i yderligere fem år fra nu.

Vægtige indvendinger
Skulle man have påvist en forskel inden for de syv år, måtte man i det mindste slutte af med at undersøge tarmen hos alle deltagere for at opdage tidlige kræftstadier, dvs. polypper. Det skete ikke. Der var hverken penge eller kræfter til over 35.000 tarmundersøgelser. Man kunne kun konstatere, at både antallet af privat iværksatte tarmundersøgelser og antallet af opdagede kræfttilfælde i de to grupper var ens. Men andet kunne man måske heller ikke vente.

En forstyrrende detalje er, at samtlige deltagere havde lov til at fortsætte med de tilskud, de fik i forvejen, ved siden af dem de fik som led i forsøget. De fik i forvejen i gennemsnit 1.100 mg calcium og godt 350 enheder D-vitamin – begge dele tæt på det anbefalede. Ret mange må derfor have fået meget store mængder calcium – over 2.000 mg om dagen. Tør man gætte på, at det er årsagen til en lille overhyppighed af selvrapporterede nyresten? 2,4 % af dem, der fik tilskud og 2,1 % af dem, der fik snydepiller, fik nyresten i løbet af de syv år.

Hertil kommer, at gennemsnitsalderen var forholdsvis lav (62 år), hvilket mindskede risikoen for kræft, men jo også svækkede forsøget. Det blev yderligere svækket af, at mere end hver fjerde deltager ikke fuldførte. Var det fordi kalkpiller kan give forstoppelse? Det oplyses ikke i artiklen.

Nok så vigtigt er, at dosis af D-vitamin, som nævnt i lederartiklen, kan have været for lav. For nylig er det blevet skønnet, at der skal omkring 1.000 enheder til om dagen for at de fleste kan opnå en – formodet – kræfthæmmende virkning. Så meget skal der til for at koncentrationen af D-vitamin (eller rettere 25 (OH) D-vitamin) kommer over 30 nanogram/liter serum (75 nanomol/mil-liliter). Men så meget har kun et mindretal af deltagerne i forsøget fået.

Hvad kan man konkludere af dette? Lederartiklen munder ud i flere forslag til nye undersøgelser. Meget tyder på, at D-vitamin, og måske kalk, forebygger kræft. Men der mangler også stadig megen viden.
Vitalrådet.


Referencer:

1. Wactawski-Wende J et al. Calcium plus vitamin D supplementation and the risk of colorectal cancer. N Engl J Med 2006;354:684-96.
2. Forman M C et al. Calcium plus vitamin D3 supplementation and colorectal cancer in women. N Engl J Med 2006;354:752-4.
3. Garland C F et al. The role of vitamin D in cancer prevention. Am J Publ Health 2006;96:9-18.

content.nejm.org
www.ajph.org
www.iom.dk